Zapatister

ZAPATISTERNES ANDEN KAMPAGNE - Politik hinsides det repræsentative demokrati

…. Og godt, vi har alle set den mexicanske politiske klasses bedrag og den ødelæggelse, som dens handlinger medfører i vort land. Og vi har set de store uretfærdigheder og tab af liv, som den neoliberale globalisering fører med sig i hele verden. Men det siger vi mere om senere. (Sexta Declaracion de la Selva Lacandona).

Der er næsten kristen undergangs- og genrejsningssymbolik i zapatisternes Anden Kampagne, der startede 1. januar 2006. Og man kan næsten sammenligne Subcomandante Marcos, eller Delegado Zero (”O-delegaten”), som han foretrækker at kalde sig i denne nye kampagne, med en moderne Messias, der tager de undertryktes og nedtrådtes problemer på sig overalt, hvor han møder dem. Han omgiver sig med Maria Magdalenaer, fattige bønder, arbejdere, skolelærere og studenter. Kampagnen tager – næsten traditionen tro – afsæt i San Christóbal de las Casas i Chiapas og bevæger sig frem imod Mexico City, hvor man er lidt før 1. maj. Dernæst op nordpå. Og til sidst (slutningen af juni) tilbage til Chiapas. Men kun i det omfang, man kan kalde Kristus en revolutionær, - hvad han måske var, er den messiansk. I sin afvisning af traditionel partipolitik, graves der et stik dybere i den mexicanske virkelighed.

Man kan vælge at se kampagnen som endnu et af subcomandantens effektive mediestunts. Baggrunden er dog alvorlig nok. Turen finder sted i et Mexico præget af økonomisk stagnation. På trods af frihandelsaftalen NAFTA med USA og Canada og massive amerikanske dollarinvesteringer over grænsen, vil den mexicanske økonomi ikke tage afsæt. Investeringerne går for en stor del mest til maquiladores i grænseregionerne, dvs produktionsenheder forbundet tæt med den nordamerikanske økonomi, hvor man udnytter den billige mexicanske arbejdskraft og sender varer og fortjeneste nordpå.

Tabel 1: Vækst i faste priser i BNP, BNP pr indbygger og eksport af varer og tjenester

Der er ringe vækst, når man kommer lidt længere syd for grænsen, faldende reallønninger og manglende teknologisk fornyelse. Samtidig er den ventil, der hed emigration, ved at lukke til af en stadig mere xenofobisk amerikansk indvandrerpolitik.

Produktionen så ud til at vokse med pæne vækstrater frem til 1981, hvor gældskrisen kom. Fra midten af 1980'erne begyndte man at satse på den nyliberale økonomiske model. Det har måske givet en midlertidig gevinst, men med tequila-krisen i 95 kom et brat tilbageslag. Når man kigger på kurven i figur 1, må man konkludere, at den økonomiske udvikling som helhed har været højst utilfredsstillende de senere år.

Og internt i det mexicanske samfund vokser ulighederne. Mindstelønnen i landet er mellem 45 og 48 pesos daglig (2006). Det er lidt over det halve i danske kr. Mange arbejdere i den uformelle sektor får endda ikke denne løn. Det gælder ikke mindst en stor del af den indianske befolkning. Men det skal også siges, at mange ligger langt over denne indkomst. I socioøkonomisk henseende er der to Mexicoer. Ifølge opgørelser fra FN’s human development report har Mexico en af de mest ulige indkomstfordelinger i Verden.

Andel af indkomst eller forbrug i pct - Fattigste 10%	1.0
Andel Fattigste 20%	3.1
Andel Rigeste 20%	59.1
Andel Rigeste 10%	43.1
Inequality measures - Andel af rigeste 10% til fattigste 10%	45.0
Inequality measures - Andel af rigeste 20% til fattigste 20%	19.3
Ulighedsmål - Gini index	54.6

Man kan da også se, at Marcos’ messianske budskaber og appeller om social retfærdighed vækker opmærksomhed. Han taler for fyldte auditorier og markedspladser overalt, hvor han kommer frem. Han taler med almindelige mennesker og hører om deres problemer og giver dem gode råd. En stor del af talerne drejer sig om den ”politiske klasse” i Mexico, og hvordan den kører landet.

I sommeren 2005 vedtog zapatisterne den 6. Deklaration fra Lacandonskoven. Som de foregående deklarationer helt tilbage til oprøret og besættelsen af San Cristobal de las Casas i januar 1994 tages der her stilling til de indianske folks historiske undertrykkelse lige siden den spanske kolonisering af landet, og det konstateres, at man ikke er kommet ret meget videre med hensyn til genoprettelsen af de indianske folks lighed med hvide og mestitzer, og deres almindelige accept som borgere og ”værdighed” i det mexicanske samfund. Massakren i Acteal i julen 1997 nævnes. I en kirke i landsbyen Acteal blev 45 tilhængere af Abejas (Bierne), en indiansk fredsbevægelse, myrdet af paramilitære med forbindelse til PRI-magtapparatet.

Zapatisterne lægger i ”Den anden Kampagne” vægt på, at den 6. deklaration er et direkte modstykke til den såkaldte Chapultepecpagt, som blev indgået af storkapital og den politiske klasse i Mexico i slutningen af 2005, og som peger frem imod præsidentvalget i 2006. Mexicos rigeste mand og Verdens tredjerigeste Carlos Slim Helú er en af initiativtagerne til, og formand for pagten, der skal finde en national koncensus med henblik på at fremme enhed, investeringer, beskæftigelse, opbygning af en retsstat og udbygge ”offentlig sikkerhed”[1] og endelig udvikling af ”humankapitalen”, som er ”opretholderen af denne nye civilisation”. Ved et stort anlagt møde holdt

Carlos Slim Helú personlige seancer med hver af præsidentkandidaterne en efter en, hvor han fik dem til at skrive under på den “nationale aftale”. PRI-kandidaten (Partiet for Institutionel Revolution, der har regeret det meste af perioden siden revolutionen i 1910-17), Roberto Madrazo skrev først under, dernæst Felipe Calderón fra det konservative PAN (Partiet for National Aktion) og til sidst Bernardo de la Garza fra det Grønøkologiske Parti (Verdecologistas). Mexicos borgmester Manuel Obrador fra partiet PRD (Partiet for den Demokratiske Revolution, et moderat centrum-venstreparti), der er favorit i meningsmålingerne, var ikke til stede. Han har stillet som betingelse for at underskrive pagten, at dokumentet udbygges med en erklæring om bekæmpelse af korruption.

Denne pagt kaldes af zapatisterne et udslag af ”politik fra oven”. Zapatisterne vil i stedet ”politik fra neden”, og det indebærer en forkastelse af det etablerede, halvkorrupte politiske system i Mexico. Det er en udbredt opfattelse i Mexico, at folk går ind i politik for at mele deres egen kage snarere end at arbejde for det fælles bedste. Valgdeltagelsen ved mange valg og folkeafstemninger (bl.a. også primærvalg til valg af kandidater) er meget lav. Politik rykker ikke og ændrer ikke ret meget. Selv i den føderale Kongres går en stor del af debatterne med personfnidder, raseri over præsidentens husholdningsbudget o.lign. For så vidt kan man måske godt forstå, at driftige forretningsfolk vil tage skeen i den anden hånd og forlange skriftlige håndfæstninger fra toppolitikerne, så det begynder at rykke lidt.

Zapatisterne ser imidlertid ikke en mulig alliancepartner i storkapitalen. I Chiapas har de gang på gang stået over for sammensuriet af erhvervsinteresser og den politiske klasse. Når kampen har stået om jorden, hvor indianerne har nogle oversete historiske rettigheder, er det politisk-juridiske system på godsejernes side. PRI-politikere og –embedsmænd har forsøgt at rette de zapatistiske indianere ind efter den officielle politik. Når det ikke er lykkedes, har man ført lavintensitetskrig imod dem. Den føderale hær lagde i slutningen af 90’erne en jernring af militærforlægninger omkring de zapatistiske, autonome landsbyer, og ofte gjorde paramilitære det beskidte arbejde med intimideringer – og undertiden likvideringer - af folk i landsbyerne. Zapatisterne har deres egne erfaringer med opbygning af paralleladministration, Juntas de Buen Gobierno (Råd for God regeringsførelse) og de autonome landsbyer, der byggede videre på de indianske fællesskabstraditioner, som er formuleret i de mayaindianske Usos y Costumbres (Brug og Sædvaner).

Den 21. marts var Marcos kommet til delstaten Guadalajara, og han holdt møde sammen med en gruppe universitetsfolk i panelet og over for et stopfyldt kæmpeauditorium (”Salvador Allendeauditoriet”) på Guadalajaras universitet.

Med et citat fra Elías Contreras roman: Muertos incómodos (”Ubekvemme dødsfald”) kom han med et hip til den intellektuelle kultur- og vidensproduktions gennemslag i det mexicanske samfund, som zapatisterne har erfaringer med: ”Hvis politi og hærenheder er kommissærerne for god adfærd over for udplyndring, udbytning og racisme, hvem står så for god adfærd i den intellektuelle refleksion, i den teoretiske analyse? Hvis det juridiske system, der fremstiller kapitalens voldelige indtrængen i samfundet i rationel og human form, har dommere, opsynsmænd, politi og fængsler, - hvem er så deres ligemænd i kulturen i Mexico, i forskningen og det akademiske liv, i den teoretiske produktion, analysen og idédebatten?”[2]

Han giver selv noget af svaret, når han henviser til den fordummende kulturproduktion i Mexico som eksempel:

”Der er ikke nogen mærkbar forskel på en bog om, hvordan man bliver lykkelig på 1000 måder og udsendelserne Letras Libres, Nexos, Quién y TV og Novelas, hverken i redaktionen, i prisen, eller den plads den optager i Carlos Slims Sanborns-forretningsimperium. Det er muligt, de to sidstnævnte sælger mest. I indholdet giver de alle et spejl af, at de, der er i toppen af samfundet, er de, de er”. Det er åbenbart ikke kun i Danmark, man udsættes for den slags åndløs ”kultur”!! Marcos giver et hip til den åndelige prostitution, som han mener gennemtrænger eliten i det mexicanske samfund. Ved mødets slutning bliver det til mere end et hip. Men herom senere.

En af universitetsfolkene i panelet Pablo González Casanova karakteriserede den politiske situation omkring præsidentvalget i Mexico som en altomfattende underholdningskultur, et ”system af adspredende valgkampe, med kandidater, der lader sig fotografere som filmstjerner og andre, der gør voldsomme paternalistiske gestus med løfter om, at hvis de vinder…. Så, men uden at klargøre, hvordan de vil opfylde løfterne, og uden den mindste intention om at ændre på noget, der vedrører den aktuelle dominansmodel”.

Spanieren Marcos Roitman havde sendt en skriftlig hilsen til mødet, hvor han sagde, at ”rebeldía og demokrati forenes i la otra campaña (”Den anden Kampagne”) og åbner således døren til at tænke demokratiet med udgangspunkt i etiske værdier og med udgangsvinkel i de undertrykte og fattige”.

Da mødet skulle slutte, viste Marcos igen, hvordan han er en erfaren medieiscenesætter. 30 seksualarbejdere fra Guadalajara, også kaldt ”prostituerede”, afbrød mødet under høje råb. De havde siddet med lettildækkede ansigter forskellige steder i auditoriet. Nu var de sprunget op og gået ned til podiet, hvor de overtog mikrofonerne fra universitetsfolkene. De holdt nu nogle korte taler, hvor de krævede deres rettigheder respekteret. Enkeltstatsregeringen og det lokale politi blev kritiseret for at overhøre deres krav og rettigheder.

Marcos er blevet spurgt om, hvad hensigten med den nye kampagne egentlig er? Ønsker han at stille op til præsidentvalget i 2012? Det benægtes på det bestemteste. Zapatisterne vil ikke have noget med den elektorale proces og det korrupte mexicanske politiske demokrati at gøre.
De vil demokrati på en anden måde, et demokrati for Los de abajo (for ”dem nederst i samfundet”). Og selv om deres arbejde måske ikke har givet sig synlige udslag med hensyn til besættelse af fine offentlige embeder, så har den virket på andre måder. En kulturrevolution kan være en forudsætning for en økonomisk revolution. Den "anden kampagne" betyder altså også, at man vil politik på en anden måde end den etablerede partipolitiks politik, som lægger sig inden for snævre rammer og forståelser af, hvad der er muligt. Og som ender med at blive "koopteret" af det etablerede politiske system, som Marcos har formuleret det i et interview med Sergio Rodríguez Lascano fra Rebeldía Magazine:

Vi tror, at et grundlæggende, eller anderledes projekt, et som tager en anden vej, er hvad Latinamerika har brug for. Ikke den vej, vi ser for øjeblikket – Frem for alt som vi ser det i tilfældet Lula i Brazilien, Kirchner i Argentina, Tabaré i Uruguay eller López Obrador i Mexico (Borgmester i Mexico City, som kandiderer til præsidentvalget 2. juli 2006, for partiet PRD, Partido Por la Revolucion Democratica) – som er: Følge den samme vej og – som han siger – skrifte hesten ud for rytteren. Men vejen bliver aldrig klart formuleret. Og vejen er faktisk den, der siger: Vi er nødt til at opretholde disse makroøkonomiske variable og vi vil ændre sangen, vi synger mens vi bevæger os ad vejen, eller ændre hvordan vi klæder os, alt sådan noget, men retninger, vi går i, er den samme.

Så, hvem vil foreslå eller sige, at vi ikke ønsker at gå den vej? Ikke kun fordi det bringer os hen til en afgrund, men også fordi, hvad vi ønsker, er noget andet, bl.a. at skifte til en anden vej. Kun mennesker nedefra og de store sociale bevægelser, spontane, organiserede, planlagte, eller som vælter frem, uden at massemedierne ser dem. Det er derfra, disse ting foreslås. Fordi det er her, vi finder folket, folkene nedefra, som ser – på samme tid, som vi ser udbytningen af os – en anden vej, en anden verden, en verden, hvor denne udbytning, denne udplyndring, denne racisme, denne disrespekt, denne undertrykkelse ikke eksisterer.

Så her er problemet ikke, hvem der skal stige på hesten, eller hvorledes hesten er, men vejen vi bevæger os ad. Fordi vi rider ikke på hest, vi kører ikke i bil, vi tager ganske enkelt ikke af sted. (….)
Lulas indtagelse af regeringsmagten I Brazilien, Kirchners i Argentina og Tabarés i Uruguay betyder ikke kun: ”Nå, de skal i gang med at administrere et neoliberalt projekt med venstrehånden. Vi skal ikke til at sige neoliberalisme, vi bliver kapitalisme med et menneskeligt ansigt og kapitalisme godt administreret.” Det er ikke bare så simpelt. Herfra fremtræder jo – jeg tror, López Obrador er den, der foreslår det i Mexico – en ny nations-stat. Mere underordnet, mere skræddersyet, uden nogen af de spor af autonomi og uafhængighed, som nationalstaterne havde før Berlinmurens fald. Og dette venter vi bare på, fordi overalt er det ved at ske, Venstrefløjens sociale bevægelser, som ikke yder modstand, bliver koopteret og ødelagt. Og hvis de ikke bliver ødelagt, angribes de, som om de var fjenden.

Citatet er karakteristisk for Marcos' fyldige metaforik. Formuleret på den måde er "La Otra" klart mere end en kulturrevolution. Og det er mere end et etnopolitsk projekt for indianernes rettigheder. Politik på den "anden måde" skal, som det siges i interviewet, være mere end et reformistisk projekt. På den måde er den "Anden kampagne" anderledes. Den er imidlertid også noget andet derved, at det er den "andens" kampagne. Den er kampagne for de-ikke-etablerede, studenten, majsbonden, den arbejdsløse, den prostituerede, arbejderen i den uformelle økonomi, etc, kort sagt: "Los de Abajo", de der der er de sidste, de, der sidder nederst ved bordet, hvis man igen må bruge en lidt slidt kristen metafor. Der kan være noget populisme i denne skelnen mellem Los de Abajo og Los de Ariba ("dem øverst oppe"), og populistisk politik har man set nok af i Latinamerika gennem tiderne.
Den Anden Kampagne har også vist sig at blive politik i globaliseringens tidsalder. Det er da et eksempel på globalisering fra neden. Der er efterhånden aflæggere af Den anden Kampagne og Sexta Declaracion i alle mexicanske stater og i store dele af det sydlige USA. De slutter sig til marchen, hvor den kommer frem. Og de dukker op i hundredevis, ja undertiden tusindevis til møderne for at høre på Delegado Zero, den piberygende metaforiske mand med elefanthuen. Og de udtrykte deres solidaritet under de voldsomme begivenheder i Atenco 4. maj 2006, hvor 2 mennesker, den ene en 14 årig dreng, blev dræbt af det mexicanske politi i forbindelse med demonstrationer, der oprindelig angiveligt var udløst af, at man ville fjerne nogle blomsterhandlere et sted, hvor Wal-Mart havde fået tilladelse til at opføre et af kædens gigantsupermarkeder.
Zapatisterne tordner stadig imod den mexicanske stats manglende vedtagelse af og overholdelse af San Andrés-aftalerne fra midthalvfemserne, hvor den mexicanske stat indgik en aftale med zapatisterne om autonomi inden for den mexicanske stat og respekt for indianernes rettigheder. Alligevel har kampen haft betydelige effekter. Indianerne går ikke længere ud på gaden, når de møder en hvid person på fortovet. Det blomstrer op med indianske virksomheder, uddannelse og ”god regeringsførelse” i de autonome indianske samfund. Mange af indianerne er ved at rejse hovedet, og det er første forudsætning for at gøre noget ved, eller komme udenom den neoliberale model, der holder landet i en fastlåst arbejdsdeling.