SOCIOLOGISK LITTERATURANALYSE

I sociologisk litteraturanalyse ser man teksten som en del af en bevidsthedsform, og bevidsthedsformen er blevet til i et samfund med bestemte strukturer, der ændrer sig over tid.  Hvad er det da for samfundsændringer, der ligger bag ændringer i bevidsthedsformer og ændrede tekst-/medieudtryk?

Man skal ikke se det som en afspejling. Som kunstnere kan forfattere lave det unikke og originale, der er uafhængigt af tid og sted. Når det er sagt, så er det også oplagt, at de fleste tekster og medier vil være udtryk for den tid, de er skabt i, på den ene eller den anden måde.

Hvordan kan det nærmere forstås i en nutidig sammenhæng? Vi skal i det følgende belyse det ud fra dels en traditionel sociologisk tilgang (modernitetsteori) og dels en historisk-materialistisk og diskursanalytisk, hvor den økonomiske udvikling og magt har konsekvenser for erkendelse og bevidsthedsformer.

Genrer og literære strømninger

Genrer og literære strømninger vil ofte på en eller anden måde være udtryk for en tidsånd. Tidsånden har ofte en eller anden sammenhæng med samfundet, som det fremstilles i modernitetsteorien..

Figur 1: Mangfoldiggørelsesteknik, samfund og genrer

Note: Kurverne viser stiliserede samfundstyper, fra det traditionelle samfund til informationssamfundet. Hertil hører forskellige mangfoldiggørelsesteknikker, genrer, problematikker og litterære strømninger. Prøv f.eks. Romeo and Juliet on Twitter.

Internettet har ført til et voldsomt skred i genrebegrebet, idet det har ført til en række nye foreteelser, så som blogs, Youtubevideoer, mv..Der er også allerede udviklet visse "konventioner" for disse genrer, f.eks. længden på en tweet. Området er dog præget af hastig udvikling og af en delvis opløsning af de traditionelle genredefinitioner og konventioner.

Modernitetsteorien om samfundsforandring

Det moderne samfund kommer med oplysningstiden og industrialiseringen. Der sker en sekularisering, dvs skæbnetro, religion og religiøst baserede forklaringer taber terræn i forhold til videnskab og rationalitet (fornuft). Traditionen mister sin kraft. Folk bliver mere mobile. Nationalstaterne opstår og de udbygger uddannelsessystem, infrastruktur og den nationale centraladministration, samt det nationale demokrati. Moderniteten er præget af de sociale klasser, lønmodtager og arbejdsgivere, der står over for hinanden i nationale forhandlinger og løn- og arbejdsvilkår, og de to klasser præger også det politiske demokrati: Kamp om at besætte posterne i parlamentet og kamp om at sætte sit præg på velfærdssamfundets udvikling.

Hvordan sker overgangen fra traditionelt samfund til moderne samfund. I økonomisk forstand viser det sig i industrialisering og øget udbredelse af pengeøkonomi?

Skema 1: Fra tradition til senmodernitet

Note: Fordisme: Produktion, der bygger på samlebånd, masseproduktion og standardisering. Socialt på et kompromis mellem arbejdere og kapitalejere udviklet af Henry Ford i 1905. Postfordisme: Produktionsprincip og -organisering efter Ford: Fleksibel produktion p.g.a computerstyring og nye motivationsformer.
    Lean-production. Toyotas produktionsmetode, som gik sin sejrsgang i Verden i 1990’erne og begyndelsen af det 21. århundrede, både i produktions- og servicevirksomheder. Siger, at produktion foretages med mindst mulig anvendelse af lagre og inputs, og under konstant kvalitetskontrol. Man skal minimere tab og være fleksible og åben over for forandring. Der skal kunne reageres prompte på forbrugernes krav. Det er ikke produktionsanlæggene, der er udgangspunktet for, hvad der skal produceres. Arbejderne skal være bevidste om disse principper. De skal have ”ejerskab” til produktionen og arbejdsprocessen, f.eks. i selvstyrende grupper, hvor det er muligt, og i kvalitetscirkler. Kan ses som ”princippet i senmoderne produktion”.  

Det senmoderne samfund er præget af en yderligere frisætning i forhold til traditionen. Man er ikke længere underlagt normer om faste familieformer og kønsroller, Man gør livet til et identitetsprojekt, dvs man skaber så at sige sit liv. Det er et samfund præget af globalisering. Ulrich Bech har f.eks. beskrevet det, han kalder den "anden modernitet" (senmoderniteten) således:

Den ”anden modernitet” er præget af fem forandringsprocesser: 

• Multidimensional globalisering  (økonomisk, politisk, kulturel og mediemæssig globalisering)
• Radikaliseret/intensiveret individualisering
• Global miljøkrise
• Kønsrollerevolution
• Den tredje industrielle revolution (informationssamfund, vidensøkonomi - mikroprocessorer - telematik)

Hermed er tematikken for den moderne og senmoderne fortælling givet. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen skriver f.eks. i sin roman Freedom fra 2010 om familien og individualiteten i det moderne og senmoderne samfund. Forstudier til to af kapitlerne i romanen er Good Neighbours, der giver en bittersød beskrivelse og analyse af familie og naboskab i et forstadskvarter i en amerikansk storby og Agreeable, der giver et indgående portræt af socialisation af familiens marginaliserede sorte får og af social klasse og konkurrence i en velstående amerikansk familie.
    Jeffrey Eugenides' novelle Extreme Solitude er en ægte postmodernistisk novelle. Den handler om to studenter, der møder hinanden på et semiotikkursus (!). Semiotik drejer sig bekendt om sproget som et system af tegn. Og det er da også novellens tema: Vælger vi tilfældigt, eller har valget betydning? Det har det for den ene af de to, men ikke for den anden. Tilværelsen er et uendeligt antal valgmuligheder, - også m.h.t. kærlighed og familie. Identiteten vælger man selv, men som titlen antyder, har forfatteren en noget ironisk-distanceret, men måske også temmelig krtisk tilgang til temaet. 

Habitus, klasse og køn

En af de mere kendte sociologiske analyser af køn er den, Pierre Bourdieu laver i La domination Masculine (Den mandlige dominans), Seuil 1998. En del af den teoretiske baggrund er dels habitus- og livsstils-/klasseanalysen, dels i den strukturalistiske antropologi, hvor Bourdieu trækker på sine egne antropologiske undersøgelser af berberne i Kabylien i Algeriet og trækker forbindelser til kønsroller i den moderne borgerlige familie. Kønsrollerne er præget af arbejdsdelingen mellem mænd og kvinder, baseret som den er på hjemmegående funktioner og struktureringen af arbejdslivet uden for hjemmet, der giver tendens til mandlig dominans. Denne dominans reproduceres af magtens sprog i tegnsystemet på en sådan måde, at det socialt konstruerede kommer til at tage sig universelt og "naturligt" ud:

Det kan føre til en slags nedskrivning af eget værd, for ikke at sige en systematisk benægtelse af selvet, som det f.eks. har kunnet ses i kabylske kvinders fremstilling af deres køn som utilstrækkeligt og mangelfuldt, ja, måske endda frastødende. Man ser det samme i dag  i modens kanoniserede æstetik. og mere generelt i dens nedværdigende billede af kvinden.

Man ser dette billede i litteraturen. I novellen I.D. fortæller Joyce Carol Oates historien om den trettenårige Lisette, der skal leve et liv med kønsstereotyperne som "naturlige". Hvad kan en pige ikke blive nødt til at gøre for at få beundrende blikke fra drengene?

Figur 2: Bourdieus model over kønnets herredømmeformer

     Hun bliver hentet en dag i skolen og  bedt om at identificere sin døde moder. Det er realisme fra et kønsmæssigt udgangspunkt, helt ned i den realistiske gengivelse af den trettenåriges sprog. Den underliggende macho-vold i samfundet, repræsenteret ved pigens far, fremtræder indirekte og beskrevet  via pigens fortrængninger af dens realitet og hendes fortrængning af moderens død. Sexlegene kan starte med uskyldige læbestiftkys og ende med noget, der er værre end en slem scene i en David Lynch film, når den hjemvendte soldat fra Irak skal have afløb. Pigen hedder Lisette. Når de ældre drenge i skolegården kalder på hende bliver det til "Liz..ette.." . At forveksle med "Lizard"? Kvinden -  den lokkende, den potentielle øgle, der drejer mænds hoveder af led og fører dem i fortabelse?. - . Hvad kan det, der starter som et violet læbeaftryk på en Kleenex ikke føre til i et patriarkalsk samfund?
    Men det socialt konstruerede kan konstrueres om, og det er det måske ved at blive i senmoderniteten, jvf Ulrich Becks forandringsprocesser, der er nævnt ovenover. Mandlig dominans er ikke længere hverken "naturlig" eller nødvendig i et postmoderne videnssamfund. I novellen Agreeable beskriver Jonathan Franzen, hvordan Patty overvinder mindreværdet ved at overexcellere i mandlige sportsdiscipliner.

Terry Eagletons litteraturkritiske metode

Terry Eagleton, professor i kulturstudier ved Lancaster Universitetet, forkaster nykritikken, hvor man ser det literære værk som en sluttet enhed i sig selv, som skal studeres på værkets egne præmisser. I stedet bør man gå ud over værket og se det i et samspil med læseren og det givne samfund, det er blevet til i.

Med dette i baghovedet har Eagleton studeret Shakespeare. Studierne er mundet ud i den konklusion, at Shakespeares  værk ikke giver os  mennesket i dets universelle almenhed. Det abstrakte universelle menneske, med evigtgyldige problemer, er en borgerlig illusion. Shakespeares værk bør altså ikke fortolkes som et værk, der giver os skildringer af mennesker med evigtgyldige eksistentielle problemer omkring kærlighed, liv og død. Tværtimod bør værket analyseres ud fra den antagelse, at Shakespeare er inspireret af den elizabethanske periodes samfundsanliggender, og at temaer og "issues" herfra kommer til udtryk i værkerne. Eagleton konkluderer, at Shakespeare var en politisk konservativ, der havde en interesse i at opretholde sin tids samfundsorden. Samtidig fremstiller Shakespeare dog individualisme og seksuel lyst på en måde, der underminerer tidens konventioner om ægteskabet. På dette individuelle plan er Shakespeare altså en revolutionær, der sprænger borgerskabets bornerte rammer for seksualitet og familie.

Der er nok nogle, der vil finde denne måde at læse Shakespeare på problematisk. Den går hinsides selve værket og siger, at vi som mennesker i en anden tid skal læse litteraturen med vor tids udfordringer i baghovedet.
   Samtidig ser han på de tendenser i samfundsudviklingen, der påvirker kulturproduktionen (f.eks. tekster). Han har f.eks. set Brontê-søstrenes literære arbejder som udtryk for, at industrialiseringen og arbejderklassens vækst gør det muligt at se Verden på den måde, som de tre søstre gør. Det er så at sige noget af det første kvindelitteratur, der altså bliver en del af en spirende fritænkertradition, som den økonomisk-sociale udvikling muliggør. Synet på kærligheden var f.eks. provokerende for samtiden. Det er ud fra det grundsyn, at der skal en frigørelse fra økonomisk nødvendighed til, før mennesket kan frisættes fra det materielle. Dele af overklassen/aristokratiet har altid været frigjort fra materiel nødvendighed. Derfor fik man ridderlighedsforestillinger og forestillinger om romantisk kærlighed allerede i middelalderen.
 

Materialistisk litteraturteori

Materialistisk littteraturteori beskæftiger sig med litteratur og bevidsthedsproduktion i samspil med samfundsudviklingen. Ordet "materialistisk" betyder i den sammenhæng økonomisk. Det er et spørgsmål om at se ideer og litteratur som udsprunget af den sociale praksis, i stedet for at se den sociale praksis som bestemt af ideerne:

In direct contrast to German philosophy which descends from heaven to earth, here we ascend from earth to heaven. That is to say, we do not set out from what men say, imagine, conceive, nor from men as narrated, thought of, imagined, conceived, in order to arrive at men in the flesh. We set out from real, active men, and on the basis of their real life-process we demonstrate the development of the ideological reflexes and echoes of this life-process. The phantoms formed in the human brain are also, necessarily, sublimates of their material life-process, which is empirically verifiable and bound to material premises (Marx: Den tyske Ideologi). 

Et af de vigtigste grundlag for den marxistiske litteraturteori er Marx' kritk af den tyske ideologi på hans tid. Som man kan se af citatet ovenover krtiserer han filosofferne på hans egen tid for at undfange begreber i ideernes verden, i stedet for at se, hvordan begreber og ideer er et resultat af den samfundsmæssige eksistens (here we ascend fra earth to Heaven).

Den marxistiske metode giver en fortolkning af den ældgamle sociologiske diskussion om aktør-struktur problematik. Strukturen er til stede forud for aktøren, så at sige som en objektiv struktur. Uden en antagelse om en vis (kontingent) permanens i struktur er det ikke muligt at lave samfundsvidenskab. Strukturen ændres løbende af aktørerne i deres subjektive fortolkning af deres "plads" og aktionsmuligheder. Samtidig antages en dialektik i det materielle. En ting/et socialt fænomen indeholder en modsætning i sig.  

Ved observation af samfundet tages der udgangspunkt i det påståede faktisk observerbare, virkeligheden. Herefter skrælles lag på lag af, næsten som man skræller et løg, for at nå ind til essensen i forståelsen af strukturen. På overfladen ser man f.eks. verdensmarkedet og de ideologiske manifestationer af menneskers forståelse af den virkelighed, de er en del af. Man ser parringsdansen mellem de unge på et diskotek som udtryk for vare- og markedsrelationer eller hører managementjargonen ved en ansættelsessamtale. Man ser de konkret-nyttige frembringelser af menneskers aktivitet, f.eks. varen i dens brugsværdiaspekt. Under disse fremtrædelsesformer analyseres en struktur, der under kapitalismen er præget af varens bytteværdiaspekt. Det forklarer, hvorfor verdensmarkedet "ser ud på en given måde" på et givent tidspunkt, og hvordan det er ledsaget af ideologi/bevidsthedsformer..
   Manifestationerne er kontingente. De kunne være anderledes

Figur 3: Fremtrædelsesformer, varefetichisme, aktør, struktur

Metoden er som dialektisk metode kendetegnet ved, at objektet er modsætningsfyldt. Påvirkninger går begge veje. Samtidig ses bevidsthedsproduktion som havende en autonomi. Kærlighedsbeskrivelser kan udtrykke følelsers egenautonomi,  men kan også i deres form ses som udtryk for en tid.  Kærligheden kan således beskrives som et kontingent system, et system af tegn, hvor magtrelationer (f.eks. mandens magt over kvinden) kommer frem i magtens sprog.
   Endelig vil der være "arbejderlitteratur" (bevidsthedsmanifestationer fra ikke-hegemone klasser), der udtrykker en anden bevidsthed end den dominerende ideologis, og som f.eks. ser frigørelsesmuligheder i det grundlag, den veludviklede produktion af varer under kapitalismen giver, eller som ser en nødvendighed af at udvikle alternativ miljøbevidst ideologi.
    Den dominerende ideologi kommer til udtryk som en fremherskende tidsånd i perioden.
    Det er dels en teori om samfundets bevidsthedsproduktion og litteraturen som en del af denne, samt en teori om, hvad "alternativ bevidsthed" kan indebære.
    Metoden blev revideret/fornyet af den franske filosof Michel Foucault i det 20. århundrede. Foucault lavede nogle store undersøgelser af, hvordan vi igennem de seneste århundreders historie har behandlet galskab, kriminalitet og sindssyge, idet han mente at kunne påvirse, at den til enhver tid siddende magt i samfundet havde interesse i en bestemt diskurs og metode inden for disse områder, jvf f.eks. om sinddsyge herunder. Der er ikke som sådan en sandhed om virkeligheden. Sandheden er selv et diskursivt begreb, der indgår i et videns- og erfaringssystem, en episteme, som vi bruger til at erkende virkeligheden med sprogligt. Magtaspektet indgår i valget af episteme. 

Poststrukturalisme - magtdiskurser

Poststrukturalismen beskæftiger sig med, hvordan magtrelationer i samfundet gør sig gældende i sproget.
    Det kan bero på magtrelationer, hvad ordene kommer til at betyde i forhold til hinanden, og hvordan de danner modsætninger i bestemte sociale sammenhænge. Den sociale sammenhæng afgør da ordets nærmere betydning.
    Den franske poststrukturalist Michel Foucault, jvf ovenfor,  har lavet en undersøgelse af, hvordan de sindssyge er opfattet og blevet behandlet igennem historien.
   Med oplysningstiden i 1700-tallet kom fornuften i højsædet. De "gale" var ufornuftige. Det var da logisk at beskytte samfundet imod dem, at spærre dem inde. I det 19. århundrede gik man over til at se galskab som en sygdom på linje med alle andre sygdomme, og man opfattede det som et stort fremskridt, at man kunne det. Foucault satte imidlertid spørgsmålstegn ved denne måde at betragte sygdom på. Den gav under dække af diagnosticering af sygdom ret til at isolere de syge, spærre dem inde og underkaste dem elektrochockbehandlinger, og operative indgreb så som "det hvide snit". Det er fortsat op i nutiden med medicinsk behandling. "Mad" var altså det samme som "insane" (sindssyg). Men måske var nogle af de "tossede" bare "skøre", eller måske mere fantasifulde end de såkaldt "normale", som den skotske psykiater Ronald D. Laing formulerede det.
    Sanity/madnes eller craziness/madness? - Det er binære par. Men hvordan afgør man, hvilken binaritet, der er den "rigtige"? Pointen er, at der ikke er noget "rigtigt" forhold mellem et begreb og det fænomen, begrebet henviser til, eller til konstellationen i et binært begrebspar. Det afgøres i diskursen og de magtelationer, den beror på.

Den newzealandske forfatter Janet Frame har beskæftiget sig med dette tema i sin æstetik. Hun var selv erklæret skizofren og i perioder indlagt på sindssygehospitaler i sit hjemland. I starten af 1950'erne var hun lige ved at få det hvide snit (lobotomy). Den planlagte operation blev udsat da hun fik en litterær pris. Senere erklærede en respekteret psykiater, at hun aldrig havde lidt af skizofreni. Diagnosticering af sindssygdom kan altså være præget af tilfældighed. Definition af sygdommen kan skifte fra det ane land til det andet. Behandlingsmetoder og diskursen er præget af magten i samfundet.
   Janet Frame beskæftiger sig med temaet i novellen A Night at the Opera. Det er titlen både på novellen og en film af og med de amerikanske komikere Marx Brothers. Filmen vises på et traditionelt sindssygehospital for stærkt sindslidende. Visningen af filmen er et led i det, der beskrives som den "nye metode" i psykiatrien. Den nye diskurs introduceres:

.....suddenly, one day in early summer, the Superintendent became determined about the New Attitude, and the need for Park House to have a share in it. He was a kindly man who liked pastel shades and pictures of lakes and bright bedspreads; he was also realistic enough to imagine that a few films of murders and barroom brawls and lovely ladies kissing handsome men would help the patients of Park House to face what was called the “real world.”

Novellen spiller underfundigt på temaet, hvad galskab egentlig er, set i hospitalets og filmens sammenhæng.
    Frame beskæftiger sig også med galskaben som socialt udelukkende og som en magtens diskurs, marginaliserede udsættes for, i novellen Gorse is not People. I slutningen af novellen dekonstruerer hun den hegemoniske psykiatridiskurs. Det sker indirekte via den indlagte dialog mellem tre repræsentanter for psykiatrien, der skal afgøre den videre skæbne for patienten Naida på hendes 21 års fødselsdag:

....Naida. We’re just talking to you. Why do you think it’s wrong to steal?”
Naida screwed up her face. “Because,” she said.
“Quite right,” the dark man said. “Quite right. And what are you going to do when you’re married?”
Again she could feel the regret in his voice, but she knew he had to face things, so she told him.
“Have babies, and give cocktail parties on the terrace.”
The men exchanged glances, and Dr. Craig wrote something down, carefully, on a sheet of paper.....

Hun har sagt tilstrækkeligt til at man kan fortsætte med at klæbe etiketten "Skizofren" på hende i henhold til psykiatriens videnskabelige diskurs, skønt det hun siger er rationelt forståeligt set ud fra den alvidende fortællers tilrettelæggelse af hendes liv og dets logos. Den skotske psykiater Ronald D. Laing har foretaget en lignende fiktionaliseret dekonstruktion af den psykiatriske diskurs' fremstilling af kommunikation og "forståelse" af den "syge". 
 

Pragmatisk sociologi og neorealisme

Den amerikanske forfatter Jennifer Egan kan sammenlignes med en pragmatisk sociolog i hendes analyse af strukturen i en gruppe af punkt rockere, beskrevet via en jeg-fortæller, i novellen Ask Me if I Care. Igennem beskrivelsen af personerne og deres reaktioner på hinanden afdækkes strukturerne i gruppen. Jeg-fortælleren, Rhea, er en pige med fregner, hvad hun har komplekser over. Hun mener, det er uforeneligt med at være punk rocker. Officiet er der intet socialt hierarki, ingen moral og ingen præferencer i gruppen. Det er dog kun på overfladen. Nedenunder denne overflade fornemmes en klar struktur og klare præferencer personerne imellem. Når Rhea siger "Ask Me if I care" er det et udsagn, der udstiller en attitude mere end en faktisk holdning. Hun har faktisk værdier, moral og en stor omsorg, for gruppen - og omsorg for at opretholde sine værdier midt i det anarkistisk-nihilistiske miljø, hun er kastet ind i.  At hun ikke foretager et stærkere småborgerligt oprør imod det, hun ser og oplever, siger måske mere om tidsånden end om hende.

Vel nok den pt mest fremtrædende amerikanske neorealist er Jonathan Franzen, der i 2010 slog igennem i USA og på globalt plan med romanen Freedom.  To kapitler/forstudier til romanen ligger på The New Yorker. Det er Agreeable om pigen Patty, der udvikler sig til "sportsidiotisk drengepige" i et forsøg på at slå igennem i sit borgerlige middelklassemiljø,  og Good Neighbours om Berglund-familiens genvordigheder i et middelklassekvarter i en amerikansk storby. Franzen er uddannet som sociolog og kigger på det amerikanske samfund med et sociologisk-antropologisk røntgenblik.

Eneren versus kollektivet  -  det "forførende narrativ"

Man har i marxistisk litteraturanalyse analyseret den "borgerlige roman" som et genretypisk værk, hvor man følger en enkelt helt og dennes besværligheder igennem livet under realiseringen af sit livsprojekt. Livsprojektet er ofte individualistisk. Det er enerens kamp for og lange vej til at opnå en erkendelse af, hvordan man "bliver lykkelig". I Hollywood og den amerikanske kulturindustri er det ofte en beretning om, hvordan man realiserer den "amerikanske drøm". Det er drømmen om at finde lykken som kapitalistisk iværksætter, eller evt. bare i mere beskedent format at finde sin plads i samfundet og f.eks. realisere drømmen om kernefamilie og parcelhus, fast arbejde og en pensions- og helbredsforsikring, der giver en tryg alderdom.
    Alternativt har man talt om en arbejderlitteratur, hvor den sociale praksis og bevidstheden beskrives ud fra arbejderklassens perspektiv. Man vil her se på, hvad solidaritet er, og hvordan bevidstheden om samfundsmæssige sammenhænge udformes og udtrykkes. Eksempler: Martin Andersen Nexøs og Hans Kirks værker. 
    Narrativet er potentielt forførende. Det ser man i Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren. Og man ser det i den berømte amerikanske film Deer Hunter, som handler om tre unge mænd fra en Mill Town (stålby) i Pennsylvania, der er med i Vietnamkrigen. De sendes afsted umiddelbart efter den enes  bryllup. I denne film vil man ud fra en marxistisk litteraturkritisk tradition sige, at narrativet er forførende, så den hæmmer udsynet til andre af filmens problematikker. Historien forfører ved, at filmens absolut stærkeste side er skildringen af de tre mænd og deres omgivende miljø. Der skabes stærk identifikation med hovedpersonerne. Det bringer let seeren over i at acceptere behandlingen af andre tematikker, som ses ud fra en snævert amerikansk synsvinkel. Ud fra en ideologikritisk analyse af filmen ville man kritisere synet på vietnamesere. Ingen vietnamesere er skildret som havende en selvstændig, afrundet individualitet. Alle vietnamesere er "gooks" ("skævøjer"), både fysisk og åndeligt.
    Skildringen af den tre amerikanske mænd er etnocentrisk. Det, der er interessant, er deres tilhørsforhold til en russisk-ortodoks kirke og det hertil hørende community med dets identitetsgivende normer og traditioner. Udenom er det større fællesskab, USA, omgivet af nationalsymbolik som f.eks. flaget og de nationale hymner og billeder.
    Relationerne i det tætte etniske miljø omkring kirke, familie, vennekreds og stålværk, er i fokus. Selv om personerne i filmen tilsyneladende er stålarbejdere, eller har andre almindelige arbejdsfunktioner, er det ikke deres eksistens som arbejdere, der interesserer filmskaberen og manuscriptforfatteren. Og det er ikke USA's rolle i Verden som imperialistisk magt, der står i fokus. Det kunne ellers have givet den historiske baggrund for, hvorfor mennesker i nogle fattige dele af Verden kommer til at tage sig "dirt poor" og primitive ud, og folk i andre dele af Verden må påtage sig den vanskelige opgave at "opdrage og udvikle dem", - om nødvendigt med støtte i militær magt. Filmen slutter med, at vennerne sidder og synger "America, the Beautiful". Hvis man har ladet sig forføre af narrativet, vil man sidde med tårer i øjnene. Og hvad er det så, man har ladet sig forføre til? Det er ikke arbejderbevægelsens gamle drøm om kollektiv internationalisme, vil man sige i en marxistisk fortolkning, der forsøger at kombinere teori og praksis..
    Ud fra en feministisk analyse vil man se Deer Hunter som et epos, der handler om maskuline værdier på et alt for ensidigt grundlag. Hovedpersonen Michael står i fokus som en mand, der er eksemplarisk. Han er the deer hunter. Dyrkelsen af det maskuline ideal går på, at han er rollemodel for de andre mænd, og han udøver direkte en opdragerrolle over for en af vennerne, der laver en masse tom bravado med pistoler og må kaldes til orden af den dominante bavian. Filmen er som helhed primitiv i sin samfundsetik, fordi den anbringer mennesker i en alt for éndimensional optik.   
 

    Teatermanden Bertolt Brecht brød med realismen. Litteraturen (og teatret) skal kunne udstille problemer og sætte samfundet til debat. Det kan f.eks. i teatret ske via de de såkaldte Verfremdungseffekte ("fremmedgørende" teatereffekter). Skuespilleren viser en rolle, frem for at "gå ind i den" og illudere at være personen, der spilles. Det gøres for at vise personens problemer i en samfundsmæssig optik. Lige som i Shakespears teater fjerner man endvidere den "fjerde væg", illusionen i det traditionelle teater om den "fjerde væg" ud imod publikum. Publikum er ikke bare passive iagttagere, der identificerer sig med personerne i stykket og lever med i deres konflikter. Det kan engageres i stykkets problematik - og evt. deltage.    

"My heart flies away from me like a wild bird" - engageret neorealisme

Som hovedpersonen i Anzia Yezierskas novelle The Miracle siger til den lærer, hun forelsker sig i. Et af novellens temaer er indvandrernaturbarnets møde med amerikanske konventioner. Læreren føler sig ufri og mener, indvandrerpigen, der er oprindelig og uforfalsket, kan lære ham mere end omvendt: I don't want you to get down on earth like the Americans. That is just the beauty and the wonder of you. We Americans are too much on earth; we need more of your power to fly. If you would only know how much you can teach us Americans.

Novellen er skrevet i 1920, men den anslår et tema, der er gennemgående i amerikansk kritisk realisme i det 20. århundrede, fra F. Scott Fitzgerald og Anzia Yezierska til Raymond Carver, Joyce Carol Oates og Sam Shepard: Den fremmede anden "at odds with his or her society". Den "fremmede anden" kan i bogstaveligste forstand være indvandreren, der diskrimineres, og som er utilpasset medborger.
   Det kan også være identitetsmæssigt den "anden del af en selv", den utilpassede del af personligheden, der drømmer om forandring af vilkårene. Som Shepard formulerer det i et interview i The Observer: "Jeg bebor et liv, jeg egentlig ikke skulle have været en del af". Fremmedheden i forhold til samfundet beskrives i flere af novellerne i novellesamlingen Day out of Days, f.eks. i novellen Indianapolis, hvor mediernes voldsorgier kører som en evig løkke i et computerprogram, non-stop som et baggrundstapet, uden nogen kan slukke for dem.. 

Den amerikanske novelle oplevede en genopblomstring i 1980'erne med Raymond Carvers noveller. Man kalder sommetider den form, der blev grundlagt her, for "dirty realism". Det er en realisme, der ligger et stykke fra socialrealisme og naturalisme, idet den ikke laver en naturtro gengivelse af folk og deres miljøer, men via fremstillingen af dem lægger op til en læserfortolkning.
   Læserne skal selv ud fra konktekst og monolog/dialog se personerne og forstå, hvordan de er en del af miljøet, de udspringer af. Personerne må ikke fremstilles v.h.a. f.eks. beskrivende adverbier, men skal forstås via deres dialog og handlinger.
   Raymond Carver giver f.eks. en noget anden fremstilling af vietnamesere, end den måde vi så ovenover, de bliver skildret i Deer Hunter. Med sin minimalistiske stil viser Carver mulige konsekvenser af personers arbitrære møder i den globale konstellation af magt. I novellen Vitamins  (Short Cuts) forsøger en Vietnamveteran at gøre indtryk på kunderne, herunder den pigekønnede del, på et værtshus ved at vise et øre frem, han selv har skåret af for at have et souvenir med sig hjem.  Samtidig fremstår det i sin gru, hvad det er for en opgave, de vietnamudsendte har taget på sig:

"I took it off one of them gooks", Nelson said. "He couldn't hear nothing with it, no more. I wanted me a keepsake.
    Khaki turned the ear on its chain.
    Donna and I began getting out of the booth.
    "Girl, don't go," Nelson said.
    "Nelson," Benny said.
Khaki was watching Nelson now. I stood beside the booth with Donna's coat. My legs were crazy.

Med få enkle virkemidler males her en dramatisk episode, der fortæller ikke så lidt om et samfund, dets mennesker og deres traumer i en bestemt historisk kontekst.  Denne form drives ud i sin konsekvens hos den talentfulde George Saunders.

Dirty realism udvikler sig videre i årene efter Raymond Carvers død. Man kan se en tendens til, at en del af litteraturen spalter sig i to retninger i forsøg på at begribe samfund og mennesker som andet og mere end det, der fremtræder i den manifeste adfærd. Der er dels en psykologisk tradition, der inspireret af dybdepsykologi og psykolanalyse forstår menneskers handlinger som helt elller delvist havende udspring i psykiske dybdestrukturer, og dels en mere samfundsorienteret tradition.

Der er f.eks. A.M. Homes' novelle Brother on Sunday, der går psykologisk i dybden med en analyse af rivaliseringen mellem to brødre, der oplever intense identitietskonflikter m.h.t., hvordan de har identificeret sig med hver sin forælder.

Joyce Carol Oates beskriver den fremmede anden i  novellen Landfill. Den handler om en autentisk begivenhed. En studerende af mexicansk baggrund forsvinder efter en fest i et "broderskab" (fraternity) på college og findes nogle uger senere i opløst tilstand på en losseplads (Landfill). Det er kritisk realisme, hvor den oprindelige virkelige begivenhed udsættes for Oates' nådesløse udstilling af det amerikanske klassesamfund og dets behandling af minoriteter. Racismen ligger latent under overfladen.  Den studerende, Hector, eller "Scoot", som han kaldes af kammeraterne, gør alt, hvad han kan for at blive accepteret, men lige lidt hjælper det. Han vælger endda de "svære" science-studier i sit forsøg på at leve op til samfundets forventninger, men uden at forstå, hvorfor det ikke nødvendigvis er identisk med "klasse" at vælge sådan.. Fortællersynsvinklen er den diskrete indirekte fortæller, der lader læseren udlede  -  de måske lidt for tydelige -  konklusioner, f.eks. via gengivelsen af politireferater af samtaler med medstuderende, der er præget mangel på ægte empati.

Novellens publikation førte til et  efterspil med sig i amerikanske medier, hvor Oates blev beskyldt for ufølsomhed overfor de efterladte og for at skade det pågældende universitet.

I novellen Premium Harmony tager Stephen King fat på amerikansk materialisme og forbrugerisme og den hertil hørende livsstil med truende livsstilssygdomme. Hovedpersonerne er gymnasiepedellen Ray og konen Mary. Novellen foregår i Kings prototypeprovinsby Castle Rock, hvor familiens afprøvede køreture er mellem Wal-Mart, Quick-pik og andre af forbrugerismens mekkaer. Det er ikke fordi, familien har mange penge at rutte med.
  Novellen starter med et billede på, hvor svært det er at se overordnede sammenhænge, når man sidder fast i trædemøllen:

They’ve been married for ten years and for a long time everything was O.K.—swell—but now they argue. Now they argue quite a lot. It’s really all the same argument. It has circularity. It is, Ray thinks, like a dog track. When they argue, they’re like greyhounds chasing the mechanical rabbit. You go past the same scenery time after time, but you don’t see it. You see the rabbit.

 Hovedfokus er forfatterens udforskning af Ray,  ikke mindst Rays reaktion på hustruens død midt i indkøbsmekkaet Quick-pik, hvor hun skal købe en bold til en niece. Ray er en parodi på videnssamfundets opdaterede lønmodtager. Han er ved at drive konen til vanvid med sine klicheer, og et ord som "mortuary" kender han ikke:

“..... it’s pretty clearly a heart attack. You can probably have her released to the mortuary almost immediately.” Mortuary? An hour ago they were in the car, arguing. “I don’t have a mortuary,” Ray says. “Not a mortuary, a burial plot, nothing. What the hell? She’s thirty-five.”The two E.M.T.s exchange a look.
 

"Sublimeringer af deres materielle livsproces". Kan man se eksmempler på det?: It is depressing to get to know Ray ...... His stream of thought is a torrent of unconscious self-absorption, bearing a flotsam of wretched clichés. Nothing in Ray's head is worth knowing. Why on earth should we hear it? ..... People like Ray are an affront to my optimism and my generally sunny view of human nature, som en kritiker af novellen skriver. Fuldstændig korrekt karakteristik. Men det er måske netop pointen, at han skal beskrives sådan. -  "Sunny view of human nature". Her er pointen, at  forståelsen, der fremstår af en receptionsanalytisk fortolkning er socialkonstruktivistisk. Der er ikke nogen "menneskets natur" ud over den, mennesket skaber selv inden for de givne materielle rammer. Menneskenaturen er plastisk.  Det er jo også herpå, Eagletons Shakespearelæsning er funderet. 

Mary er overvægtig. De har hver deres egen sundhedstruende last, han billige smøger (Premium Harmony, jf titlen på novellen) og hun søde kager. For dem begge er livet mere eller mindre brændt ud, inden de er blevet fyrre. Ingen børn, men i stedet en hund. Parcelhusidyllen er en idyl, de ikke har råd til. Det er amerikansk arbejderklasse eller lavere middelklasse efter reallønsudhuling og finanskrise. Ray er en amerikansk anti-helt i ordets egentligste betydning. Det piner ham at se, at hunden er mere knyttet til konen end til ham selv. Hans største bekymring ved konens dødsfald er, om omgivelserne ser ham sørge i det tilbørlige omfang. Hans tilstræbte heoisme gør indtryk på en af de kvindelige ansatte i forretningen, så han kan drømme om at komme tilbage et par uger senere og få et "mercy fuck" af hende. Man må give iagttageren ovenfor ret: Det er virkelig forfærdeligt at lære Ray at kende! - En mand, der er et ulideligt kunstprodukt af den provinsielle lilleby og dens material life process, som forfatteren beskriver det så overbevisende kedsommeligt. Selv en hunds hengivenhed og kærlighed skal her kunne købes for penge:  The weight on his head gets a little heavier. Also, he can see Biz still looking at her. He feeds the damn dog, and he makes the money that pays for the food, but it’s her he’s looking at.

Kritisk realisme har oplevet en renæssance i de senere år, hvad der formentlig hænger sammen med den øgede ulighed og de større klasseskel i det amerikanske samfund, der kom med den florissante IT-økonomi i 1990'erne og nyliberalismen i 2000-tallet. I de seneste årtier er gennemsnitsindkomsten for almindelige amerikanere stagneret, mens de rigeste har oplevet en reallønsstigning på 300 pct. Det kalder formentlig på en litterær bearbejdning hos forfattere, der beskæftiger sig med virkeligheden. Ud fra den dialektiske metode vil man sige, at kapitalismen skaber polariseret udvikling. Når overklassen går op, går underklassen ned. Det er imidlertid mere end et økonomisk-socialt fænomen. Det er også psykisk. Med betegnelsen Den Anden er formuleret en hypotese om, at polariteten også kan være sindenes polaritet. .


Vare(fetichisme)

....the existence of the things qua commodities, and the value-relation between the products of labour which stamps them as commodities, have absolutely no connection with their physical properties and with the material relations arising therefrom. There it is a definite social relation between men, that assumes, in their eyes, the fantastic form of a relation between things. ... This I call the Fetishism ... of commodities. (Marx: Capital, vol. I)

Via analysen af varen og dens forskellige fremtrædelsesmåder kan Marx i sin teori knytte forbindelse mellem produktion, cirkulation og civilsamfund. Kapitalisme er efter Marx' definition et økonomisk system, der har produktion af varer som centralt kendetegn. En "vare" kan i den forstand også være en tjenesteydelse. Det er det sociale forhold i kapitalens organisering af produktions- og fordelingsprocesser, det drejer sig om.
   Varen har i Marx' begrebssystem både brugsværdi og bytteværdi. Via bytteværdierne står folk i relation til hinanden på et marked. Varefetishisme er et resultat af, at de anonyme relationer hæver sig over menneskene og står som en social kraft uden om dem. Varen tillægges betydning udover brugsværdien, og den kan altså skabe en slags "magt, der står over mennesker". Det er en fremmedgørende proces. Ens jobsikkerhed bliver f.eks. bestemt af noteringen på olie på råvaremarkedet i Rotterdam eller lignende. Ens værdi på diskoteket fredag aften bestemmes af jobvaleur, indkomst, formue og status. Anonyme relationer, der "står uden for og over menneskene" kommer til at styre deres liv. Når kapitalen udvider sit område, kommer flere og flere ting under varerelationernes, varebyttets styring og den fetischskabende anonymisering. Markedsrelationer invaderer hverdagen og menneskenes liv.
    For Marx var kapitalen et socialt forhold, et udbytningsforhold mellem kapitalejer og arbejder. Det påvirker samfundslivet i bredere forstand. Kapitalen akkumulerer og spreder sig ud over kloden. Globaliseringen i det 21. århundrede er et eksempel på denne proces. Men den breder sig også over flere områder og underordner dele af stat og civilsamfund under sig. Dele af den offenltige sektor privatiseres og udliciteres, og der sker en varemæssigørelse (commodification) af personlige relationer i civilsamfundet.
 
Feticherede sociale relationer er beskrevet og æstetiseret af forfatteren Saïd Sayrafiezadeh:

My sole purpose for interrupting my manager at this late hour on this Monday night was to inquire, respectfully, about an increase in my wage. But the conversation had somehow reversed itself, and now here I was standing awkwardly in the doorway of the restaurant office having to defend my very competency at my job. (Appetite).

    Det er ikke en menneskelig relation i humanistisk forstand. Den er reificeret af manager/ansat relationen og spørgsmålet om kompetencer som styrende for menneskelige forhold.

Jeg-fortælleren beskriver sig selv på arbejde som en robot, der handler mekanisk:
... There is no wasted motion in anything I do. I am a study of that thin line between human and machine. The order comes in, the eyes scan the order, one hand removes two slices of rye bread..... - og sådan fortsætter den programmerede adfærd.

Menneskene i byen, han bor i, er, uden selv at være bevidst om det og kunne styre det, indrulleret i et projekt, bystyret har sat i gang, og som går ud på at gøre byen til en "international by":
.
On local television, there were commercials every half hour, poorly made, with people on the street pretending to be saying unprompted things about why the city was already an international city  .......it was clear that none of them really knew what they were talking about. Furthermore, the phrase “emerging international city” was so cumbersome and took such great concentration to say that you could detect, after watching these commercials over and over, the way people paused ever so slightly before uttering it.

Jeg-fortælleren beskriver, hvordan han en eftermiddag står på sin altan. To sorte drenge kører forbi på cykel, og en af dem råber ad ham:

“What are you looking at, white man?” he yelled out. Then he sped away as if I might be able to swoop down and catch him. I was humiliated, not by the use of “white” but by the use of “man.” He sees me as a man, I thought. When I was eight years old, I had spent the afternoon playing with a group of my friends and a lone black boy who lived in the next neighborhood over. All afternoon we played, until another one of our friends showed up, making the lone black boy superfluous. “Time to go home, fella,” my friend had told him. The boy refused to go home and an argument ensued. I wanted to stand up for him, but before I could figure out what to say, my friend’s father threw open the kitchen window.
“Go home, boy,” he said, assuming that the black boy was the cause of the trouble. “Go home before I come down there and slap the taste out of your mouth.”

Hvad ser vi, når vi ser et menneske? Jeg-fortællerens aborterede humane handling konfronteres med den underliggende stereotyp om de sorte som "fødte troublemakers". Den grove metafor "slap the taste out of your mouth" spiller på historiens titel og tema, der kan ses som en civilisations vanskelighed med at forhandle de binære grundtemaer liv/død, forstoppelse/manglende appetit, natur/civilisation.
    Her spiller forfatteren på fetishisme og fremmedgørelse på et mere underfundigt plan. Den binære opdeling mellem mennesker, sort og hvid, ud fra hudfarve er en slags lingvistisk fetish, der bliver siddende i sproget længe efter, at velmenénde politikere har forsøgt at ophæve racediskriminationen. Ved at gøre det til et spørgsmål om man/ikke-man vender fortælleren den til en underfundig kritik af de sproglige strukturers vedholdende fetishagtige binaritet overhovedet. Det er som en ironisk pointe "ydmygende" at blive kaldt for en "mand", da ordet for det første i den sammenhæng nærmest betyder "menneske", og han i øvrigt definerer sin orientering selv, f.eks. i novellen binære hamster/bird. Eller han vælger et humanistisk standpunkt, der er imod definitorisk opdeling. Der er her en leg med poststrukturalismens begreb om magtrelationer i sproget. Det beskrives også bevidst brovtende som den hvide fars overordnede (guddommelige) magt til at "slap the taste out of the mouth"of a black person. Smag/ikke-smag er et spørgsmål om kontrol.
    Man kan sige, at denne tekst tager de ideologiske brydninger i den senmoderne dominerende tidsånd, jvf ovenover om overbygning og ideologi, op til kærlig behandling. Den ser netop den dominerende ideologi/tidsånd som modsætningsfyldt. Samfundet kan ikke bare køre derudad med sin produktion. Det kommer til at ske i en vanskelig forhandling med modgående tendenser, f.eks. natur og miljø. Kønsidentiteten og den etniske identitet er modsætningsfyldt, fordi samfundet på dette niveau ikke længere behøver at have specifikke definitioner. Det er ligegyldigt, om det er en ursprünglich hamster eller en forfinet fugl, der styrer maskinen i den globale   informationskapitalisme.  


Hari Kunzru viser  i novellen Raj, Bohemian, hvordan personlige relationer kan blive gjort til genstand for økonomisk spekulation. En deltager i det anarkistisk-frigjorte bohememiljø i New York opdager, at en af vennerne er sammen med ham for at bruge ham i product placements. Da han senere vil konfrontere vennen med denne måde at nyttiggøre personlige relationer på ud fra pengeinteresse, kommer han til kort. Han er ikke i stand til at skære igennem den postmoderne lethed, der er en form i visse miljøer, snarere end at det er et konstituerende træk ved samfundet som helhed. Forfatterens håndtering af slutscenen, hvor hovedpersonen til sidst ikke kan finde ud af, hvad der er ret eller uret, op eller ned, er fint lavet.

Kunzru har andetsteds beskrevet, hvordan den fleksible globaliserede kapitalisme i hans øjne stiller krav til samfundsborgeren/medarbejderen på arbejdsmarkedet::

Individuality has been monetised. We have to be mobile, available, "always on" even when we'd rather be off. Affective labour (my sociability, attitude, connections, emotions) is part of Brand Me, and must be monitored, controlled and exploited. It's not enough to turn up for work. You have to smile, too.

  Arbejderen kan altså efter dette syn  ikke nøjes med at sælge sin arbejdskraft, men er blevet et slags amalgam af objektgjorte, reificerede relationer, når arbejderen "brander" sig på markedet. Det vises i Raj Bohemian og også nogle andre steder i Kunzrus fiktion.

Postmodernistisk tolkning

Teorien om varefetichisme hører modernitet og modernisme til. Den antager, at der er en rationalitet, der gmmer sig bag varebyttets reifikation, og som mennesket kan gribe. Ved at gennemskue de reifierede relationer kan mennesket gøre sig til herre over dem. - Antager Marx. Det er et syn, man vil se skeptisk på i en postmodernistisk tolkning. Overvej følgende udsagn:

Postmodernism differs from modernism in its attitude toward a lot of these trends. Modernism, for example, tends to present a fragmented view of human subjectivity and history (think of The Wasteland, for instance, or of Woolf's To the Lighthouse), but presents that fragmentation as something tragic, something to be lamented and mourned as a loss. Many modernist works try to uphold the idea that works of art can provide the unity, coherence, and meaning which has been lost in most of modern life; art will do what other human institutions fail to do. Postmodernism, in contrast, doesn't lament the idea of fragmentation, provisionality, or incoherence, but rather celebrates that, the surface over the depth, the image over the "reality", because to postmodern thinkers: reality is an illusion, it is subject to our individual perspectives, cultural context, social situation, historical moment, etc. Instead of looking for the truth, postmodernism celebrates the image, the surface, the style. The Postmodern view says:; The world is meaningless? Let's not pretend that art can make meaning then, let's just play with nonsense. (Kilde: Loyola.edu).

Med det i mente kan slutningen af Raj Bohemian fortolkes. Der er ingen mening i det, der er sket. Fortælleren ville have gjort sig selv uhjælpeligt til grin, hvis han havde skabt sig over product placement-ideen.  Gælder de samme overvejelser over modernisme og postmodernisme også de følgende afsnit?
    Og hvordan falder poststrukturalister, kritiske realister og appetite i hak i denne dikotomi?

Bag facaden

I novellen Sea Oak beskriver George Saunders, hvordan en amerikansk familie er ved at blive bragt på hælene af fattigdom og den amerikanske kulturindustris reality-produkter. Det er en sammensat novelle. Det er på én gang en barok satire over fattigdommens sociale fornedrelse og håbløshed og en formulering af et fremtidshåb. Det sidste i form af, at den afdøde Aunt Bernie, der var den moderlige sammenholdsfaktor i familien, genopstår af de døde og kalder familiemedlemmerne til orden. Jeg-fortælleren i novellen er den mandlige hovedforsørger i familien. Han arbejder som male-stripper og tjener i en stripperrestaurant, hvor de ansatte løbende belønnes dels med drikkepenge, dels efter et sindrigt præstationslønsystem, der bygger på kundernes evaluering. Restauranten er i sig selv et reality-show, hvor tjenerne/stripperne er piloter for kunderne. Det gælder om at holde sin cute rating oppe. Ellers bliver man afskediget. Afskedigelser finder dog sted efter de mest moderne managementprincipper. Således siger chefen ved en afsked af en ansat, hvis cute rating er gået for langt ned,  med en elegant indfletning af et John Donne citat: One of our ranks must now leave us. No one is an island in terms of being thought cute forever, and so today we must say good-bye to our friend Lloyd.  Lloyd tager det naturligvis pænt, for man skal passe på ikke at brænde sine broer af.
    Sea Oak, den housing estate (socialt boligbyggeri), hvor familien bor, beskrives som et sted, hvor der hverken er hav eller eg, men blot hundrede subsidierede lejligheder. Et sted i kælderen fixes narkotika. En dag er der skyderi. Der er udsigt til en FedEx bygning bagved. Corporate America nævnes i små sidebemærkninger flere steder i novellen. Aunt Bernie arbejdede i DrugTown for mindsteløn. De forgives gradvist via færdiglavet addictive fastfood fra mikrobølgeovnen: FOR DINNER JADE MICROWAVES some Stars-n-Flags. They're addictive. They put sugar in the sauce and sugar in the meat nuggets. I think also caffeine. Someone told me the brown streaks in the Flags are caffeine. We have like five bowls each.
    Novellen lader sig læse på flere planer. Kulturindustriens nyttefilosofi og kommercialismens Sodoma og Gomorra er kun et af dem. Personernes interaktion og vanvidsdialog er et andet. Under disse planer er det også muligt at læse novellen som en religiøs allegori, eller måske snarere travesti. Aunt Bernie var den personificerede tilgivelse, da hun var i live. Alle kan trampe på hende (travesti). Men familiens sociale situation er af en art, der kalder på en frelser (allegori). Hendes død eferlader skyld og udløser dermed en række handlinger, personerne ikke er herrer over. De køber en kiste, de ikke har råd til. Aunt Bernie genopstår som en frådende moralsk kraft, der stiller familiemedlemmerne til moralsk ansvar for deres liv. - Og hvis ikke, så...... De underliggende temaer er skyld/soning, Armageddon (forudsigelse af et barns død)/fremtidshåb. Den religiøse fortolkning er imidlertid ikke en, forfatteren har lod og del i.
    Sea Oak er præget af en betydelig fortællerdistance til tema og personer. Det er ikke alene Aunt Bernies moraliserende og geskæftige genfærd, der forlener novellen med en vis magisk realisme, det er også forfatterens satiriske distance, der gør det.  Novellen er et studium i klassesprog. Præsten, der har begravet Aunt Bernie, kommer på besøg, og sproglejet skifter betragteligt. De forskellige elementer går sammen i en helhed, der gør satiren meget virkningsfuld.
    Debatten om samfundets ideologi kommer frem i følgende udtalelse af jeg-fortællerens stedfader. Han beskriver den amerikanske drøm -  i den burleske variant - sådan:

 "Let me tell you something," says Freddie. "Something about this country. Anybody can do anything. But first they gotta try. And you guys ain't. Two don't work and one strips naked? I don't consider that trying. You kids make squat. And therefore you live in a dangerous craphole. And what happens in a dangerous craphole? Bad tragic shit. It's the freaking American way-you start out in a dangerous craphole and work hard so you can someday move up to a somewhat less dangerous craphole. And finally maybe you get a mansion. But at this rate you ain't even gonna make it to the somewhat less dangerous craphole."
 
Når det er vanskeligt for familien at realisere den amerikanske drøm, hænger det sammen med det, Jürgen Habermas har beskrevet som systemverdenens kolonisation af livsverdenen. Det kan virke som en noget søgt sociologisk modernitetsteori at kaste ned over en novelle som denne, men det dækker ganske præcist nogle af novellens problemstillinger. Samfundet er præget af den sociale patologi, der følger af det habermaske syndrom. Historien er fyldt med omtale af produkter, ads, TV-udsendelser, m.v., der drejer sig om netop dette. Jeg-fortællerens arbejdsplads er en make-believe simulacraverden.  De kurser, de unge kvinder går på for at komme tilbage i uddannelsesræset, gør vold på deres sprog:  "What a nice day we've had," Aunt Bernie says once we've got the babies in bed.
      "Man, what an optometrist," says Jade.. Ordene "optimist" og "optometrist" blandes sammen, hvad der er en del af den umådelige komik i historien, men også en kommentar til systemernes indtog i den sproglige praksis. Den genopstandne Aunt Bernies indsats kredser om, hvordan det ødelagte civilsamfund kan genoprette sin evne til at rekonstruere sig selv. De skal ære at blive mennesker igen, - med ansvar for hinanden og for deres børn.

Hvordan øger man sin værdi på markedet. Prøv Nathan's body shop: "Turn on the TV!" Bernie shouts. "Give me the changer."
      I turn on the TV I give her the changer. She puts on Nathan's Body Shop. Nathan says washboard abs drive the women wild. Then there's a close-up of his washboard abs (underlivsmuskler).
      "Oh yes," says Bernie. "Them are for me. I'd like to give those a lick. A lick and a pinch. I'd like to sort of straddle those things.". Episoden indtager sin plads i historiens burleske humor, men er samtidig en indikator for systemernes indtog i disse menneskers liv.
    Det samme sker, når den katolske pater skal forsøge at forklare det naturlige i tantens genopstandelse. Den kristne etik tilsøles i hverdagens triste nytteetik, hvad der har en stor komisk effekt, men også en dybere mening i den her postuleredes habermaske forstand:

The doorbell rings.
      "Son of a bitch," Bernie snarls.
      It's Father Brian with a box of doughnuts. I step out quick and close the door behind me. He says he's just checking in. Perhaps we'd like to talk? Perhaps we're feeling some residual anger about Bernie's situation? Which would of course be completely understandable. Once when he was a young priest someone broke in and drew a mustache on the Virgin Mary with a permanent marker, and for weeks he was tortured by visions of bending back the finger of the vandal until he or she burst into tears of apology.
      "I knew that wasn't appropriate," he says. "I knew that by indulging in that fantasy I was honoring violence. And yet it gave me pleasure. I also thought of catching them in the act and boinking them in the head with a rock. I also thought of jumping up and down on their backs until something in their spinal column cracked. Actually I had about a million ideas. But you know what I did instead? I scrubbed and scrubbed our Holy Mother, and soon she was as good as new. Her statue, I mean. She herself of course is always good as new."

Denne bekendelse lader ikke meget tvivl tilbage om, at den egentlige åndelige kraft i historien er repræsenteret ved den genopstandne Aunt Bernie og formuleret i hendes verbale besværgelser.

Gregers Friisberg 2011

Links:


Surrealisme