KRONEN LIGGER HØJT I KURS
Det berømte Burgerindeks viser en overvurderet krone. En Big Mac koster næsten 60 pct mere i Danmark end i USA.
    Det er interessant, men ganske upåagtet i debatten. Det kan f.eks. undre, når man tænker på debatten om globalisering og oursourcing i Danmark. Vi har været optaget af, at arbejdspladser flytter ud af landet, og vi føler os ganske sikre på, at de tabte arbejdspladser vil kunne erstattes af andre. Og det er da også muligt, hvis man kan blive ved med at øge forsknings- og uddannelsesudgifter og dermed gøre det lettere for landet at positionere sig i den globale vidensøkonomi.
    Når man ser på udenrigshandels- og beskæftigelsestal, kan man se, at f.eks. den svenske og norske økonomi har klaret sig bedre end den danske. Det svenske betalingsbalanceoverskud er større og arbejdsløsheden mindre. Det samme gælder Norge, men her spiller særlige ting ind.
    Man må stille spørgsmålet: Hvorfor har Danmark ikke ført "fastkurspolitik" på den måde, at man har fastlagt valutakursen i forhold til en kurv af valutaer, eller f.eks. som en midterkurs mellem dollar og euro? Reelt har man ikke ført fastkurspolitik, men snarere noget, der kan beskrives som en revalueringspolitik. Resultatet har været slagteriarbejderlønninger, der målt i dollar er kommet til at ligge i nærheden af de 30 dollars pr time, og så kan det måske ikke undre nogen, at visse arbejdsgivere får lyst til at outsource. Hvis man havde fulgt den svenske devalueringspolitik - eller "fastkurspolitik" - havde man måske reddet disse arbejdspladser, eller en del af dem. Men at se det sådan passer ikke til det danske selvbillede. Vi er verdensmeste og vil let kunne opgraduere til job med et større vidensindhold.
    Danmark stemte som bekendt nej til euroen. Alligevel følger vi euroen i tykt og tyndt. Man har tilsyneladende glemt, at én baggrund for at bevare den danske valuta var, at man ville have devalueringsmuligheden.  - Hvis vi ikke skal formode, at grundene er nationalromantiske!! Og det kan næppe være tilfældet, danskernes parathed over for videnssamfundet taget i betragtning!