Sociale bevægelser kan være af mange slags. Et vigtigt spørgsmål er, hvordan man overhovedet skal definere social bevægelse. Det er ikke alt, der er en social bevægelse. Da britiske fodboldhooligans i sommeren 2000 hærgede dele af den indre by i København, var der næppe her tale om en ”social bevægelse”, selv om en stor del af deltagerne i ”aktionen” var af nogenlunde den samme genkendelige sociale baggrund, og de utvivlsomt havde en ”sag”. Der var ikke tale om en ”sag”, der relaterede sig til det politiske system. Man har også eksempler på, at sociale massebevægelser skabes ovenfra, som det f.eks. skete i Nazi-Tyskland. Det er heller ikke den form for social bevægelse, der er interessant her. De skal komme nedefra og sigte imod samfundsforandring eller påvirkning af det politiske systems beslutninger.

Figur 1 giver en oversigt over forskellige typer af sociale bevægelser. Der skelnes imellem, om de især forsøger at påvirke bevidsthed og holdninger i befolkningen ved at rejse sager og gøre opmærksom på sig selv, eller om de især forsøger at påvirke det politiske system til at tage bestemte beslutninger. Som regel forsøger bevægelserne begge dele. Men de kan fokusere på den ene eller den anden yderlighed.

Figur 1: Sociale bevægelser imellem identitet og målrationalitet (Klik på hotspots i billedet)

Baggrunden for sociale bevægelsers opståen

En social bevægelse opstår altså, fordi man vil påvirke samfundet eller beslutningstagerne. Grunden til, at de opstår, kan være samfundsmæssige konflikter om fordeling eller symboler og værdier. Arbejderbevægelsen er en af industrisamfundets ældste bevægelser. Den opstod, fordi man ville påvirke beslutningstagerne til at forbedre arbejderklassens vilkår: Bedre arbejdsløshedsunderstøttelse, arbejdsskadelovgivning, etc. Den drejede sig altså i første række om fordeling. Men den drejede sig også om immaterielle værdier og symboler, som man kan konstatere ved f.eks. et besøg på Arbejdermuseet i København. Her får man et indtryk af arbejderbevægelsens historie. Det var kampen om kulturen og dens udtryksformer, kampen om livsform og livsstil, og hverdagslivets udformning. Mange sociale bevægelser er startet som protest imod nogle forhold. De kommer imidlertid til at indeholde meget andet end protest. Når det f.eks. er arbejderbevægelsen, vi ser på, så kom den til at betyde opbygning af ny identitet, er styrkelse af den identitet, man havde i forvejen. Som regel udvikles identiteten igennem bevægelsen. Man føler sig som arbejder, der handler i solidaritet med andre.

 Arbejderbevægelsen består af fagforeninger, der forhandler med arbejdsgiverne om løn og arbejdsvilkår, men den er også en bredere sociale bevægelse, der generelt har stillet mange krav til samfundets beslutningstagere. I figur 2 falder denne form for bevægelse ind under socialgruppeteorien.

Figur 2: Baggrunde for sociale bevægelsers opståen (Klik på hotspots i billedet)

Note: Figurerne symboliserer: 1. Firkantet instrumentel, målrettet handling. 2. Nedefra og op instrumentel handling. 3 Nedefra og op empowerment gennem fremskaffelse af ressourcer og 4. Identitetsempowerment.

Der er formuleret forskellige teorier om baggrunden for sociale bevægelsers opståen. Udover dannelsen af sociale grupper (klasser), som i et vidt omfang hører industrisamfundet til, har man også opereret med den såkaldte POS-teori (POS: Politiske Opportunitetsstrukturer). Den siger, at sociale bevægelser, kollektive aktioner, opstår i et forsøg på at udnytte mulighederne, som gives af økonomisk udvikling og det politiske system. Inden for freds- og u-landsarbejde har man f.eks. set sociale bevægelser og aktioner opstå, fordi det danske samfund engagerede sig i problemstillingerne omkring den ulige verden og befrielsesbevægelserne i Den tredje Verden. Danmark støtte f.eks. modstandsbevægelsen ANC (African National Congress) imod apartheid i Sydafrika frem til apartheids afskaffelse i 1994. Det gav mulighed for solidaritetsarbejde. Det kunne selvfølgelig have fundet sted alligevel, men muligheden blev formentlig forstærket af de muligheder – også for finansiering af aktiviteter, som det offentlige engagement åbnede op for. Mulighederne hænger sammen med parlamentets og regeringens sammensætning – og forholdet mellem regering og opposition.

Ressourcemobiliseringsteorien siger, at kollektive bevægelser opstår i et forsøg på at mobilisere ressourcer i et politisk arbejde. Man kan her forestille sig, at aktiviteten da afhænger af den økonomiske situation. Et samfund med god økonomi og tendens til skabelse af overskud i økonomien vil give baggrund for, at sociale bevægelser opstår i et forsøg på at bruge mulighederne. Man har f.eks. set Christianiabevægelsen som et udløb af de ”glade 60’ere”. Det er næppe tænkeligt, at der var opstået et Christiania i 1930’ernes eller 40’ernes nøjsomhedssamfund. Den sociale bevægelse giver en form for empowerment (”mægtiggørelse”), der bliver selvforstærkende, når samfundet ser mulighederne i den og lader materielle ressourcer tilflyde den. Et eksempel kunne være kvindebevægelsen eller dele af den. Bevægelsen førte bl.a. til Grevinde Danner stiftelse, Center for Ligestilling, mv.

Det er også muligt at se politisk aktivitet som et udslag af ren livspolitik eller identitetspolitik. Man agerer som led i et personligt politisk identitetsgivende projekt. Det er dog den kollektive organisering, der gør det til et politisk projekt. Her kan man bruge den lesbiske bevægelse/bøsse-bevægelsen som eksempel. Dette eksempel viser, at man skal passe på ikke at generalisere for meget. Der er tale om tendenser, der slår igennem i større eller mindre grad. Men det er klart, at man i flere af bøssebevægelsens manifestationer kan se ønsker om definition af identitet og kulturel udfoldelse som led i livsprojektet.