Der er også nogle, der har gjort noget ud af sondringen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund. Man kan således godt tænkes at have en velfærdsstat uden at have et velfærdssamfund, idet der ved det første forstås en række statslige/offentlige ordninger, der kan være ret så bureaukratiske og måske egentlig ikke velfærdsfremmende, mens nogle ved et velfærdssamfund forstår et samfund, hvor velfærden kan komme til udfoldelse på mangfoldige måder, f.eks. i civilsamfundet. Endelig kan der være tale om en udvikling, således at der i stigende grad tales om, at velfærd ikke alene udmøntes af centrale statslige instanser, men der iværksættes løbende velfærd af frivillige organisationer og andre steder i civilsamfundet.

I Norden finder man den såkaldte universelle velfærdsstat, som udmærker sig ved, at sociale ydelser, sundheds- og uddannelsesordninger er alment tilgængelige som rettigheder for alle - uafhængigt af, om de har tegnet forsikringer – eller om deres arbejdsgivere har gjort det for dem.

 Figur 1: Velfærdsstatstyper 

Note: Modellerne er såkaldte idealtyper. I virkeligheden har mange lande blandingsformer. Stort set alle EU-lande har i dag minimumsvelfærd for de allerdårligst stillede, hvor statsborgerskab er kriterium for tildeling. Means-tested: Tildeling sker efter behovskriterier (hvilke midler, "means", folk har), dvs. de rige får ikke f.eks. børnebidrag eller folkepension.

I Tyskland har man arbejdsmarkedsmodellen, også kaldet den obligatoriske forsikringsmodel. Her er ydelser bedst for de, der er forsikret via deres arbejde/arbejdsgiver.
 

Figur 2: Velfærdsstaten mellem økonomisk udvikling og civilsamfund

Velfærdsstaten udvikler sig løbende. Det skyldes den økonomiske konjunktur (stigende/faldende vækst og arbejdsløshed). Det skyldes globaliseringen og udviklingen i EU, og det skyldes de ændrede politiske indgreb. I den forbindelse kan man stille følgende spørgsmål:

• Hvordan ændrer forholdet mellem forsørgelse (kontanthjælp m.m.) og aktivering (beskæftigelsesforanstaltninger og uddannelse) sig?
• Hvordan ændres forholdet mellem skattefinansiering og forsikringsfinansiering?
• Hvordan ændres forholdet mellem centrale aktører (stat) og decentrale (kommuner)?
• Hvilken rolle tildeles familie og civilsamfund (frivillige organisationer)?

Velfærdsstaten er under forskellige former for pres, der kan udvikle noget, der næsten ligner stresssymptomer. I 1970'erne og 80'erne steg skattetrykket, og velfærdsstaten udvidede sin service på mange områder (uddannelser, sundhed, ældrepleje). Det var dog ikke altid, det førte til mere tilfredshed. Det vil sige, at velfærdsstaten har stigende legitimationsproblemer. Borgeren gør sig gældende som debatdeltager i den borgerlige offentlighed og som vælger i det politiske system. Men borgeren deler sig også i roller som skatteyder, klient og bruger af offentlig service. Som skatteyder synes man måske, at skatterne er for høje. Som bruger synes man måske, at der skulle ofres mange flere penge på børnenes skole. Som klient er man "sur på sin sagsbehandler". Hvordan håndterer velfærdsstaten dette pres?

EU og globaliseringen

Inden for EU hører socialpolitik til enkeltstaternes område. Det skal EU altså principielt ikke blande sig i. Når det gælder, hvor høje satserne for kontanthjælp, arbejdsløshedsunderstøttelse, statslige pensioner, m.v. skal være, så fastlægger medlemslandene det selv. Alligevel arbejder EU meget aktivt med socialpolitikken. Det er defineret som en åben koordineringspolitik. Ved topmødet i Lissabon i Det europæiske Råd (stats- og regeringschefer) 23.-24. marts 2000 udbyggedes EU's fælles strategimål med en målsætning om, at unionen skal være "den mest konkurrencedygtige og dynamiske vidensøkonomi i Verden med en kapacitet for bæredygtig økonomisk vækst, med flere og bedre jobs og med større social sammenhængskraft". "Den større sociale sammenhængskraft" er altså en målsætning for EU.  Det drejer sig bl.a. om at bekæmpe det, man kalder "social udstødelse", f.eks. arbejdsløshed, ældre uden netværk, m.v. I 2001-02 har EU bl.a. arbejdet med at få defineret sociale indikatorer, som man kan blive enige om. Når man er enedes om fælles sociale indikatorer for, hvad der er sociale problemer, kan man gå videre og anbefale forskellige politikker på nationalt plan og fællesskabsplan til imødegåelse af dem. En af de accepterede sociale indikatorer er f.eks. den såkaldte gini-koefficient, der viser, hvor stor en del af de samlede indkomster der skal dirigeres om for, at der er fuld lighed:

Tabel 1 Gini-koefficienten i EU-landene

Kilde: Eurostat, ECHP. Note: B: Belgien, D: Tyskland, EL: Græk.land, E: Spanien, I: Italien, NL: Holland, A: Østrig, UK: England. Ved en gini-koefficient på 0, er der fuldstændig lighed. Ved en koefficient på 100 er der fuldstændig ulighed, dvs 1 person modtager al indkomsten. Kilde til 2004-tal: Human Development Report 2004.

 Ifølge disse tal skulle de nordiske lande være de lande, der har den største indkomstmæssige lighed. Det passer godt til beskrivelsen af dem som universelle velfærdsstater. Der er dels en relativ skarp progressiv beskatning (højere procentvis beskatning af sidste krone), dels fordeles der penge ud fra de offentlige kasser med relativt høje kompensationsprocenter i tilfælde af sociale begivenheder, der involverer indkomstbortfald.
    EU taler i sin socialpolitik om den "europæiske sociale model", og at denne skal styrkes. Det skal den ikke alene for de fattiges og udstødtes blå øjnes skyld, men også fordi man ser det som et vigtigt element i en vidensøkonomis konkurrenceevne under de stadig mere skærpede verdensmarkedsvilkår under globaliseringen.

Tabel 2: Indkomstfordeling S80/S20

Kilde: Eurostat, ECHP. Note: Bemærk: For UK's vedkommende er der et databrud i tidsserien mellem 1996 og 1997. Indtil 1996 anvendtes ECHP til beregninger. Siden 1997 har man anvendt de nationale panelundersøgelser omsat til ECHP-format. Tabellen viser, hvor stor en andel af indkomsterne, de højeste 20 pct af indkomstmodtagerne har i forhold til, hvad de laveste 20 pct har.

OPGAVER:

Hvordan måle velfærd?
Man skal her se på, hvordan velfærd kan måles objektivt/kvantitativt ved f.eks. at se på statistikker over ydelser, uddannelsessystems og sundhedssystems udformning, etc.
    Man kan imidlertid også se på den rent subjektive oplevelse af livskvalitet eller manglen på samme, jvf f.eks. figur 2 og de elementer, der indgår i behovspyramiden. Det kan måles/undersøges via sociale indikatorer, levekårsundersøgelser og kvalitative interviews. Hvad er et "socialt problem"? Hvad er konformitet/afvigelse?

Typer af velfærdsstater
Man kan her se på, hvordan velfærdsstatstyperne konstant udvikles og ændres som følge af 1. globalisering, 2. økonomiske konjunkturer 3. "villede" politiske indgreb som udtryk for vælgerprioriteringer

Inkluderet/ekskluderet
Hvem er "in", og hvem er "out" i forskellige sammenhænge, der betyder noget for ressourceadgangen. Samtidig spiller ressourceudrustningen (arv og miljø, uddannelse, økonomi) en stor rolle for inklusions- og eksklusionsmekanismer. Undersøg i den sammenhæng hjemløse, arbejdsløse, misbrugere, etc.

EU
Undersøg EU's sociale indikatorer, og hvordan de indgår i EU's socialpolitik. Hvad vil EU opnå ved at udvikle en socialpolitik?

Leksikon.org  artikel om velfærdsstaten

Fra velfærdsstat til velfærdssamfund (uni-speciale)

Sociale nøgletal
Tal og fakta

Kommunale nøgletal

Velfærdsstats-modeller (Eng.)
Eng. LEKSIKON om socialpolitik

Indikatorer for social udstødelse (EU-Komm.)

Det europæiske Råds mål for fattigdoms- og udstødelses-bekæmpelse

Den danske plan til bekæmpelse af fattigdom og soc. udstødelse

Socialministeriet

Samfundsnøglen (velfærdssamfundets regler her og nu)