Identitetspolitik er en form for politik, der ofte starter i udkanten af det organiserede samfund. Det kan være fordi, man har haft svært ved at slå igennem som f.eks. socialist eller liberalist i etablerede partier. Man finder så i stedet et politisk udtryk, der er formuleret omkring ens identitet som f.eks. tilhørende en race, indvandrergruppe eller seksuelt minoritet. Motiverne kan ofte være psykologiske. Man har følt en mangel på anerkendelse af sin egenart i det etablerede samfund og finder i stedet støtte i identitetsdefinitionen. 
    At ”definere identitet”  kan gøres på mange forskellige måder. Men ofte viser det sig i en understregning af forskellighed i forhold til de andre.  Man deltager eksempelvis i gay parade som homoseksuelt for på den måde at vise og hævde sin forskellighed.
   Identitetspolitikken kan også finde mere organiserede politiske udtryk. Det gælder f.eks., når man har kæmpet for homoseksuelles rettigheder ved at øve pres på det politiske system for at påvirke lovgivningen til fordel for gruppen, man har fundet sin identitet i.  Man har f.eks. i Danmark Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, der arbejder for denne gruppes politiske, kulturelle og socioøkonomiske ligestilling. 

Identitetspolitik kan findes i indvandrergrupper, der har kæmpet for at finde en accepteret plads i det danske samfund. Man kæmper f.eks. for at nedbryde, hvad man opfatter som fordomme og stereotyper om indvandrere, f.eks. at de har gammeldags familiestrukturer med det mandlige familieoverhoved for bordenden, som ikke vil anerkende hustrus og døtres ønsker om at komme ud i samfundet.  Kampen om den muslimske identitetspolitik brød eksempelvist ud i fuldt flor i 2013 - 14 omkring en digtsamling skrevet af den unge muslim Yahya Hassan. Digtsamlingen bar samme navn som forfatteren.  I digtsamlingen beskrev forfatteren i en række digte sin egen opvækst i et ghettomiljø, hvor han blandt andet kritiserede muslimske mænd for hykleri, dvs f.eks. en dobbeltmoral omkring misforholdet imellem den religiøse andagt ved bønnen og i moskéen i forhold til socialt snyderi og bedrag og adfærden over for kvinder og børn i familie og boligområde.
    Mange danskere syntes godt om digtene, og digtsamlingen blev hurtigt solgt i over 100.000 eksemplarer, hvad der er overordentlig meget for en digtsamling i Danmark. Det var måske fordi, mange danskere fik fordomme bekræftet, måske p.g.a. den literære værdi. Mange muslimer blev stødt. Det var identiteten som muslim og indvandrer i Danmark, det drejede sig om.

Identitet dannes sommetider igennem, som det er nævnt ovenfor, igennem understregning af forskellighed. For nogle unge muslimer har det vist sig igennem tilslutning til den radikale islamiske organisation Hizb ut-Tahrir, der arbejder for indførelse af  sharialov (islamisk traditionel lov) og respekt for sin definition af traditionelle islamiske værdier.

I anden halvdel af det 20. århundrede så man opblomstring af identitetspolitik i USA. Det var en del af det, man kalder counter culture bevægelsen (modkultur, altså kultur, der vendte sig imod den dominerende hvide kultur). Det drejede sig om civil rigthts bevægelsen, der kæmpede for fuldt ligestilling af de sorte. Det drejede sig om de unges bevægelse og kamp for, hvad man opfattede som en mere autentisk tilværelse end forstads-”ghetto”-livet i de rige, hvide forstæder. Der var gay and lesbian liberation (frigørelse for bøsser og lesbiske), der var feministernes kamp for reel ligestilling og definition af kvinderollen.  Der var indianernes, de oprindelige beboere på det nordamerikanske kontinent, kamp for anerkendelse af indianernes særlig egenart.
    De sortes identitetspolitik udviklede sig fra civil rights (borgerrettigheder) til netop en kamp for identitet. ”Black is beautiful” sagde bevægelsen De sorte Pantere, Angela Davis og Malcolm X.  Nogle konverterede til islam. Det gjaldt f.eks. sværvægtsbokseren Muhammed Ali. Han skiftede sit oprindelige ”slavenavn” Cassius Clay ud med det islamisk klingende navn for at understrege modsatheden i forhold til de hvide værdier. Han ville heller ikke acceptere at blive sendt til Vietnam som en del af værnepligten i den amerikanske hær for at deltage i de hvide amerikaneres imperialistiske krig. Det førte til et fængselsophold i stedet, - hvad der så netop kan have styrket identiteten som forskellighed. 

Man kan også tale om identitetspolitik som kamp for national egenart. Hvad vil det f.eks. sige ”at være dansk”? I 2013 vakte det en vis forbløffelse at se, hvor stor folkelig modstand salget af knap 20 pct af aktierne i det danske energiselskab DONG til en amerikansk finansvirksomhed (Goldman Sachs) førte til. Man havde forestillet sig, at nu var Danmark sporet ind på den globaliserede økonomis vilkår. Det skulle ikke længere undre en, at udenlandske virksomheder købte op i Danmark, når danske virksomheder købte tilsvarende op i udlandet. Men opinionsundersøgelser viste, at et stort flertal af danskerne på tværs af traditionelle højre-venstre skillelinjer vendte sig imod salg af det danske energiselskab til amerikansk kapital.
    Lidt på samme måde må man nok også sige, at velfærdsstaten/den nordiske velfærdsmodel kan være identitetsgivende. Det er noget, mange danskere instinktivt vil værne om - ikke kun ud fra økonomiske tryghedsbehov, men fordi det understøtter en følelse af at tilhøre en egenart.

Udgangspunktet for at hævde  identitet er, at opfattelsen af identiteten føles ”skævvredet”. Muslimen føler sig underlagt danske mediers og det danske befolkningsflertals opfattelse af, hvad det skal indebære at være indvandrer. Man føler, det er en opfattelse præget af stereotyper og fordomme og understreger for en selv og ens gruppe, hvad man mener der skal ses som den rette opfattelse ud fra den selv- eller gruppedefinerede identitet.
     Hvad er f.eks. tørklædet udtryk for? Er det religiøst begrundet, eller hænger det sammen med normer og værdier i det samfund, man evt kommer fra oprindeligt? Under alle omstændigheder kan anvendelsen af traditionel etnisk påklædning blive forstærket i modtagerlandet, fordi det netop kan være identitetsforstærkende, og det er det, man har behov for i den aktuelle situation for at understrege den anderledes identitet i forhold til flertalsbefolkningen.

For feministen kan det skævvredne være de kvindebilleder, som er skabt af reklame- og modeindustrien. Her fremhæves det f.eks., at kvinder skal være så slanke, at det nærmest vil være anoreksisk selvmorderisk at forsøge at efterligne dette ”attråede” kvindebillede. Kvinden skal gøres til herre over egen krop. Man er smuk i sin naturlighed uden den overdrevne make-up og slankning. Her er det altså en kamp for identitet på tværs af reklamens og kulturindustriens kvindebillede.

Figur 1 : Identitetspolitikkens mulighedsrum

En del identitetspolitik har som omdrejningspunkt identiteten. Der gøres opmærksom på den, f.eks. i gay parades eller etniske processioner/demonstrationer, f.eks. National Puerto Rican Day Parade, som er et symbolsk samlingspunkt for de 4 mio mennesker af puertoricansk herkomst, der er bosiddende i USA. Det kan blive til krav til det politiske system, når man f.eks. vil have særlig sprogundervisning til sin gruppe, eller når  forlanger at få indflydelse på lovgivningen om homoseksuelt partnerskab.

Multikulturalisme

Et multikulturelt samfund defineres som et samfund, hvor forskellige etniciteters  og kulturers egenart og værdier er respekteret i det offentlige rum (f.eks. skoler, public servicemedier og andre alment tilgængelige medier). I et sådant samfund kræver man ikke assimilation. Tværtimod respekteres og tillades det de forskellige kulturer og etniciteter at bevare og udtrykke deres egenart i klædedragt, indkøbsvaner og opdragelsesformer. Men hvor langt skal man gå? Skal man i et samfund også tillade omskæring af piger (og drenge)?  Skal man tillade omskæring af piger, hvis det beviseligt kan være skadeligt for deres udvikling af almindelig seksuelt lyst? Skal man tillade æresdrab? Tvangsægteskaber? Skal man tillade muslimsk sharialovgivning? 
    Det er let at se, at den liberale tolerance, som multikulturalismen er udtryk for, kan komme i karambolage med sine egne liberale værdier, når multikulturalisme fører til accept af patriarkalske værdier, der er undtrykkende for kvinder.

I Frankrig har man forbudt kvinder at bære niqab (kvindedragt, der også dækker ansigtet) og religiøse symboler i det offentlige rum - officielt ud fra den begrundelse, at det er i uoverensstemmelse med landets republikanske tradition og værdier.

Sociale bevægelser

Sociale bevægelser kan være af mange slags. Et vigtigt spørgsmål er, hvordan man overhovedet skal definere social bevægelse. Det er ikke alt, der er en social bevægelse. Da britiske fodboldhooligans i sommeren 2000 hærgede dele af den indre by i København, var der næppe her tale om en ”social bevægelse”, selv om en stor del af deltagerne i ”aktionen” var af nogenlunde den samme genkendelige sociale baggrund, og de utvivlsomt havde en ”sag”. Der var ikke tale om en ”sag”, der relaterede sig til det politiske system. Man har også eksempler på, at sociale massebevægelser skabes ovenfra, som det f.eks. skete i Nazi-Tyskland. Det er heller ikke den form for social bevægelse, der er interessant her. De skal komme nedefra og sigte imod samfundsforandring eller påvirkning af det politiske systems beslutninger.

Figur 2 giver en oversigt over forskellige typer af sociale bevægelser. Der skelnes imellem, om de især forsøger at påvirke bevidsthed og holdninger i befolkningen ved at rejse sager og gøre opmærksom på sig selv, eller om de især forsøger at påvirke det politiske system til at tage bestemte beslutninger. Som regel forsøger bevægelserne begge dele. Men de kan fokusere på den ene eller den anden yderlighed.

Figur 2: Sociale bevægelser imellem identitet og målrationalitet

Baggrunden for sociale bevægelsers opståen

En social bevægelse opstår altså, fordi man vil påvirke samfundet eller beslutningstagerne. Grunden til, at de opstår, kan være samfundsmæssige konflikter om fordeling eller symboler og værdier. Arbejderbevægelsen er en af industrisamfundets ældste bevægelser. Den opstod, fordi man ville påvirke beslutningstagerne til at forbedre arbejderklassens vilkår: Bedre arbejdsløshedsunderstøttelse, arbejdsskadelovgivning, etc. Den drejede sig altså i første række om fordeling. Men den drejede sig også om immaterielle værdier og symboler, som man kan konstatere ved f.eks. et besøg på Arbejdermuseet i København. Her får man et indtryk af arbejderbevægelsens historie. Det var kampen om kulturen og dens udtryksformer, kampen om livsform og livsstil, og hverdagslivets udformning. Mange sociale bevægelser er startet som protest imod nogle forhold. De kommer imidlertid til at indeholde meget andet end protest. Når det f.eks. er arbejderbevægelsen, vi ser på, så kom den til at betyde opbygning af ny identitet, er styrkelse af den identitet, man havde i forvejen. Som regel udvikles identiteten igennem bevægelsen. Man føler sig som arbejder, der handler i solidaritet med andre.

 Arbejderbevægelsen består af fagforeninger, der forhandler med arbejdsgiverne om løn og arbejdsvilkår, men den er også en bredere sociale bevægelse, der generelt har stillet mange krav til samfundets beslutningstagere. I figur 3 falder denne form for bevægelse ind under socialgruppeteorien.

Figur 3: Baggrunde for sociale bevægelsers opståen (Klik på hotspots i billedet)

Note: Figurerne symboliserer: 1. Firkantet instrumentel, målrettet handling. 2. Nedefra og op instrumentel handling. 3 Nedefra og op empowerment gennem fremskaffelse af ressourcer og 4. Identitetsempowerment.

Der er formuleret forskellige teorier om baggrunden for sociale bevægelsers opståen. Udover dannelsen af sociale grupper (klasser), som i et vidt omfang hører industrisamfundet til, har man også opereret med den såkaldte POS-teori (POS: Politiske Opportunitetsstrukturer). Den siger, at sociale bevægelser, kollektive aktioner, opstår i et forsøg på at udnytte mulighederne, som gives af økonomisk udvikling og det politiske system. Inden for freds- og u-landsarbejde har man f.eks. set sociale bevægelser og aktioner opstå, fordi det danske samfund engagerede sig i problemstillingerne omkring den ulige verden og befrielsesbevægelserne i Den tredje Verden. Danmark støtte f.eks. modstandsbevægelsen ANC (African National Congress) imod apartheid i Sydafrika frem til apartheids afskaffelse i 1994. Det gav mulighed for solidaritetsarbejde. Det kunne selvfølgelig have fundet sted alligevel, men muligheden blev formentlig forstærket af de muligheder – også for finansiering af aktiviteter, som det offentlige engagement åbnede op for. Mulighederne hænger sammen med parlamentets og regeringens sammensætning – og forholdet mellem regering og opposition.

Ressourcemobiliseringsteorien siger, at kollektive bevægelser opstår i et forsøg på at mobilisere ressourcer i et politisk arbejde. Man kan her forestille sig, at aktiviteten da afhænger af den økonomiske situation. Et samfund med god økonomi og tendens til skabelse af overskud i økonomien vil give baggrund for, at sociale bevægelser opstår i et forsøg på at bruge mulighederne. Man har f.eks. set Christianiabevægelsen som et udløb af de ”glade 60’ere”. Det er næppe tænkeligt, at der var opstået et Christiania i 1930’ernes eller 40’ernes nøjsomhedssamfund. Den sociale bevægelse giver en form for empowerment (”mægtiggørelse”), der bliver selvforstærkende, når samfundet ser mulighederne i den og lader materielle ressourcer tilflyde den. Et eksempel kunne være kvindebevægelsen eller dele af den. Bevægelsen førte bl.a. til Grevinde Danner stiftelse, Center for Ligestilling, mv.

Det er også muligt at se politisk aktivitet som et udslag af ren livspolitik eller identitetspolitik. Man agerer som led i et personligt politisk identitetsgivende projekt. Det er dog den kollektive organisering, der gør det til et politisk projekt. Her kan man bruge den lesbiske bevægelse/bøsse-bevægelsen som eksempel. Dette eksempel viser, at man skal passe på ikke at generalisere for meget. Der er tale om tendenser, der slår igennem i større eller mindre grad. Men det er klart, at man i flere af bøssebevægelsens manifestationer kan se ønsker om definition af identitet og kulturel udfoldelse som led i livsprojektet.