Den kinesiske leder, præsident Hu Jintao udtalte sig lørdag 12.4. for første gang om urolighederne i Tibet. I en tale på den kinesiske ø Hainan sagde han: “No responsible government will sit idle for such crimes, which gravely encroach human rights, gravely disrupt social order and gravely jeopardize the life and property security of the masses”. (Citeret efter New York Times 13.4.08: ”Ingen ansvarlig regering vil sidde og være ligeglad med sådanne forbrydelser, som er et kraftigt anslag imod menneskerettigheder, og som er et anslag imod den sociale orden og sætter massernes liv og ejendom på spil”).
   Når der bruges menneskerettighedsargumenter, er det formentlig en hentydning til angrebene på Han-kinesere og disses ejendom i midten af marts. Tibetanerne og de vestlige demonstranter bruger ”menneskerettigheder” i en anden sammenhæng, nemlig om det tibetanske folks etniske og religiøse rettigheder. Det er dog længe siden, kineserne foretog egentlige voldelige angreb på symboler for den tibetanske religion. Det skete under kulturrevolutionen. I dag er kineserne optaget af at sætte klostre i stand og renovere dem, hvad der dog også hænger sammen med det betydelige turistpotentiale i de gamle bygninger. Dalai Lama forlanger ikke selvstændighed for Tibet som nation, men en udvidet autonomi inden for Kina.
     Efter indvielsen af højniveaujernbanen til Lhasa foregår den økonomiske modernisering af Tibet i et hæsblæsende tempo. Regionen skulle efter sigende have haft en økonomisk vækst på 11-13 pct i 2006-07. Under en så hastig økonomisk modernisering nedbrydes det traditionelle samfund og mange marginaliseres og sættes uden for udviklingen:
    "For at forstå disse begivenheder og bestemme sig for den bedste måde at agere på, er det nødvendigt at opklare nogle misforståelser om de protesterende og den kinesiske regering. Medierne fremstiller ofte disse protester som baseret i religion. Munke og deres støtter skulle således kæmpe imod Den røde Hær, hvor hovedmålet for kommunisterne skulle være ødelæggelsen af de tibetanske religiøse traditioner. Men målene for de voldsomme protester fra tibetanernes side har været virksomheder, ejet af og styret af Han-kinesere, som rejste mod vest for at finde nye økonomiske muligheder i Tibets modernisering efter bygningen af nye jernbaner og fabrikker. Målene har i det store hele ikke primært været regeringskontorer og militære poster. At vreden er fokuseret på økonomiske symboler, snarere end politiske, antyder, at folkets vrede ikke er udløst direkte af regeringen, men snarere er et resultat af politik, der opfattes som favoriserende Han minoriteten på bekostning af det tibetanske flertal. Kilde: Approaching Tibet, by Ross Gearllach | April 9, 2008. Foreign Policy in Focus.

Det traditionelle tibetanske samfund var et feudalt samfund. Jorden blev dyrket af fæstebønder, og de skulle hvert år aflevere en del af deres høst til jordejeren, som kunne være et kloster eller en anden jordejer, hyppigt embedsmænd fra statsadministrationen, som fik jord i betaling for lang og tro tjeneste.

Magten i samfundet var religiøst legitimeret. De tibetanske munkeklostre sad på jordejendom og magt begrundet igennem et sindrigt system af religiøse forklaringer. Dalai Lama, den øverste leder, var således en delvis reinkarnation af Buddha. Han er en reinkarnation af det aspekt af Buddha, der repræsenterer barmhjertighed og medfølelse. Allerede den første mytologiske konge i Tibet i 6-700-tallet ses som en reinkarnation af dette Buddha-aspekt. Dalai Lamaerne repræsenterer dermed en tradition langt tilbage. De bliver derved identiske med den tibetanske stat. Når en Dalai Lama går bort, reinkarneres han i en ny person, en ny Dalai Lama, der som regel skal findes, mens vedkommende er barn.

Selv om den religiøse og verdslige magt var forenet, var der en adskillelse i den praktiske udførelse af embedshandlinger. Alle embeder i den tibetanske administration var dobbeltbesatte. En munk og en embedsmand var ansat side om side. Ved siden af sig havde Dalai Lama en regent. Der var også et statsråd, han kunne rådføre sig med. Den endelige beslutningskompetance lå dog hos Dalai Lama.

Systemet har i princippet fungeret frem til 1959, da den 14. Dalai Lama flygtede til Indien.

I 1720 drev Manchudynastiet i Beijing mongolerne ud, og Tibet kom under kinesisk overhøjhed. Det er først fra dette tidspunkt, at man med rimelig sikkerhed kan tale om berettigelsen af et kinesisk krav om territorial overhøjhed.

Fra deres koloini i Indien prøvede englænderne at åbne Tibet for handel og indflydelse sydfra. Det lykkedes for Warren Hastings, britisk guvernør i Bengalen i Indien, at etablere venskabelige forbindelser til Panchen Lama, lederen af præstestyret, i 1774. Det blev dog vanskeligt at opretholde det venskabelige forhold, ikke mindst efter en nepalesisk Gurkha-invasion af Tibet i 1792, en invasion, som tibetanerne berettiget mente, englænderne ikke var uden lod og del i. Gurkhaerne blev drevet ud med kinesisk hjælp.

I det følgende århundrede prøvede man forgæves fra anglo-indisk side at få åbnet permanente handelsstationer i Tibet, men det blev som regel ved forsøgene. I løbet af det 19. århundrede døde 4 Dalai Lamaer som børn og unge. Det kunne ikke undgå at svække udøvelsen af den øverste myndighed i landet.

I 1888 invaderede kinesiske styrker Sikkim, et lille fyrstedømme imellem Indien og Tibet. Englænderne sendte en militær ekspedition af sted, som drev kineserne ud. Englænderne og kineserne undertegnede en fredstraktat, som det tibetanske præstestyre ikke havde været med til at forhandle. I vrede over det, der var sket, vendte tibetanerne sig til Rusland og ville forhandle en traktat om samarbejde og handel med dette land. Briterne indledte nu en militær straffeaktion. I 1904 nåede de frem til Lhasa. Dalai Lama flygtede. Der blev indgået en fredstraktat i september 1904, som fastlagde tibetanske krigsskadeserstatninger og gav briterne ret til at handle i landet. Det kinesiske Qing-dynasti nægtede at undertegne Lhasakonventionen.

I 1908 genindsatte kineserne Dalai Lama som præsteskabets leder i Lhasa. I 1910 blev han afsat og flygtede til Indien. Efter den kinesisk revolution i 1911 forlod kineserne landet, og den 13. Dalai Lama vendte tilbage. Han proklamerede tibetansk selvstændighed i 1912, men det blev aldrig anerkendt af kineserne.

Ved Simlakonferencen i 1913-14 forhandlede England, Kina og repræsentanter for det tibetanske præstestyre om Tibets status. En konvention, som gav autonomi til Tibet, blev formuleret, men Kina nægtede at undertegne den.

I 1933 døde den 13. Dalai Lama. Da var den 14. dårlig nok født endnu. I 1939 blev han fundet, kun få år gammel (jvf tekst ). Den kinesiske republik havde fra 1939 en udsending stationeret i Lhasa.

I 1950 sendte Kina en hær til Tibet. Panchen Lama[i] afgav loyalitetsløfte til Beijing. Dalai Lama blev som 15 årig indsat som den 14. Dalai Lama med embedets fulde rettigheder. Det var dog ikke nok til at hævde en national tibetansk selvstændighed. Hverken Storbritannien eller Indien eller nogle andre lande kom Tibet til hjælp. Den kinesiske overmagt viste sig hurtigt at være for stor. Dalai Lama blev anmodet om at sende repræsentanter til Beijing til forhandlinger. Man nåede frem til en aftale i maj 1951. Beijing gav tibetanerne regional autonomi inden for Kina. Forsvar og udenrigspolitik skulle være under Beijing. I 1954 deltog både Panchen Lama og Dalai Lama som repræsentanter for Tibet i den kinesiske Nationalkongres’ møde.

I 1955 indgik kineserne en aftale med Indien om overtagelse af telefon- og telegrafsystemet i Tibet. Det havde indtil da været på indiske hænder.

Kineserne indledte på flere områder udviklingsplaner for Tibet. Bygningen af veje og anden infrastruktur blev sat i gang. Kinesiske forsøg på at modernisere samfundsstrukturen i kommunistisk og planøkonomisk retning førte til modstand og efterhånden guerillakrigsagtige tilstande i landet fra 1956. Mao erklærede, at Tibet endnu ikke var modent til kommunisme, men dette var ikke i stand til at standse de ulmende oprør.

I 1959 udbrød et storstilet oprør i Tibet. Det blev slået hårdt ned af kinesisk militær. Dalai Lama flygtede til Indien. Kineserne indførte et kontrol- og overvågningssystem i landet med permanent kinesisk militær tilstedeværelse. Panchen Lama blev udnævnt til statsoverhoved i landet.

I 1965 blev den højtbeliggende vestlige del af Tibet officielt udnævnt til autonom region i Kina. Den østlige halvdel af området blev indlemmet i Kina. Tibetanerne blev betegnet som en af de 55 nationaliteter i Kina (i 1990 med en befolkning på 2.2 mio. efter de officielle angivelser).

Landet skulle gradvist udvikle sig i socialistisk retning. Kinesiske ideologer så landet som et gammeldags, feudalt udbytningssystem, hvor den feudale herskerklasse bestod af munkeordenerne og jordbesidderne, og underklassen af fæstebønder og jordløse landarbejdere og nomadefolk.

Under kulturrevolutionen blev tibetanske budhister, de budhistiske klostre og helligdomme udsat for religiøs forfølgelse og vandalisme. Panchen Lama blev afsat (i 1964, men blev genindsat igen efter kulturrevolutionen).

Da Kina indledte de økonomiske reformer i 1978, blev også politikken over for Tibet lempet. Man indrømmede i 1980, at der var sket fejltagelser. Et restaureringsarbejde blev indledt over for klostre, som var blevet bombet eller på andre måder vandaliseret af rødgardister. Den økonomiske moderniseringspolitik fik imidlertid konsekvenser, som blev mødt med modstand og demonstrationer i Tibet. Tilstrømningen af kinesiske teknikere, embedsmænd og undervisere, samt indvandring af han-kinesere, føltes som en trussel mod tibetansk kultur og sprog. Dette blev ikke bedre efter indvielsen af Højlandsjernbaneforbindelsen fra Beijing til Lhasa for nogle år siden. Den har i praksis forbundet Tibets højland med det kinesiske mainland og derved ført til intensiverede forbindelser. Kinesiske forretningsfolk har øget handelskontakter og investeringer. Markedsøkonomien har ført til øget ulighed. Mange af protesterne og de voldelige episoder skyldtes en betydelig tibetansk utilfredshed med de ulige økonomiske forhold. Han-kineseres butikker blev sat i brand under urolighederne i marts 2008.

Dalai Lama fik Nobels fredspris i 1989. En tibetansk eksilregering var blevet dannet i Dharamsala i den indiske delstat Himachal Pradesh, som nogle tusinde tibetanere flygtede til efter oprøret i 1959.

Hans hellighed, Dalai Lama, blev født i en bondefamilie den 6. juli 1935, i en lille landsby kaldt Takster i det nordøstlige Tibet. Hans Hellighed blev i en alder af to anerkendt som reinkarnationen af den 13. Dalai Lama.

Da den 13. Dalai Lama døde i 1935, var den opgave, den tibetanske regering stod overfor, ikke alene at udpege en efterfølger, men at søge efter og opdage et barn, i hvem Medfølelsens Buddhar ville inkarnere.

I 1935 tog Tibets regent til den hellige sø Lhamo Latso i Chorkorgyal, omkring 135 km sydøst for Lhasa, Tibets hovedstad. I århundreder havde tibetanerne lagt mærke til, at fremtidsvisioner kunne komme til syne i denne sø. Regenten så i en vision de tre tibetanske bogstaver Ah, Ka og Ma, efterfulgt af et billede af et kloster med tage af jadegrøn og guld, og et hus med turkisfarvede teglsten. I 1937 blev højtstående lamaer og dignitarer udstyret med hemmeligheden om visionen sendt til alle dele af Tibet i en søgen efter det sted, Regenten havde set i vandet. Det søgeselskab, som tog østpå, var under ledelse af Lama Kewtsang Rinpoche fra Sera Klostret. Da de ankom til Amdo, fandt de et sted, der passede til beskrivelsen af det hemmelige syn. Selskabet tog til huset med Kewtsang Rinpoche forklædt som tjener, og juniorembedsmanden Lobsang Tsewang forklædt som leder. Rinpoche bar på en rosenkrans, som havde tilhørt den 13. Dalai Lama, og den lille dreng i huset genkendte den og forlangte at få den. Kewtsang Rinpoche lovede at give ham den, hvis han kunne gætte, hvem han var, og drengen svarede, at han var “Sera Aga”, hvad der i den lokale dialekt betyder “En lama fra Sera”. Så spurgte Rinpoche, hvem lederen var, og drengen sagde navnet korrekt; han kendte også navnet på den rigtige tjener. Dette blev efterfulgt af en serie af prøver, som indbefattede udpegning af ting, som havde tilhørt den 13. Dalai Lama.

Med disse prøver var de yderligere blevet overbevist om, at reinkarnationen var blevet fundet, og deres overbevisning blev forstærket af betydningen af de tre bogstaver, der var blevet set i Lhamo Lhatso søen: “Ah” kunne stå for Amdo, provinsens navn; “Ka” for Kumbum, et af de største klostre i nabolaget; og de to bogstaver “Ka” og “Ma” for Karma Rolpai Dorje klostret på bjerget over landsbyen. I 1940 blev den 14. Dalai Lama indsat på tronen.

Kilde: Office of Tibet. Official Agency of His Holiness the Dalai Lama. London. WWW.Tibet.org. 9.9.1997

Tekst 2 :UDTALELSE AF DALAI LAMA TIL UDENRIGSUDVALGET I DET DANSKE FOLKETINGS HØRING OM TIBET. KØBENHAVN, 13. MAJ 1996.

Det er en stor glæde for mig at tale til jer i dag, ved åbningen af denne høring om Tibet. Denne høring kommer på et afgørende tidspunkt. Siden ophævelsen af krigsret i maj 1990 er undertrykkelse og politisk forfølgelse fortsat i Tibet og har på det sidste nået et nyt højdepunkt. Opfyldelsen af menneskerettighederne i Tibet er, desværre, ikke forbedret. Tværtimod, den kinesiske regering har intensificeret undertrykkelsen. Dette er også blevet dokumenteret i rapporter fra internationale menneskerettighedsorganisationer. Jeg er overbevist om, at andre velinformerede eksperter inviteret til denne høring også vil bekræfte den beklagelige udvikling i Tibet.

Overtrædelser af menneskerettigheder i Tibet har en særlig karakter. Sådanne misbrug er rettet mod tibetanere som et folk, der hævder deres egen identitet og deres ønske om at bevare den. Overtrædelser af menneskerettigheder i Tibet er således ofte resultatet af institutionaliseret racemæssig og kulturel diskrimination. Hvis menneskerettighedssituationen i Tibet skal forbedres, så skal menneskerettighedsspørgsmålet her behandles ud fra sine egne forudsætninger. Det bør ses som adskilt fra den overordnede situation i Kina. Kineserne i Kina lider utvivlsomt under overgreb på menneskerettighederne, men disse overgreb er af en helt anden art.

I Tibet bliver mit folk marginaliseret og udsat for diskrimination igennem den krybende sinologisering af samfundet. Ødelæggelsen af kulturelle frembringelser og traditioner kombineret med masseindflytningen af kinesere til Tibet er identisk med kulturelt folkemord. Selve tibetanernes overlevelse som et særligt folk er under konstant trussel. På samme måde må spørgsmålet om miljømæssig ødelæggelse og spredning af forurening, som har alvorlige virkninger ud over det tibetanske højland, samt den økonomiske udvikling, tages op specifikt med henblik på Tibet. Disse problemer er også anderledes end dem, Kina står overfor. Det er opmuntrende at se den voksende bekymring, der vises for menneskerettighederne i Tibet fra mange regeringer og NGO’er rundt omkring i verden. Men overtrædelserne af menneskerettigheder, miljømæssig fornedrelse og social uro i Tibet er kun symptomerne på og konsekvenserne af et dybere problem. Grundliggende er spørgsmålet om Tibet politisk. Det er et spørgsmål om kolonialt herredømme: Undertrykkelsen af Tibet af Den kinesiske Folkerepublik og det tibetanske folks modstand imod det herredømme. Dette problem kan kun løses ved forhandlinger, og ikke, som Kina gerne ville have det, igennem magtudøvelse, intimidering og befolkningsoverførsel.

Denne høring er også betydningsfuld på grund af den forandringsproces, som er ved at finde sted i Kina. Det giver en historisk mulighed for Danmark og andre medlemmer af det internationale samfund for at genvurdere deres politik over for Kina, for både at påvirke og svare på de ændringer, som er ved at finde sted i det land. Hvad angår Tibet, er jeg overbevist om, at de følgende år vil blive afgørende for at få gennemført ærlige forhandlinger mellem os og den kinesiske regering. Sådanne forhandlinger er den eneste vej til en fredelig og tilbundsgående løsning af det tibetanske spørgsmål.

Det er utvivlsomt i det kinesiske folks interesse, at den nuværende totalitære et-partistat giver plads for et demokratisk system, i hvilket grundliggende menneskerettigheder og frihedsrettigheder beskyttes og fremmes. Det kinesiske folk har klart demonstreret dets ønsker om menneskerettigheder, demokrati og retssamfund i folkelige bevægelser, begyndende i 1979 med “Demokratimuren” og kulminerende med den store folkelige bevægelse i foråret 1989.

Kina har behov for menneskerettigheder, demokrati og retssamfund. Disse værdier er fundamentet for et frit og dynamisk samfund. De er også kilden til sand fred og stabilitet. Et samfund, der holder sådanne værdier i hævd, vil give langt større potentiel og sikkerhed for handel og investeringer. (...)

I sidste ende er det op til de tibetanske og kinesiske folk selv at finde en retfærdig og fredelig løsning på det tibetanske problem. Derfor har jeg altid i vores kamp for frihed og retfærdighed forsøgt at finde en ikke-volds vej for at sikre, at et forhold baseret på gensidig respekt, venskab og ægte godt naboskab kan blive opretholdt imellem vore folk i fremtiden.(...)

Jeg har ydermere i mine bestræbelser på at søge en forhandlingsløsning afstået fra at bede om Tibets fulde selvstændighed. Historisk set og ifølge international lov er Tibet et uafhængigt land under kinesisk besættelse. Jeg har imidlertid i løbet af de sidste 15 år i forsøget på at opnå en forhandlingsløsning antaget en forsoningens og kompromisets “midt på vejen” løsning. Skønt det er det tibetanske folks overvældende ønske at genvinde deres nationale uafhængighed, har jeg gentagne gange og i fuld offentlighed sagt, at jeg er villig til at gå i forhandlinger på basis af en dagsorden, der ikke indbefatter uafhængighed. Den fortsatte besættelse af Tibet udgør en stigende trussel imod selve eksistensen af en særlig tibetansk national og kulturel identitet. Derfor ser jeg det som mit overordnede ansvar at tage hvilkesomhelst skridt, der er nødvendige, for at redde mit folk og dets unikke kulturel arv fra total udslettelse.

Endvidere tror jeg, at det er vigtigere at kigge fremad mod fremtiden end at dvæle i fortiden. Teoretisk set er det ikke umuligt at forestille sig, at 6 mio. tibetaner kunne nyde godt af at sluttes ig til en mia. kinesere af egen fre vilje, hvis et forhold baseret på lighed, gensidige fordele og gensidig respekt kunnne etableres. Men, hvis Kina ønsker, at Tibet skal blive sammen med Kina, er det op til Kina at skabe de nødvendige betingelser. Virkeligheden i dag er, at Tibet er et besat land under kolonialt herredømme. Dette er det essentielle spørgsmål, som skal tages op og løses igennem forhandlinger.

Uheldigvis mangler den kinesiske regering endnu at akceptere alle de forslag og iinitiativer vi er kommet med i årenes løb, og de mangler endnu at gå ind i substansforhandlinger med os. I mellemtiden bliver de ved med at oversvømme Tibet med kinesiske immigranter, hvorved de effektivt reducerer tibetanerne til en betydningsløs minoritet i deres eget land. Nogle af mine venner kalder faktisk dette for Kinas “endelige løsning”[1] på det tibetanske problem.

Tibet - en ældgammel nation med en unik kultur og civilisation - er hastigt ved at forsvinde. I mit forsøg på at beskytte min nation imod denne katastrofe har jeg altid søgt efter at blive guidet af realisme, moderation og tålmodighed. Jeg har prøvet på enhver måde, jeg kender, at finde en eller anden gensidigt akceptabel løsning i forsoningens og kompromisets ånd. Det er imidlertid nu åbenbart, at vore forsøg alene ikke er tilstrækkelige til at bringe den kinesiske regering til forhandlingsbordet. Denne sørgelige tingenes tilstand tvinger mig til at appellere til Deres regering og det internationale samfund om øjeblikkelig intervention og handling på mit folks vegne.

Man må først forstå den sande natur af Kinas herredømme over Tibet. Kinas ledere har i årtier, selv før den kommunistiske revolution, udbredt en falsk og selvpromoverende version af Tibets historie og af Tibets og Kinas indbyrdes relationer. Tibets historiske uafhængighed og dets rige kulturelle og åndelige traditioner er blevet fuldstændig forvrænget for at retfærdiggøre Kinas invasion, dets besættelse og undertrykkelse af Tibet. Det internationale samfund og selv det kinesiske folk forstår stadig ikke fuldt ud omfanget af den ødelæggelse, lidelse og uretfærdighed, som tibetanerne har oplevet under kinesisk herredømme. I dag følger det kinesiske folk, særlig de intellektuelle, tæt, hvad der sker uden for Kina. De kinesiske myndigheder er ikke længere i stand til at isolere befolkningen fra udenlandske informationskilder. Det er derfor umådelig vigtigt, at regeringer og NGO’er i demokratiske lande åbent og ærligt diskuterer alle aspekter af det tibetanske spørgsmål, fra de historiske relationer mellem Tibet og Kina til de løbende overtrædelser af menneskerettigheder.

For det andet må Kinas ledere bringes til at forstå, at Tibetspørgsmålet vil forårsage stadig større problemer for Kina både indenlands og internationalt, med mindre det løses til både Kinas og Tibets tilfredshed gennem ærlige forhandlinger, under hvilke alle spørgsmål kan tages op og blive drøftet med ærlighed og ligefremhed.

For det tredje har vi brug for, at demokratiske landes regeringer fortsætter med at opfordre de kinesiske myndigheder til at respektere menneskerettighederne i Tibet og til at gå ind i alvorlige forhandlinger med os. (...)

For det fjerde bør regeringer i demokratiske lande under deres kontakter med ledere og medlemmer af demokratibevægelsen i Kina og i eksil gøre disse klart, hvilke forventninger de har med hensyn til Kinas fremtidige opførsel over for Tibet. Det er nu tid for kinesiske demokrater at forpligte sig herpå.

Tekst 3: Xin Lai: “TIBET HAR ALDRIG VÆRET EN UAFHÆNGIG STAT”, SIGER FORSKERE

Idet de kommenterede en nylig tale af Dalai Lama i det britiske parlament, hvor han sagde, at “ifølge historien og international ret, er Tibet en uafhængig stat under kinesisk besættelse”, fremhævede to tibetologer Dainzhub Angbun og Yang Gongsu, at Tibet aldrig har været en uafhængig stat, netop ifølge historien og den internationale ret.

Dainzhub Angbun, vice-præsident for Nationaliteternes Centraluniversitet, understregede, at den kinesiske regering begyndte at lave folkeregistrering, pålægge skatter og fastsætte afgifter for hoveriarbejde i Tibet så tidligt som under Yuan dynastiet (1271-1368), åbenbart bevis for, at man udøvede overhøjhed over Tibet i den moderne internationale rets forstand.

Ifølge de to forskere peger alle kendsgerninger på en konklusion gående på, at Tibet aldrig har haft til hensigt at være uafhængig af Kina igennem hele dets historie. Historiske dokumenter, som er til rådighed nutildags, viser, at sloganet om “tibetansk uafhængighed” faktisk blev indledt af nogle britiske imperialister, der lagde komplot om at besætte Tibet. “Beviserne”, som Dalai Lama og hans vestlige allierede fremlægger, tjener som historisk støtte for deres “tibetansk uafhængigheds” påstand er vage og grundløse.

Et af deres “beviser” er f.eks. Lhasa konventionen, som den invaderende britiske hær tvang tre større klostre i Lhasa til at underskrive i 1904. Men selve kendsgerningen er, at dokumentet ikke kunne træde i kraft, fordi Qing regeringens højkommissær stationeret i Tibet nægtede at undertegne den.

Skønt Qing regeringen indvilligede i Lhasakonventionen senere - i form af et tillægsdokument til Beijing-traktaten, så fik den ordlyden ind i sidstnævnte traktat, at “Storbritannien skal aldrig okkupere Tibet og aldrig blande sig i nogen politiske spørgsmål i regionen”, hvorved den kinesiske suverænitet over Tibet blev opretholdt.

Et andet “bevis” er Simlakonferencen, der blev holdt i 1913 og 1914 i Indien, som blev sponsoreret og mastermindet af den britiske regering i hemmelig forståelse med tibetanske pro-britiske elementer. Begge forsøgte at adskille Tibet fra kinesisk territorium.

Kendsgerningen er, at selv om den notoriske “McMahon Linje” blev forhandlet mellem Tibet og Storbritannien i slutningen af trepartskonferencen om Tibets status og dets grænser, og opkaldt efter lederen af den britiske delegation Sir Henry McMahon, så nægtede de tilstedeværende kinesiske regeringsdelegater at godkende linjen med den begrundelse, at Tibet var underlagt Kina og dermed ikke var bemyndiget til at udfærdige traktater.

Dalai Lama og hans vestlige allierede henviser til et cirkulære udfærdiget af den 13. Dalai Lama om fordrivning af Sezhuan-hæren fra Tibet efter 1911 revolutionen, som styrtede Qing-dynastiet (1644-1911) som en “uafhængighedsdeklaration for Tibet”. Dokumentet nævnte imidlertid, som det fremgår af Dainzhub Angbuns og Yang Gongsus forskning, ikke ordet “uafhængighed” for Tibet overhovedet. Det var briterne, som gengav ordet “Snelandet” - Tibets andet navn - med ordet “stat” på engelsk.

De to forskere forklarede, at den 13. Dalai Lamas træk blot var udtryk for en indenlandsk konflikt imellem regimer og krigsherrer, og at det intet havde med Tibets “uafhængighed” at gøre.

Dainzhub Angbun, som har været optaget af studier af det historiske forhold imellem den centrale regering og den lokale regering i Tibet i årtier, sagde: “Den såkaldte ‘tibetanske selvstændighed’ er faktisk et resultat af udenlandske imperialisters forsøg på at invadere Tibet over en lang periode i fortiden. I dag søger Dalai Lama hjælp hos de selvsamme fremmede magter, som havde til hensigt at kolonisere Tibet. Er det ikke et klart forræderi overfor det kinesiske folks - og hermed tibetanernes - interesser?”

Ifølge Dainzhub Angbun søgte alle tibetanske ledere politiske positioner under Ming-dynastiet (1368-1644). Under Qing dynastiet blev titlerne som Dalai og Panchen Lama også bevilget af den centrale regering.

Hvad angår det synspunkt, som nogle vestlige historikere har, nemlig at Tibet engang blot var en tributær stat til Kina, og at Kina således ikke havde nogen overhøjhed over det, fremhævede Dainzhub Angbun, at en tributær stat både nominelt og essentielt ikke er en stat, hvortil centralregeringen sender ministre, blander sig i indsættelsen af ledere, og pålægger skatter. “Det er åbenbart, at Tibet ikke skal klassificeres som en tributær stat,” sagde Dainzhub Angbun.

Professor Yang Gongsu fra Beijing Universitet blev engang udpeget som assistant for centralregeringens repræsentant i Tibet efter regionens fredelige befrielse i 1951 og arbejdede 13 år i Tibet derefter. Som kinesisk ambassadør i Nepal for nogle år siden kunne han kunne han ofte rejse i Indien og andre lande, hvorved han blev bekendt med Dalai Lamas aktiviteter og hans “eksilregering”.

Ifølge Professor Yang var den unge Dalai Lama intelligent, klog og ivrig efter at lære nyt for godt 40 år siden, da Yang havde hyppig kontakt med ham. “Han ikke alene støttede centralregeringen, men han elskede også det kinesiske moderland,” huskede Yang.

“Men siden han tog til udlandet, har han søgt hjælp fra fremmede magter, hvorved han er endt med at blive et redskab i hænderne på anti-kinesiske kræfter og overhoved for den tibetanske uafhængighedsbevægelse, der er under indflydelse af fremmede magter og reaktionære fraktioner inden for hans egen gruppering. Det gør mig bedrøvet og skuffet,” sagde professor Yang.

Kinas nuværende krav på Tibet baserer sig udelukkende på den indflydelse, som de mongolske kejsere og Manchukejserne udøvede over Tibet i det 13. og 18. århundrede.

Da Genghis Khans mongolske imperium udvidedes i retning af Europa i Vest og Kina i Øst i det 13. århundrede, indgik de tibetanske ledere fra den tibetanske buddhistiske Sakya-skole en aftale med den mongolske herskere for at undgå den ellers uundgåelige erobring af Tibet. De lovede politisk troskab og religiøse velsignelser og undervisning til gengæld for beskyttelse. Det religiøse forhold blev så vigtigt, at da Kublai Khan erobrede Kina og etablerede Yuan dynastiet, inviterede han Sakya Lama til at blive øverste gejstlige i hans imperium.

Det forhold, der udviklede sig og stadig eksisterer i dag mellem mongolerne og tibetanerne er en afspejling af den tætte racemæssige, kulturelle og især religiøse nærhed mellem de to centralasiatiske folk. At påstå, at Tibet blev en del af Kina, fordi begge lande var uafhængigt underlagt varierende grader af mongolsk kontrol, som Folkerepublikken gør, er absurd. Det mongolske imperium var et verdensimperium; der eksisterer ikke nogen vidnesbyrd, der angiver, at mongolerne integrerede administrationen af Kina og Tibet, eller sluttede Tibet til Kina på nogen måde. Det er det samme som at påstå, at Frankrig skulle tilhøre England, fordi begge kom under romersk dominans, eller at Burma blev del af Indien, da det britiske imperium udstrakte sin myndighed over begge områder.

Denne relativt korte periode af udenlandsk dominans over Tibet fandt sted for 700 år siden. Tibet brød væk fra Yuan kejseren, før Kina genvandt sin selvstændighed fra Mongolerne med etableringen af det indfødte Ming dynasti. Først i det 18. århundrede kom Tibet igen under en grad af fremmed indflydelse.

Ming dynastiet, som regerede Kina fra I368 til I644 havde få bånd til og ingen myndighed over Tibet. Manchuerne, på den anden side, som erobrede Kina og etablerede Qing dynastiet i det 17. århundrede omfavnede den tibetanske buddhisme, som mongolerne havde gjort det og udviklede tætte bånd til tibetanerne. Dalai Lama, som da var blevet den åndelige og sekulære leder af Tibet, indvilligede i at blive den åndelige rådgiver for Manchu kejseren. Han accepterede beskyttelse til gengæld. Dette præst-herre forhold, som Dalai Lama også opretholdt for adskillige Mongolske herskere og tibetanske adelsmænd var det eneste formelle bånd, som fandtes mellem tibetanerne og manchuerne under Qing dynastiet. Det påvirkede ikke i sig selv Tibets uafhængighed.

På det politiske niveau lykkedes det nogle magtfulde Manchu kejsere at udøve en grad af indflydelse over Tibet. Mellem 1720 og 1792 sendte kejserne Kangxi, Yong Zhen og Qianlong således kejserlige tropper til Tibet fire gange for at beskytte Dalai Lama og det tibetanske folk imod fremmed invasion og indre uro. Det var disse ekspeditioner, der gav dem indflydelse i Tibet. Kejseren sendte repræsentanter til den tibetanske hovedstad Lhasa, af hvilke nogle udøvede deres indflydelse i hans navn over den tibetanske regering, specielt hvad angår førelsen af udenrigspolitikken. Da manchuernes magt i nogle årtier var på sit højeste niveau, var situationen ikke ulig den, der er mellem en supermagt og en nabo satellit eller protektorat. Underkastelsen af en stat under udenlandsk indflydelse og selv intervention i udenrigspolitiske eller indenlandske sager, hvor betydningsfuld denne end kan være, medfører ikke i sig selv den juridiske udslettelse af den stat. Derfor, skønt nogle manchu kejsere udøvede betragtelig indflydelse over Tibet, så inkorporerede de ikke derved Tibet i deres imperium, og ej heller i selve Kina.

Manchuernes indflydelse varede ikke særlig længe. Den var helt ineffektiv på den tid, hvor briterne kortvarigt invaderede Tibet i 1904, og standsede helt, da Qing dynastiet blev styrtet i 1911 og erstattet af en republik i Kina. De bånd, der måtte være mellem Dalai Lama og Qing kejseren var forsvundet med opløsningen af Manchuimperiet.

Fra I911 til I950 undgik Tibet succesfuldt upassende udenlandsk indflydelse og opførte sig på enhver måde som en fuldt ud uafhængig stat. Den 13. Dalai Lama understregede sit lands uafhængige status udadtil, når der blev kommunikeret formelt med fremmede lande og indadtil ved at udsende en proklamation, der bekræftede Tibets uafhængighed, samt ved at styrke landets forsvar. Tibet forblev neutral under II. Verdenskrig trods stærkt pres fra Kina og dets allierede, Storbritannien og USA. Den tibetanske regering opretholdt uafhængige internationale relationer med alle nabolande, hvoraf de fleste havde diplomatiske repræsentanter i Lhasa.

Holdningen hos de fleste regeringer, som Tibet opretholdt relationer til, indbefattede anerkendelse af Tibets uafhængige status. Den britiske regering bandt sig til ikke at anerkende kinesisk overhøjhed eller nogle andre rettigheder over Tibet, med mindre Kina undertegnede Simla konventionen af 1914 med Storbritannien og Tibet, hvad Kina aldrig gjorde. Nepals anerkendelse blev bekræftet af den nepalesiske regering i 1949, i dokumenter til FN til støtte for den regerings ansøgning om medlemsskab. (...)

Kilde the Cultural Survival Quarterly. Vol.12 1988 Number 1. Reprint: www. International Campaign for Tibet (ICT) 1998. Michael v. Walt har været juridisk rådgiver for Dalai Lama. Tekster oversat fra engelsk af GF.

Vurdering af striden om, hvorvidt Kina oversvømmer Tibet med han-kinesere og derved truer den tibetanske kultur med undergang, vanskeliggøres af, at de forskellige deltagere i diskussionen benytter forskellige definitioner af Tibet. Det, Kina kalder Tibet Autonomous Region (TAR), består af det vestlige Himalayhøjland og blev etableret i 1965, da Kina indlemmede de østlige dele af det oprindelige Stortibet i Kina. Det, andre forbinder med begrebet Stortibet, består af de tre oprindelige provincer U'Tsang, Kham og Amdo. TAR består af det oprindelige U'Tsang-område. Det er det, der tales om i kinesiske statistikker.

[1] Dalai Lama bruger her udtrykket “final solution” i anførselstegn, dvs udtrykket kan være synonymt det, der bruges om jødeudryddelsne (“Endlösung”).

[i] Det tibetanske præsteskab er traditionelt meget hierarkisk opbygget. Øverst står de to lamaer, Dalai Lama og Panchen Lama. De er teoretisk set ligestillede. Dalai Lama anses dog for at have større magt og autoritet på den verdslige magts område.