VERDENSSYSTEMTEORI, GLOBALISERING OG SVAGE STATER I LATINAMERIKA - af Gregers Friisberg

Verdenssystemteorien kan ses som en teori om globalisering. Den er udviklet af Immanuel Wallerstein o.a. Verdens økonomiske, sociale og politiske udvikling søges forstået som en del af samme proces.
Globalisering anskues meget forskelligt i liberal og marxistisk teori. Ifølge den første er globalisering "frigørelsen af markedskræfterne på et verdensomspændende niveau. Det sker igennem handelsliberalisering, deregulering af markederne (f.eks. fjernelse af koncessionsrettigheder for virksomheder på nationale markeder) og privatiseringer. Dette beskrives ofte i den såkaldte "neoliberale" ideologi.
Ifølge den anden opfattelse er globalisering integrationen af kapital, produktion og markeder drevet frem af kapitalen og profitmotivet på globalt niveau.

Verdenssystemteorien går tilbage til 15-1600-tallet, når den skal forklare verdenssystemets oprindelse. Det nordvestelige Europa var i en bedre position i det 16. århundrede til at nyde godt af landbrugsmæssig specialisering og begyndende pengeøkonomi. Via arbejdsdeling og specialisering opstod forskellige industrier (tekstiler, jernindustri). Der handledes med Østeuropa og den nye verden i Amerika (guld og sølv, korn, bomuld, trævarer). Der opstod stærke stater i det nordvesteuropæiske område (kernen) som følge af, at der var et større økonomisk overskud at beskatte.
Globaliseringsteorierne nøjes som oftest med at gå tilbage til det 19. århundrede. Man siger da, at globaliseringen har oplevet to store perioder med fremdrift i globaliseringsprocessen. Den første periode går tilbage til guldmøntfoden fra 1870'erne til 1. Verdenskrig. I denne periode udviklede produktionen sig kraftigt. Det samme gjorde den internationale handel. Systemet var under britisk dominans. London var det førende finanscentrum, og den britiske flåde sørgede for freden på verdenshavene, så handelen kunne blomstre. Det britiske herredømme hvilede dog på lerfødder. Det var truet af USA og Tyskland, der voksede som særlig ekspansive økonomiske centre.
Den anden periode med kraftig globalisering ligger i perioden fra starten af 1970'erne og frem til starten af det 21. århundrede. Der var godt nok oliekrise i 1973, men mikroprocessorrevolutionen var gået i gang med store konsekvenser for opbygningen af internationale kommunikationsnet. G7 startede sin mødevirksomheden i midten af 1970'erne, og slutningen af dette årti var præget af de store petrodollarkapitaler, der medvirkede til dannelsen af det globale finansmarked, der for alvor udfoldede sig fra 1980'erne og frem, idet mange lande og områder (bl.a. EU) ophævede reguleringerne af de financielle markeder. Det dannede baggrunden for de løsslupne finanskapitaler og i øgningen af de udenlandske investeringer. Der skete imidlertid ikke en tilsvarende deregulering af arbejdsmarkederne. Det var sammen med den ulige konkurrence fra de teknologiske førende transnationale selskaber med til at lægge grunden til de voksende globale uligheder, både mellem lande og internt i nogle lande.

Den anden globaliseringsfase nåede sit højdepunkt i anden halvdel af 1990'erne. WTO (Verdenshandelsorganisationen) startede sin virksomhed i 1995. Den globale økonomiske elite erklærede ved topmøder, at der skulle skabes rammer for økonomisk governance, som sammen med handelsliberaliseringerne ville skabe øget fremgang og velstand i hele verden. WTO blev set som grundlæggelsen af et globalt regelreguleret system til fremme af handel i ikke alene industriprodukter, men også i stigende omfang serviceydelser, både private og offentlige, og investeringer.

Washingtonkoncensus

Det liberale frihandelscredo fremstilles således i den såkaldte Washington koncensus:

Som det ses, er Washington-koncensusen "bedre end sit rygte". Det gælder især punkt 1 - 2. At den samtidig er stærkt kapitalistisk præget, fremgår bl.a. af punkterne 7-10, der kan få ubehagelie konsekvenser, ikke alene etnisk-kulturelt, men også økonomisk for svage stater. Etnisk-kulturelt i den forstand, at der f.eks. ikke tages hensyn til, at ejendomsrettens udformning er undergået store variationer i forskellige historiske perioder. I adskillige u-lande har man stadig vidtstrakte områder med såkaldt "communal property", dvs forskellige former for lokale fællesskabers fælleseje af produktionsmidler som jord og redskaber. Når koncensusen vil sikre ejendomsrettigheder, er det for at gøre det sikkert for udenlandske investorer, så investeringerne fremmes, men herved fejer man med en bred kost henover lokale særpræg.

Når koncensusen har fået et dårligt ry, hænger det også sammen med de noget ureflekterede krav om liberalisering, som kan være direkte skadelige for nogle u-lande, f.eks. latinamerikanske lande, der har privatiseret og udliciteret med negative konsekvenser. Det har i nogle tilfælde ført til, at nogle landenes bedste virksomheder er solgt til den internationale kapital for en slik.

Verdenssystemteori
Verdenssystemteorien har denne "realistiske dimension" med i sin vurdering af den frie handel.
    Ifølge verdenssystemteorien er ”frihandelen” udformet sådan, at de rige lande har større fordel af den end de fattige lande.

    De rige lande finder udveje til at hjælpe deres eksporterhverv via midlertidige toldsatser, der over for WTO kan begrundes med antidumpingregler, eller de giver støtte til deres eksportsektorer, som man f.eks. ser det i EU’s, Japans og USA’s landbrugsstøtteordninger.

    Verden er ifølge verdenshandelsteorien og dens fætter eller aflægger dependenciateorien  præget af dominans- og underordnelsesforhold. Udviklingen i centret skaber underudvikling i periferien. Man kan sige, Verden ifølge teorien er præget af imperialisme.

Figur 1: Skitse af sammenhænge i verdenssystemteorien (der kan klikkes på hotspots i billedet)

    Det er imidlertid ikke i første række en politisk imperialisme, som  man havde i det gamle Rom eller i kolonimagternes koloniriger, men en økonomisk imperialisme, hvor udnyttelsen finder sted via markedet. Det er de multinationale selskaber og i mange tilfælde også de internationale organisationer, der som aktører og i en sammenhængende imperial struktur står bag dette.  

    Verdenssystemteorien siger, at Verden er delt i en periferi, en semiperiferi og et center. Det, der foregår  i  centret, har betydning for det, der sker i periferien og omvendt. Det er denne gensidige afhængighed, der ligger i systembetragtningen. Hvordan er de forskellige dele af Verden så afhængige af hinanden?

    Afhængigheden opretholdes via et marked. De fattige lande (periferi) sælger råstoffer, halvfabrikata og efterhånden også lettere industriprodukter til de rige lande. Disse sælger til gengæld mere højtudviklede industriprodukter til de fattige lande.

    Markedet fungerer via efterspørgsel og udbud. Der investeres i produktion for at tjene penge. Det vil sige, at investeringer sættes i gang, når det forventede afkast er større end markedsrenten. Det er altså profitmotivet, der bestemmer investeringsaktiviteten – og investeringsstrømmene. Systemet er kommet til veje via en lang historisk udvikling siden opdagelsesrejserne. Denne udvikling har ført til en høj økonomisk udvikling i centret og fattigdom og underudvikling i det meste af periferien. Det skyldes, at kolomimagterne ofte holdt udviklingen tilbage i periferien, i kolonierne. Den engelske produktion af tekstiler udviklede sig således på den indiske tekstilindustris bekostning. Den fik ikke de samme muligheder for at komme ind på det engelske marked som omvendt. Industrien fik altså mulighed for at udvikle sig i England, hvorimod den blev holdt tilbage i de engelske kolonier. På den måde blev grunden lagt for en arbejdsdeling mellem center og periferi, som er fortsat også efter, at kolonierne blev selvstændige efter II. Verdenskrig.

    Denne udvikling har ført til store løn- og levestandardforskelle mellem center, semiperiferi og periferi. Lønforskellen muliggør overførsel af økonomisk overskud fra periferi til center igennem det ulige bytte.

    Centret er præget af demokratiske politiske systemer. Mange af landene er velfærdsstater. Lønniveauet er højt. Disse lande har fundet deres plads i den ”høje” ende af den internationale arbejdsdeling, hvor der produceres varer og serviceydelser med et stort vidensindhold. Det bevirker, at disse varer og tjenester kan sælges dyrt. Centret er hjemsted for de førende multinationale selskaber. De har ofte deres administrations- marketings- og udviklingsafdelinger liggende her, men i øvrigt bruger de hele kloden som deres tumleplads for investeringer, produktion og afsætning. Produktionen lægges der, hvor det kan gøres billigst. Det er ofte i selve centret, fordi arbejdskraften her har de kvalifikationer, der skal bruges. Hvis det drejer sig om arbejdskraftintensiv industri- og serviceproduktion, er der tendens til at produktionen lægges ud i lavtlønsområderne i semi-periferien og periferien.

     Semi-periferien er præget af autoritære (Kina), halvautoritære (Malaysia, Taiwan og Sydkorea indtil 1990’erne) eller elitærtdemokratiske (Indien, Mexico) politiske systemer. I et elitært demokratisk politisk system når demokratiet ikke at lave effektiv repræsentation for de fattige. Det er eliter, der strides om magten, og demokratiet  bruges til at fordele privilegier i eliten.

    I semiperiferien produceres en lang række af massefremstillede industriprodukter, der både sælges på hjemmemarkedet og Verdensmarkedet. Arbejdsstyrken er veldisciplineret og lønniveauet relativt moderat. Ofte har arbejderne ikke nogen særlig organisationserfaring og –tradition; fagforeningerne er autoritære, og ofte statsstyrede.

     Periferien er præget af ikke-demokratiske eller elitærtdemokratiske politiske systemer. En stor del af befolkningen er i landbruget og/eller er underbeskæftigede i servicejobs (skopudsere, gadehandlende) i byerne. Der afsættes råvarer til Verdensmarkedet. Landene forsøger med varierende held at etablere småindustrier til produktion af lettere industriprodukter. Den industri, der er, skyldes dog især investeringer fra de multinationale virksomheder fra centret.

     De ulige økonomiske relationer fører til, at der overføres investeringsmidler fra center til semiperiferi og videre til periferien, når det er økonomisk gavnligt for de rige lande. Hvis det ikke er det, kan investeringer blive trukket tilbage – ofte med kort varsel, som man så det under den mexicanske ”tequila-krise” i 1994/95 og den østasiatiske krise i 1997. Det kan medføre pludselige devalueringer i disse lande. Verdenssystemet er i 1990’erne og i starten af det 21. århundrede præget af en stor finansiel sektor. De finansielle markeder er blevet liberaliseret i højere grad end andre markeder (f.eks. varemarkederne og arbejdskraftmarkederne). Det har bevirket, at der er store likvide kapitaler, der kan flyttes rundt mellem lande og områder med kort varsel. Ved tryk på en computertast kan store dollar- eller euro-beløb flyttes fra et område af Verden til et andet. Den, der trykker på computertasten, gør det for at varetage sin egen eller sin kundes økonomiske interesser. Det kan imidlertid få konsekvenser for landes og områders økonomi, når mange handler samtidigt på denne måde.

COLOMBIA – fra monokulturel kaffeeksportør til afhængig narkoleverandør

Colombia er ofte nævnt som et land, der illustrerer verdenssystemteorien. Man skal se på landets historie og dets integration i Verdenssystemet for at forstå dets øjeblikkelige udviklingsproblemer. Hertil hører bl.a. den lange og seje kamp for jordreformer, der var med til at udløse "la violencia" perioden, hvor de sociale grupperinger i landet stod over for hinanden i uforsonlig konflikt fra slutningen af 1940'erne. Jordfordelingsproblemet er aldrig blevet løst, og det har givet enorme ulighedsproblemer i landet.

    Colombia står midt i store økonomiske problemer efter, at recessionen ramte dets største marked, USA. Derom var der enighed på en økonomikonference, der blev holdt i Bogota i starten af marts og med deltagelse af nogle af de førende udviklingsøkonomer.

    Til stede var bl.a. Nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz, der tidligere har været cheføkonom i Verdensbanken, og som efter at have forladt Banken har skrevet en kritisk bog om Verdensbanken, IMF og globaliseringen. Stiglitz kritiserer bl.a. de såkaldte ”strukturtilpasningsprogrammer”, som IMF stiller op som betingelser for lån. De er ofte ilde anbragte og virker imod deres hensigt. Man kræver af de fattige lande, at de skal skære ned på deres offentlige udgifter. Men de udgifter, der skæres ned, er netop ofte de penge, der går til projekter, der er med til at holde gang i et fattigt lands udvikling.

    Stiglitz karakteriserede Colombia som et af de fattigste lande i Latinamerika. Næst efter Brazilien er det det land i regionen, der har den mest ulige indkomstfordeling. Årsagerne til den eskalerende vold i landet ligger i disse to faktorer. ”Arbejdsløsheden forårsager vold, og løsningen på volden fører ikke nødvendigvis til en løsning af de økonomiske problemer”, sagde han (El Tiempo 6.3.03).

    De neoliberale økonomiske reformer i 1990’erne blev kritiseret for at destruere jobs frem for at skabe dem. Man troede fejlagtigt, at globaliseringen med nedtrapning af toldsatser, privatiseringer og afregulering ville føre til en skærpet konkurrenceevne, der kunne skabe jobs. Men det skete ikke. I stedet sker der en fortsat udbygning af afhængighed, blot evt. på et højere skalaniveau. Landet bevæger sig måske fra periferi til semiperiferi, men sidder så fast i denne position.

    I stedet for at forsøge at borteliminere staten bør man ifølge Stiglitz undersøge, hvilken rolle den skal have i udviklingsprocessen, og hvordan den kan deltage i økonomiske nøglesektorer. Det er nødvendigt at fremme teknologi og investeringer og finde ud af, hvordan eksportsammensætningen kan blive bredere. Colombia har haft en vis succes med olieeksport og eksport af frugt, grøntsager, blomster o.lign., men det er som helhed en énsidig eksportsammensætning. Stiglitz mente, at Latinamerika bør gå langt mere aggressivt ind i de internationale handelsforhandlinger, fordi USA er ”ekspert i at udnytte antidumpingregler og lignende til at indføre told, der indskrænker indførelse af produkter fra udlandet.

    Det er vigtigt, at Colombia holder sig dette for øje, når forhandlingerne og Det amerikanske Frihandelsområde (ALCA) går ind i slutfasen. Som eksempel på, hvor galt det kan gå, nævntes den frihandelsaftale, som Chile har indgået med USA, hvor USA fortsat har fundet udveje til at beskytte sig toldmæssigt, når det passer landet. Det er især svært gennemskuelige antidumpingregler, der benyttes.

    Generalsekretæren for FN´s Økonomiske Kommission for Latinamerika (CEPAL)   José Antonio Ocampo sagde, at Colombias deltagelse i globaliseringen i de sidste par årtier havde ført til en stærkt øget gældsætning af landet. Betalingsbalanceunderskud havde ført til rentestigninger, hvad der er gået ud over investeringerne. Dette er lige efter verdenssystemteoriens antagelser: Landets intensiverede deltagelse i den internationale arbejdsdeling fører til intensiveret afhængighed.

     Professor i international økonomi Dani Rodrik nævnte Kina som eksempel på et land med over 7 pct årlig vækst, som havde ladet hånt om IMF´s anbefalinger. I den anden ende nævnte han Haíti, et land, der har gennemført den neoliberale politiks anbefalinger til punkt og prikke, men som er præget af ekstrem fattigdom og underudvikling. 

Hvad kan periferien gøre for at udvikle sig til centerstatus?

Ifølge den ægyptiske økonom Samir Amin, der er en af afhængighedsteoriens førende teoretikere, er den eneste chance for de perifere økonomier enten en samfundsændring i  socialistisk retning med en stat, der understøtter og regulerer, eller en tilpasning til den globale økonomi, der indebærer opbygning af et nationalt eller transnationalt borgerskab af tilstrækkelig styrke. Problemet for et periferisamfund er, at dette bourgeoisi ikke kommer af sig selv. Men i så fald må det hjælpes på vej.  Det kan tænkes at ske igennem opbygning af regionale samarbejdsorganer. Forudsætningen for et stærkt bourgeoisi er et tilstrækkelig stort indre marked.
     Det er naturligvis lettere sagt end gjort at gennemføre en sådan strategi. Et bærende lag af foretagere med kapital og virksomheder kommer ikke af sig selv, specielt ikke i et 3. Verdensland.
    Men her kan man måske hente ny inspiration og få støtte fra Brazilien erfaringer, dette latinamerikanske land, der i slutningen af 2002 valgte en præsident, som går ind for udbygning af det regionale markedssamarbejde i regionen.

BOLIVIA - den store stok og bankierens lillefinger

IMF hævder naturligvis, at man aldrig dikterer, men altid forhandler betingelserne for et lånearrangement med det lånende land. Men forhandlingerne er ensidige. Al magten er i hænderne på IMF, fordi de lande, der søger IMF hjælp, er desperat afhængige af at få lån. (...) IMF kan finde på at overvåge fremskridt - ikke alene på de makroøkonomiske variable som inflation, vækst og arbejdsløshed, men også mellemkommende variable, så som pengeforsyningen. (Joseph Stiglitz: Globalization and its Discontents)

I Verdenssystemteorien er en institution som IMF en integreret del af det kontrolapparat, som centret sætter i værk i forhold til semiperiferi og periferi. IMF sætter skrappe betingelser om "strukturtilpasning" for at yde lån. Det er logisk nok inden for IMF's optik, da institutionen i realiteten varetager en form for bankierinteresser, men set ud fra u-landets optik, eller en abstrakt global etik, virker det højst uretfærdigt, ikke mindst efterhånden som landet er blevet mere og mere gældsat, og det kommer længere og længere ud i afhængighed. I den situation oplever man, at nettostrømmen af ressourcer (afdrag og renter på gæld) går den anden vej, fra periferi til center.

”Blodbad i Bolivia” skrev danske aviser om begivenhederne i Bolivia omkring den 12-14. februar 2003. Reportagerne fortsætter med beskrivelser af skyderier uden for præsidentpaladset i La Paz, der er så malende, at man føler sig hensat til noget, der ligner en blanding af en italiensk operette og en Oliver Stone film.

Det kan være underholdende. Men man mangler en afdækning af, hvad det egentlig er for økonomiske og sociale konflikter, der sønderriver et latinamerikansk land som Bolivia i disse år.Verdenssystemteorien kan levere et af begrebsapparaterne til en sådan analyse.
    Bolivia er lukket inde rent geografisk i den kæmpestore sydamerikanske landmasse. Landet har store naturrigdomme, bl.a. naturgas, men har haft svært ved at få etableret produktions- og distributionsfaciliteter. Det bliver også holdt fast som periferi af centret (især USA) i en skruestik af udenlandske økonomiske og politiske interesser. Landet er afhængig af investeringer udefra, men investeringerne medvirker til en erhvervsstruktur, der fastholder landet i en svag konkurrencesituation, fordi underlaget af lokale virksomheder, der skulle understøtte et indenlandsk marked, mangler.

   Den demokratisk-sociale revolution i landet fandt først sted i 1952. Ved den og senere lejligheder stillede politiet sig på moderniseringstilhængernes side, hvorimod militæret har en gammel tradition for at lægge loddet i vægtskålen hos det hvide oligarki. Over halvdelen af Bolivias befolkning er af indiansk afstamning. En stor del af dem taler end ikke spansk. Det var derfor en stor ”provokation”, da den intellektuelle Victor Paz Estenssoro og hans politiske parti Den nationalrevolutionære Bevægelse i 1952 forlangte lige og almindelig valgret, nationalisering af tinminerne og omfattende jordreformer. Det lykkedes via en alliance med de organiserede minearbejdere at fravriste den siddende militærjunta magten.

    Bolivia er i dag stadigvæk et af de fattigste lande i Latinamerika. Gennemsnitsindkomsten pr indbygger ligger på omkring 950 dollar (Danmark ca. 33000). Gennemsnitsindkomsten falder for øjeblikket, fordi befolkningen vokser hurtigere end produktionen. Hvis man måler efter, hvad man kan få for pengene lokalt (købekraftsparitet), ligger indkomsten pr indbygger på 2600 dollar. Den officielle arbejdsløshed i landet lå i 2000 på 7,6 pct. Der er imidlertid tale om en voldsom undervurdering, idet en stor del af befolkningen arbejder uden for den ”officielle økonomi”. Den reelle arbejdsløshed er langt højere. Den har været stigende de sidste par år, hvor den økonomiske vækst er gået mere eller mindre i stå. Godt halvdelen af befolkningen ligger under den officielle fattigdomsgrænse, og ca. 38 pct har kun 2 dollars om dagen at leve for.

   I lighed med flere andre latinamerikanske lande har Bolivia det med IMF, som en narkoman har det med stoffer. Man bliver nødt til at finansiere et stort importoverskud med udenlandsk låntagning. Samtidig er denne låntagning medvirkende til, at betalingsbalancen går mere og mere i minus, idet der skal betales renter af lånene. Dermed tvinges man igen til at gå tiggergang hos IMF. Problemerne forværres af faldende priser på verdensmarkedet af de eksportvarer, landet sælger, og den økonomiske nedgang i USA, der gør, at det amerikanske marked strammer til.

   USA kræver en voldsom indskrænkning i cocaproduktionen. Cocabønderne (Los cocaleros) vender sig voldsomt imod det, både fordi cocaproduktionen er deres overlevelsesmulighed, og fordi en betydelig del af cocaen ikke er bestemt til raffinering af kokain, men  til tradtionelt konsum og medicinsk brug. Indianerne i Bolivia producerede også coca, før USA fik et narkotikaproblem.

   I starten af 2003 protesterede bønderne imod regeringens planer om begrænsning af produktionen ved at lave blokader af veje. Man lavede aktioner af den samme type som piqueterosbevægelsen i Argentina. Regeringen svarede igen ved at militarisere Chapare-regionen, hvor cocaen dyrkes.

   Kampene om cocaen førte til sammenstød mellem cocaleros og myndigheder, hvor 18 mennesker mistede livet. Der er blevet dannet en guerillabevægelse (Éjercito de la Dignidad Nacional, Hæren for national Værdighed), der bekæmper myndighedernes fremfærd imod cocaproducenterne.

    Efter pres fra præsident Bush og de amerikanske myndigheder har man med magt forsøgt at destruere 57.000 hektar med cocadyrkning. Problemet set fra cocabøndernes side er, at man ikke får anvist tilstrækkelige alternative dyrkningsmuligheder. Valget står reelt for mange mellem cocadyrkning og sultedød.  Den bolivianske kongres har længe forsøgt at finde et kompromis, hvor det tillades at dyrke fra knap en tiendedel hektar til en hektar med coca på familiebrug.

   Det er  stadig ikke lykkedes de indianske befolkningsgrupper rigtigt at få del i den politiske magt. Mange af de hvide og mestitserne har ikke meget andet end foragt til overs for indianerne. De sidste har en højere fødselsrate, så der er nogle, der går og frygter, at befolkningen tipper for meget i den ”forkerte” retning, så det kan gå hen og blive endnu sværere for de hvide at holde på deres magtmonopol.

Kilder til denne artikel:
Washington Post
El Tiempo
Diario Rebelion
The Economist 

Gregers Friisberg