»Vi er uenige med Helle Thorning-Schmidt, når hun siger, at Socialdemokraterne er et midterparti. Kunne man måske forestille sig et regeringssamarbejde mellem Socialdemokraterne og VK? Socialdemokraterne har ikke vist, at de kan arbejde hen over midten. Derfor mener jeg, at vi er det eneste midterparti«, siger Naser Khader

Socialdemokraterne tilhører den "røde blok",siger Khader videre. Det er kampen om midten, det gælder. Khaders succes i meningsmålingerne illustrerer en udvikling i vælgermassen, der har været i gang længe, og som ser ud til at komme totalt bag på det samlede VK(O), nemlig at store vælgersegmenter i længere tid har været i stigende grad utilfredse med den måde, der er ført værdipolitik på i Danmark. Hjort Frederiksens melding i 2006 om, at der er et "værdifællesskab" mellem hans eget parti og Dansk Folkeparti er tilsyneladende ikke faldet i den bedste jord hos en stor del af Venstres vælgere.

Dansk Folkeparti melder sig også med markeringer i stammedansen: "I forhold til Folketingets andre partier er Ny Alliance det parti med den mest rabiate skattepolitik måske på nær Enhedslisten," siger Dansk Folkepartis skatteordfører, Mikkel Dencker, til Børsens Nyhedstjeneste. Dansk Folkeparti har for længst opdaget, at det er Danmarks mest udprægede "arbejderparti", når man ved denne betegnelse forstår vælgerbaggrunden. Det er partiet med den største andel af arbejdervælgere (Folketingsvalget 2005).
   Partiet forsøger med udtalelserne at holde fast på den politiske midterbane m.h.t. fordelingspolitikken. Det er pt den mest oplagte strategi i betragtning af, at det kan være vanskeligere pt at få fast grund under fødderne i de værdipolitiske markeringer. Succesen for markeringer på dette område er stærkt "flimsy" og afhænger af, i hvilken grad medierne har været med til at piske billeder op af den "islamiske trussel".

Figur 1: Højre og venstre i fordelings- og værdipolitik

Dansk Folkepartis markering minder lidt om Foghs. Man er bare noget tydeligere, når man taler om politikken som "rabiat skattepolitik". Der er unægtelig en vis kontrast mellem denne udtalelse og den, bryggeriarbejdere på Fredericia Bryggeri kom med i TV-nyhederne tirsdag den 15.5., hvor de udtrykte stor interesse for Ny Alliances skattepolitik. Det drejer sig om arbejdere, der betaler topskat - hvad ganske mange arbejdere efterhånden gør. Og for dem var det ikke meget at få ud af det sure slid, at man står med 37 øre for hver krone, man har tjent - måske på natligt skiftehold.
    Her kan man igen se, hvor fatalt et fejltrin, Ny Alliance begik, da partiet uden videre accepterede at slække på skattepolitikken. Man kunne have drejet den og givet den et "afbalanceret indhold"  ved at sætte den ind i en ramme, der vedrører den samlede fordeling af indkomster og formuer i Danmark: Hvad er det for en fordelingspolitik, der har medført de stærkt stigende formuegevinster til husejere, kunne man have spurgt? Partiet lader sig slå tilbage på marken på et område, hvor de netop kunne have en styrkeposition. Hvis det nye parti laver flere af den slags bommerter, vil det hurtigt se sig reduceret i meningsmålingerne.
 

At Ny Alliance har succes med at finde, hvor den gennemsnitlige dansker ligger i værdikampen, vidner en Epinion-undersøgelse fra 2006 om, jvf tekstboksen. Partiet ligger på midten af det værdipolitiske spektrum, jf figur 1, omkring værdikampen mellem multikulturalisme på den ene side og national indelukkethed på den anden. Det er noget af det, der forklarer partiets succes i meningsmålingerne, som det også fremføres af Per Michael Jespersen, redaktør for Ugebrevet A4 i Politiken 19.5.07.

V(O)-strategien ser ud til at være at slå igen imod det regeringen farlige vælgeroprør ved at vise Ny Alliances uvederhæftighed på fordelingspolitikken.
    Herved fjernes fokus fra værdipolitikken. Det er nok ikke klogt, da det er her, kampen står.  Her er der ellers problemer nok, når man ser den besynderlige deling af nationen omkring Asmaa og tørklæder. Man skal se det udefra for ret at få øje på absurditeten. Det er da også, hvad den britiske avis The Guardian gør i en stort opsat artikel om Danmark onsdag den 16.6.07. Avisens journalist er næsten at sammenligne en Candide, der er steget ned fra månen og kigger på de mærkværdige Daneboere. Og så har de endda haft en lignende debat i Storbritannien, men måske holdt i knap så skingert et toneleje. Artiklen taler om the first Muslim woman ever to enter the Folketing, the Danish parliament in Copenhagen. Og det giver anledning til nærmest pinsel og plage (torment), idet hele cartoonssagen fra starten af 2006 genoplives af denne 25-årige social workers entre på den landspolitiske scene. Dansk politik kløves - for Gud ved hvilken gang -  på tværs af den traditionelle Højre-venstre skala efter en værdipolitisk delelinje sekularisering/religiøse symboler.

The Danish People's Party or DFP, the far-right movement that unofficially props up the weak centre-right government of the prime minister, Anders Fogh Rasmussen, is on the warpath. A couple of DFP politicians compared the headscarf to the Nazi swastika. One described the prospective MP as "brainwashed".

Avisen beskriver samtidig Danmarks økonomiske succes. Her er landet med rekordlav arbejdsløshed, rekordhøj levestandard og en placering i en lykkemåling som det lykkeligste land. Abdol-Hamid meddeler da også til the Guardian, at Danmark er et "dejligt land at være muslim i, der er meget mere islam i Danmark end i Iran eller noget andet sted i Mellemøsten.
    Det må man jo give hende ret i. Der er næppe noget andet sted i Verden, hvor religiøse diskussioner er trængt så langt frem i det offentlige rum. Om det er Elsebeth Gerner Nielsens, Abdo-Hamids eller andres skyld, kan diskuteres; men det er indiskutabelt, at det indtager en plads, der må forundre enhver Candide, der er steget ned fra månen, Mars eller et andet sted, hvorfra man anskuer verden på ny.

Højre - venstre skalaen

Den stærkt forkætrede fordelingspolitiske højre- venstre skala sættes under debat af bloggeren Allan, "mavepusteren", på avisen.dk. Han mener, det er for tidligt at afskrive den:

Det lyder fra mange sider at politik i Danmark er i opbrud. At den gamle højre-venstre skala er ubrugelig og man istedet burde lave en værdi-politisk skala hvor Dansk Folkeparti er i den ene ende og det radikale venstre i den anden.

Denne nye skala skal have udkonkurreret den gamle økonomiske, der skelner mellem partier der vil øge den offentlige sektor for at skabe udligning i samfundet og så den anden side der vil formindske den offentlige sektor for at øge det private initiativ. Med denne skala de fleste kender fra skolebøgerne er enhedslisten i den ene ende og dansk folkeparti i den anden.

Næh den vigtigste skala er en international - multikulturel fløj og en national og monokulturel fløj. Her er det dansk folkeparti i den ene ende og de radikale i den anden.

Desuden er der utallige personer der føler at dansk folkeparti på den klassiske højre-venstre fløj bør ligge på midten. Dette begrundes med at partiet ligger ganske tæt på socialdemokratiet hvis man af vanvare kommer til at læse parti-programmet ang. velfærdspolitik.

Når man kigger på den praktiske politik er fronterne dog som de altid har været. DF, V og K går ind for et skattestop der udhuler den offenlige sektor. I de byer hvor DF har siddet i byrådet og haft magt, kan man se den allerstørste nedskæring i den offentlige sektor. På områderne: miljø, ulandsbistand, kontanthjælp, bistandshjælp, SU, børnehaver, SFOer og efterløn/pension er der alle sket drastiske nedskæringer - enten ved direkte nedskæringer som ved miljø og ulandsbistand, eller med strukturelle nedskæringer(kontanthjælpsloft, færre penge per barn, hævet efterlønsalder osv osv. Alle tiltag med stemmer fra DF, V, K og dernæst mest de Radikale og en del med Socialdemokraterne. Alle partierne opfører sig altså som forventet i forhold til den gamle skala.
Når det gælder den såkaldte "værdipolitik" herunder især indvandrings og EU-politik, er sagen den samme. I den klassiske model har det altid været venstrefløjen der har været mest indvandrings-venligt og højrefløjen der var mest fjendtlig. En enkelt undtagelse er dog at Socialdemokraterne har lagt sig til højre for de radikale på dette område, men ellers holder den gamle model vand (avisen.dk).

Det er sandt nok, at Dansk Folkeparti har været en del af VK(O) skattestopspolitikken. - Men samtidig forsøger partiet at distancere sig fra den - i en erkendelse af, at det i et velfærdssamfund som det danske vil blive politisk selvmord på længere sigt at spare for meget på den offentlige sektor - specielt når man tager partiets vælgergrundlag i betragtning. Partiet er gået frem på en velfærdseksklusiv national-konservativ dagsorden, der især vil reservere velfærd for danskere af "ren" etnisk baggrund. Herved adskiller de sig fra de ægte socialdemokrater, der slæber rundt på gammel ideologisk bagage, der taler om noget så umoderne som international solidaritet. Det kan man ikke bare smide over bord i en populistisk rus - i hvert fald ikke så længe man skal blive ved med at have størstedelen af fagbevægelsen med om bord.

Højre-venstre distinktionen opstod oprindelig i forbindelse med den franske revolution og den første nationalforsamling, hvor de venstreorienterede  sad til venstre i salen og de mere konservative elementer til højre. Som sådan er den udtryk for forskellige holdninger til samfundsmæssig forandring, der har hængt ved op igennem industrisamfundet og op til i dag. Det er ikke noget, der opstår af sig selv. Det er udtryk for samfundsmæssige forandringsprocesser, hvor den økonomiske udvikling danner nye klasser og nye konfliktlinjer og modsætninger mellem disse. At vi nu befinder os i noget, der af nogle kaldes et videnssamfund, er udtryk for, at de sociale grupper og forholdet imellem dem har ændret sig. Højre-venstre skalaen har været forankret i nationalstatens demokratiske moderniseringsproces. Den har været udtryk for fordelingspolitiske kampe, der har fundet sine velfærdsmæssige kompromisser i de nationale parlamenter, og som i sig selv har medvirket til at skubbe dette samfund fremad. Men den er samtidig ved delvist at opløse sig selv, når dette samfund går ind i fase, hvor der sker en udvikling fra det nationale hen imod det globale. Dermed skiftes der også fokusering i fordelingspolitikken, det være sig regressivt eller progressivt.
   

Symbolpolitik
 

Man kan kalde det symbolpolitik. Tørklædet er ikke bare et stykke tekstil, men det signalerer i denne sammenhæng en diskursiv kamp mellem forskellige samfundsmodeller, et multikulturelt samfund over for et samfund med en national enhedskultur.

For den radikale Elsebeth Gerner Nielsen er det også blevet betegnet som et symbol på  kvinders ytringsfrihed og ligestilling:

»Jeg reagerede prompte på Dansk Folkeparti, der sagde, at kvinder der gik rundt med tørklæde på, kunne sammenlignes med nazister. Min søstersolidaritet sagde mig, at det skal vi ikke finde os i. Man skal ikke tvinge kvinder til at tie, fordi de går klædt på en bestemt måde. Så det var en kamp for ytringsfriheden og for at alle kvinder skal have lov til at ytre sig uanset hvad de har på hovedet.« (Berl. Tidende 17.5.07)

Som en udløber på sagen stillede Pia Kjærsgaard forslag om, at der skal vedtages en lov, der forbyder kvinder at have tørklæde på i skoler og visse andre steder i det offentlige rum:

Der er åbenbart intet i dansk politik, der i øjeblikket kan skabe lige så meget opstandelse som det muslimske hovedtørklæde. Det måtte jeg endnu en gang erkende, da jeg i den forgangne uge dristede mig til at foreslå et forbud mod at bære hovedtørklæder i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Furoren om tørklædet viser, at det danske samfund har ændret sig fundamentalt. Det muslimske mindretals værdier og kultur fylder utrolig meget i vores samfund. Når den danske befolkning med Dansk Folkeparti som katalysator forsøger at problematisere mindretallets værdier, som eksempelvis at kvinder bør skjule deres hår ved at bære hovedtørklæde, så kalder det straks på alle mulige krænkede følelser blandt muslimerne. Ikke en tøddel af sin egen kultur, er en betragtelig del af muslimerne parat til at afstå for at blive integreret i det danske samfund.

Tørklædet er en markør, der sender et signal om, at den der bærer tørklædet er anderledes, end os andre. Dermed er tørklædet med til at grave grøfter mellem danskere og indvandrere. Kilde: Pia Kjærsgaards ugebrev 21.5.07.

Ja, der er meget korrekt i de første sætninger. Men hvis er skylden? Det har aldrig vakt særlig meget furore i f.eks. USA, at jøder har båret kalot og anden religiøs beklædning i det offentlige rum  - eller at muslimer i dag bærer tørklæde. Men amerikanere er måske mere tolerante end danskere? Eller også har de ikke et lignende parti til at piske fremmedfjendtlige holdninger op? Det er naturligvis ikke tørklædet, der graver grøfter. Det er bare en klud af stof. Det er mennesker, der graver grøfter mellem mennesker.

Måske drejer det sig om, at Danmark er så rigt og nyder så godt af den globaliserede økonomi, at man skal finde andre spørgsmål at "dele sig efter anskuelser" på. Det ser ud til at lykkes i forbløffende grad.