Partiet eksisterede under betegnelsen Højre og De Frikonservative frem til december 1915, hvor forskellige højregrupperinger samledes. Navneskiftet til De Konservative var nødvendigt for at klare sig som et folkeparti efter den nye grundlov 1915, som indførte kvindelig valgret, udvidede valgretten for mindrebemidlede og gjorde Landstinget mindre privilegieagtigt. Demokratiet var rykket frem i de parlamentariske forsamlinger, og det ville være et spørgsmål om tid, før de venstreorienterede (Socialdemokratiet og De Radikale) ville få flertal ikke alene i Folketinget, men også i Landstinget. Med navnet "De Konservative" svarer partiet til andre konservative partier i Europa.

Det nye parti bestod af meget forskellige interesser og grupperinger, lige fra storgodsejere over den nye tids industrifyrser (f.eks. Alexander Foss) og til mindre næringsdrivende og embedsmænd i byerne. Det første program fremhævede forsvaret, beskyttelse af den private ejendomsret og fremhævelse af retten til fri erhvervsudøvelse. Der var dog ikke tale om en gennemført liberalistisk linje. For at fremme den fremvoksende industris interesse i et beskyttet hjemmemarked var der krav om en toldpolitik, som kunne mindske importen af "fremmedvarer".

Det kan diskuteres, om konservatisme er en ideologi. Begrebet skulle i så fald stå for bevarelse af de gode træk ved det samfund, som er overleveret os af tidligere generationer. Partiet siger f.eks. i programmet "En fremtid i frihed" fra 1981:

Konservatismens idé er at fastholde værdier, der er værd at bevare, samt skabe ny udvikling.

Politikeren John Christmas Møller (1894-1948) kom mere end nogen anden til at tegne Det konservative Folkeparti i 1920-erne og 30-erne. Han blev formand for folketingsgruppen i 1928 og senere formand også for partiorganisationen. Han var først og fremmest konservativ p.g.a forsvarssagen og det nationale sprgsmål. Ellers forsøgte han at markere partiet som et midtsøgende, socialkonservativt parti.

Christmas Møller var imod den flirten med fascistiske ideer, som kredse inden for Det konservative Folkeparti og især ungdomsorganisationen var påvirket af. Herimod hævdede han en liberal-demokratisk konservatisme. Som leder af De Konservative var det ham magtpåliggende at gøre op med arven fra Estrup-tiden (Konsejlspræsident Estrup styrede landet med provisoriske finanslove), som stadig klæbede ved partiet. I offentligheden fremstod partiet for nogle som gammeldags konservativt og antidemokratisk.

Figur 1: Højres/Konservatives andele af afgivne stemmer v. folketingsvalg 1887 - 2007

De antidemokratiske ideer var udbredte - ikke alene på højrefløjen. Der var økonomisk krise, og det parlamentariske demokrati med mange partier og svage regeringer havde i manges øjne ikke bevist sine evner til at regere i sådan en situation. Der var danske konservative, der blev inspireret af den såkaldte fascistiske korporationsmodel, dvs en samfundsmodel, hvor de forskellige interesser (arbejdere, arbejdsgivere, m.fl.) er repræsenteret i statsmagten, så modsætningerne imellem dem ophæves.

En af de ledende unge konservative gik således på et møde i Lund i 1929 ind for "indførelse af et erhvervsting, valgt af korporationerne", som skulle "danne den sagkyndige modvægt til det folkevalgte ting". Man vendte sig imod den "socialistiske lighedstanke", der ville føre til "nivellering." I stedet skulle de stærke og initiativrige belønnes.

En anden af de unge konservative, Aksel Møller, vendte sig imod den liberaldemokratiske udformning af konservatismen, hvor de konservative i deres ideudvikling kommer til at ligne liberalisterne. I stedet ville han sætte en kollektiv ansvarlighed over for staten. Den private ejendomsret skulle ikke være mere fredhellig, end at det var en forpligtelse for arbejdsgiverne at vise "tjenersind" over for staten.

Den rene liberalisme var, mente man, præget af kold materialisme og mangel på etik. Ejendomsretten skulle nok opretholdes, men den skulle udformes, så den styrkede helheden. De værste af kapitalismens virkninger for de svage i samfundet kunne man blive nødt til at fjerne. Det kunne fordre en stærk stat. Denne konservative retning kaldes da også statskonservatisme. Det er en konservatisme, der går tilbage til den tyske kansler Bismarck i det 19. århundrede. Han indførte sociallovgivning i et forsøg på at mindske modsætningerne i det tyske samfund. Denne konservatisme vender sig både imod "marxismens nivellerende tendenser" og "liberalismens anarkistiske junglelove". Man kan i dette arvegods finde ting, der tydeliggør forskellene mellem De Konservative og Venstre.

Det konservative Folkeparti var et af de partier, der afleverede mange stemmer til Fremskridtspartiet fra 1973 og frem. Partiet blev næsten halveret i mandattal imellem valgene i 1971 til 1973 (fra 31 til 16 mandater). Og ved valget i 1975 nåede partiet bunden med kun 10 mandater.

I efteråret 1982 dannedes den såkaldte "firkløverregering", den første regering under konservativ ledelse i det 20. århundrede. Firkløveret bestod af De Konservative(c), Venstre(V), CD(M), Kristeligt Folkeparti(Q). Denne regering fik dæmpet inflationen ved at føre fastkurspolitik for kronen, at afskaffe den automatiske dyrtidsregulering af lønningerne, og foretage et lovindgreb i overenskomstforhandlingerne i 1985, så lønstigningerne blev holdt inden for snævre rammer.

Den sad frem til valget i maj 1988, hvorefter KVR-regeringen blev dannet, også under Poul Schlüters ledelse.

I de første år af konservativt ledede regeringer gik De Konservative kraftigt frem i meningsmålingerne. Man talte om "Statsministereffekten".

I starten af 1990'erne blev partiet belastet af den såkaldte Tamil-sag. Den førte til den konservativt ledede regerings afgang i januar 1993.

Som så ofte før i partiets historie havde to fløje et bud på en fortsættelse, ledet af henholdsvis den midtsøgende "skabssocialdemokratiske" Henning Dyremose og den mere lov-og-orden orienterede Hans Engell. De ledede i fællesskab partiet frem til august 1993, hvor Henning Dyremose kastede håndklædet i ringen og overlod arenaen til Hans Engell. Denne måtte senere opgive hvervet som formand efter spritkørsel på Helsingør-motorvejen. Der kom nu en meget turbulent periode for De Konservative, hvor Per Stig Møller var formand. Han opnåede dog ikke at føre partiet til sejr ved valget til Folketinget i 1998, hvor partiet gik tilbage i stemmetal.

Pia Christmas-Møller blev valgt til formand. Hun havde imidlertid svært ved at hævde formandsautoriteten over for de unge løver i partiet. Det endte med, at partiet i 1999 valgte Bendt Bentsen som formand. Inden da havde partiet været igennem en lang periode med bitre personstridigheder, der bl.a. krystalliseredes omkring den tidligere formand Hans Engell ("Engell-fløjen) og på den anden side støtter af Pia Christmas-Møller. 

På det konservative Landsråds møde i november 2000 lagde De Konservative ideologisk afstand til det øvrige moderate højre og dele af den politiske midte igennem en skærpelse af partiets holdning til centralisering/decentraliseringsdiskussionen. I hvor høj grad skal uddannelses- og sundhedspolitikken styres centralt (staten) eller decentralt (kommuner og amter). I et sygehusoplæg foresloges det, at de 14 amter skal reduceres til tre sygehusregioner for hele landet. Herved håbede man, at brugernes krav om, at der gøres noget effektivt ved ventelisteproblemerne til operationer kunne imødekommes, og at sygehussektorens styring ville kunne effektiviseres. Der var også kritik af decentraliseringen på folkeskoleområdet, hvor partiet stillede forslag om centrale normer for mere undervisning i dansk, engelsk og matematik, og krav om opnåelse af et bestemt fagligt niveau med udgangen af visse klassetrin. Som partiet så det, var det faglige niveau i folkeskolen faldende, og problemet skulle ikke løses ved en udbygning af privatskolerne. De sidste skal kun være et supplement for de forældre, der gerne vil have valgmulighederne. 

De Radikale og Venstre afviste "angrebet på det kommunale selvstyre", det sidste parti med begrundelsen, at det politiske ansvar skal fastholdes så tæt på brugerne som muligt. Sagen illustrerer en af det afgørende ideologiske forskelle på Venstre og Konservative, nemlig synet på centralisering/decentralisering.

Profilering i VK-regeringen

Det Konservative Folkeparti dannede regering med Venstre efter valget i november 2001. De Konservative fik. bl.a. erhvervs- og økonomiministerposten (Bendt Bentsen) og udenrigsministerposten. Partiet havde dog nogle problemer med at profilere sig i den nye regering, i hvert fald i starten af regeringens levetid. Det blev også presset af det parlamentariske støtteparti, Dansk Folkeparti.
   De Konservative forsøgte  at profilere sig i forhold til Venstre, der var blevet mere velfærdsorienteret og midtsøgende med Anders Fogh Rasmussen ved roret, og i forhold til Dansk Folkeparti, der forsøgte at holde på vælgere, der var overløbere fra Socialdemokratiet. Det skete i den politiske situation logisk nok ved, at man på nogle punkter forsøgte at gå ind og fylde "det ledige borgerlige standpunkt" ud. Man kan især nævne skattepolitikken, hvor partiet fandt det mest "borgerlige" standpunkt i forhold til de to andre partier. Venstre forsøgte at fastholde en socialt ansvarlig profil i det skatteforlig, de tre partier indgik i foråret 2003 ved at forlange, at skattelettelser i vidt omfang skulle komme de laverelønnede til gode. Her lå Venstre på linje med Dansk Folkeparti. De Konservative ville især have lettelser i mellemskatten, helst ved, at denne skulle fjernes, alternativt ved, at mellemskatteprocenten blev nedsat.
     De Konservative begyndte også at profilere sig i forhold til Venstre i holdningerne til velfærdsstaten og reformer af velfærdsstaten. Partiet fik i 2001 valgt direktøren for Finansrådet Lars Barfod ind i Folketinget. Han blev finanspolitisk ordfører for partiet og satte som sådan gang i debatten om flere velfærdsemner, f.eks. efterlønnen. Denne måtte nødvendigvis reformeres ifølge De Konservative, så den f.eks. bliver forbeholdt de "nedslidte" på arbejdsmarkedet, og altså ikke længere er en universel velfærdsordning. Herved ville denne del af "ældrebomben" delvist kunne afmonteres.
   I udenrigspolitikken skiftede de tre partier under fastlæggelsen af den danske holdning under Irakkrigen plads på den indbyrdes højre-venstreplacering. Skulle Danmark deltage i krigen med udgangspunkt i en FN-resolution, der direkte gav mandat til at føre krig? Eller skulle Danmark under alle omstændigheder deltage i krigen sammen med USA og Storbritannien? De konservatives udenrigsminister i regeringen, Per Stig Møller, så gerne, at dansk deltagelse var betinget af en resolution i FN's sikkerhedsråd, der direkte bemyndigede en krig.
    Under regeringsomdannelsen i starten af august 2004 fik de Konservative den populære TV-studievært fra DR2 Deadline Connie Hedegaard ind i regeringen som miljøminister. Det gjorde det muligt for De konservative igen at appellere til vælgere nærmere midten. Partiet gik for en stund frem i meningsmålingerne. Ved Landsrådet i oktober 2004 kunne partileder Bendt Bendtsen meddele, at partiets grønne farve var blevet shinet op til "British racing Green", en lidt mørkere og mere moderniseret udgave af grøn, end partiet tidligere havde. Sloganet "Danmarks borgerlige parti" blev ligeledes droppet, til fordel for det mere besindige og midtsøgende slogan "Mod til at skabe sammenhæng". Det er ændringer, der tyder på, at et reklamebureau har været involveret.

    I debatten på landsmødet blev det også fremført, at partiet er parat til at tage "globaliseringen alvorligt", dvs der vil blive set seriøst på problemer omkring ulighedseffekter på u-lande,  tab af jobs/outsourcing, etc., men formentlig med bibeholdelse af grundopfattelsen, at globaliseringen ikke alene er kommet for at blive, men at den også indebærer chancer for Danmark, når blot vi har et fleksibelt arbejdsmarked, frie og åbne markeder og en veluddannet, omstillingsberedt arbejdsstyrke.
    De Konservative gik tre mandater frem ved folketingsvalget 2005, hvorved man neutraliserede noget af den tilbagegang, Venstre havde haft. De Konservative havde lovet fortsatte skattelettelser, og partiets "enfant terrible", den tidligere direktør for Finansrådet, Lars Barfod, havde talt om nødvendigheden af velfærdsreformer, bl.a. af efterlønnen. Samme Lars Barfod blev fødevare- og familieminister i VK-regeringen, der dannedes efter valget, en post, han måtte forlade efter pres fra Dansk Folkeparti på baggrund af utilfredshed med fødevarekontrollen. Det førte til en del bitterhed hos De Konservative over Dansk Folkepartis indflydelse i VK(O)-blokken. Nogle opfattede partiets profil i VK-regeringen som for svag i forhold til Venstres profil. KU krævede i foråret 2007 partileder Bent Bendtsens afgang, hvad der dog af denne blev affejet med bemærkningen om, at det vist mest drejede sig om et "mediestunt". Det var derfor klart en fordel for Bendtsens lederposition, at partiet holdt stillingen ved valget i 2007. Partiet var nu med sit forslag om højst 50 pct marginalskat blevet tiltrækkende for brede grupper af borgerlige vælgere, der foretrak denne politik frem  for  Venstres i velfærdsmæssig henseende bredere fordelings- og skattepolitik.