UNGDOMSKULTURER (-misbrugs o.a)

Det er vigtigt først at gøre sig klart, hvad man egentlig forstår ved ungdomskultur. Nogle sociologer vil reservere begrebet til kulturer, som dannes i modstand mod det etablerede samfund. Andre definerer ungdomskulturer som eksisterende sæt af holdninger, normer, væremåder, værdier og mønstre af social adfærd i ungdommelige substrata af befolkningen. Efter den første forståelse vil man kunne konstatere, at ungdomskulturerne på det nærmeste uddør i visse perioder. Det hænger sammen med kommercialiseringen af kulturens æstetik-  og fremtrædelsesformer. Ungdomskulturen  banede vej i modstand mod traditionen og den kedsommelige mainstreamkultur og blev derfor et yndet mål for efterligning, herunder også den markedsdrevne kommercialisering. Efter den anden definition er "ungdomskultur" et universelt fænomen.

TECHNO/RAVE – musik, E og dans som kulturelementer

Rave er en betegnelse for ungdomskultur, hvor man går til "raves", fester, hvor der danses til technomusik, evt. under påvirkning af ecstasy eller hallucinogener. Denne kultur betragtes ofte som den typiske postmodernistiske ungdomskultur. "To rave" betyder egentlig at "tale i vildelse", "fantasere", "rase". En "rave-up" kan være en abe-fest.

Raving foregår normalt til teknomusik eller anden stærk rytmisk muKesik. Den typiske raver er ung. Det følger næsten logisk af at oplevelserne hænger sammen med en "fortabelse" i intens dans til rytmisk musik – og i lang tid, hvis man kan holde til det.

De fleste kommer fra en pæn middelklassebaggrund, og ofte er de relativt højt uddannede. Infantil adfærd er almindeligt hos nogle ravere. Det har f.eks. vist sig ved brug af narresut, evt. kun til at hænge om halsen. Der kan også være en forkærlighed for tøjdyr, slikkepinde og skjorter med påtrykte tegneseriefigurer.

Det drejer sig om at genvinde uskylden og glemme dagligdagens problemer en stund. Der sker en genskabelse af den periode i livet, hvor legen var det vigtigste og man ikke var plaget af pengeproblemer, eller der var noget der hed arbejdsløshed, karriere eller drivhuseffekt eller andre ting, som man ikke gider gå og spekulere på hele tiden.

Det er som sådan ikke en sammenhængende social bevægelse. Nogle ravere har forestillet sig, at det kunne lade sig gøre at få dem til at komme sammen og danne en bevægelse, der kunne stille politiske krav. Men det kan ikke lade sig gøre. Kulturen er baseret på den rene hedonisme (nydelsessyge). Den har ingen ideologi. Derfor vil den heller ikke noget politisk i denne verden. Rave har aldrig valgt side. Den er, hvad den enkelte raver gør den til.

Rave har eksisteret siden slutningen af 80'erne, og i den periode har kulturen fungeret som total eskapisme for deltagerne. Det er irrelevant at forestille sig, at man som raver tager parti for eller imod noget, for der er ikke noget parti at tage. Der er ikke nogen side at vælge, for siderne skifter placering hele tiden. Overlevelse afhænger af evnen til at kunne navigere igennem verden i nutid. Det er kun her-og-nu, der tæller.

Der er sjældent et fast mønster for en "rave". Deltagerne gør sig dog alligevel nogle forestillinger om visse faste "normer" og roller. På kulturens hjemmeside på nettet (hyperreal.org/raves) hedder det f.eks. i en af de mange beretninger fra en raver, der er i byen med en kammerat og bliver skuffet over, at denne ser dansestedet som et "kødmarked". Det er ikke i den egentlige raveånd:

Anti-kødmarkedet er ikke en illusion i min verden eller de sociale cirkler, jeg bevæger mig i. Når jeg er med ved en rave, eller et ravelignende selskab, hvadenten man er på ecstasy(e) eller ej, ser jeg mængden som en samling smukke mennesker, ikke som enten mænd eller kvinder, og ikke som hverken storslået smukke eller grimme. Det er bare en samling smukke mennesker. Jeg er ikke én, som er der for at blive "picked up". Og jeg går ikke rundt for at møde fyre med et eller andet motiv i tankerne. Når jeg er på e, kan jeg lide at holde i hånd og kæle med mænd OG kvinder – og jeg er så heteroseksuel som de bliver. Sommetider bliver jeg dog forvirret uden for en rave. Hvis en mand er interesseret i mig, kan jeg ikke finde ud af, om han flirter eller om han bare er rigtig rar. Derfor, med ravevibrationen som en integreret del af min sjæl, ser jeg på ham som bare essentielt rar. Derfor: Hvis en mand skulle være interesseret i mere end at "hænge ud" som venner, er han nødt til at sige det til mig (Amy R. Starkey csus.edu).

En anden er på samme linje. Formålet med rave er ikke at møde en partner:

Raves er steder, hvor vi kan skabe vore egne små utopiaer i nogle timer, vi kan udslette racefordomme, homofobi og bevidstløs vold og holdninger som hans (en fyr, hun har mødt ved en rave, som ville lægge an på hende) viste, at vi er nødt til at arbejde med sexismeaspektet (Peace. Nonsense).

Rockere – hvad er det for en ungdomskultur? Ja, oprindelig var det faktisk en ungdomskultur – og det er det måske ved at blive igen visse steder.

Rockere kunne kendes ved, at de havde sort lædertøj med metalknapper på. Det var praktisk tøj, når man skulle køre på motorcykel. Læderet fik imidlertid en selvstændig betydning, idet det signalerede maskulin styrke og farlighed – selv om kvinder også kunne være med i visse grupper, også undertiden som andet end præsidentens vedhæng. Det signalerede også sammen med motorcyklen "easy rider" ånden fra filmen af samme navn med Dennis Hopper, Peter Fonda og Jack Nicholson: Nomadetilværelsen på motorcyklen, den uendelige vej gennem Amerika, set som en drøm igennem Peter Fondas solbriller. Og drømmen om den ultimative frihed, når man drøner afsted på cyklen – forbi alle borgerdyrene, der ikke ved bedre end at sidde og pille næse i en Volkswagen.

Den ultimative maskuline frihed leves på en motorcykel på vej fra et sted til et andet sted. Stedet er i sig selv ligegyldigt. Det afgørende er den berusende æden asfalt under sig – i selskab med andre bikere. Man lever i nuet – intensiteten måles i mængden af asfalt man kværner forbi – og evt. mængden af kvinder, man nedlægger på sin vej. Ud over den romantiske nomadeagtige drøm om friheden på vejen, indgår der intens nydelse af maskulin musik, der er præget af rytmer fra rockens barndom og heavy metal fra millenniumskiftets musikscener.

Dele af rockerkulturen er i vore dage ikke kun ungdomskultur, men næsten i lige så høj grad voksenkultur. Fra at være arbejderklasseunges protest imod et røvsygt borgerligt samfund, er rockerkulturen nogle steder degenereret til narkohandel og andre halv- og helkriminelle aktiviteter, og den sociale rekrutering er blevet bredere. I dag er Harley Davidson blevet et "in" køretøj blandt læsere af dagbladet Børsens weekend nr.

Gennemsnitsalderen på medlemmer af rockerklubber kan være relativt høj. Det gælder f.eks. klassiske grupper som Hell’s Angels og Bandidos.

Omkring de internationale rockersamfund som Hell’s Angels og Bandidos er der traditionelt sket en gruppering af mere ungdommelige grupper (undertiden kaldt minirockere), som gerne vil optages i Hell’s Angels eller Bandidos.

Hell’s Angels har historisk været den toneangivende gruppe, med afdelinger i en lang række lande. Den blev stiftet i byen Oakland i Californien i 1948 af unge mænd, der havde været jagerpiloter i den amerikanske hær under II. Verdenskrig. De havde deltaget i den samme bombeeskadrille Hell’s Angels. Ved krigens slutning var de arbejdsløse og ofte uden uddannelse.

Bandidos blev grundlagt i 1965 i Houston, Texas. Den kom bl.a. til at optage hjemvendte veteraner fra Vietnamkrigen. I 80’erne begyndte den at opbygge afdelinger i andre lande, herunder også Danmark. Dermed blev der lagt op til territorialkampe med Hell’s Angels.

I den enkelte rockerorganisation er der et hierarki af roller. Man får status efter, hvilken rolle man har. Rollerne kan være både formelle og uformelle, jvf herunder. Der er også et hierarki rockerorganisationerne imellem. Hvis hierarkiet udfordres, kan der udbryde krig, som kan fortsætte, indtil en ny balance etableres.

Hierarkierne hjælper rockerne til at unddrage sig samfundets reaktioner og kontrol. I 1990’erne er rockerne i Danmark, efter udenlandsk inspiration, blevet engageret i handel med narkotika, f.eks. ecstasy. Hierarkiet gør det vanskeligt at ramme rockerne direkte. De kan ikke beskyldes direkte for at have gjort noget forkert. I tilknytning til rockerne har man de såkaldte "hangarounds" ("påhæng"), som er folk, der gerne vil ligne rockerne og evt. senere gøre sig værdige til at blive fuldgyldige medlemmer.

Hvis folk behandler mig godt, så behandler jeg dem bedre. Hvis de behandler mig dårligt, så behandler jeg dem værre.(Sonny Barger, præsident for Hell’s Angels Californien (L.A. Times 14.12.94)

Citatet udtrykker præcist en af de vigtige sociale normer, som præger Hell’s Angels og andre rockergrupper: Du skal ikke leve op til det kristne ideal om næstekærlighed og venden-den-anden- kind til, hvis din næste behandler dig dårligt. Så skal du give igen med samme mønt og helst endnu værre. Det er et spørgsmål om ære.

Når man tilhører tophierarkiet af rockerorganisationer, som f.eks. Hell’s Angels og Bandidos, forventes der imidlertid også en rimelig omgængelig adfærd. Det er en underforstået social norm, at man ikke render rundt og generer sagesløse, når de ikke har generet en selv.

Æresbegreber spiller en stor rolle i rockerkulturen. Du skal ikke være en tøsedreng og finde dig i en dårlig behandling fra samfundets side. Så har du udvist svaghed og egner dig ikke til at være rocker. Det er en norm blandt blandt nogle rockere, at man ikke skal udvise troskab over for sin eventuelle kæreste. Hvis man får et tilbud fra en anden pige end kæresten, skal man gå efter det, for "mændene lader altid troskaben vige for potensen". For mændene er det statusgivende at nedlægge så mange attraktive piger som muligt.

Der er både formelle og uformelle roller i en rockergruppe. En formel rolle er f.eks. rollen som præsident. Alle i gruppen ved, hvem der er præsident. Og hvis de evt. ikke ved det, vil de hurtigt finde ud af det. Afhængig af gruppens størrelse kan der være et større eller mindre hierarki af roller, som ofte benævnes ved hjælp af "officerstitler".

Herudover kan der være mange uformelle roller, ikke mindst dem, man tilkender pigerne. En uformel rolle er en rolle, som ikke er bevidst aftalt og/eller nedskrevet. Men folk kender den mere eller mindre bevidst og handler derefter. Om pigers rolle i gruppen Bullshit siges f.eks.:

Pigerne har ingen status overhovedet. De får kun lov til at komme i klubben, fordi deres mænd er med. De kan aldrig blive rigtige medlemmer, må ikke komme bag baren, og har hverken tale- eller stemmeret ved møderne.

Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer. Det gør mændene. En pige akcepteres kun, hvis hun lader manden bestemme.

Socialisationsproces

Vi lærer at begå os via den opdragelse og uddannelse, vi får i familierne og i skolen. Den førstnævnte er uformel og ikke i særlig grad præget af nedskrevne regler. Den anden er formel og altså præget af nedskrevne regler. Folketinget har vedtaget love, der foreskriver, hvordan institutioner og skolen skal fungere, dvs hvad der undervises i, hvordan det indlærte evt. kontrolleres v.h.a. eksaminer og karakterer.

I rockerverdenen foregår socialisationen på en speciel facon.

Socialisation vil sige indlæring af de sociale roller og normer, der er i en gruppe eller samfundet, og som gør det muligt at begå sig i gruppen eller samfundet

Normerne og rollerne læres igennem den socialisationsproces, som foregår i rockerverdenen. Socialisationen foregår stille og roligt og gradvist over en længere årrække. Man lærer, hvordan man skal begå sig internt i gruppen og i forhold til andre grupper og det øvrige samfund.

Hvis en MC-klub bliver medlem i en af de "finere" internationale organisationer, socialiseres medlemmerne til en adfærd, som stemmer overens med den internationale organisations normer.

Ved en slags gentlemanagtig opførsel lærer man f.eks. at tilpasse sig de lokalsamfund, man lever i. Når en motorcykelklub optages i en af de "finere" rockerorganisationer, må man ikke sætte organisationens internationale renommé over styr. Den tid er forbi, hvor man uden videre kan involvere sig i et hvilket som helst værtshusslagsmål. Så skal man i hvert fald være blevet generet temmelig groft. Det vil sige, at man i sådanne situationer må lære en vis overbærenhed eller ligefrem have evner for konfliktreducerende adfærd.

Den lange socialisationsproces kan gøre rockerorganisationerne dygtige til at gebærde sig i samfundet. De kan blive helt professionelle til at håndtere medier og politiske og administrative myndigheder. Flere steder i landet har MC-klubber således fået kommunal støtte til deres klubaktiviteter. Det har der været en del kritik af, idet det er blevet sagt, at rockere ofte kan være involveret i økonomisk kriminalitet, f.eks. handel med hash og narkotika, afsætning af hælervarer, privat incassovirksomhed o.lign., evt. sideløbende med, at medlemmer modtager sociale ydelser.

Brugen af symboler

En begravelse af et medlem, som er faldet i kamp, foregår på en måde, som er en statsmand værdig. Bandidosmedlemmer og medlemmer af sympatiserende motorcykelorganisationer (f.eks. Outlaws) møder op. Og der bliver lejlighed til at lufte symbolerne for rockernes ære og værdighed.

Det gælder først og fremmest motorcyklerne og rygmærkerne. "Kværnen" skal helst være en Harley Davidson eller noget næsten tilsvarende. Rygmærkerne på læderjakkerne viser, at man tilhører det samme broderskab. Der kan stå "Hell’s Angels", "Bandidos", "Outlaws", eller hvilken gruppe man tilhører, og derunder, hvilket område man kommer fra. I midten som regel et dekorativt symbol for organisationen, man tilhører.

Symbolerne er identitetsgivende. De får det enkelte individ til at føle sig som en del af et større fællesskab. For rockerne er det et fællesskab, der er skabt som modstykke, alternativ til det etablerede samfunds fællesskab. Man får en følelse af fællesskab, magt og potens, når man kører af sted i en større gruppe på motorcyklerne. Ved at skabe fællesskabsfølelse via et alternativ kan man imidlertid også komme i modsætning til det øvrige samfund.