Teksten herunder er et referat af Hermann Bellinghausens (Jornadas udsendte medarbejder, der følger La Otra Campaña rundt i Mexico) reportage om karavanens møde med et trøstesløst fiskersamfund i den yderste udkant af landet. I sin  minimalistiske reportageform når Bellinghausens journalistik sine steder næsten hemingwayske højder. Vi er langt væk fra new journalism i disse rå registreringer af virkeligheden.

I slutningen af november nåede Den anden Kampagne frem til Bagdad Strand i delstaten Tampaulipas i det 4. nordøstlige hjørne af Mexico tæt på grænsen til USA. Den nærmeste større by hedder Matamoros. Dette lille hjørne beskrives af den mexicanske avis La Jornada som "en intethed af ørkener og strande som fortaber sig i Texas' sumpe og deltaet, hvor Rio Bravo tømmer sit forurenede vand med det tilhørende svineri fra de ukontrollerede industrier, som "udviklingen" fører med sig".
   Som andre steder på denne mexicanske side af grænsen må man acceptere at få den industri, som ikke kan ligge på den anden side som følge af miljøkravene, eller fordi den ikke vil betale de højere amerikanske lønninger.  Der er endvidere god gang i udviklingen af turistkomplekser.

Her møder 0-delegaten (Jornada) en gruppe skræmte strandfiskere, der ikke tør udtale sig om noget af frygt for repressalier. Det er den modsatte side af landet, når man følger den lange grænse fra Tijuana i vest. Visse steder på denne linje kan man stadig forestille sig en eller anden form for realisering af "håbet om den amerikanske drøm", eller den lader sig "forestille fiktivt". Her i Bagdad Strand er der ikke så meget som et spor tilbage af den. For første gang på Den anden Kampagnes færd igennem 32 mexicanske stater, "mødes man af tavse mennesker. Enkelte fiskere og deres familier nærmer sig, langsomt og forsigtigt. 

Alt på dette sted tilhører en enkelt mand, Alejandro Gomez, det være sig motorbådene, flyene, husene, forretningen, ja selv fiskernes og deres familiers liv, siger Bellinghausen. - Som tilføjer, at ifølge Gomez, så "er mit udstyr mere værd end mine fiskeres liv". Da Den anden Kampagne når frem, bliver den mødt af lokale medlemmer fra Matamorossektionen af La Otra.

Nogle talere, herunder 0-delegaten, forsøger at opmuntre de tilstedeværende til at tage mikrofonen og tale om deres problemer. Såvel Marcos som advokat Luis Alfonso Vargas Silva, der er advokat for bønder og arbejdere i Baja California, og som har fulgt Den anden Kampagne på en del af turen, fortæller om fiskersamfund, som La Otra har mødt andre steder i Mexico, det være sig Joaquín Amaro i Chiapas, Isla Mujeres i Quintana Roo eller steder i den californiske golf. Selv ikke disse beretninger sætter liv i folk. "Frygten hersker. Den lokale rigmands (cacigue) ører er til stede overalt".

Efter et stykke tid kommer der liv i en ældre mand. Han beder Subcomandante Marcos om hjælp til at få myndighederne til at åbne for ferskvand til et vandreservoir tæt på. Det er alt, hvad der bliver bedt om hjælp til. Men der mangler også elektricitet. Arbejderne i fiskeriet er dårligt betalt. Meget af det, de køber i den lokale butik betales med kuponer, som kun kan bruges i denne butik, der tilhører den lokale cacigue.  Der er hverken skoler eller medicinsk konsultation ("hvem sagde ordet "klinik""?). På disse øde strande bevæger narkohandelen sig imidlertid stadig for fuld kraft.

Efter at disse ting er sagt og kommenteret på, sker der igen ingenting. Efter yderligere et stykke tid vover en kvinde pelsen. Hun kommer frem til mikrofonen. Hun henvender sig kun til de lokale: "I ved godt, at regeringen kun pønser på at få os smidt ud. At vi ikke har noget vand. Jeg er ikke hverken tilhænger eller modstander af en skid, men de mennesker, der kom her, vil høre på os. Vi har ikke noget at miste. Jeg ved, at I er bange. Men jeg foreslår, at I siger frem". 

En mand med hvidt hår siger til de omkringstående: "For 20 år siden var de ved at smide os ud. Men nu vil de faktisk til at gøre det. Vi er nødt til at tale sammen om det." De andre ryster på hovedet. Det er nok at lytte. Andre fiskere samtykker næsten umærkeligt, mens de lytter til advokat Vargas og Subcomandante Marcos. Liliana, en pige, der er kommet fra Houston, Texas for at møde Den anden Kampagne, taler veltalende ud fra en indestængt vrede og opfordrer fiskerne til at komme ud af busken: "I er bange. Det er jeg også. Men I skal tænke på, hvad der kan ske. Hvis de smider os ud herfra, hvad vil der så ske? Tage over på den anden side? Vil I tage jeres børn på tre og fire år med, som jeg selv blev taget med af mine forældre? Derovre behandler de os som skidt. Vi hører hverken til her eller der." Hun opfordrer dem til at yde modstand, at de begynder at råbe op. Lige så dramatisk hendes ord var, lige så dramatisk er de lokales stumhed (el mutismo de la gente).

Jornadajournalisten slutter den dramatiske beretning om de stumme fiskere af med et vue ud over lokaliteterne: "Disse strande frekventeres i weekenderne af familier fra Matamoros. I retning mod nord for denne landsby af fiskere finder man nogle gæstgiverier og fiskerestauranter. På parkeringspladsen løfter en misanbragt Christoffer Columbus, tilsyneladende af bronze, sit kors mod havet. Siden det 19. århundrede har disse tamaulipecanske kyster tjent som transitland for våben. Under secessionskrigen mod USA fra syd til nord. Under den mexicanske revolution fra nord til syd. Og i dag ideel for transport af narko fra syd mod nord igen. Med den rådende korruption i Matamoros, hvor man faktisk ikke ved, hvem der regerer (staten eller mafiosierne, hvis der overhovedet kan skelnes imellem disse!), er Bagdad den ideelle baghave."

Fiskerne fastholder tavsheden. Nogle tager mod til at sige, helt privat, at alt imens de nok forsvarer sig imod den alletilstedeværende "herre" (patrón), så lader de ham dog passere. At de er trætte af at arbejde for en evt. anden; de vil under alle omstændigheder selv bestemme, hvad der skal ske eller ikke ske. De smed en kvinde, som dristede sig til at protestere over forholdene, ud. Med en vis interesse, men mistænksomme, lytter fiskerne og deres koner til Marcos. De kigger på hinanden. De tier. De lader sig ikke bevæge til protest. Frihed? Retfærdighed? Nej, tak. Her er alt perfekt. Om det så er en tøjforretning, så har vi det. Gæld for resten af livet. Hvem kan ønske mere!

Foto: Enlace Zapatista