Kriteriet for det politiske er hos Carl Schmitt modstillingen af ven/fjende. Man udvikler en politik, når man ser og afgrænser sin egen position i forhold til perceptionen af en fjende, der er virkeligt til stede. Politik bliver til, når venner/fjender laver alliancer og markerer sig i forhold til hinanden. Tænk f.eks. på USA efter 11.9.02. ”Politik er ikke et selvstændigt sagområde, men er udtryk for intensitetsgraden af en konflikt”, siger Schmitt. Alle konflikter kan gå hen og blive politiske. De bliver politiske igennem definitionen af, hvem der er ven og hvem der er fjende. Heraf kommer magtens trakasserier og hele territorieafpisningen: Det politiske bliver til fysisk magtudfoldelse.

    For Carl Schmitt er det politiske ikke socialt konstrueret. Det har en ontologisk essens, som han definerer således: ”Det politiskes værensmæssige saglighed og selvstændighed viser sig allerede i muligheden for at adskille en (…) specifik modsætning mellem ven og fjende fra andre sondringer og at begribe dem som noget selvstændigt”. Det er netop det, liberalismen ikke begriber og derfor liberalismen får et reduceret statsbegreb. Den gør den essentielle konflikt til et spørgsmål om konkurrence mellem økonomiske interessenter på et marked.  Alle grupper i samfundet, hvad enten de er af religiøs, økonomisk eller etnisk oprindelse, kan geråde ud i ekstreme konflikter. Det er konflikter, der ikke kan løses på eller af markedet. Staten bliver derfor værdsat, fordi det er institutionen, der beskytter borgerne imod den indre eller ydre fjende. Der er imidlertid ikke tale om et hegeliansk syn på staten. Schmitt har kun foragt til overs for forestillingen om staten som repræsenterende en højere fornuft eller som en fremadskridende fornuftserkendelse. Der er snarere tale om, at et råt magtbegreb, der kan fremkalde mindelser om Machiavelli, tages som udgangspunkt. Statens forsvars- og repressionsfunktioner, der afledes af ven/fjende konstellationen, bliver garanten for lov og orden i mellemmenneskelige forhold.

    Den europæiske historie er ifølge Schmitt præget af udviklingen fra den absolutistiske stat i det 18. århundrede, over den ”neutrale stat” (f.eks. liberalismens statsopfattelse) til det 20. århundredes ”totalstat”.  Det 20. århundredes totalstat overvinder spaltningen i samfund og stat, som det 19. århundredes liberalisme førte til. Schmitt er kritisk over for kombinationen af liberalisme og demokrati i det 20. århundredes massesamfund. Parlamentarisk styre byggede i den klassiske demokratiopfattelse på ægte politisk diskussion og på en effektivt fungerende offentlig opinion. Disse forudsætninger er – mener Schmitt – ikke til stede i det 20. århundredes massesamfund. Derfor får man parlamentariske regimer, der er præget af rivaliserende gruppeinteresser, hvor de stærkeste kommer til at præge statens beslutninger. Det pluralistiske demokrati sætter sig altså igennem med vedtagelser, der marginaliserer svage grupper. Inkompatible politiske grupperinger udøver tryk imod hinanden i en anarkistisk pluralisme, som forhindrer politisk-social integration og samfundsmæssig målrettethed. Der skal i den situation en reetablering af ven/fjende konstellationen til.

    Man kan ikke lade være med at tænke på, at der er en vis profetisk kraft i disse udledninger, når man ser den måde, hvorpå det amerikanske samfund er ved at udvikle sig efter 11.9.01.

     Det har i nogle år været på mode at tale om global governance og kosmopolitisk demokrati som formlerne for nationalstatens overskridelse under globaliseringen. Hertil kommer Schmitt også med provokerende bidrag til nyfortolkning, selv om bogen er skrevet i 1930’erne. Det drejer sig bl.a. om hans opfattelse af ”Grossraum” som måden, hvorpå den territorielle stat vil blive overskredet. Man ser det i dag eksemplificeret i den stadig toughere måde, USA udøver sin hegemone position på. Og man ser det måske også i EU’s potentielle udvikling til en (kon)føderal superstat. USA’s adfærd i relation til den nye internationale domstol ICC er ikke overraskende set ud fra en Schmitt-inspireret politologisk analyse. Hos Schmitt er demokrati og menneskerettigheder ikke et fremadskridende resultat af den menneskelige fornuft og et produkt af folkets vilje til demokratisk deltagelse. Det er noget, staten kan vælge at sætte i værk af  grunde, der er forbundet med den hegemone suveræns magtrationaler, eller det kan hænge sammen med den anarkistiske pluralisme i den liberale stat.

    Schmitt påpeger liberalismens svaghed og politikkens udvikling med en afideologisering og udviskning af de tidligere højre-venstre dimensioner. Denne del af Schmitts teori har venstrefløjen taget til sig flere steder. Højrefløjen har også nogle steder taget Schmitt til sig. Det er  ikke i udviklingen af den praktiske politik, at den virkelig interessante udfordring ligger hos Schmitt. Det er snarere den anderledes måde at forstå den sociale orden på, som man finder hos ham.

    Schmitt forsvarede nazisternes magtovertagelse som en måde, hvorpå man kunne genvinde den nødvendige autoritet til genoprettelse af grundlæggende retfærdighed i samfundet, en retfærdighed, det svage demokrati og Weimarrepublikkens parlamentarischer Gesetzgebungsstaat ikke kunne give. – Målet helliger midlet, kan man så tilføje. Det er måske ikke helt uforståeligt, at tyskerne har ønsket at lægge låg på uddunstningerne fra Schmitts åndsliv. Men for øjeblikket rejser han sig fra asken. Og det er vel forståeligt nok, når man tænker på den etablerede politologis vanskeligheder med at forklare flere af fænomenerne i den helt moderne verden.