Nye brudflader i dansk politik
Dagsordenen for dansk politik ved årsskiftet 2010-11 blev bl.a. sat af følgende citat fra Finansministeriets økonomiske redegørelse, dec. 2010:
Danmark er en lille, meget rentefølsom økonomi, som har sin egen valuta, og
Danmark er dermed som udgangspunkt mere sårbar overfor pres fra
finansmarkederne end eksempelvis eurolandene. Med udsigt til et offentlig
underskud på ca. 85 mia. kr. næste år er det derfor en central økonomisk
politisk opgave at gennemføre en konsekvent genopretning af den offentlige
økonomi. Det styrker troværdigheden omkring fastkurspolitikken og kan ses
som en investering i fortsat lavt rentespænd i forhold til Tyskland. Høj
troværdighed omkring de offentlige finanser og fastkurspolitikken sikrer
således mod pres på kronen og er betingelsen for, at Danmark fortsat kan
være en ”sikker havn” for internationale investorer, når der opstår
usikkerhed og finansiel uro som følge af de internationale gældsproblemer.
Genopretningen af finanserne forudsætter blandt andet, at væksten i det
offentlige forbrug varigt bringes ned på et lavere niveau end i de seneste
20 år, herunder at de tilbagevendende udgiftsskred ophører.
I store dagbladsannoncer
appellerede statsminister Lars Løkke Rasmussen til danskerne om at have
forståelse for, at det vil være nødvendigt med "reformer" i det nye år. Det
var samtidig et slags oplæg til det valg, der senest skulle udskrives i
november 2011, men som blev udskrevet til 15.9.11.
Statsministeren forsøgte ved at sætte sig på "den økonomiske ansvarligedsdagsorden" at skabe ideologisk kant til
oppositionen, bl.a. på spørgsmålet om efterlønnen, som Venstre ellers indtil
da havde forsvaret. Det gav den ideologiske kant, der kunne bevirke, at man
blev synlig i en valgkamp. Valgresultatet 15.9. viste fremgang for Venstre,
men ikke nok til at fastholde regeringsmagten, der skiftede over til "Rød
blok". Under indtryk af den økonomiske krise vejede velfærdsspørgsmålene
tungere hos befolkningen end spørgsmålet om værdipolitikken
(indvandring/"grænsebomme") m.v.
 Note: D: Dagsordener for beslutningstagning. Der er mediernes (D1), politikernes (D2) og vælgernes (D3) dagsorden . Spillet mellem dem sætter dagsorden for den politiske beslutningstagning (D4) . D4 har forskellige underdagsordener, som de politiske partier i forskellig grad har “ejerskab” til: D4a: Den “økonomiske ansvarligheds” dagsorden. D4b: Udlændingedagsorden. D4c: Menneskerettigheds- og universalismedagsorden. D4d: Velfærdsdagsorden.
|
Figuren beskriver nogle af ændringerne op
til valget i 2011.
Anders Fogh Rasmussens drejning af Venstre fra oppositionsrollens
"minimalstatsvenstre" til en mere centrumsdrejet "ansvarlig" politik
og samarbejde med DF sikrede Venstre regeringsmagt fra 2001-11.
Partiet kunne under Hjort Frederiksen som beskæftigelsesminister stå på
den "danske model" og en relativt bred velfærdsgaranti. Samtidig sikrede
skattestop og "kulturkamp" imod, at der ville ske afskalning mod højre. Denne politik tvang
Socialdemokratiet i retning ad en mere højreorienteret/centralistisk
værdipolitik (indvandring, retspolitik). |
Figuren ovenover viser
elementer af det politiske landskab i 2011. Konservative ser det "hul" mod
højre, som Venstre glidning ind mod midten åbner op for. Partiet lægger sig
imod Højre i fordelingspolitikken ("ingen skal betale mere end 50 pct i
indkomstskat").
Kampen mellem
partierne går bl.a. på at kunne præge de forskellige dagsordener, som sættes
af medier og vælgere (og ikke mindst i det politiske spil). Det sker i en
reaktion på udfordringer fra omgivelserne. Danmark er blevet en del af en
globaliseret virkelighed, hvor i dag over 50 pct af det, der produceres i
landet, sælges til udlandet, og kontakter og kommunikation øges på tværs af
grænser. Det sætter rammer for det politiske spil, f.eks. for, hvordan man
tilpasser sig til ændringer i den europæiske og den globale økonomi. Det er
med til at rykke fokuseringspunkterne for de politiske dagsordener.
Omgivelserne fremtvinger altså nye udfordringer (den tykke pil), f.eks. krisen og eurozonesystemets reaktion på den. Tysk konkurrenceevne og fiskalkonservatisme sætter systemerne i eurolandene under stærkt pres, herunder også Danmark via det faktiske valutamedlemsskab gennem skygningen af euroen (den "faste valutakurspolitik").
Liberal Alliance spurter frem i meningsmålingerne, fordi partiet giver “klare svar” på “reformdagsordenen”: Væk med efterløn, ned med marginalskat, mere marked og mindre stat. Det tvinger De Konservative til at udvikle sin “økonomiske ansvarlighedsdagsorden” for at vinde vælgere tilbage. V og K går i konkurrence om D4a, der tegner sig som den mulige policy-udfordring, der kan bringe systemet ud af dead-lock. V skal dog afbalancere i forhold til sit medejerskab af velfærdsdagsordenen. Derfor kommer tilslutningen til “reformkravet” (f.eks. efterlønnens afskaffelse) langsomt.
Liberal Alliance kan sætte turbo på sin vælgerfremgang ved at forkaste “lovfabrikken”. Det ørkesløse parlamentariske arbejde med natlige forhandlinger i Finansministeriet om en finanslov er ikke vejen frem. Vælgerne følger ikke med i, hvem der har fået et beslutningsforslag igennem eller stillet interessante spørgsmål til ministre. Desuden er “lovfabrikken” kendetegnet ved, at det er en lille kreds af politikere omkring regeringstoppen, der handler tingene af. De andre MF’ere har ikke så meget at skulle have sagt og "sidder ofte på parade" som backbenchers i Folketinget. Det er selvsagt kedeligt og er ikke noget, der giver genvalg. Hvad gør man så. Den direkte konktakt til vælgerne via medier-vælgere nexusen øverst i figuren kan komme i spil. Man gør sig interessant nok til at blive inviteret til TV-debat, sætter penge i store annoncekampagner, der henvender sig direkte til vælgerne og kører spektakulære sager. Liberal Alliance har set, at nu er tidspunktet kommet, hvor der kan inkasseres vælgermæssigt for Venstres og Konservatives skred hen imod den politiske midte de senere år. Det har skabt et vacuum vælgermæssigt på højresiden, et vacuum, der er forstærket af de policytiltag, der kommer af “euro-nødvendighed” og demografi: Højere levealder.
De Konservative begynder til gengæld at se nødvendigheden af at bevæge sig væk fra blå bloks hængedynd. På trods af nogle spektakulære ministerposter har partiet ikke kunnet slå ordentligt igennem i forhold til V – og især O, som man konkurrerer med på værdidagsordener. Da denne konkurrence er delvist tabt, satses på udvikling af den økonomiske ansvarlighedsdagsorden, fordi vælgerne skønnes at være modne til nu at se den danske økonomis situation i samme lys som den økonomiske sagkundskab ser den. Det skal bare formidles i det rette sprog, den rette diskurs.
Det er De Konservatives problem, at der er shoppet for meget rundt mellem dagsordener. Man kan ikke på samme tid præke økonomisk ansvarlighed og lægge op til forbrugsfest hos topskatteydere. Omvendt kan den relativt konstante vælgeropbakning til DF formentlig forklares ved, at partiet holder fast ved de få dagsordener, partiet har “ejerskab” til, især udlændingedagsordenen.
Kunsten for partierne er at forbinde de politiske sager i dagsordener, der
ligger tæt på vælgernes hverdag og bliver troværdige for disse. Det er
illustreret i figuren herunder, hvordan dette kan gøres. Sager optræder ikke
bare alene, men kan forbindes i klynger (clusters). Hvordan gøres det på en
måde, der appellerer?
Det gøres dels ved at tage stilling til de udfordringer,
den internationale udvikling sætter, f.eks. med finanskrisen. Men også at gøre
det på en måde, der appellerer til det givne segment af vælgere. "Terror" kan
drejes i retning ad overvågning, lov og orden, samt ny terrorlovgivning. Men
sagen kan også drejes i retning mod menneskerettigheder.
Hvorfor er
boligpolitik ikke kommet i spil? Det kunne sagsområdet eventuelt være kommet,
hvis forskellige begivenhder var indtruffet, der havde aktualiseret sagen,
.f.eks. en markant rentestigning, der ville gøre det markant dyrere at
refinansiere variable lån. Boligspørgsmålet blev faktisk forsøgt bragt i fokus
op til valget i september 2011, idet begge blokke nogenlunde samtidig (og måske
med plagiat involveret) fremlagde forslag om at lette situationen for nye
boligejere ved bolighandel, idet stempelafgiften til tinglysningskontoret og
ejendomsværdiskatten blev foreslået nedfrosset/fjernet i en halvanden årig
periode.
Hvorfor er EU og forholdet til USA ikke i højere grad
kommet i spil? Her er svaret også, at det kunne disse sager være kommet med en
anden konstellation af begivenheder, - og måske hvis EU-politikområdet ikke var
"lukket" midlertidigt af EU-forbeholdene, som VK-regeringen havde
ladet ligge i sit årti ved magten. Derved undgik man problemer på dette område
med støttepartiet Dansk Folkeparti
Valget 2011
Efter bl.a. De Radikales hedeste ønsker varslede valgresultatet september 2011 en ny epoke af "det samarbejdende folkestyre". Om det kommer til at gå sådan, er dog uvist. Det kan godt være den faste blokpolitik/flertalsparlamentarisme fra 00'erne med VK(O) blødes noget op, men nogle af de mulige forudsætninger forsvandt med De Konservatives dårlige valg. Det mindsker muligheden for "alternative flertal", hvad De Radikale ellers havde lagt op til med en samarbejdsaftale med De Konservative i valgkampen. Men den nye socialdemokratiske regering lægger op til "åbent samarbejde" på tværs af folketinget. Hvor meget af det, der realiseres, står dog pt hen i det uvisse.
Note: Valgresultatet i Nordatlanten angivet nederst i figuren.
Den røde bloks flertal indenlandsk: 89/86. Med Noratlantiske mandater: 92/87.
Det er
dog ikke altid, Nordatlantiske mandater ønsker at blive inddraget i
syddansk partipolitik eller ønsker at være fast parlamentarisk basis.
Det første, der sker efter et valgresultat som det ovenstående, hvor flertallet er skiftet, er, at den siddende statsminister går til Dronningen og meddeler hende resultatet og regeringens afgang. Herefter kommer den såkaldte Dronningerunde, hvor partierne et efter et giver råd til Dronningen om, hvem man anbefaler som forhandlingsleder til at lede forhandlinger om dannelse af en ny regering. Flertallet pegede entydigt på Helle Thorning-Schmidt, formand for Socialdemokraterne.
Hendes første sonderinger mellem de partier, der skulle overtage roret efter
VK(O) viste hurtigt betydelige uenigheder. De Radikale var allerede med i et
alternativt flertal (V, K, O, RV) om en
tilbagetrækningsreform, der efter aftalen skulle til afstemning i det
nyvalgte folketing. Der blev stillet spørgsmålstegn ved, om det kan være imod
grundloven, at der i en regering sidder et parti, der er med i et alternativt
flertal imod samme regering, og at De Radikale derfor ikke ville kunne indgå i
en S-SF-regering. Det er dog nok en tvivlsom fortolkning af grundloven. Det kan
siges at være imod det parlamentariske princip om, at der skal være en
parlamentarisk basis bag en regering, men det, grundloven udtaler sig om (i §
15) er, hvordan dette prøves rent statsretsligt.
Uenigheden mellem de tre partier udmøntede sig herefter
konkret i en uenighed om, hvad man skulle stille op med det problem, at over
30.000 langtidsledige i sommeren 2012 vil falde for den i "genopretningspakken"
fra 2010 indførte to års grænse for dagpenge. S og SF var for en midlertidig
forlængelse af dagpengeperioden med 1 år. Det var De Radikales ledelse imod, men
en opinionsundersøgelse i De Radikales bagland viste, at der har var flertal for
at tilslutte sig en sådan aftale.
KMD-valg 11 (hvor står partierne stærkt? - sammenhold med
socioøkonomiske data for valgkredse)
Berl./Gallup
vælgervandringer
Folketinget om det danske folkestyre
Anmeldelse af Dahls: Om demokrati