Årsskiftet 2004 var en mærkedag for zapatisterne i Chiapas i det sydlige Mexico.

    Det var ti år siden, de foranstaltede et væbnet oprør med besættelse af de administrative centre i 4 byer i Chiapas. De slog til den 1. januar 1994, samtidig med frihandelsaftalen NAFTAs ikrafttræden. Kravene, som de blev formuleret i den første deklaration fra Lacandonjunglen var de følgende: 

Arbejde, jord, tag over hovedet, ernæring, sundhed, uddannelse, uafhængighed, frihed, demokrati, retfærdighed og fred. Vi erklærer, at vi ikke holder op med at kæmpe indtil vi når opfyldelsen af disse grundliggende krav (EZLN’s generalkommando, 1993, ezln.org) 

Også på anden måde var det en mærkedag. Det var 20 år siden, det zapatistiske oprør startede. Det blev fejret på forskellige måder både i Chiapas og i de hundreder af støttegrupper rundt omkring i Verden. Zapatisterne er blevet et symbol på en global protest imod den nyliberale Verdensøkonomi,

Zapatisternes opfattelse af samfund og politik forbinder sig bagud til den mayaindianske cosmovision, hvorved forstås opfattelsen af mennesket og dets placering i Verden, universet og i forhold til Gud. Den forbinder sig desuden bagud til traditionen for bondeoprør, som har præget de indianske folk siden den spanske erobring af det latinamerikanske område. Alene ved betegnelsen zapatisme forbinder man sig med Emiliano Zapata, som ledede bondeoprøret under den mexicanske revolution i det andet årti af det 20. Århundrede.

Indianerne i Sydmexico ønsker altså at styre udviklingen selv. Det formuleres som et krav om, at de strukturer og den ringeagt og undertrykkelse, der er overleveret fra over 500 års kolonisering, skubbes til side til fordel for autonome indianske lokalsamfund, hvor indianerne kan få en menneskeværdig tilværelse.

   Det føderale styre i Mexico By gik med til kravene ved indgåelsen af de såkaldte San Andrés aftaler i midten af 1990’erne, men det løb ifølge zapatisterne fra dem igen, da de skulle føres ud i livet. I 2001 vedtog den mexicanske Kongres endelig en udvandet ”indianerlov”, der ikke opfylder zapatisternes og de øvrige indianske befolkningsgruppers krav.

Fortsat lavintensitetskrig

Den mexicanske hær har lagt en jernring om zapatisternes tilholdssteder, og der er blevet ført en lavintensitetskrig imod dem, hvor også paramilitære grupper med både aktiv og passiv støtte fra militærfolk og politikere fra det dominerende institutionelle revolutionsparti PRI er blevet brugt til at stresse indianerne i deres forsøg på at opbygge egne parallelsamfund i form af autonome landsbyer. Undertiden har lavintensitetskrigen udviklet sig til noget, der mere ligner en højintensitetskrig. La Jornada skriver således den 22.12.2003 på 7 års dagen for massakren i Acteal: “Henimod kl. 10.30 indtog en gruppe paramilitære deres positioner og fuldbyrdede et antal drab, som rystede såvel Mexico som hele verden. 45 døde: 21 kvinder, hvoraf fire var gravide, 15 børn og 9 mænd. Alle var de en del af organisationen Las Abejas (”bierne”). Der var bølger af skudsalver imod omkring 350 indianere, som varede i flere timer. De flygtede ned i åen, andre forsøgte at redde livet ved at løbe ind i buskadset. 
    Politiet kom først til stede, da skyderiet var overstået, selv om det kunne høres vidt omkring. Jorge Enrique Hernández, sekretær for Statsrådet for offentlig sikkerhed i Chiapas beordrede ud på eftermiddagen, at man skulle ”skynde sig at fjerne ligene, før journalisterne kommer.”  Denne ”Operation Rengøring” medførte anbringelse af ligene i seks fællesgrave. Den senere retsmedicinske undersøgelse fra Chiapas’ retsmedicinere viste, hvordan indianerne var blevet aflivet. De fleste var blevet skudt ned bagfra. Nogle var dræbt med knive, andre med macheter og slag.” (La Jornada).

    Las Abejas er en ikke-voldsorganisation af indianere, der er inspireret af den katolske liberationsteologi. Symbolikken i navnet går på de kollektivistiske arbejdsmetoder. De kan endvidere, i lighed med andre politisk arbejdende pacifister, ”stikke”, når det er nødvendigt. Det viste sig dog, at de paramilitære i organisationen Mascara Roja havde mere effektive måder at stikke på.

    Zapatisterne har udviklet en speciel form for guerillataktik og politisk strategi, der gør, at denne oprørsbevægelse adskiller sig fra andre latinamerikanske guerillaer. Efter den militære aktion i starten af januar 1994 lagde man våbnene til side, formentlig i en erkendelse af den overvældende overmagt, man stod overfor. Men det er også blevet et led i en ikke-voldsstrategi, der via en kæmpe medieoffensiv og kreativ brug af internettet og internationale støttegrupper har fået større resultater, end man har set andre steder, f.eks. i Guatemala, hvor guerillaen efter at have lavet aftaler med regeringen blev omdannet til en politisk bevægelse, der stillede op til valg og efterhånden blev en del af det almindelige halv- eller helkorrupte ”demokratiske” system.

    Zapatisterne har igennem påvirkning af opinionen en væsentlig del af æren for, at PRI efter 70 års uafbrudt styre ikke genvandt præsidentposten i 2000.

    Den gik i stedet til Vicente Fox fra det konservative PAN (Partido por la Accion Nacional). Fox, der havde været Coca Cola direktør i Mexico, erklærede flot, at bare han fik 15 minutter sammen med subcomandanten, så skulle de nok blive enige om en aftale, der kunne fjerne konflikten.  Sådan er det naturligvis ikke gået i et afhængigt politisk system, hvor præsidenten dårlig nok har indflydelse på medlemmerne af sit eget parti i Kongressen. Lavintensitetskrigen er reelt fortsat. Den blev reelt optrappet i 2003.

   I slutningen af 2003 kom der beretninger og anmeldelser om overgreb på autonome landsbyer. Menneskerettighedscentret Fray Bartholomé de las Casas i San Cristóbal udsendte en rapport i december om adskillige overgreb fra de paramilitæres side. I  Unión Hidalgo, Municipio (Kommune) de Sabanilla, truede medlemmer af Paz y Justicia (”Fred og Retfærdighed”, en paramilitær gruppe med PRI-forbindelser) en gruppe indianere med at blive fordrevet. Da det ikke lykkedes at jage dem på flugt fra landsbyen, ødelagde de sundhedscentret og forbrugskollektivet. I Chulum Juárez, Municipio de Tila truede Paz y Justicia  80 familier med, at de ville blive smidt ud fra deres boliger og opholdssteder den 24. og 31. december. Det var ikke første gang, familierne blev udsat for disse trusler[i].  De skyldige i hærværket, overfaldene, truslerne og afpresningsforsøgene er ikke blevet retsforfulgt.

 Demokrati og kultur - et anderledes politisk sprog

Zapatisternes politikopfattelse bygger på princippet om at ”styre adlydende” (Mandar Obedeciendo), dvs de, der styrer, indoptager løbende de styredes krav og forventninger. Politiske beslutninger bliver til på fællesmøder. Det er et selvstyreprincip, hvor man forsøger at forhindre, at magt korrumperer ved at sørge for, at den ikke formaliseres for meget. Delegeret magtudøvelse via valgte repræsentanter skal kunne ændres ved, at mandatet tilbagekaldes.

    Den traditionelle venstrefløjs politikopfattelse, der siger, at man skal gå efter magten for at transformere samfundet, afvises, bl.a. med henvisning til alle de eksempler, der er på, at sådanne politiske bevægelser enten er kommet til at ligne dem, de har afløst, eller i mange tilfælde er blevet værre.

   Samfundstransformationen er udeblevet. Hvorfor ikke i stedet sige, at samfundstransformationen bliver til igennem processen, og at den bl.a. ligger i, hvordan man arbejder politisk og kæmper her og nu? Samfundsændringen ligger i den løbende samfundsændrende praksis. Derfor er de autonome landsbyer vigtige.

    Det er altså efter denne opfattelse en illusion at tro, at man via en socialistisk revolution uden videre kommer ud i en paradisisk samfundstilstand bagefter. Det kan give mere inspiration til samfundsændring at fortælle lige nu, hvor smuk verden er, og hvor dejligt det er, at kærligheden kan forandre den. Derfor krydres taler med poesi og fortællinger om jorden og menneskene, der er afledt af den mayaindianske mytologi.

    Flere af de progressive indianske befolkningslag, der støtter bevægelsen, er inspireret af den katolske befrielsesteologi. Bispesædet i San Christobal i Chiapas’ højland er et af de vigtigste centre for liberationsteologien i Latinamerika.

    På den baggrund mener nogle, at konflikterne i Chiapas har en religiøs fundering. Protestanterne, de såkaldte evangelister, er på vej frem blandt de fattige, og man kan sommetider se tilhængere af de to religioner fordrive hinanden fra landsbyerne. PRI har stadig flertal og dominerer Chiapas’ klientelistiske politiske system.  Religionen er således blevet udnyttet af partiet på det lokale niveau til yderligere polarisering af indianersamfundene.

    Indianere bliver spillet ud imod hinanden af de lokale magthavere bestående af PRI politikere, administratorer og lokale hvide jordejere. Jordspørgsmålet indgår som en væsentlig del af de økonomiske og sociale konflikter. De store jordbesiddere forsøger at udvide deres ejendomme, indianerne forsøger ofte at indskrænke dem med henvisning til, at det er fællesejet og –dyrket jord. Mange indianere er også blevet fordrevet, når de har forsøgt at dyrke ny jord op. Det kan være staten, der fordriver dem med henvisning til miljøreguleringer og skovbeskyttelse, men bagved har ofte ligget private jordinteresser, herunder også transnationale, der vil udnytte den rige biodiversitet i Chiapas.

    Spørgsmålet ved 10 årsjubilæet er, hvad vejen frem egentlig er for zapatisterne? Hidtil har Marcos og zapatistledelsen haft en evne til at trække et mediestunt op af hatten, når de er begyndt at gå i glemmebogen. I 2001 arrangerede man den store march til Mexico By, hvor man krævede at få foretræde for Kongressen – og fik det. Men altså uden de ønskede resultater. Omtalen har i perioder været så stor, at Marcos endda blev nævnt som emne til præsidentposten i visse medier i Mexico i slutningen af 90’erne, og han omtales i store dele af Latinamerika som en ny mytisk figur a la Che Guevara. Han afviser dog selv at være en ny Guevara. Zapatistrevolutionen er da også helt anderledes end den traditionelle kommunistiske revolution, Che Guevara stod for.

Kultur”revolution”

Zapatisternes ”revolution” er beskrevet som en ”kulturrevolution”, der har påvirket samfundsnormer og – roller i det stille. Kommandant Zebedeo skriver i anledning af 10 års festlighederne[ii]: 

Kulturen identificeres os med vort sprog, vor musik, dans, det vi tror på og naturligvis vores kærlighed. Den mest videnskabelige kultur i indianersamfundet er måden og formerne for kærligheden og det at elske og hædre moder jord, og dens produktion af majs. Majsen giver liv, majsen giver modstand, majsen giver styrke, majsen giver viden, majsen giver glæde, majsen giver mod, men, som subcomandanten siger, den giver også majsøl.

    Jorden er som en gud, som glæder hjerterne hos enhver alder og farve. …. Den glade kultur finder vi i musikken og i poesien, for i sangen og dansen overføres budskabet. Og at synge er at give kunstnerisk uddannelse, og samtidig er det et godt eksempel. At skrive og recitere poesi er en uddannelse i bøjning af verber og formulering af parafraseringer, som kommunikerer ideer, arbejde og glæde, og som samtidig er et lærestykke og eksempel for vore unge. Medier, som fortæller sandheden og står til folkets tjeneste, udfylder på en ansvarlig måde sin kulturelle rolle sammen med samfundet. Kommunikation er ytringsfrihedens højre arm. Den er ikke til salg, sådan som man ser det hos de store kommercielle TV-selskaber, hvor mediet både kommuniker og lyver. Der er kommunikative kulturer, der hjælper med at forstå det, der sker i vore omgivelser, men der er også kommunikationsmedier, der kun underholder, udspreder dårligdom, og som er redskab for de store virksomheder.

At synge er kultur
At danse er kultur
At kæmpe er kultur
At arbejde er en kultur, lige så vel som at holde af din ven, at elske din kæreste er det.

Det turde være indlysende, at alle disse ting er kultur, lige så vel som at sige det er at gøre opmærksom på, at man lever.

   En af de ting, der virkelig er rokket ved i landsbyerne i Chiapas, er køsnrollerne. De indianske kvinder har fået en ny selverkendelse og er begyndt at indtage mere ligeværdige roller i samfundet. Zapatisterne har påvirket livs- og styreformer i hundredevis af indianske landsbyer. Og de har påvirket samfundsopfattelsen hos ikke alene den store mexicanske middelklasse og venstrefløj, men også hos millioner af mexicanere i Californien og andre dele af USA, hvor der er støttegrupper for zapatisterne.  
   Men hvor længe kan zapatisterne blive ved med at være interessante i en Verden, hvor selv det at være revolutionær bevægelse bliver en slags omsættelig ”vare” i mediebilledet? Og hvor længe kan de blive ved med at være til inspiration for venstrefløjen? Kan det virkelig være rigtigt, at det skulle være unødvendigt at kæmpe om magten for at ændre samfundet? Når man ser på kravene fra den første deklaration fra Lacandonjunglen, jf. starten af artiklen, så er det jo ganske påfaldende, at stort set ikke et eneste af disse oprindelige krav kan betragtes som opfyldt. Set i det lys, er der ikke så meget at feste for, men snarere god grund til overvejelser over, hvordan man kan skærpe kampen for indianernes rettigheder.

    Samtidig er Mexicos problemer med en NAFTA-aftale, der ikke har givet de forventede økonomiske effekter, og en befolkningsvækst på 1,5 mio. om året, virkelig til at tage at føle på, ikke mindst nu, hvor USA er begyndt at lukke sine grænser hermetisk for indvandring, og maquilavirksomheder flytter til Kina og Vietnam for at kunne købe arbejdskraften endnu billigere.

    Zapatisterne har foreløbig valgt at fortsætte deres stille politiske og  kulturelle revolution. Det skete bl.a. med omdannelsen af de autonome landsbyer til caracoles (egtl. ”sneglehuse”). Hermed tilkendegav man, at man vil etablere parallelle kommunale organer i disse på tværs af den mexicanske regerings fodslæb omkring indianerloven. De skal fungere som eksempler på ”god regeringsførelse” og dermed forhåbentlig anspore andre indianersamfund til at følge trop. Kampen for indianernes menneskelige værdighed og fulde medborgerskab er lang og sej.  

Den mexicanske journalist Hermann Bellinghausen skriver om en indianerprotest imod militær tilstedeværelse i deres landsby[iii]:

Beboerne i den autonome landsby/ejido  Emiliano Zapata krævede ved en demonstration den 8. januar, at militærforlægningen ved siden af landsbyen blev flyttet. Hæren har været til stede der i 8 år. I overensstemmelse med en beslutning på landsbymøde (asamblea ejidal) gav indianerne soldaterne en frist på 2 uger til at rømme kasernen. Begrundelsen var, at dagliglivet i kollektivlandbruget er blevet uheldigt påvirket af soldaternes tilstedeværelse, og at disse har skabt polariseringer i landsbybefolkningen. Det sidste blev levende bekræftet, idet kvinder fra nabohusene til kasernen, som er sympatisører med den paramilitære organisation Paz y Justiticia og venner med soldaterne, begyndte at smide sten imod kollektivbønderne (ejidatarios) under disses demonstration.   

    Sådan forløber livet i cholesindianernes område i det nordlige Chiapas. Sådan er  livet f.eks.  i Tila, hvor lavintensitetskrigen konstant varmer op med regelmæssige mellemrum takket være den massive tilstedeværelse af føderale tropper og ” genfødelsen”  af de paramilitære organisationer. Paz y Justicia er i dag en delt organisation, men den kontrollerer stadig kommunerne i området og modtager PRI-isternes velsignelse.

    ”Nogle af vores døtre er blevet forført af soldater fra hæren, som forlader dem igen  efter at have været sammen med dem. I visse tilfælde drejer det sig om både drenge og piger”, meddelte indianerne foran omkring 20 militærpoliti, der stod med opløftede skjolde foran demonstranterne, mens bevæbnede soldater camoufleret i civilt bondetøj nærmede sig.

    I semtember 1995 ankom 30 soldater. Nu er der omkring 100. ”Garcíaregimentet”, står der med store typer ved indgangen til kasernen. De demonstrerende choleindianere er både PRI-tilhængere, tilhængere af PRD (Partiet for den demokratiske Revolution) og zapatist sympatisører. De deler leden ved den militære omklamring af landsbyen og er sammen om at demonstrere imod den.

Fotos: Indymedia.org

Undertiden kommer der prostituerede udefra, som soldaterne kan forlyste sig med. Landsbybeboerne er bekymrede for deres børn. Der er også rigelige mængder af alkohol i landsbyen. Det var der ikke før den føderale hærs ankomst. Soldaterne begrunder deres tilstedeværelse med, at det er nødvendigt bl.a. for at forhindre handel med narko.  

    Indianerne har ofte forsøgt at få de militære øverstbefalende i tale, men det lykkes ikke. Der er nogle gange fastsat møder, men de pågældende militærfolk udebliver fra møderne. ”Det er fordi vi er indianere, at de kan behandle os sådan,” siger landsbyboerne (Oversat fra spansk af GF). 

Gregers Friisberg

Zapatister/Chiapas-indianere fra La Jornada

Turok

Ortega