Præsident Calles (1924-28) fik revolutionen institutionaliseret, idet Calles i 1929 dannede et politisk parti, Partido Nacional Revolucionario (PNR, Det nationale Revolutionsparti). Det kom til at regere Mexico resten af århundredet.

Det var nemlig forløberen for PRI, Partido Revolutionario Institucional (Det revolutionære Institutionsparti). Det lyder i sig selv som en absurditet: Et parti, der fremfører en revolution, der er blevet institutionaliseret! Ordene "revolution" og "institution" harmonerer simpelthen ikke.

Der var dengang på ingen måde tale om et masseparti med organisation og medlemmer ud over landet. Der var snarere tale om en institutionaliseret mekanisme, som kunne bruges til at vælge præsidentkandidater og forberede ny lovgivning.

PNR/PRI blev gradvist et middel til at sikre stabilitet, snarere end samfundets omdannelse. Præsidentkandidater udvalgtes af en lille indercirkel i partiets topledelse ("dedazo": Udpegning med finger). Efter kritik af dette system er man i stigende grad i de store mexicanske partier gået over til amerikanskinspirerede primærvalgsmetoder. Partiet har været i stand til at vinde præsidentvalgene igennem det 20. århundrede, men tabte i 2000 til Vicente Fox fra PAN og i 2006 til Felipe Calderon fra PAN.
    Centralregeringen har traditionelt domineret de betydende medier i landet, ikke mindst de landsdækkende TV-kanaler. Der er endvidere opbygget et patron-klient system ud over landet, som har medvirket til at sikre valg til PRI-kandidater.

En præsidentperiode i Mexico er på 6 år. Præsidenten kan ikke genvælges. Denne regel hænger sammen med, at man vil undgå en altfor magtfuld caudilloagtig præsident. Og man vil undgå korruption. Det er dog ikke lykkedes i særlig høj grad. Korruptionen har igennem det 20. århundrede - og før - været en fast bestanddel af mexicansk politik. Det har været belønningen for politisk arbejde og offentligt embede.

Der var omfattende korruption under præsident López Portillo (1976-82). Staten havde i forlængelse af oliekriserne med stigende oliepriser fået store indtægter ved udvinding og salg af olie igennem det statslige olieselskab Pemex. En masse af disse penge skulle have været brugt til udvikling i et Mexico præget af stor arbejdsløshed og økonomisk ulighed. Desværre forsvandt en stor del af pengene på mystisk vis.

Det konservative parti Partido de Acción Nacional (PAN) blev dannet i 1939 i opposition til den politik, PRI førte under Lazaro Cárdenas. Trods massiv valgsvindel fra PRI’s side var det tæt på at få flertal i mange lokalvalg ved valg i begyndelsen af 80’erne. Det gik bl.a. til valg på kritik af korruption og andre former for dårlig offentlig administration.

PRI havde i længden svært ved at holde sammen på grund af de mange anklager om korruption og manglende indsats for at gøre noget ved den store sociale ulighed. I 1989 dannedes et nyt parti, Partido de la Revolución Democratico (Partiet for den demokratiske revolution), PRD. Det var ledet af Cuauhtémoc Cárdenas, søn af den reformorienterede præsident Cárdenas i 1930’erne. Cárdenas stillede op til præsidentvalget i 1988, hvor han fik 31,1 pct af stemmerne (mod 50,4 til PRI’s kandidat Salinas de Gortari og 17,1 pct til PAN’s kandidat). Der blev talt meget om valgsvindel ved dette valg. Officielt hed det sig, at valgkommissionens computere i Mexico City var brudt sammen. Det officielle resultat blev først offentliggjort flere dage efter valget.

Præsident Salinas fik gennemført reformlovgivning, som set med liberale økonomiske briller medvirkede til at åbne den mexicanske økonomi. Kritikere så det som udsalg af den nationale økonomiske styring til neoliberale økonomiske principper.

Hvordan bærer man sig ad med at samle en formue på 114 mio. dollars sammen, hvis man tjener 190.000 dollars om året? Det er et såkaldt godt spørgsmål, som mange i Mexico stillede sig om Raúl Salinas, broderen til præsident Salinas de Gortari (præsident 1988-94). Raúl Salinas var højtstående embedsmand i en statslig styrelse. De 114 mio dollars var sat ind i schweiziske og britiske banker. Den schweiziske regering forlangte i 1998 pengene konfiskeret, idet man påstod, at de kom som betaling for narkohandel.

Efter arrestationen på en mordanklage lykkedes det Raúl Salinas at blive renset for anklager for hvidvaskning af penge, skatteunddragelse og korruption. Det lykkedes dog ikke for hans advokater at få ham renset for anklager for ulovlig berigelse.

Sagen var lidt af en prøve for den nyvalgte præsident Ernesto Zedillo (præsident 1994-2000). I starten af det nye job blev han præsenteret for oplysninger fra statsadvokater om, at der var gravet materiale frem, som tydede på, at der var en forbindelse mellem Raúl Salinas og det politiske attentat. Det ville være første gang i mexicansk historie, hvis den tidligere præsidents bror blev anklaget i en sådan sag. Zedillo, som gerne ville være en reformorienteret præsident, gik imod, hvad den politiske tradition skulle tilskrive, og beordrede sagen taget op. De rige og magtfulde skulle ikke længere stå over loven.

Det kunne imidlertid samtidig hjælpe Zedillo politisk. Det var et problem for Zedillo, at den tidligere præsident, som jo ifølge gældende PRI-tradition havde hjulpet ham til magten, var kommet i så kraftig miskredit på grund af Mexicos økonomiske sammenbrud (pesokrisen) i 1994-95, at han var gået i selvvalgt politisk asyl i Irland. Det ville ikke skade Zedillo, hvis han tog lidt afstand til Salinas de Gortari familien.

I januar 1999 faldt der dom i Salinassagen. Det var dog ikke en dom, der drejede sig om korruption, men om mord. Om morgenen den 28. september 1994 fældede en kugle gennem hjertet en af topmændene i den meksikanske magtstruktur midt i en befærdet gade i Mexico By. Det var José Francisco Ruiz Massieu, Salinas´ ex-svoger og intet mindre en formand for PRI. Det var en lejemorder, der affyrede skuddet. Seks måneder senere blev Raúl Salinas arresteret med anklage om at stå bag mordet. 

Den 4. marts 1999 kunne PRI fejre sin 70 års fødselsdag. Præsident Ernesto Zedillo udtrykte i en tale for partiet, at det som kun få partier i den politiske historie har kunnet gøre det, har formået at tilpasse sine strategier og handlinger til at omfatte et samfund i konstant forandring.

Det er sandt nok som et udsagn om, hvordan man bærer sig ad med at holde sig ved magten. Men det er samtidig sket på bekostning af de forandringer af samfundet, som partiet i de seneste årtier burde være gået i spidsen for, hvis det skulle have svaret til den "revolutionære" del af sit navn. Partiet er i stedet blevet et instrument til opretholdelse af klasseprivilegier for de få rige familier, der sidder på store dele af rigdommene i landet og for den voksende middelklasse, som nyder godt af den neoliberale politik med NAFTA-aftale og åbning af landet for handel med udlandet og investeringer fra udlandet. Store dele af befolkningen lever stadig i fattigdom, idet den forventede trickle down effekt ("risle ned" virkning) af den liberale politik har ladet vente på sig.

I slutningen af 90’erne var der dog mange tegn på, at det noget forstenede billede af meksikansk politik for alvor var begyndt at ændre sig.

70 års fødselsdagen blev brugt til at annoncere ændringer i de måder, hvormed PRI traditionelt har udpeget efterfølgeren til den siddende præsident. Det er sket gennem det såkaldte dedazo system (dedo = finger), jvf ovenfor, altså ved, at den siddende præsident peger på sin efterfølger. I stedet foreslår man at indføre primærvalgsystem efter amerikansk forbillede. De håbefulde PRI kandidater stiller op til primærvalg blandt PRI-vælgere/-medlemmer, og det slutter i et nationalt konvent, hvor den heldige kandidat udpeges. Primærvalget skulle holdes i november 1999 blandt registrerede vælgere.

Motivet til at foreslå ændringerne har ikke kun været at demokratisere procedurerne, men også at få slået på tromme for partiets kandidat i medierne. PRI var nemlig længe udsat for en langsom erodering af det absolutte flertal, som det, med eller uden anerkendte optællingsmetoder af stemmerne ved valgene, havde nydt godt af gennem årtier.

I løbet af 1990’erne mistede PRI magten i flere af de 32 delstater. Og også ved valgene til den føderale kongres begyndte flertallet at forsvinde. På det føderale niveau fremstod et slags 3-partisystem: Det fri-markedsorienterede PAN til højre, PRI som traditionelt statsbærende centrumsparti og PRD som det moderat venstreorienterede parti for social forandring. Ved valget den 2. juli 2006 blev det meget tæt løb mellem Felipe Calderon fra PAN og Lopez Obrador fra PRD. Begge fik omkring 34 pct af de afgivne stemmer, men ifølge de officielle optællinger af valgresultatet, som blev godkendt af den officielle valgkommission EFE, fik Calderon omkring 1/2 prct flere stemmer. Obrador godkendte ikke resultatet og forlangte omtælling. Det gennemførtes for knap 10 pct af stemmernes vedkommende. Denne delvise omtælling viste, at der faktisk var forekommet en del uregelmæssigheder i den første optælling af stemmerne, hvad der reelt gjorde det endelige udfald temmelig usikkert. Og dette gjorde selvsagt ikke Obradors og PRDs ulyst til at godkende resultatet mindre. Obrador dannede herefter sin egen paralleladministration til den officielle under Calderons ledelse. Han sad nu som folkets uofficielle præsident, i opposition til den officielle.