Zapatisternes opfattelse af samfund og politik forbinder sig bagud til den mayaindianske cosmovision, hvorved forstås opfattelsen af mennesket og dets placering i Verden, universet og i forhold til Gud. Den forbinder sig desuden bagud til traditionen for bondeoprør, som har præget de indianske folk siden den spanske erobring af det latinamerikanske område. Alene ved betegnelsen zapatisme forbinder man sig med Emiliano Zapata, som ledede bondeoprøret under den mexicanske revolution i det andet årti af det 20. Århundrede.

   Det forklarer brugen af symboler i zapatisternes taler. F.eks. forbundetheden til Moder jord (Tierra y Libertad, Jord og frihed), majsdyrkningen, der har været grundlaget for overlevelse på de indianske jordlodder og de mange henvisninger til frihedshelten Zapata.

   Politikopfattelsen forbinder sig fremad igennem forståelsen af Mexicos placering i den globale økonomi. Man forstår, at globaliseringen i dag har virkninger ud i selv afsidesliggende landsbysamfund. En nyformuleret politik kan ikke tænkes uden en stillingtagen til dette:

Hvis det “gamle” politiske system i Mexico tidligere tilbød lave lønninger og “social fred” til kapitalen, så er situationen i dag, at den “sociale fred” ligger i ruiner. Zapatisternes opstand og andre sociale bevægelsers oprør, en arbejderbevægelse i opstand, et civilsamfund, der kæmper for demokrati, kunstnere og intellektuelle, der er berørt af krisen, unge ikke-konforme og oprørske, genstridige kvinder, pensionister, der kræver et værdigt liv, bøsser og lesbiske, der er trådt ud af skabet og invaderer alle områder af samfundet, oppositionelle og uafhængige politiske organisationer, der konstruerer et alternativt samfund, alle disse og flere til bliver inkonforme og organiserer løbende sin inkonformitet imod den økonomiske model, vi lider under. (...) Marcos: Bombas financieros. EZLN.org, México, noviembre de 1998.

Med ”økonomisk model” tænkes på globaliseringen. Med NAFTA blev den mexicanske økonomi tæt forbundet med den amerikanske. Det kan nok give handelsmuligheder over grænsen, men samtidig også ulighed og en mexicansk økonomi, der bliver utrolig sårbar over for krisetegn i den amerikanske økonomi. Samtidig betød NAFTA, at de indianske småbønder blev udsat for konkurrence, f.eks. på deres tradionelle hovedafgrøde majs, fra de store og effektive amerikanske kornlandbrug. Modstanden imod denne udvikling skal findes i civilsamfundet.

Cosmovision og kulturel identitet

De klassiske mayacivilisationers kultur er for længst ødelagt og -  bortset fra historikernes beretninger og de fantastiske ruinbyer i Palenque og andre steder – gået i glemmebogen. Mayaerne har imidlertid opretholdt forskellige former for blandingskultur, og mange gør et bevidst forsøg på – ikke alene at beskytte denne  kultur, men også genoplive den. Det er en del af den indianske identitet, som der værnes om. Det forklarer de farvestrålende klædedragter og de specielle religiøse ritualer. Zapatistoprøret og dets sproglige og billedlige symboler er også en del af denne kulturfastholdelsesproces.

  Under marchen til Mexico By i marts 2001, hvor zapatisterne forelagde indianernes krav for det føderale parlament, Kongressen, holdt Marcos og andre zapatistledere taler, hvor de knyttede forbindelse tilbage, ikke alene til Emiliano Zapata og de store bondeoprør, men helt tilbage til Mayacivilisationernes myter. Marcos holdt således en tale i Juchitán, hvor han henviser til Ceibatræet, der i mayaernes forestilling holdt Verden oppe.

   Han fortsætter med at tale om Gamle Antonio, der vendte tilbage til sin hytte efter at have luget marken. Han satte sig i døråbningen til hytten. Inde i hytten var Dona Juanita i gang med at gøre tortillaer og ord klar. Gamle Antonio ruller en cigaret og fortæller derefter historien om søgningen: De første guder, som fødte Verden, skabte meget, men ikke det hele, fordi de var klar over, at der stadig var meget tilbage, som skulle skabes af mænd og kvinder. Nogle få skulle starte på skabelsen af Verden, men afslutningen af skabelsesprocessen er et arbejde, der skal udføres af alle. Guderne går væk, men er stadig til stede, og de græder over alle de ugjorte ting i Verden, som skulle have gjort Verden fuldstændig:

    Da guderne blev klar over rodet med de ugjorte ting, lavede de en helvedes larm, og de blev meget bedrøvede, og de siger, at der endda var nogen, der græd. Det er derfor, de siger, at når det skal til at regne, så laver himlen først meget støj, og så kommer vandet. Majsens mænd og kvinder hørte gråden ….. og de gik hen for at se, hvorfor de græd. Og guderne fortalte, hvad der var sket. Og så sagde majsens mænd og kvinder: “Græd ikke mere. Vi vil gå hen for at se efter de ugjorte ting, der gik tabt, fordi vi ved allerede, at der er ugjorte ting, og at Verden ikke vil være fuldkommen, før alt er lavet og sat i stand. Guderne fortæller, at  en ugjort ting er hver person, der skal finde sig selv. Det er godt, sagde majsens mænd og kvinder, og de gik i gang med at søge overalt efter de ugjorte ting, som skal skabes i verden og som vil hjælpe dem med at finde sig selv.[i]

    Mayaindianernes grundforestillinger (deres cosmovision[ii]) beskrives som præget af:

·        Ligevægt mellem modsætninger

·        Dualitet af den overnaturlige og den virkelige verden (guderne er usynligt til stede i Verden)

·        Tidens cykliske karakter (såning, høst, regn, sol, tingene vender tilbage til, hvad de var)

·        Filosofisk stoicisme (ophøjet ro, man lader sig ikke bevæge af overfladiske hændelser)

   Marcos’ taler falder med deres anvendelse af poetisk symbolik ind i denne cosmovision, som tilsættes de folkelige oprørs krav om frihed og retfærdighed.

   “De ugjorte ting skal skabes i verden”, og ved at gøre det, finder vi os selv. Man kan dermed se, at mayaerne har en anden opfattelse af forholdet mellem tradition og modernitet, end man har i den vestlige kulturkreds. For os er traditionen noget, vi skal bryde med for at samfundet kan moderniseres. For mayaerne er fremskridtet ikke identisk med et brud med traditionen. Fremskridtet indoptager traditionen i sig. Selv om zapatisterne således nok er en fremskridtsorienteret oprørsbevægelse, jf gennemgangen af Marcos’ politiske tænkning nedenunder, så kan man ikke helt sammenligne dem med den vestlige marxistiske tradition. I analyserne af neoliberalismen og dens virkninger på Verden og på de indianske folk i Latinamerika, er der imidlertid mange kritiske elementer, der leder tankerne hen på en del nymarxistiske analyser af Verdens tilstand.

Det indianske lokalsamfund

Det er blevet sagt, at globaliseringen er i færd med at afmontere demokratiet. Igennem globaliseringens økonomiske mekanismer tages der beslutninger om investeringer, kapitaloverførsler, produktion og fordeling, som får konsekvenser for lokalsamfund og nationer rundt omkring på kloden, uanset hvad man selv måtte mene om, hvordan man gerne ville indrette sig disse steder. Den økonomiske nødvendighed tilsiger ganske bestemte typer af beslutninger lokalt. Dette vedrører i høj grad også de indianske lokalsamfund i Mellemamerika. Det rejser bl.a. spørgsmålet om deres overlevelse på længere sigt. Fornyelse af traditionen og lokalstyret (autonomía) er et af midlerne til at sikre overlevelse og udvikling af lokalsamfundet som kulturel og politisk enhed.

    Men hvad er det indianske lokalsamfund (la communidad) da? Det kan defineres som det sted, hvor reproduktion og omdannelse af naturen foregår. Det er i overensstemmelse med cosmovisionen for så vidt, som forholdet til jorden og det fælles ejerskab til den spiller en rolle i forvaltningen af traditionen og den åndelige samhørighed med universelle kræfter.

   Under denne proces har landsbyfællesskabet udviklet sig til meget mere end blot dette at være nogle mennesker, der dyrker jorden det samme fysiske sted og bebor nogle huse i nærheden af hinanden. Det bliver også et politisk fællesskab, hvor en række opgaver løftes i flok, idet hverv, ansvar og pligter går på omgang imellem beboerne. Det er det såkaldte cargos-system (cargos: hverv/opgave/pligt), der beskrives her. Den traditionelle indianske landsby kan sammenlignes med en græsk bystat, polisen, hvor en række hverv også deltes imellem de frie mænd.

   Antropologen Floriberto Díaz, der ledede den indianske bevægelse i Oaxaca frem til 1995, definerede det indianske fællesskab som[iii]:

·        Et territorielt rum/sted, afmærket og defineret ved ejerskab/besiddelse (ex.Ejido,fællesejet jord)

·        En fælles historie, som går fra mund til mund, fra den ene generation til den næste

·        En variant af folkets sprog, ud fra hvilken det fælles sprog/dialekt (idioma) defineres og forstås

·        En organisation, der afgrænser det politiske, kulturelle, sociale, civile, økonomiske og religiøse

·        Et kommunitært system til udøvelse af jura og retlige afgørelser

Ifølge denne definition er det indianske fællessamfund langt mere end blot nogle personer, der dyrker jorden på et givent territorium. Det er også en delt historie, et sprog og en kultur. Det er især i Chiapas’ højland, man kommer nogenlunde tæt på at realisere det i denne næsten idealtypiske form.     

    Når zapatisterne har udråbt et stort antal landsbyer i Chiapas til autonome landsbyer, er det altså en fortsættelse af en gammel tradition for selvforvaltning. Autonomía skal ikke forstås som et ønske om at balkanisere den mexicanske nation. Man føler sig som mexicanere og benytter mexicanske nationale symboler.  I flere tilfælde er man imidlertid kollideret med det traditionelle PRI-apparat og lokale cacigues (proprietærer) i konflikter om udformningen af kommuneinddeling- og administration. I mange tilfælde har man kunnet kombinere de autonome landsbyer med de officielle inddelinger. I nogle tilfælde har regeringsadministratorer og embedsmænd holdt sig væk eller fundet en modus vivendi i forhold til de autonome strukturer.

Politisk tænkning funderet i globaliseringsanalyse

Subcomandante Marcos er inspireret af såvel klassisk politisk økonomi som den i Europa udsprungne Attacbevægelse, når han ser på og fortolker  international økonomi. Der lægges stor vægt på den finansielle sektor, som har fået en særlig stærk stilling i den globale kapitalistiske økonomi som en følge af telekommunikation og IT.

   Marcos ser den neoliberale globaliseringsbølge som en ny fase i den kapitalistiske modernitet. Den er udtryk for en amerikansk-domineret verdensorden. Den kolde krig ser han som en 3. Verdenskrig med to sider, kapitalisme over for socialise, og ledet af henholdsvis USA og Sovjetunionen. Den er nu et overstået stadium. I dens sted er startet en ny krig, den 4. Verdenskrig, der er præget af det tomrum, som realsocialismens nederlag har efterladt. ”Ingenmandslandet” i Østeuropa bliver en ny kampplads for den sejrende kapitalisme i Vest og de ekspanderende magter her (USA, Vesteuropa og Japan).

   Med hensyn til produktion og teknologi er udviklingen præget af væksten i informationssektoren. Det er den, der gøre finanssektorens og USA’s magt over verden mulig. Hvor den industrielle revolution var præget af, at muskelkraft blev erstattet af maskiner, er informationsrevolutionen præget af, at viden gradvist indbygges i computersystemer, som styrer stadig større dele af industri og service. Udviklingen inden for telekommunikation skaber cyberverdener, f.eks. den finansielle sektor, hvorved det bliver muligt for denne at påvirke hele Verden med sine regler og den altgennemtrængende markedslogik. Det skaber en krigslignende tilstand: ”Globaliseringen” af den nye krig er ikke andet end globaliseringen af de finansielle markeders inden for en kapitalistisk ekspansionslogik[iv]

    En af de første faldne i denne krig er det nationale marked. Da det nationale marked har været en af de vigtigste bastioner for nationalstaten, vil det nationale markeds forsvinden føre til en udtynding af den nationale kapitalisme og dermed af den statsmagt, der er funderet i en national kapitalisme. Nationalstaten får derved stigende vanskeligheder med at modsætte sig virkningerne af den globale kapital.

   Nationalstaten har været garanten for demokrati og frihedsrettigheder. Det får den stigende problemer med fortsat at være. ”Frihed, lighed og broderskab” bliver derfor en saga  blot i den sejrende neoliberale kapitalismes verdensorden.

   Forestillingen om en Ny Verdensorden præget af en søgen efter universel frihed og retfærdighed, der skulle opstå efter Murens fald i november 1989, har vist sig at være et fatamorgana. Den kapitalistiske økonomi skaber ikke retfærdighed og lighed. Og de finansielle ”orkaner”, vi har været vidne til i 1990’erne, når milliarder af dollars i løbet af kort tid er flyttet fra det ene land eller område til et andet, har forårsaget finansielle kriser, der får nationalstaterne til at falde til patten og underlægge sig finansmarkedernes krav, inden krisen kommer.

   I sin fantasifulde anvendelse af billeder sammenligner Marcos de ”finansielle bomber” med neutronbomben, der kan fjerne liv uden at ødelægge bygninger og installationer. Den neoliberale model destruerer de politiske fællesskaber (polis, nationen) uden at kunne sætte noget andet i stedet. Den fjerner landegrænser, som man ser det ske i EU. I den europæiske føderation har den neoliberale ”krig” skabt en økonomistisk udviklingsvej, hvor de bevaringsværdige dele af den europæiske civilisations traditioner, f.eks. demokrati- og retfærdighedsforestillinger, kommer under pres.

   I Europa er der skabt en megapolis på de nationale polisers ruiner. Fundamentet er den integrerede handelszone, det fælles marked. Lignende megapoliser er ved at blive skabt andre steder også, f.eks. i Nordamerika (NAFTA) og senere måske længere sydpå. Herved realiseres en gammel amerikansk drøm om at underlægges sig hele det amerikanske kontinent.

   Megapoliserne erstatter ikke helt og aldeles nationerne. De indoptager dem i sig og tildeler dem nye funktioner, begrænsninger og muligheder. Der skal åbnes nye markeder, og de eksisterende skal moderniseres. Andre steder forsvinder markederne under omstruktureringsprocesserne. Det kan f.eks. være de indianske områder, der trues af affolkning og kulturel udslettelse, når det økonomiske grundlag forsvinder. Globaliseringen fører til, at de udviklede økonomiske modeller så at sige ”lægger sig indover” de områder, hvor de økonomiske og sociale net er svage eller ikke-eksisterende. Det sker f.eks. i det traditionelle landbrug. De finansieller markeder kræver modernisering af landbrugssektorerne. Produktiviteten skal øges i landbruget. Det, der imidlertid samtidig sker, er, at de sociale relationer og de traditionelle økonomiske strukturer ødelægges. Resultaterne er massiv afvandring fra landbruget og ind i byerne. Præcist som under en krig. Det fører til en overbelastning af arbejdsmarkederne i byerne med store økonomiske uligheder til følge, når for mange ledige hænder skal jagte for få jobs: ”Den ulige indkomstfordeling er den ”retfærdighed”,  der venter de, der søger bedre levevilkår.”

   Uheldigvis lever de indianske folk i områder med store naturrigdomme og turistmuligheder. Det fører til en eksponering for de transnationales profitjag, når områderne skal udnyttes økonomisk. Udnyttelse af naturressourcer som olie og mineraler, samt turismen, bliver de hovedindustrier, som truer de indianske territorier i Latinamerika. Efter investeringerne kommer alle følgevirkningerne: Forurening, prostitution og narkotika (destruktion/affolkning versus rekonstruktion/nyordning af et område).

Det er typisk for Marcos’ metode, at det kan være vanskeligt indimellem at se, hvornår metaforer bruges som analystiske redskaber, og hvornår de er en slags poetisk illustration, som knytter an til et fælles mytologisk indhold fra den indianske cosmovision. Nogle metaforer er poetiske og lægger sig tydeligt op ad cosmovisionen, jf omtalen af ceibatræet. Andre kan være mere bastante, f.eks. krigsmetaforen. Samtidig skal man ikke tage fejl af, at den kan være alvorligt ment. Det er ikke en søndagsudflugt, zapatisterne har begivet sig ud på. Våben er ofte en del af det billedmæssige udtryk.        

Marcos, analyse af globaliseringens virkninger tager udgangspunkt i et slags begreb om  global klassekamp.

    Det er således betegnende – også for den anvendte grafisk-imaginatoriske metode, at de alvorlige virkninger af globaliseringen beskrives ved hjælp af en slags hovedbrud eller puslespil (rompecabezas mundial). Puslespillet består af 7 brikker, der kombineres på forskellige måder, når det gælder globaliseringens virkninger og det endelige megapolitiske perspektiv:

1.      Den samtidige skabelse af stor rigdom hos de få og massiv fattigdom hos de mange

2.      Globalisering af udbytningen

3.      Migrationerne i “Verden uden grænser” tiltager.

4.      Den finansielle globalisering og internationaliseringen af korruption og økonomisk kriminalitet

5.      En illegitim magts legitime vold

6.      Megapolitikken og dværgene

7.      Lommerne af modstand

De er hver for sig 7 brikker af en mosaik, som udgør globaliseringens virkninger i efter-koldkrigsperioden.

   Den første brik illustrerer Marcos med flere af de velkendte opgørelser fra Forbes, UNDP og Fortune 500: De 358 rigeste har en formue, der overstiger de samlede indkomster hos de 45 % fattigste af Verdens befolkning. Den globale økonomi er domineret af de transnationale. De størstes omsætning er større end mange mindre og mellemstore landes BNP. De planlægger produktion og fordeling med globale konsekvenser for profitoverførsler og fordeling af arbejdsløshed. Arbejdsløsheden og uligheden er stigende i Verden, siger Marcos.

   Den anden brik er udbytningsprocessens globalisering som følge af de transnationales arbejdsmetode. Den skaber stigende mængder af proletariserede, dels mennesker, der marginaliseres på et stadig mere usikkert arbejdsmarked, og dels virksomheder, der går ned, og ejerne kastes ud i lønarbejderstatus.

   Den tredje brik er sørgeligt aktuel for de mange mexicanere, der hvert år forsøger at forcere grænsen til USA og udsættes for xenofobisk behandling. Migrationerne, der er fremtvunget af økonomisk nødvendighed, fører til tab af kulturel identitet og ofte politimæssig undertrykkelse og forfølgelse.

    Den internationale økonomiske kriminalitet er øget kraftigt de sidste årtier, dels som følge af den liberalistiske globalisering med deregulering af handelen og telekommunikationsrevolutionen, der har gjort det lettere at føre penge rundt i verden, dels som følge af opbygning og effektivisering af oversøiske skatteparadiser, hvor de sorte penge kan vaskes hvide.

    I den neoliberale epoke bliver den svage stats sidste holdepunkt monopolet på såkaldt legitim voldsanvendelse. Marcos ironiserer over begreberne legitim og rationel vold. Traditionelt har nationalstaten haft en ret til legitim voldsudøvelse. Denne voldsudøvelse og repression fra politi og militær har været rationel/fornuftsmæssig foråvidt som den har tjent den kapitalistiske modernisering af samfundet. I den globale kapitalisme er denne modernisering ikke længere aktuel, idet de økonomiske rammer for nationalstaten er overskredet. Volden er nu blevet en del af et forsvar for markedskræfternes frie spil i den globale kapitalisme. Og hvornår kan monopolet på vold, som det udøves fra f.eks. amerikansk side, siges at være legitimt og rationelt? Hvis det udfordres fra neden af kræfter, som ikke er enige i den globale kapitalismes frie spil, “vil den globale magt opdage i denne udfordring en mulig aggressor”.

    Den 6. Brik er den fragmenterede verden, der skabes af globaliseringen. Elimineringen af handelsbarriererne, telekommunikationsrevolutionen og informationsmotorvejene, samt  de financielle centres allestedsnærvær, forårsager en pulverisering af de interne markeder parallelt med nationalstaternes likvidering. De interne markeder forsvinder imidlertid ikke. De lever videre i fragmenteret form. De holdes ikke længere sammen af en nationalstats indgreb, reguleringer og økonomisk-velfærdsmæssige omfordeling. Derfor følges globaliseringen af en voksende tendens til fragmentering, som man kan se mange steder i verden. Stater bryder sammen, f.eks. Tjekkoslovakiet, Jugoslavien og Sovjetunionen. Andre oplever stigende regionale selvstændighedstendenser, f.eks. Frankrig, Spanien og Storbritannien.

    Brik 7: Selv om globaliseringen har skabt en økonomi, der overskrider grænser og bryder statens forenende velfærdsfunktioner ned, så skaber den ikke nødvendigvis forudsætninger for ensartet identitet og kultur. Ja, faktisk modsat: Der skabes ulydighed. Der opstår lommer af modstand, f.eks. zapatisterne i Mexico. Deres mål er imidlertid ikke at fragmentere den mexicanske stat. Tværtimod. Den omgiver sig da også med mexicanske nationale symboler, feks. Det mexicanske flag. Målet med autonomía er ikke at nedbryde den mexicanske nation, men at skabe forudsætninger for de indianske lokalsamfunds selvforvaltning.

Det politiske system og civilsamfundet

Det grundliggende problem for det repræsentative demokrati er ikke, hvem der skal være kandidat til præsidentvalget (…), men hvordan man gør det af med præsidentialismen, og med alt det, der med en samlebetegnelse går under “statspartiets system”. De styredes deltagelse i et direkte demokrati og i de sager, der optager dem, er vigtige skridt på vejen til et sandt demokrati. Marcos: Bombas financieros. EZLN.org, México, noviembre de 1998.

Det kan diskuteres, hvor langt Mexico er nået frem i moderniseringsprocessen. Mange mente, at man med NAFTA-aftalens ikrafttræden 1. Januar 1994 trådte fra den 3. Verden ind i den 1. Verden. Andre vil datere denne indtræden i det fornemme selskab til landets medlemskab af OECD. Givet er det, at landet har oplevet en ret stor økonomisk vækst i 90’ernes sidste halvdel – efter tequilakrisen - vækst i befolkningen i byerne og i byernes middelklasse.  Det har skabt grobund for et civilsamfund, der ikke længere affinder sig med et stivnet politisk system domineret af PRI, det institutionelle Revolutionsparti.

   Ifølge Marcos er et hovedproblem for det politiske system under den fremadskridende globalisering, at politik bliver præget af teknisk-økonomiske løsningsmodeller, der trænger sig frem. Globaliseringen skaber økonomisk ”nødvendighed”: Hvordan tilpasser en nation sig til de økonomiske vilkår for den globale kapital:

Teknokraterne - denne kybernetiske type, blanding af menneskelig middelmådighed, matematisk viden og politisk træghed - er nu i den politiske magtposition. Og de har i sinde at fortsætte, indtil arbejdet er afsluttet. Med neoliberalismen som våben og skjold opfylder de deres pligt i den økonomiske globaliserings store og hellige korstog.

Det er imidlertid en modsætningsfyldt global modernisering. Der er overleverede politiske og juridiske struktuter, der stiller sig i vejen for den. Det er en politisk klasse (i Mexico PRI-apparatet), der er i fare for at uddø. Resultatet er en krise for staten. I Mexico har man set denne krise udspille sig med netop zapatisterne som omdrejningspunkt. Den nyvalgte PAN-præsident Vicente Fox ville gerne tage pænt imod zapatisterne, da de mødte op i Mexico By den 11. Marts efter deres lange march fra Chiapas til hovedstaden for at fremlægge deres krav om vedtagelse af en lov (loven om indianernes rettigheder), den føderale hærs tilbagetrækning fra dens positioner i Chiapas og frigivelse af politiske fanger. En stor del af præsidentens bagland modsatte sig imidlertid denne fremstrakte hånd til zapatisterne, og det gik så langt, at de forsøgte at forhindre, at de skulle kunne møde frem for Kongressen for at forelægge deres sag direkte for den parlamentariske forsamling. 

    Globaliseringen er temmelig tolerant i politiske termer, siger Marcos. Den finansielle kapital er ligeglad med, hvilken politisk farve den siddende regering har. Bare den ikke modsætter sig globaliseringens økonomiske model. Det kan indebære nye muligheder:

Konsekvensen er, at dørene til den politiske magt begynder at åbnes i hele verden og over for alle politiske positioner som en effekt af globaliseringen. (...)

    I euroens Europa tilbyder den såkaldte “tredje vej” en ny make-up for at skjule globaliseringens blod og snavs. Neoliberalismen med “et menneskeligt ansigt” antager i socialdemokratierne en ny politisk administration af den økonomiske grusomhed. Bomben slår igen i Latinamerika og Mexico. Det politiske center omdanner sig til et skjult mål for politiske kræfters ønsker, som går fra den ene yderlighed til den anden. Og det er her, den politiske klasse, den mexicanske i særdeleshed, byder sig til som brandmænd.

    Fra alle de politiske strømninger, fra venstre, centrum og højre, dukker der brandfolk op, som er klar til at slukke den folkelige utilfredsheds ild. (...)

    Men det er ikke brandfolk, dette land har brug for, blandt andet fordi de vil slukke bålet med benzin, men også fordi den nationale ildebrand kræver midler, der er mere modige end blot at begrænse den sociale eksplosion eller at “file neoliberalismens skarpe sider” til.

    Løsningen er ikke at gå opad til den højeste etage, hvor den mexicanske politiske klasses alkymistlaboratorier befinder sig. Nej, løsningen findes længere nede, der hvor det civile samfund befinder sig.(Financielle bomber)  

Det  forestiller Marcos sig skal ske i form af brede politiske alliancer.  Og her er zapatisterne ikke inspireret af marxistisk tænkning, men snarere måske noget, der kunne minde om socialt engageret postmodernisme. Det er ikke arbejderklassen, der ses som den revolutionære klasse, der indvarsler et nyt samfund. Zapatisterne vil ikke tage magten for at sætte sig på den, som tidligere revolutionære bevægelser har gjort. Det afviser man at gøre ud fra den opfattelse, at magt altid ender med at korrumpere. Politisk styring bliver til i en dialog med de, der skal styres.

Civilsamfund og demokratisk legitimitet

Zapatisterne lægger op til en ny form for politisk inddragelse af civilsamfundet. Den form for politik, de ønsker, bliver til i civilsamfundet. Den bliver ikke til i traditionelle politiske partier og organisationer. Zapatisterne er sig bevidst, at de traditionelle politiske bevægelser, partier og interesseorganisationer, er i krise. De har slidt sig op, idet de er blevet koopteret i og af statsapparatet og har dermed mistet den folkelige forankring og demokratiske legitimitet. Demokratisk legitimitet opstår, nedbrydes og genskabes løbende i civilsamfundet. Den institutionelle politiske magt har ikke i sig selv sikkerhed for demokratisk legitimitet, ifølge dette syn på demokratiet.

   Demokratisk legitimitet skal derfor genfindes i civilsamfundet igennem dialog mellem de styrende og de styrede, og på en måde, hvor disse roller hurtigt kan byttes om. Når de styrende ikke længere adlyder (obedecir) de, der styres, er det tid at gå fra magten. Magten har ikke nogen berettigelse i sig selv.

    Tankerne om demokratiet kan minde om det, der er blevet kaldt associativt demokrati i Vesten af bl.a. den britiske politolog Paul Hirst – et demokrati fra neden, der forsøger at inddrage folket i politiske beslutningsprocesser i de sammenhænge, de indgår i til daglig.

    Derfor afvises det repræsentative demokrati. I stedet vil man have et mere direkte, deltagelsesorienteret demokrati. Beslutninger er legitime, når de er demokratisk vedtagne, og det vil sige, at de er udtryk for folkeviljen, som denne manifesterer sig løbende.

    Man tilslutter sig folkesuverænitetstanken. Magten ligger hos folket. Den ligger ikke hos en arbejderklasse, der har taget magten og dannet et proletariatets diktatur. Zapatisterne afviser på dette punkt den traditionelle marxistiske tænkning om de revolutionæres overtagelse af magten.

    Folket skal have magten. Vælgerne skal imidlertid ikke give magten fra sig til repræsentanter, der styrer på deres vegne. I stedet kan man forestille sig, at magten delegeres til de folkevalgte, som forudsættes at styre på en måde, der er adlydende i forhold til folkeflertallets vilje. Dette princip kaldes mandar obediciendo (”styre adlydende”).

    Det kan lyde mærkeligt efter en traditionel vestlig demokratiforestilling. Men har skal man tænke på, at princippet ikke ligger så fjernt fra den måde, de indianske samfund traditionelt er blevet styret på. Det er bl.a. sket efter det såkaldte cargos-system. Ordet cargo betyder ”hverv”. De forskellige hverv af offentlig eller fælles art er gået på omgang imellem – hovedsagelig – mændene i landsbyen. Zapatisterne har i deres autonome landsbyer gjort op med princippet, at hvervene især oppebæres af mænd. Man forsøger aktivt at få kvinderne inddraget og på den måde få gjort op med det gamle usos y costumbres (sædvanesystem i landsbyerne, der regulerer normer og roller, og som er forbundet med indianernes tradition og cosmovision).

    Mandar obediciendo systemet kan rent konkret beskrives som en form for rådsdemokrati, hvor beslutninger tages igennem en række af gensidigt rapporterende råd op og ned i samfundet:

Generalrådet (la Comandancia General) forklarer det så til folkekomitéerne; disse komitéer forklarer det videre til regions- og kløft/dalekomitéerne; de forklarer det videre til de lokale komitéer, og de på deres side forklarer det til de lokale fællesskaber og naboforhold. Der argumenteres der så for og imod, indtil det selvsamme lokalfællesskab siger, at det nu er tid til at stemme om sagen …. Derefter går den modsatte proces i gang; de lokale lader basisbeslutningerne gå videre til de regionale råd, og herfra går de til zonerådet, og herfra til komitéerne og endelig til generalrådet (EZLN (CCRI) kommuniqué 4.3.94)[v].

Det vigtige i den sammenhæng er de politiske mål og indholdet i diskussionerne – ikke hvem, der repræsenterer givne standpunkter:

Det nuværende mexicanske politiske systems død er den nødvendige, men ikke tilstrækkelige betingelse for en overgang til demokrati i vort land. Chiapas vil ikke få løst sine virkelige problemer, hvis ikke Mexicos problemer samtidig løses. EZLN har forstået, at problemet med fattigdommen i Mexico ikke skyldes manglende ressourcer. (…) Løsningerne skal findes inden for en ramme af demokrati, frihed og retfærdighed. Magtens problem er ikke, hvad den kaldes, eller hvem der sidder på den, men hvordan den udøves af flertallet. Segunda declaration de la Selva Lacandona. Juni 1994. EZLN.org.

Demokrati, frihed og retfærdighed

Demokratiet ses som en forudsætning for økonomisk fremgang for de fattige og økonomisk udjævning, kort sagt for opnåelsen af et mere retfærdigt samfund. Det er naturligvis vanskeligt med de vilkår og rammer, den globaliserede globaliserede økonomi giver, jf analysen ovenfor.

   Borgerskabsbegrebet er ikke i realiteten udstrakt til de marginaliserede, herunder  indianerne. De lever oven i købet med århundreders undertrykkelse og racisme, der har givet dem en position som 2. Klasses borgere:

Meksikanske brødre:

Vi er produktet af 500 års kampe: Først imod slaveriet, i krigen for uafhængighed imod Spanien, en krig der blev ledet af oprørske elementer, derefter kampen for at undgå at blive absorberet af den nordamerikanske ekspansionisme, dernæst for at fremme udbredelsen af vores forfatning og fordrive det franske imperium fra vor jord. Dernæst kampen imod Porfirio Diaz’ diktatur, som nægtede os at gennemføre en retfærdig udøvelse af reformlove. Folket gjorde oprør. Det valgte sine egne ledere. Villa og Zapata stod frem. De var mænd af fattig herkomst som vi. Og ligesom vi har de nægtet at blive forberedt på at blive brugt til kanonføde. Og ligesom de nægter vi at være med til at udsuge rigdommene fra fædrelandet uden hensyntagen til, at vi er ved at dø af sult og af sygdomme, der kan behandles, og uden hensyntagen til, at vi absolut intet ejer, hverken et værdigt tag over hovedet, jord, arbejde eller lægehjælp, endsige ernæring, uddannelse, eller retten til frit og demokratisk at vælge de, der bestemmer. Og uden uafhængighed af udlændingene, uden fred, uden retfærdighed for os og vore børn. Men vi siger: NU ER DET NOK! Vi er arvtagerne til de sande skabere af vor nationalitet. Vi er de, der er frarøvet al ejendom. Vi er millioner og kalder nu på vore brødre, at de lytter og følger os ad den eneste vej til at undgå at dø af sult over for den umættelige ambition hos et diktatur, som er mere end 70 år gammelt, og som er ledet af en hofklike[vi] af forrædere, der repræsenterer de mest konservative og fædrelandsudleverende kræfter. De er af den samme slags, som bekæmpede Hidalgo og Morelos, de, der forrådte Vicente Guerrero. De samme, der solgte mere end halvdelen af vor jord til den fremmede invasionsmagt[vii]. Det er de samme, som bragte en europæisk prins hertil for at regere os. De samme, der udformede det porfiristiske videnskabelige diktatur[viii]. De samme, der modsatte sig eksproprieringen af olieindustrien, de samme, der massakrerede jernbanearbejderne i 1958 og studenterne i 1968. De samme, som i dag tager alt fra os.

   For at undgå det, og som vort sidste håb efter at have forsøgt alt for at gennemføre vort eget retsgrundlag, der bygger på vores egen Magna Carta[ix], går vi tilbage til forfatningen for at gennemføre artikel 39, som siger:

   “Den nationale suverænitet ligger oprindelig og i sit egentlige indhold hos folket. Hele den offentlige magt har sit udspring i folket og skal udformes med henblik på at gavne dette. Folket besidder, til hver en tid, den umistelige ret til at ændre og modificere sin regeringsform.”  Primera declaration de la Selva Lacandona, 1.1.94, EZLN.org.

 Demokratiet forudsætter et medborgerskab, der er udstrakt til alle. Indianerne skal gøres til lige borgere. Det er en første forudsætning for et mexicansk demokrati. 

    Hertil kommer så videre, at indianernes krav på deres traditionelle rettigheder skal imødekommes. Det er især retten til jorden. Indianernes krav kan næsten sammenlignes med jødernes drøm om tilbagevenden til det forjættede land efter exodus, uddrivelsen. De blev fordrevet af de spanske conquistadorer – ofte til fjerne bjergegne. Spaniernes efterkommere og ladinoerne har fortsat den faktisk uddrivelse fra den jord, som indianerne ser som deres retmæssige ejendom. Det forklarer den forbitrede strid om jorden.

Gregers Friisberg 2001

Turok

Ortega

Behov for ny strategi?

Den anden
kampagne