FOR JORD OG IMOD NAFTA
De latinamerikanske liberationsteologer - eller i hvert fald nogle af dem -
formår stadig at få de katolske masser på gaden i en større manifestation.
Den mexicanske avis La Jornada skriver den 20.2.08 om en større
demonstration i San Cristobal de las Casas, hvor de omkring 10.000
demonstranter kræver løsladelse af 4 indianere, som man mener er uretmæssigt
fængslet. Samtidig protesterer man imod den nordamerikanske frihandelsaftale
NAFTA, der den 1. januar i 2008 fik fuld virkning med hensyn til fjernelse
af told på majs og bønner.
Foto: M. Santiago, La Jornada. Billede fra demonstrationen
Det er vigtige afgrøder for de mexicanske bønder, og ikke mindst i det
sydlige Mexico i Chiapas, Oaxaca og andre stater med store indianske
befolkninger, føler man sig marginaliseret og truet på levebrødet af
konkurrencen fra de store, effektive majsproducenter i USA, som får
landbrugsstøtte via det føderale budget i Washington. Mexicanske
landbrugsorganisationer har krævet, at centrale paragraffer i NAFTA-aftalen
genforhandles, men det er foreløbig faldet for døve ører for den
konservative PAN-ledede regering i Mexico City. Demonstrationen drejer sig
også om det, man kalder "frarøvning fattige bønders jord". Der
er en fortsat kamp om jorden i Mexico, idet forfatningsændringer, der
gennemførtes under præsident Salinas de Cortari i 1990'erne, giver juridiske
tvister om ret til jorden, når den individualiserede private ejendomsret,
der blev knæsat med forfatningsændringen, kolliderer med indianernes
opfattelse af fælles ejendomsret (ejido-systemet) til jorden.
Biskop Felipe Arizmedi Esquivel og præsten Enrique Díaz Díaz fra bispesædet
i San Cristobal, et af centrene for den latinamerikansk liberationsteologi,
gik i spidsen for demonstrationen. En af initiativtagerne var den katolske
græsrodsorganisation Pueblo Creyente (Troende Folk).
De fire indianere har sultestrejket/fastet siden 12.2. i fængslet i El Amate.
De blev arresteret i 2003, anklaget for mord og vold, men ifølge Pueblo
Creyente var retssagen præget af "løgnagtigheder, uretfærdigheder og
korruption".
Demonstranterne gik i øvrigt under parolerne: "Respekt for folkenes
selvstyre og deres rettigheder". Det er den fortsatte kamp for respekt for
lokalt selvstyre, som det har udmøntet sig i de indianske fællesskaber,
herunder zapatisterne selvstyre i Juntas de buen gobierno; kvindernes
rettigheder, respekt for menneskelivet; man ophører med at tage de
fattige bønders jord fra dem.
Katolsk liberationsteologi
Det er ikke tilfældigt, at bispesædet i Chiapas-byen San Christobal de las Casas blev et af hovedcentrene for liberationsteologien. Bartolomé de las Casas, en spansk præst og missionær, der var kritisk over for den måde, kolonimagten behandlede de indfødte på, blev den første biskop i Chiapas i 1520'erne. Han døde i 1566. Siden er byen San Christobal blevet opkaldt efter ham.
Liberationsteologien var en teologisk retning, der
forsøgte at påvirke den officielle katolske kirkes holdninger i en mere
socialt solidarisk retning, bl.a. ved at udlægge testamentet i den retning.
Det lykkedes dog ikke i så høj grad som ønsket. Kirken i Rom forbød flere
af dens holdninger og initiativer. Men lokalt i Latinamerika styrkedes den
som følge af marginalisering og fattigdom, som dele af det klerikale
hierarki og præsteskab forsøgte at gøre noget ved igennem deres sociale
arbejde. I de senere år har effekterne af globaliseret økonomi og
marginalisering af de fattige på landet ført til en genopblomstring, f.eks.
i Chiapas.
De populistiske regimer i det 20. århundredes Latinamerika, f.eks. Peron i Argentina, Vargas i Brazilien, Cardenas i Mexico, førte flere steder en økonomisk politik, der forsøgte at udvikle landene igennem den såkaldte importsubstitutionspolitik. Den kunne nok til en vis grad være til fordel for lokale borgerskaber, hvis virksomheder kunne udvikle sig i ly af toldbeskyttelse, og til en vis fordel for byproletariaterne, men den var ikke god for landbefolkningerne, der blev yderligere forarmet og ofte søgte til storbyernes favelas/blikbyer, hvor de fik en kummerlig tilværelse som småhandlende, tiggere, lejlighedsarbejdere og prostituerede.
Da han kom i Land, så han en stor Skare, og han
ynkedes inderligt over dem og helbredte deres syge.
Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: 'Stedet er øde, og
Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gå bort, for at de kunne gå hen i
Landsbyerne og købe sig Mad.'
Men Jesus sagde til dem: 'De behøver ikke at gå bort; giv I dem noget at
spise!'
Men de siger til ham: 'Vi har kun fem Brød og to Fisk.'
Men han sagde: 'Hent mig dem hid!'
Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem Brød og de to
Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han brød Brødene og gav
Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne.
Og de spiste alle og blev mætte; og de opsamlede det, som blev tilovers af
Stykkerne, tolv Kurve fulde
Men de, som spiste, var omtrent fem Tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn.
(Matthæus 14)
Gudstjenesten benyttes til at sige noget om Verdens tilstand, f.eks. bliver ovenstående fra Matthæus-evangeliet kommenteret således i San Christobal kirkens "Søndagsrefleksioner": I dag ser vi, hvordan Jesus gør dette Rige nærværende, som er kærlighed og retfærdighed, idet han solidariserer sig med den sultne mængde og dens syge. Han siger til sine apostle, at de skal være solidariske med de, der lider og ikke skaffe sig dem af vejen på egoistisk vis. De skal være fælles om det, de har, for at de andre ikke skal gå sultne derfra. Det er opgaven for alle de kristne til alle tider. Det var derfor Pave Johannes opfordrede os til at "globalisere solidariteten" (Reflexiones Domincales, Diocesis de San Christobal de las Casas). Det fortsætter med en kritik af forskellen mellem de rige landes intentioner om at hjælpe på fattigdommen i Verden og det, der faktisk bliver givet.
Kirken i San Cristobal tager også stilling til lokale politiske og sociale problemer. Da zapatisterne f.eks. udstedte en Alerta Roja ("red alert") i Chiapas, blev det kommenteret i en Communicado ved bisperne på hjemmesiden: Vi konstaterer at den strukturelle uretfærdighed ikke er blevet løst indtil nu af regeringens programmer. De grundliggende behov, folket har, er ikke tilfredsstillet, og den neoliberale model opretholdes, og man kan se dens ineffektivitet. Vi appellerer til den føderale og den statslige regering om, at de, når de hører om folkets virkelige behov, tilbyder effektive løsninger på fattigdomsproblemet, på marginaliseringen og racismen. Der er også et hip til zapatisterne: EZLN beder vi om, at de i deres sociale og politiske kamp er tro mod kampen for retfærdighed, og at de gør alt, hvad der er muligt for at undgå krig.
I mange tilfælde stiller de sig på samme side som zapatisterne i kampen for bedre forhold for indianerne i Chiapas. Man kan da også se en del parallelliteter i sprogbrugen hos de to organisationer. Man er fælles i kritikken af den "neoliberale globalisering". Et ord som dignidad (værdighed) optræder ofte i både kirkens og zapatisternes sprogbrug. Mennesket er skabt af Gud, og det har Guds kærlighed. Derfor bærer det på en humanitet, en indre værdighed, der skal respekteres. Den neoliberale model sætter varebytte og penge over menneskelige relationer, mener man. Mennesker træder anonymt i forbindelse med hinanden gennem varebyttet og via pengerelationerne, når frimarkedsmodellen gennemsyrer samfundet, herunder de allerede eksisterende sociale netværk, med overdreven profittænkning. Det sker efter disse teologers synsvinkel på en måde, der marginaliserer de indianske samfund.
Centro de Derechos Humanos
Fray Bartolomé de Las Casas om sagen imod indianerne