VÆLGERADFÆRD - en empirisk disciplin

Man har i vælgeradfærdsforskningen især interesseret sig for, hvorfor vælgerne stemmer, som de gør.

    Der var stor begejstring for vælgerundersøgelserne, da de begyndte at blive almindeligt udbredte, først i USA og siden i Europa og resten af Verdens demokratiske lande. Med de rigtige undersøgelser kunne vælgeradfærden forudsige, hvordan den ene regering ville afløse den anden, når flertallet evt. skiftede som følge af bevægelser i vælgermassen. Undersøgelserne blev nøglen til at forstå magtskifte og placering af magten i det politiske system. I forståelsen af vælgerne lå nøglen til forståelse for den politiske udvikling.
   Så enkelt er det naturligvis ikke. Det er nødvendigt at inddrage, hvilke bagvedliggende faktorer, der kan påvirke vælgernes holdninger. Det kan være massemedierne. Vælgerholdninger og –adfærd er ikke nødvendigvis altid den uafhængige variabel, der kan bruges som udgangspunkt for at forstå fremtiden. Tænk hvis vælgeradfærden er en afhængig variabel i forhold til andre uafhængige variable – eller mellemkommende variable?

 Der skelnes mellem korttidsfaktorer og mere permanente faktorer, som har indflydelse på vælgeradfærd.
    Blandt de første er kampagnemateriale fra partierne, sager der er oppe i tiden, og hvordan partierne kører dem. Hertil kommer dominerende mediehistorier, der stiller partier i et gunstigt eller ugunstigt lys. Endelig er der de førende politikeres personligheder: Hvor meget karisma (personlig udstråling) har ledende politikere? Hvor godt optræder de i de elektroniske medier? Hvor mange venner har de på Facebook?

    Blandt de mere permanente faktorer har man:


Socialklassehypotesen

Vælgerne afgiver en klassestemme. Som arbejder stemmer man på et socialistisk eller velfærdsorienteret parti. Det svarer til klasseinteressen: Velfærdsydelser, en rimelig økonomisk fordeling i samfundet.
    Som selvstændig stemmer man på et liberalistisk parti. Sådan kan det nok være i et vist omfang. Men det har ændret sig. Det er ikke mere så almindeligt at afgive en klassestemme, som det var tidligere. Det skyldes dels, at konturerne i klassedelingen er blevet utydeligere, men nok også at vælgerne har ændret sig i mere individualistisk retning.  
 

 Partiidentifikation

 Vælgerne identificerer sig med bestemte partier. Det kan gå igennem generationer, og det bevirker, at man bliver ved med at stemme på det samme parti. Man kalder en sådan vælger for en kernevælger. I modsætning hertil stemmer marginalvælgere på forskellige partier fra gang til gang. De fleste vælgerundersøgelser viser, at partiidentifikationen har været faldende igennem de seneste årtier.


Den rationelle vælgermodel:

I denne model antages det, at vælgerne stemmer efter rationel egeninteresse. Den kan minde lidt om socialklassehypotesen, bortset fra, at der i socialklassehypotesen også indgår forestillinger om identifikation med gruppe o.lign. Den rationelle vælgermodel kan minde lidt om den individualiserede forbruger, der foretager rationelle forbrugsvalg i sammensætningen af forbruget.
    Hvis man har en høj indkomst, er man interesseret i, at skattetrykket på sidst tjente krone (marginalskatten) ikke er for høj. Derfor vil man stemme på et parti, der vil sikre lave skatter. Hvis man har mange børn, vil man stemme på et parti, der sikrer lave institutionstakster, etc. Denne model kan kritiseres for, at den ikke tager hensyn til, at vælgerne ofte er præget af social baggrund, gruppetilhørsforhold og de normer og roller, der følger med at være en del af en bestemt social baggrund og høre til en eller flere sociale grupper, der påvirker en.


Livsstil

Under livsstil undersøger man, hvilken vælgeradfærd der er i de forskellige livsstilssegmenter.
Når der knyttes an til en livsstilsteoretiker som  den franske sociolog Pierre Bourdieu, kan der laves hypoteser om  f.eks. den sociale og kulturelle kapitals indflydelse på politisk adfærd.  Den symbolske kapital er det ved en ting, der ifølge den franske sociolog Bourdieu ligger ud over det rene brugs- og nytteaspekt ved tingen. En BMW cabriolet er et køretøj, men det er også en statusgivende ting, der udtrykker symbolsk kapital hos ejeren. På samme måde er det at stemme mere end blot at være med til at afgøre, om statsministeren skal hedde Jensen eller Rasmussen. At stemme kan være udtryk for symbolsk kapital og definitionsmagt.
    Bag denne opfattelse ligger altså en antagelse om, at menneskers livsstil påvirker vælgeradfærden.  I det enkelte livsstilssegment ligger også politisk præference.

Empiriske undersøgelser

I vælgeradfærdsforskningen benytter man sig af kvantitative, empiriske undersøgelser. Der udtages stikprøver af vælgerbefolkningen, hvor der spørges om stemmeafgivning, social baggrund m.m.
    Resultaterne af sådanne undersøgelser er offentliggjort på Aalborg Universitets surveybank (link til højre).

Kilde: Aalborg Universitets surveybank. Regnearket kan downloades her.


Et resultat af en sådan undersøgelse, der er trukket ud af Aalborg Universitets Surveybank, er vist i tabel 1. Der ses her klare tendenser i retning ad en bekræftelse af hypotesen om klassestemme. Hvis man kalder Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti arbejderpartier (defineret ved, hvem der stemmer på partierne) ses tydelig tendens til en høj repræsentation af ufaglærte arbejdere. Tendenserne er dog ikke overordentlig klare. Når det f.eks. gælder de to andre formodede "arbejderpartier", SF og Dansk Folkeparti, er er overrepræsentation af højere funktionærer i forhold til totalen og underrepræsentation af ufaglærte.
    Man kan bruge den såkaldte CHI2-test til at teste for hypotesen. Når man laver denne test, beregner man, hvordan fordelingen ville se ud, hvis den svarede til fordelingen i totalen, og testen sammenholder så de observerede (tabellen ovenover) tal med de forventede. Testen giver ikke sikkerhed for, at klassehypotesen holder, i hvert fald ikke med de kategorier og definitioner, der er i ovenstående udtræk. Tabellen er for kompleks og/eller tendensen ikke klar nok. Hvis man slog partierne sammen i grupper og forenklede klasseinddelingen, ville man måske kunne få en klarere tendens frem.

Det får vi, hvis vi undersøger køn og stemmeafgivning, jvf tabel 2 nedenfor.

Tabel 2. Partistemme og køn

Regnearket kan downoades her.

   I tabellen over forventede værdier er det beregnet, hvordan der ville blive stemt efter køn, hvis partiernes tal skulle svare til totalfordelingen på køn. Når de to talmatricer puttes ind i excels statistikformel for CHI-2 test, fås resultatet ovenfor, der altså viser en meget lille sandsynlighed for at der ikke er sammenhæng. p (probability) er < 0.01. Eller sagt med andre ord. Der er over 99 pct statistisk sandsynlighed for en sammenhæng. 
 

Meningsmålinger

Meningsmålinger er kommet til at spille en stor rolle i den politiske debat. Det er næsten som om, der nu afholdes valg i tide og utide. Det stiller et stort spørgsmål til, hvor pålidelige meningsmålingerne er.

En måling, der gav stort genlyd, var f.eks. den måling, som Megafon lavede for TV2 og Politiken omkring 20 januar 2010, jvf herunder.

	Normalfordlingskurve. Hyppighed i måling af stemmepct opad (forestil dig en y-akse til venstre i figuren ovenover)  og spredningen i resultaterne udad. Konfidensinterval 0,95. Der er altså 95 pct chance for, at en måling for et givent partis stemmeandel vil ligge inden for det afmærkede felt.
Kilde: Politiken

Den gav selvsagt en vis genlyd, fordi den viste, at flertallet mellem de to blokke var i rød stues favør, - og endda noget mere sikkert end flere tidligere af slagsen.  Men hvor sikre er tallene?
    Til at vurdere dette spørgsmål har man udviklet statistiske tests, der hviler på den såkaldte normalfordelingskurve. Hvis man forestillede sig, at man lavede hundrede meningsmålinger, som den ovenstående, og afsatte målingshyppighederne for de givne resultater i et diagram med hyppighederne op ad y-aksen (jvf normalfordelingskurven ovenfor), ville der være en tendens til, at det ville blive en normalfordelingskurve med toppunkt i resultatet ovenover for det enkelte parti. Ved at gå til højre og venstre fra toppunktet kan man aflæse, hvor stor sandsynligheden er for, at et resultat rammer rigtigt eller skævt i forhold til værdierne i målingen af vælgernes præferencer.

På basis heraf har man udviklet formlen for statistisk usikkerhed:

P: Procentandelen af stemmer for et parti
n: Stikprøvestørrelse
z: Denne faktor er en multiplikator svarende til størrelse af ønsket konfidensinterval,. Hvis der f.eks. ønskes 99 % konfidensniveau vil den være 2,576. Det giver  for  f.eks. Socialdemokratiet i ovenstående måling  knap 3,85 pct  usikkerhed (som man får når tallene sættes ind i formlen).  Det er hurtigt at regne ud på en lommeregner, og vedlagte regneark. Ved lavere konfidensniveau vil man få lavere usikkerhed.

Konfidensniveauer og Z- værdier:

Kilde: Berkeley Statistics Department. Confidence Level 90 95 99 z¤ 1.645 1.96 2.576

Når man på den måde regner på den statistiske usikkerhed, vil man se, hvor usikkert det er at ræsonnere alt for håndfast om de faktiske ændringer i vælgeradfærd. Hvis stikprøvestørrelsen var kommet over 1000, var resultatet mere sikkert. Usikkerheden er så stor, at der er usikkerhed om hovedkonklusionen, at flertallet er skiftet.

 

Links:

Aalborg Universitets surveybank

Kort manual til surveybanken

Konfindensinter-valkalkulator