Hvordan skal udviklingen frem til det moderne samfund med en moderne økonomi forklares? Hvilke væsentlige faser har der været i denne udvikling? Hvordan sker overgangen fra traditionelt samfund til moderne samfund. I økonomisk forstand viser det  sig i industrialisering og øget udbredelse af pengeøkonomi.

Modernitet

En af de økonomer, der tidligst beskæftigede sig med økonomiers vækst og udvikling, var Adam Smith. I bogen The Wealth of Nations  (”Nationernes Velstand) fra 1776 ser han på, hvad det er for faktorer, der giver udvikling. Det er betragtninger, der stadig har relevans for situationen i dag.

Adam Smith tillagde handel og økonomisk specialisering stor betydning.
   Specialiseringen opstår igennem arbejdsdeling. Når man specialiserer sig, bliver man bedre til det, man laver. Og når man udveksler sine produkter med andre og udnytter, at disse andre er gode til at producere andre ting, end dem man selv laver, så opstår der en samlet nytteeffekt, en samlet gavnlig økonomisk virkning. Det er stadig basis for velstandsforøgelser i dag, jvf ovenfor om figur      .
    Man kunne som et tankeeksperiment forestille sig, at Danmark ikke kunne importere biler, og vi derfor skulle lave dem selv til et ret lille hjemmemarked. Bilerne ville blive betydelig dyrere, fordi man ikke kunne udnytte stordriftsfordelene, der er forbundet med at producere dem i store serier.
    For at man kan udnytte arbejdsdeling og specialisering, skal man kunne handle med hinanden. På Smiths tid forsøgte de såkaldte merkantilister at begrænse handelen landene imellem. De havde den opfattelse, at et lands rigdom afhang af, hvor meget guld og sølv det kunne puge sammen. For at kunne gøre det, måtte der ikke være underskud i handelen med andre lande. Derved begrænsedes handelen imidlertid.

    Smith, der var moralfilosof, understregede også, at personlige egenskaber som ærlighed og sparsommelighed spillede en rolle. Sparsommelighed kan være en forudsætning for kapitaldannelse. Hertil kom profitmotivet. Folk skal ifølge Smith have lov til at være ”deres egen lykkes smed”. Når man forfølger egeninteressen i at tjene profit, vil fælles mål for alle fremmes som via en ”usynlig hånd”. Den ”usynlige hånd” var en metafor for markedsmekanismen, udbud og efterspørgsel, og optimering af prisen gennem fri prisdannelse.

    Senere liberal teori har interesseret sig for kapitaldannelsen i samfundet som forklaring på økonomisk vækst. Den amerikanske økonom W.W. Rostow udformede i 1960'erne teorien om, hvordan samfundene går igennem nogle faser. I det traditionelle samfund er der så godt som ingen vækst. Samfundet når sit tak-off stadium, når væksten bliver selvforstærkende. Når den selvforstærkende økonomiske vækst har virket i en årrække, udvikler det pågældende land sig til en moden økonomi med massekonsum. .
   Væksten afhænger af opsparingskvoten i økonomien: Hvor stor en andel af BNP lægges til side til opsparing hvert år? Dette er også centralt i den keynesianske teori om vækst. På kort sigt mener keynesianske økonomer, at høj opsparing kan mindske den effektive efterspørgsel og altså være  med til at forårsage nedgang i den økonomiske aktivitet. På længere sigt mener de, at en høj opsparing er en forudsætning for økonomisk vækst.  
    Det er ikke nok at spare op. Der skulle gerne være nogen, der kan bruge de opsparede midler til investeringer.

    Via opsparing/investering sker der en kapitaldannelse, en kapitalakkumulation, i samfundet, som fører til økonomisk vækst, eller som i sig selv er udtryk for økonomisk vækst. Med kapitaldannelsen følger jo, at samfundsøkonomiens ”maskinpark” vokser. Herved er det blevet muligt at få et større årligt produkt (BNP) frem.

Modernitetens dilemmaer

Den økonomiske vækst var en forudsætning for modernitet. Forskellige teoretikere så imidlertid de dilemmaer, der opstod.  Den større økonomi dannede basis for forskellige revenuformer, der igen udgjorde det økonomiske fundament for sociale klasser. Der var jordejere, kapitalejere og lønmodtagere. Forholdet imellem dem kunne ses som en klassekamp, når fordelingen opfattedes som ulige og uretfærdig.

Den økonomiske vækst dannede også basis for samfundets sekularisering, adskillelse af tro og ratio. Videnskaben blev "religion" i modernitetens samfund, hvis man skal sige det lidt slagordsagtigt. I Danmark lever vi nok i et af de mest sekulariserede samfund i Verden. Sekularisering er imidlertid mere en fortløbende proces, end det er en fast samfundstilstand. Det er vigtigt at se det som proces. Der er bevægelse både frem og tilbage.
   Det er en bevægelse frem i den forstand, at der er tendens til dannelse af flere specialiserede undersystemer i samfundet efterhånden, som det udvikler sig, og disse undersystemer er baseret på teknisk-informationsmæssig specialisering af en rationel natur. Vi har f.eks. fået et uafhængigt retssystem. Før det moderne slog igennem, blev retten ofte set i relation til det religiøse (Guds dom: Menneskets lov). Vi har fået uddannelser, der fungerer på et verdsligt (ikke-religiøst) grundlag. Selv religionsundervisningen er blevet verdslig, så der undervises i forskellige religioner og "livsanskuelser", der på bedste pluralistiske vis betragtes som ligeværdige.

Præmoderne, moderne og senmoderne samfund

Vi lever i en verden, hvor samfund af meget forskelligt udviklingsniveau lever ved siden af hinanden.  Det er en verden præget af stor dynamik. Globaliseringen og de delvist åbne markeder har i de seneste årtier ført til en verden, hvor tidligere u-lande i dag industrialiserer hastigt, og magtrelationerne i verden derfor ændrer karakter. Der er en forskydning i økonomisk magt fra Vesten mod Østen (Asien). De vestlige samfund er dog stadig i produktion pr indbygger betydelig rigere.

De præmoderne samfund er præget af en relativt ensidig produktionssektor med få eksportvarer af betydning. Man kaldte dem tidligere for monokulturer (f.eks. banan-, kobber eller landbrugsvareeksportører), der var præget af, at de ikke kunne få  ordentligt fodfæste på verdensmarkedet. Deres virksomheder kunne ikke bevæge sig upmarket, så prisrelationer forbedredes. Man var afhængig af investeringer udefra for at få den nødvendige teknologi. Internt var lande som disse præget af autoritære styringsforhold.

De moderne stater er præget af betydelig økonomisk vækst og samfundsmæssig omdannelse af politisk styre, undervisningssystemer og civilsamfund.

De senmoderne samfund er de modne liberaldemokratiske markedssamfund.

Ifølge den britiske diplomat Robert Cooper, der var rådgiver for den britiske premierminister Tony Blair, kan man  lave en inddeling af verden i postmoderne, moderne og præmoderne områder
       Det postmoderne system, som de udviklede dele af Europa antages at være med i, er ikke længere beroende på magtbalance. Det lægger heller ikke vægt på suverænitet  eller på adskillelse af indenrigspolitik og udenrigspolitik. Den europæiske Union er blevet et i historisk forstand enestående system til gensidig indblanding i staternes indenlandske anliggender. – Selv om vi vånder os under det: Hvorfor skal EU bestemme nitritindholdet i pølserne og krumningen af agurkerne? Det skal EU imidlertid fordi vi er blevet gensidigt forpligtede på hinanden i den postmoderne verden.
        I den postmoderne Verden vil staternes politik ifølge Cooper i stedet blive præget af gennemsigtighed, gensidig åbenhed, interdependens og gensidig sårbarhed. Derfor er det uomgængeligt nødvendigt at international politik føres under iagttagelse af moralsk samvittighed og de demokratiske værdier, der er bærende i nationen.

Coopers teori kan nok beskrive centrale træk ved stater i dag og deres måde at agere på i Verden. Den er dog noget naiv og etnocentreret i sin antagelse om den postmoderne stat som toppen af en lang historisk udvikling.

Politiske systemer: Fra liberaldemokratisk balancemodel henimod multietnisk etparti- eller oligopolstyremodel?

Lige så forkert det kan være at se den europæiske union som kronen på den postmoderne stats udvikling, lige så forenklende er det at se den liberaldemokratiske amerikanske balancemodel som de politiske systemers endemål. Når man kigger på et politisk system med udgangspunkt i forfatningen, er det jo en slags idealtype, man ser på. Og den behøver ikke nødvendigvis at svare til virkeligheden. Ofte kan der være langt til virkeligheden, jvf omtalen af det sydafrikanske system nedenfor. Ikke desto mindre kan idealtypen være inspirationsudgangspunkt for andre lande, som man f.eks. har set det med den sydafrikanske forfatning.
   Det amerikanske præsidentialsystem hviler på princippet om en folkevalgt præsident, der er udøvende magt i et magtbalancesystem med en Kongres (parlament med lovgivende magt) og en Højesteret (dømmende magt). Det var en model, der bredte sig efter II. Verdenskrig. Den blev efterlignet mange steder i både Latinamerika og afrikanske stater, der blev selvstændige i 1960'erne. I de seneste årtier - og især efter 2000, har den været i tilbagegang. Inspirationen søges nu andre steder  -  m.h.t. den økonomiske styring i asiatisk statskapitalisme, jvf nedenfor, og m.h.t. politisk system, i lande som Sydafrika og Canada. .
    Det er svært at ændre den amerikanske forfatning. At få vedtaget en ny amendment (forfatningsændring) er en lang proces, med vedtagelse i både Senat og Kongres og derefter vedtagelse i enkeltstaterne med kvalificeret flertal. I dag udvikler samfund sig hastigt, og man ønsker en mere overkommelig forfatningsændringsprocedure.
    Det sydafrikanske politiske system beskrives som en blanding af parlamentarisme og præsidentialisme. Præsidenten er både statsoverhoved og regeringsleder. Han/hun vælges af parlamentet til at lede en regering, der er ansvarlig over for parlamentet. Det er normalt lederen af det parti, der kan samle et flertal, som kommer til at indtage posten.  Parlamentet har to kamre, en nationalforsamling ("underhus") og Det nationale Provinsråd (overhus).
    På provinsniveau har de styrende demokratiske organer fået tillagt både lovgivende og udøvende myndighed inden for de områder, de af forfatningen har fået bemyndigelse over. På både nationalt og provinsniveau er der rådgivende organer sammensat af repræsentanter fra traditionelle stammefolk. Forfatningen indeholder et princip om, at der skal være en "samarbejdende regeringsførelse". Det er smukke ord, og det er ikke godt at vide, hvordan det fungerer i praksis, men det er altså med respekten for multietnicitet og kommunikative træk blevet en model til efterfølgelse i stater, der forsøger at bygge demokrati op på andre modeller end den traditionelle amerikanske præsidentielle magtbalancemodel eller den britiske parlamentariske Westminstermodel..
   Forsøget på at decentralisere magt og afbalancere etniciteter og oprindelige folkeslag ses også i valgmåden. Den 400-medlemmer store nationalforsamling vælges ved forholdstalsvalg (via partilister). Halvdelen vælges på partiernes provinslister og den anden halvdel på nationale partilister.
   Den sydafrikanske forfatning kan muligvis være en idealtype for demokrati i et "nyt", multietnisk sammensat land, men som realtype er det langtfra fejlfrit. Partiet ANC (African National Congress) har i perioder været tæt på at give landet en status af faktisk etpartistyre, og magtkampene i dette parti lader ofte meget tilbage i form af good governance og demokratisk debat. En britisk iagttager ser således den samme kedelige tendens til undertrykkelse af menneskeretigheder og demokrati på både venstre- og højrefløj af de politiske spektra i flere af de nye "emerging economies." Magtkampe og manipulationer i ANC sætter de ideelle forskrifter i den sydafrikanske forfatning i skyggen.


Økonomiske modeller

Er den vestlige økonomiske model en model i krise?
    Det kan der ikke gives et enkelt svar på. I 1990'erne var the Washington-koncensus fremherskende. Det var en opskrift lavet af økonomer i finansinstitutionerne i Washington (Valutafonden og Verdensbanken) for, hvordan den ideelle markedsøkonomi (efter anglo-amerikansk forbillede) med et minimum af statsindblanding kunne indrettes. Siden kom the Beijing-konsensus (kinesisk model for pragmatisk statskapitalisme med anvendelse af markedsreformer), der er blevet en slags model for mange "nye økonomier" (emerging economies). . .
    Der er nok en alvorlig euro-krise i gang i Europa i 2010- (?), men de europæiske økonomier er meget forskellige. Der er store forskelle på nordiske flexicurity-økonomier, hvor frie markeder og globalisering kombineres med udbyggede velfærdsordninger, på den ene side og lande som Spanien, Italien og Grækenland på den anden.
    Subprimelånekrisen og den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers' fallit i september 2008 har sammen med det, fallitten førte med sig,  givet den angloamerikanske kapitalismemodel alvorlige ridser i lakken. Det var en model, der blev bygget på en nyliberal økonomisk idé i forbindelse med Reagan- og Thatcher-epokerne i USA og Storbritannien. Det gjaldt om at privatisere og deregulere, og man havde en opfattelse af, at frie markeder kunne finde frem til ligevægt uden statslig indgriben (fuldbeskæftigelsesligevægtsantagelse). Endvidere gjaldt, at der aktørerne kunne agere ud fra, at der var fuld information hos markedsdeltagere (efficient markets teoremet). De to lande nød godt af finanssektorens ekspansion i de to lande, men den økonomiske fremgangslinje blev indhentet af frimarkedsdogmets utilstrækkelighed, eller den mangelfulde overordnede styring, når nationale økonomier blev integreret mere og mere og viklet mere og mere ind i hinanden i de ekspanderende globale markeder. 

Hvis man ser på de fremstormende BRIK-lande (Brazilien, Rusland, Indien og Kina), hvordan skal man så karakterisere deres samfundssystemer? De har hastig økonomisk vækst og transformeres ganske hurtigt. De har politiske systemer med autoritære træk (Rusland), pluralistisk, semi-klientelistisk elitestyre med visse formelt repræsentativt demokratiske træk (Indien), et-partistyre (Kina) og regionalisme-centrifugal semi-føderalisme i Brazilien. Forholdet mellem økonomi og politik er præget af statsinterventionisme (Brazilien dog i mindre grad end de andre).

Hvad der imidlertid også karakteriserer BRIK-landene, er fremvæksten af en statskapitalistisk model, der i dag er ved at blive en effektiv konkurrent til den nyliberale vestlige markedsmodel. Det gælder dog især den asiatiske statskapitalisme.
    Statskapitalisme taler man om, når staten ejer et betydeligt antal virksomheder, men i øvrigt lader disse fungere på kapitalistiske markeder via udbud og efterspørgsel.
   Udover at eje virksomhederne intervenerer staten også i markedet på forskellige måder. Man kontrollerer f.eks. valutahandel og kapitalbevægelser (Kina). Man kontrollerer centralbank og banksystem. Ofte er store banker også statsejet.

Det er som sagt især i asiatiske lande, at statskapitalismen er blevet en succes i en grad, så den forsøges efterlignet i mange u-lande.
   Den kinesiske model er dermed blevet en model, mange i den tredje verden ser hen til,  -  ikke mindst efter finanskrisen. Det er dog ikke uden videre givet, at alle u-lande kan efterligne modellen. En effektiv statskapitalisme har som en vigtig forudsætning en kompetent statsmagt. Uden en kompetent statsmagt går det ikke. Det vrimler historien med eksempler på. 
    Når statskapitalismen er blevet en succes i netop Asien, hænger det måske sammen med traditioner for effektivt mandarinstyre i nogle af disse lande. Uden et vist effektivt bureaukrati kan den statslige styring af virksomheder føre til ineffektivitet. Kombineret med et-partistyre kan der også være risiko for korruption. I Rusland foregik privatiseringerne efter Sovjetstatens sammenbrud i starten af 1990'erne på en måde, der gav afsmag for "Oligark-kapitalisme". Statslige selskaber blev her set som en mulighed for igen at få hånd i hanke med økonomien.

Det er karakteristisk for asiatisk statskapitalisme, at den for det første er pragmatisk. Som Deng Hsiao Ping, der indførte markedsreformer i Kina i 1978-79, sagde: "Det er ligegyldigt, hvilken farve katten har, bare den kan fange mus".
   For det andet er man åben over for managementtænkning. Vestlige managementmetoder inspirerer til effektivitetssikring og - kontrol i kinesiske virksomheder. Og det gælder ikke kun Lee Kuan Yew’s styring af statsvirksomheder i Singapore, men også kinesiske statsligt ejede og kontrollerede virksomheder. Man lærer også af Vesten ved at købe andele i vestlige virksomheder og lade dem få adgang til hjemmemarkedet.

I Kina sidder kommunistpartiet effektivt på magten. Det har over 80 mio medlemmer og har på det seneste også givet mulighed for, at virksomhedsejere kan blive medlemmer. Det kan forebygge opkomsten af et kapitalistisk borgerskab, en kapitalistisk iværksætter- og ejerelite, der ad åre vil kunne true det kommunistiske magtmonopol.
    Med fortsættelse af  den voldsomme vækst i Kina og dannelsen af en stadig stærkere middelklasse i landet er det naturligvis et åbent spørgsmål, hvor længe endnu kommunistpartiet kan opretholde sit monopol på den politiske magt?
    Magten udfordres også af en stadig mere rastløs arbejderklasse, der ikke i længden ser ud til at ville finde sig i at være indrulleret i statsligt kontrollerede fagforeninger. Men man skal alligevel passe på med uden videre at konkludere, at den kinesiske model vil konvergere henimod et vestligt pluralistisk demokrati som overbygning på en kapitalistisk markedsøkonomi. Lige så vel som kineserne har talt om en socialisme med "Chinese characteristics" kan det ikke afvises, at de ad åre vil bygge et politisk system med distinkte "Chinese characteristics".  

 

Skema 1: Fra tradition til senmodernitet

Note: Fordisme: Produktion, der bygger på samlebånd, masseproduktion og standardisering. Socialt på et kompromis mellem arbejdere og kapitalejere udviklet af Henry Ford i 1905. Postfordisme: Produktionsprincip og -organisering efter Ford: Fleksibel produktion p.g.a computerstyring og nye motivationsformer.
    Lean-production. Toyotas produktionsmetode, som gik sin sejrsgang i Verden i 1990’erne og begyndelsen af det 21. århundrede, både i produktions- og servicevirksomheder. Siger, at produktion foretages med mindst mulig anvendelse af lagre og inputs, og under konstant kvalitetskontrol. Man skal minimere tab og være fleksible og åben over for forandring. Der skal kunne reageres prompte på forbrugernes krav. Det er ikke produktionsanlæggene, der er udgangspunktet for, hvad der skal produceres. Arbejderne skal være bevidste om disse principper. De skal have ”ejerskab” til produktionen og arbejdsprocessen, f.eks. i selvstyrende grupper, hvor det er muligt, og i kvalitetscirkler. Kan ses som ”princippet i senmoderne produktion”.  

Historisk-samfundsmæssig tidslinie.               ▲

BNP pr indbygger-
rangordninger
af lande

BNP, økonomisk
vækst og andre økonomiske
indikatorer i
forskellige lande

Fra tradition til senmodernitet

Rostows faseteori

Historisk
materialisme

Historisk-
samfunds-
mæssig tidslinje

Engelsksproget artikel om Cubas økonomiske reformer

Reformer af Cubas økonomi