Dansk Folkeparti  

PARTIET: HISTORIE OG BAGGRUND

Dannet i 1995 ved en afskalning fra det stærkt liberalistiske Fremskridtspartiet. Stifterne af det nye parti var de fire folketingsmedlemmer Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner. De tre første kom i flere år til at danne grundstamme i partiet sammen med partiets medierådgiver Søren Espersen og Peter Skaarup.

Figur 1: FRP/DF: Procentandele af de afgivne stemmer 1973 - 2015

Som  man kan se af figuren ovenover, vandt liste O (DF)en overvældende sejr ved valget i 2015. Mange steder, især i "Udkantsdanmark" blev partiet det største parti. Og der er vist ingen tvivl om, at partiet som det største borgerlige parti kunne være kommet med i en borgerlig regering efter valget. Hvorfor valgte partiet at holde sig udenfor?
    Èn forklaring, der er givet, er, at man havde tilsvarende norske erfaringer in mente. I Norge havde Fremskrittspartiet, der ligner DF, en hel del, gjort bitre erfaringer. Det gik ind i en norsk regering og mistede mange stemmer ved et efterfølgende valg. Man kan miste politisk profil ved regeringsdeltagelse, jvf SF's deltagelse i SR-regeringen fra 2011 til primo 2014.
    DF har selv givet den forklaring, at man vil gøre det, der fremmer partiets politik mest muligt. Hvis man opnår det i regering, går man med. Hvis man ikke opnår det, holder man sig udenfor. Man har formentlig forestillet sig, at med partiets nyvundne størrelse, vil man under alle omstændigheder blive svær at komme udenom, når der skal samles flertal i Folketinget. Det kan også have spillet ind, at danske vælgeres mistillid til det politiske system var relativt markant, ikke mindst i DF's kernevælgergrupper. En regeringsdeltagelse kunne have sat en del af populariteten over styr. Billedet af levebrødspolitikere i ministerbiler er ikke mange DF-vælgeres største livret.

Partiet erklærer selv, at det ikke vedkender sig nogen ideologi. Pia Kjærsgaard har dog sagt, at det er i orden at betegne det som nationalkonservativt. Dansk Folkeparti siger selv om partiets grundlag:

Dansk Folkepartis formål er at hævde Danmarks selvstændighed, at sikre det danske folks frihed i eget land samt at bevare og udbygge folkestyre og monarki

Vi er forpligtede af vor danske kulturarv og vort ansvar for hinanden som folk. Derfor vil vi styrke landets ydre og indre sikkerhed.

Vi ønsker et land bestående af frie danske borgere, som gives muligheder for at klare sig selv og bestemme over sig selv; men staten må samtidig forpligtes til at støtte de danskere, der er i vanskeligheder og hjælpe dem til tryghed. (Principprogram fra partiets hjemmeside)

At Dansk Folkeparti har haft stor indflydelse i dansk politik - især i perioden 2001 - 11, hvor man var parlamentarisk grundlag for VK-regeringerne, er der næppe nogen, der vil betvivle. Og hvis vi ikke ved det i Danmark, vil følgende svada fra en anerkendt udenlandsk avis kunne bevidne det: “Det yderste højres greb om staten i Danmark er afsluttet", skrev The Guardian efter valget i september 2011. Det stemmer ikke helt med den virkelighed, mange danskere er præsenteret for igennem flere års dækning af dansk politik i de danske medier.

PLACERING PÅ HØJRE-VENSTRE SKALA

Nu kunne man tro, at når Dansk Folkeparti afsværger ideologi, at så kan de ikke placeres på højre-venstreskalaen. Pia Kjærsgaard har da også ironiseret over denne skala. Det siges ofte, at partiet ligger tæt på midten på den fordelingspolitiske (økonomiske) H-V skala og på højre på den værdipolitiske skala.
   Det kan imidlertid diskuteres, om partiet er et midterparti i fordelingsspørgsmål, jvf afsnittet om velfærd og skat herunder. Man har stemt for nedsættelse af topskatten og kraftig barbering af efterlønnen. Partiets uddeling af velfærdsgoder går ofte til bestemte grupper, og man vil da se det mere som udslag af populistisk politik end socialliberal midterpolitik. I udenlandske medier er partiet ofte blevet anbragt på den "yderste højrefløj", og det beskrives her endvidere som eurofobisk (imod Europæisk integration) og som gørende brug af muslimfrygt til at opnå vælgergevinster (muslim-baiting). The Economist skriver i en artikel om the far-right Danish Peoples’ Party, der "iværksætter populistiske angreb på EU". Partiet ses endda som en model for andre højrepartier i Europa.

VELFÆRD OG SKAT

Berømt er Dansk Folkepartis ældrechecks, der giver et beløb til pensionister uden særlige tillægsindkomst. Ældrechecken er blevet forhøjet fra finanslov til finanslov, som partiet fik indflydelse på under VK-regeringen (2001 - 11). Har også gerne i disse forhandligsforløb villet sætte yderligere penge af til kræftbehandling og andre akutsygdomme.
    Har stillet krav om øgede ressourcer til pleje- og omsorgsområdet. Ville for nogle år siden (2007-8) afsætte en pulje penge til højere lønninger til social- og sundhedspersonalet i den offentlige sektor. Dermed kom man til at blande sig i overenskomstforhandlingerne. Det er ikke første gang, partiet kom på konfrontationskurs med fagbevægelsen. Det spidsede til med genopretningsplanen i 2010, som halverede dagpengeperioden fra fire til to år, og som reducerede fradraget for fagforeningskontingenter til 3000 kr for det enkelte medlem. 
     Dansk Folkeparti var/er tilhænger af VK's skattestopspolitik. Med vedtagelsen af forårspakken i 2009, som DF medvirkede til, nedsattes topskatten.
    Det kom partiet til at bøde for, idet det blev benyttet af Socialdemokratiet og SF i valgslaget op til folketingsvalget i 2011 og formentlig har været medvirkende til partiets tilbagegang ved dette valg. Partiet konkurrerer om delvist de samme vælgere som SF og SD.    

MILJØPOLITIK

Går ind for, at Danmark tager sin del af forpligtelsen til at nedbringe CO2 udslip, men det skal være "realistiske mål" og under forudsætning af, at lande som Kina og Indien tager deres del af slæbet. Støtter alternativ energi, men modarbejder at kæmpevindmøller skal stå på land.

UDLÆNDINGE/ASYL

Partiet er garanten for en "fast udlændingepolitik". Ønsker ikke at lempe udlændingereglerne eller afviste asylansøgeres bolig- og arbejdsmarkedsforhold. Asylbørnenes forhold ville man dog godt se på. Vil  begrænse asylansøgeres muligheder for appellere afgørelser om asyl. Vil have lov mod positiv særbehandling af muslimer. Integration skal  baseres på danske værdier.

UDENRIGSPOLITIK OG EN DEL AF ET EUROPÆISK HØJRE  

Dansk Folkeparti er tilhænger af den USA-venlige og aktivistiske udenrigspolitik. Partiet er  modstander af den europæiske unionsudvikling. Partiet vil  beholde de danske forbehold.

Symbolpolitik kan få betydning. Det gælder f.eks. vedtagelsen om at genindføre grænsekontrol ved den danske grænse, som Dansk Folkeparti fik vedtaget som "kompensation" for at være med i efterlønsreformen sammen med V og K og De Radikale. Symbolpolitikken rykker “grænser” – i overført betydning. DF er mere end blot en del af et europæisk Højre. Partiet har i de senere år været model for det. Se blot det europæiske Højres reaktioner efter indførelsen af mere grænsekontrol.
     Det franske Front Nationals leder Marine Le Pen “hylder den danske beslutning om at genetablere landets grænser til lands og til vands”. Og hun siger:

Se her, endelig noget, der bryder med den konstante bla bla og totale mangel på handling, der præger Nicolas Sarkozy-regeringen. Mens den sarkozyske statsmagt gentager de vælgermæssige diskurser i det uendelige uden at tænke på morgendagen, handler andre lande.

Hvem har stoppet det parlamentariske bla-bla?  Le Pen hentyder her til, at hvor de fransk-italienske forsøg på mere kontrol var midlertidige (og dermed i overensstemmelse med Schengen), da der kom flygtninge fra Libyen og Tunesien, er den danske ordning permanent. Der kan være startet en proces, hvor nationalstaten rulles frem fra historiens gemmer igen, og højrepartierne vil få større og større vælgerfremgang ved kommende valg, fordi de vil blive belønnet vælgermæssigt som de, der havde magt og kraft til at tage dette skridt, der ad åre kan blive set som et afgørende led i “standsningen af islamiseringen af Europa”, som er navnet på en af det europæiske Højres diskurser.  I så fald vil “symbolpolitikken” blive historieskabende. Pia Kjærsgaard vil kunne have sat en europæisk politisk proces i gang, der vil ændre forholdet mellem nation og EU-niveauet og det globale niveau