Det er almindeligt at skelne mellem tradition, modernitet og senmodernitet, - og tilsvarende det traditionelle samfund, det moderne samfund og det senmoderne samfund.
Det traditionelle samfund var præget af, at folk var bundet til traditionen. Livet lå i relativt faste mønstre. Man indtog faste roller i et lokalsamfund. Familie og slægtskabsforhold var reguleret af normer og traditioner, der kun ændrede sig langsomt. Religion spillede en stor rolle med hensyn til at retningsbestemme folks liv og de sociale hierarkier.
Det moderne samfund kommer med oplysningstiden og industrialiseringen. Der sker en sekularisering, dvs skæbnetro, religion og religiøst baserede forklaringer taber terræn i forhold til videnskab og rationalitet (fornuft). Traditionen mister sin kraft. Folk bliver mere mobile. Nationalstaterne opstår og de udbygger uddannelsessystem, infrastruktur og den nationale centraladministration, samt det nationale demokrati. Moderniteten er præget af de sociale klasser, lønmodtager og arbejdsgivere, der står over for hinanden i nationale forhandlinger og løn- og arbejdsvilkår, og de to klasser præger også det politiske demokrati: Kamp om at besætte posterne i parlamentet og kamp om at sætte sit præg på velfærdssamfundets udvikling.
Hvordan sker overgangen fra traditionelt samfund til moderne samfund. I økonomisk forstand viser det sig i industrialisering og øget udbredelse af pengeøkonomi?
Skema 1: Fra tradition til senmodernitet
|
TRADITION |
MODERNITET |
SENMODERNITET |
|
Naturalie- og fæsteøkonomi |
Industriel kapitalisme |
Postfordisme. Fleksibel kapitalisme: Informations-/vidensøkonomi. Produktion f.eks. baseret på Toyotas lean-production model |
|
Klassedeling baseret på gudgiven orden og feudale/herre-slave produktionsrelationer |
Klassedeling baseret på kapital og økonomi - arbejdere # kapitalejere - småborgerskab |
Livsformer og livsstile. Sociale skel baseret på differentiel adgang til uddannelse og viden |
|
Agrarsamfund |
Urbanisering - migrationer fra land til by |
Globaliserede storbyer og urbane rum - migrationer i globalt rum |
|
Erkendelse baseret på erfaring |
Effektivitet og rationalitet. Affortryllelse og "rationalitetens jernbur" |
Effektivitet og (ir)rationalitet |
|
Skæbnetro og Gudsfrygt |
Fremskridtstro |
Videnskabens potentielle risici - Risikosamfund |
|
Adelsvælde, stænderforsamlinger, kongemagt |
Idealtype Repræsentativt demokrati i nationalstatsramme |
Tiltagende global governance via multilateralisme. |
|
Cirkulær tid - agrarsamfund afhængig af årstiders skiften |
Lineær tid |
Atomiseret tid - ophævelse af tid/sted i cyberrum - "global landsby". Være til stede "uden at være der" |
|
Traditionelle kønsroller |
(formelt) ligestillede kønsroller |
Kønsrolle del af personlighedsprojekt, identitet, ”fortælling”. Kønnet en del af ”selvskabelsen” |
Note: Fordisme:
Produktion, der bygger på samlebånd, masseproduktion og standardisering.
Socialt på et kompromis mellem arbejdere og kapitalejere udviklet af Henry
Ford i 1905. Postfordisme: Produktionsprincip og -organisering efter Ford:
Fleksibel produktion p.g.a computerstyring og nye motivationsformer.
Lean-production.
Toyotas produktionsmetode, som gik sin sejrsgang i Verden i 1990’erne og
begyndelsen af det 21. århundrede, både i produktions- og
servicevirksomheder. Siger, at produktion foretages med mindst mulig
anvendelse af lagre og inputs, og under konstant kvalitetskontrol. Man skal
minimere tab og være fleksible og åben over for forandring. Der skal kunne
reageres prompte på forbrugernes krav. Det er ikke produktionsanlæggene, der
er udgangspunktet for, hvad der skal produceres. Arbejderne skal være
bevidste om disse principper. De skal have ”ejerskab” til produktionen og
arbejdsprocessen, f.eks. i selvstyrende grupper, hvor det er muligt, og i
kvalitetscirkler. Kan ses som ”princippet i senmoderne produktion”.
Det senmoderne samfund er præget af en yderligere frisætning i forhold
til traditionen. Man er ikke længere underlagt normer om faste familieformer og
kønsroller, Man gør livet til et identitetsprojekt, dvs man skaber så at sige
sit liv. Det er et samfund præget af globalisering. Ulrich Bech har f.eks.
beskrevet det, han kalder den "anden modernitet" (senmoderniteten) således:
Den ”anden modernitet” er præget af fem forandringsprocesser:
- Multidimensional globalisering
- Radikaliseret/intensiveret individualisering
- Global miljøkrise
- Kønsrollerevolution
- Den tredje industrielle revolution
Globalisering er ikke længere bare en økonomisk globalisering. Den påvirker også kultur og politik, f.eks. for det sidstes vedkommende i den såkaldte global governance, hvor man ser flere beslutninger blive til multilateralt i internationale organisationer. Den tredje industrielle revolution er IT-styret økonomi, hvor der bruges meget lidt manuel arbejdskraft. Produktionen styres af EDB, og der er foregået en vidtgående arbejdsdeling mellem lande og områder, så selve produktionen kan være lokaliseret et helt andet sted end der, hvor produktionen kontrolleres og styres fra via EDB- og managementsystemer.
Max Webers teori om kapitalismens opståen
Max Webers essay Den protestantiske etik og Kapitalismens Ånd udkom i 1905. Det er en religionssociologisk undersøgelse, hvor Weber sætter sig for at ville sige noget om forbindelsen mellem religiøsitet og andre samfundsfænomener, f.eks. kapitalismen. Han giver dermed en noget anderledes forklaring på kapitalismens opståen end den, man finder hos de marxistiske teoretikere, jvf omtale nedenfor.
Weber argumenterer for, at puritanske (”rene”/rettroende) kristne sekter i det 16. og 17. århundrede (f.eks. Calvinisterne, der fik deres navn fra Calvin) havde et syn på livet, der gjorde det oplagt at blive kapitalistisk iværksætter, altså en person, der sparer kapital sammen og starter sin egen virksomhed. Calvins gud var streng. Han forlangte lydighed, men ville ikke forklare i detaljer, hvad der forlangtes. Det gav usikkerhed hos den troende. Det skabte en spænding i livet, som man reagerede på igennem hårdt arbejde. Når man arbejdede hårdt og levede nøjsomt, følte man sig sikrere på at gøre sig fortjent til guds nåde og barmhjertighed. I stedet for at leve i nuet og nyde frugterne af arbejdet, sparede man op.
Kapitalismen er et økonomisk system, der er baseret på privat ejendomsret og udveksling af varer på et marked. Weber mente at have observeret, at visse asketiske (sparsommelige og hårdtarbejdende) protestantiske sekter i kapitalismens tidlige periode i 1600-1700-tallet var præget af betydelig økonomisk succes.
Der var tale om et paradoks, som han
ville forsøge at forklare. En del af forklaringen ligger i den betydning, den
såkaldte prædestinationslære fik for folks liv. Prædestination
betyder forudbestemmelse. Den siger, det er bestemt af skæbnen, eller i
dette tilfælde Gud, hvad vi skal blive til, og hvad der skal ske med vores
sjæl efter døden. Reformationslederen Calvin prædikede denne
opfattelse. Vor skæbne bestemmes af Gud. Vi har ikke selv indflydelse
på den, men må acceptere, hvad Gud finder for godt for os. For så vidt kunne
det se ud som om, der ikke er noget at gøre.
Den calvinske sekts præster fortolkede imidlertid læren på en sådan måde,
at der måske alligevel var noget, den enkelte kunne gøre for at
tilrettelægge livet, så ”skæbnen” lod sig påvirke. Præsterne opfordrede folk
til målrettet at leve efter idealer, der ville stille dem bedre på Dommens
dag. Det kunne være fromhed, dedikeret tro, hårdt arbejde, sparsommelighed,
og at man i det hele taget fulgte Herrens bud, så man ville være klar på den
yderste dag.
Ifølge Weber svarede de troende på budskabet ved at udvikle en asketisk
inderlighed. Det gjorde dem i stand til at berolige samvittigheden igennem
en rationel omformning af den verden, Gud midlertidigt havde anbragt dem i.
Livets mening blev hårdt arbejde, sparsommelighed og materiel forsagelse. I
Webers teori om kapitalismen indgår altså også en fortolkning af, hvordan
kapitalismen affortryller Verden. Den udvikler nye rationalitetsformer for
menneskelig adfærd, f.eks. målrationalitet, der igen er en forudsætning for
kapitalismens udvikling.
Det var protestantisk etik at forberede sig på det hinsidige på denne
måde. Det vil sige, man gav afkald på lysten som styrende princip. Til
gengæld kunne belønningen komme i det hinsidige.
Sparsommelighed er en forudsætning for
kapitalismen. Man forsager lysten til at spise sig (over)mæt og holde fest. I
stedet udskyder man en del af sit forbrug. Man lægger f.eks. mere korn til
side til næste års såsæd. Det korn, der lægges på lager på denne måde, er
opsparing. Når den lægges i jorden som såsæd, investeres der i næste års
høst. I stedet for at holde fri bygger man til huset og stalden. Man lader
være med at slagte koen. I stedet lader man husdyrholdet vokse sig større og
større. Det er også opsparing/investering i stadig større husdyrproduktion.
Weber mener dog ikke, påvirkningen kun går den ene vej. Kapitalismen har
også virkninger på vores tænkemåde, ideologi og religion. Det spørgsmål, han
stiller sig, er, hvorfor der er en sådan sammenhæng, og svaret er ingenlunde
enkelt:
Et kig på erhvervsfordelingsstatistik i et hvilket som helst land med en blandet religiøs sammensætning viser med bemærkelsesværdig hyppighed en situation, der adskillige gange har fremprovokeret diskussioner i den katolske presse og litteratur, nemlig at erhvervsledere og kapitalejere, så vel som faglært arbejdskraft og teknisk personel er i overvejende grad protestantisk. (Max Weber: The Protestant Ethic and the Spirit of Capitalism, http://www.ne.jp/asahi/moriyuki/abukuma/weber/world/ethic/pro_eth_frame.html )
Kapitalismen nedbryder de middelalderlige og feudale fællesskaber, f.eks. landsbyfællesskabet og stiller i højere grad den enkeltes individualitet op over for markedet. Det viser sig i den protestantiske reformation som et krav om den enkelte over for Gud. Forholdet til Gud skal ikke længere reguleres via den katolske kirkes hierarki og tvungne fællesskab.
Historisk-materialistisk udviklingsmodel
I marxistisk samfundsteori er der lavet en anden inddeling, der dog på nogle
punkter omkring moderniseringen af samfundet kan minde om den
ovenstående (skema 1).
Her lægges udviklingen i de materielle produktionsforhold til
grund. Kapitalismen opstår som følge af teknologiens udvikling og de
modsætninger det fører til i produktionsrelationerne. Bourgeoisiet (kapitalejerne) dannes som
klasse i og med, den oprindelige akkumulation (f.eks. via
trekanthandelen) giver
mulighed for en tilstrækkelig kapitaldannelse. Bourgeoisiet vokser frem til at
blive den revolutionære
klasse, der sprænger de feudale produktionsrelationer i stykker, jf figuren
herunder, der viser, hvordan samfundssystemet bliver til i en vekselvirkning
mellem forskellige kræfter, teknologi, økonomi og sociale forhold/sociale
klasser. Det foregår i
et dialektisk samspil, dvs påvirkningerne går frem og tilbage, men forholdet i
basis kan i sidste instans bestemme hvordan.
Udviklingen i teknologien skaber altså rammen for, hvordan produktionsforhold
og forhold mellem de sociale klasser udvikler sig.
Udbygningen af jernbanerne i Nordamerika og dampskibsfarten
mellem Europa og Nordamerika var med til at bestemme en lang række økonomiske
forhold, f.eks. den danske andelsbevægelses opståen. Man var
nødt til at produktforædle, fordi der kom billigt korn til Europa fra
Nordamerika.
I det feudale samfund
frem til 16-1700 tallet havde man en skarp opdeling mellem land og by. På landet
var jorden givet i fæste til fæstebønder. I byerne var der håndværkerlaug, der
havde gennemført en regulering af erhvervet og kørte med aftalte prislister. Der
var særlige købstadsprivilegier, som kongemagten havde givet til bestemte byer.
Handel, produktion og udveksling var reguleret.
Med kapitalismen kom næringsfriheden. På landet blev
fæsteforholdene afskaffet. Jorden blev udskiftet, og der opstod en klasse af
frie bønder. Dem, der ikke var jord til, tog til byerne og forsøgte at få
arbejde i den voksende industri. Kapitalismen er karakteriseret af pengeøkonomi
og varebytte. Dominerende klasser er kapitalejere (bourgeoisi) over for
arbejderklasse. Der er et ideal om fri konkurrence i den dominerende
liberalistiske ideologi. Den nymarxistiske teori om
globalisering/senmodernitet finder man f.eks. hos
Castells,
Wallerstein og
Klein.
Marxismen har altså en teori om, hvorfor det ene samfundssystem afløses
af det andet. Det skyldes udviklingen i den økonomiske basis. Men der er
naturligvis ikke tale om en automatik. Man skal inddrage klasseanalysen. Det
er de sociale klasser, der bevæger historien.
Filosoffen Karl Popper (1902-96) har afvist denne såkaldte
historicisme, altså at man kan lave teori om, hvordan hele
samfundssystemer afløser hinanden historisk. I bogen The Poverty of
Historicism (1957) argumenterer han for, at en sådan viden i sig selv
vil påvirke historiens gang. Det bliver altså en selvopfyldende profeti. For
det andet mener han ikke, at der kan stilles så generelle lovmæssigheder op
for så store samfundsmæssige totaliteter..