POLITISKE PARTIER

Der er mange politiske partier i et land som Danmark. Det hænger sammen med valgmåden, bl.a. den ret lave spærregrænse på 2 pct til valg til Folketinget. Det store antal politiske partier afspejler ideelt set "befolkningens deling sig efter anskuelser.
   Det er  kun nogle af de politiske partier, der er repræsenteret i Folketinget. De politiske partier i Danmark kan inddeles efter forskellige kendemærker, det være sig efter partiernes ideologi, partiernes organisation, partiernes historiske oprindelse, partiernes vælgere, m.v. 
 

Figur 1: De politiske partiers stamtræ

De politiske partier har traditionelt været kendetegnet ved helhedsorientering: De forsøgte at sammenfatte politiske sager og indordne dem i en helhedsopfattelse af samfundet: Eks.: Hvis en interessegruppe forlanger økonomiske fordele, vil man se på budgetmæssige konsekvenser og sammenholde med, hvad andre grupper ønsker. På den anden side har partierne også været repræsentanter for bestemte sociale grupper og fremført disses interesser. Afstemningen til helhedssyn er så sket i parlamentet igennem forhandlinger og indgåelse af kompromisser. Efter valget i 1973 har man set flere partier komme frem, der har været mere enkeltsagsbaserede, i hvert fald i starten, f.eks. Fremskridtspartiet (sag: Væk med indkomstskatten og formindskelse af offentligt bureaukrati.

  Nogle af de nye enkeltsagsbaserede partier har lave medlemstal, og det har i nogle tilfælde været vanskeligt for partierne at opretholde en effektiv organisation helt ud i de mindre valgkredse og kommuner.

Højre-venstre bruges stadig næsten daglig til ideologisk beskrivelse af partiernes beliggenhed. Der er dog også partier, der nægter at indordne sig inddelingen i venstre og højre, f.eks. Dansk Folkeparti og De Grønne, som for det sidstnævnte partis vedkommende dog aldrig har siddet i folketinget i Danmark. Det er nok især i de fordelingspolitiske spørgsmål, at det kan lade sig gøre med en højre-venstreskala.

Figur 2: Holdninger til skat

SENMODERNE SAMFUND

Set i det lange historiske forløb relaterer de politiske partier sig til det, man med et noget forslidt udtryk kalder moderniteten. Det liberale demokrati med borgerlige frihedsrettigheder (ytrings- og forsamlingsfrihed, m.m.) daterer sig tilbage til den franske revolution og den amerikansk uafhængighedserklæring i slutningen af det 18. århundrede. Det sker omtrent samtidig med, at oplysningstidens idéer vinder frem. Med oplysningstiden går man fra en Gudgiven orden til en orden baseret på den rationelle fornuft og de videnskabelige metoder.  Med industrialiseringen opstod samtidig de sociale klasser og de interesser, de stod og står for. Kampen om den politiske magt inden for det parlamentariske system blev udfoldet med nationalstaten som ramme.

Sen- eller postmoderniteten er den periode, der antages at ligge efter det moderne. Moderniteten slår om, når fremskridtstroen må vige for en fremskridtspessimisme, når det viser sig, at den økonomiske vækst giver risiko for en miljøubalance, der truer selve jordens fremtid, og de menneskeskabte tekniske systemer giver risici, men ikke havde forestillet sig i starten. Det 20. århundredes diktaturer og totalitære samfund får mange til at miste troen på den marxistiske/socialistiske fremskridtsoptimisme. Klassedelingen bliver samtidig mere kompleks, så det bliver sværere at identificere sig med givne gruppeinteresser.

På det kulturelle og livsnære plan viser postmoderniteten sig som en afstandtagen til objektiv sandhed og absolutte moralske sandheder.  Identitet gives ikke længere videre fra generation til generation. Den bliver til via individets egen refleksive forholden sig til tilværelsen. Man skaber selv sit eget liv og sin livshistorie. Det kan også anspore til større individualisering. Der er ikke nogen given postmoderne kultur. Der er mange kulturer. Samfundet er præget af kultur- og værdipluralisme.

Figur 3: Hypotesen om "Opløsning" af det politiske i senmoderniteten

Valget i 2001 blev fra mange sider set som et valg, der viste, at de traditionelle inddelinger fra industrisamfundet ikke længere var relevante. For det første var selve valgresultatet "historisk", idet Venstre for første gang siden 1920'erne blev større end Socialdemokratiet, og der også for første gang siden slutningen af 20'erne blev et rent borgerligt flertal i Folketinget bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti.

Figur 4: Socialdemokratiets og Venstres vælgertilslutning 1901-2001

For det andet så det ud til, at medierne i helt forbløffende grad havde været i stand til at angive temaet for valgkampen. Der blev næsten ikke snakket andet end indvandrerpolitik. Det kan diskuteres, om det var medierne, der satte denne dagsorden, eller den blev sat fordi, medierne havde en fornemmelse af, hvad der var et brændende spørgsmål i vælgerbefolkningen? I hvert fald var det en kendsgerning, at det var meget svært at trænge igennem med andet end lidt velfærdspolitik (hjemmepleje, ventelister til operationer) ud over indvandrerspørgsmålet. Det var nu ikke første gang, man så et valg på den måde. Allerede 1973-valget var "historisk" i og med, at Fremskridtspartiet kom i Folketinget med 28 mandater og CD med 14.