Sagen drejer sig om den favorisering af de private sygehuse, som Lars Løkke Rasmussen stod for i sin tid som sundhedsminister. Lars Løkke havde et udtalt mål om at reducere ventelisterne til sygehusene. Det indgik i VK's valgprogrammer. Hertil krævedes incitamenter i sundhedssektoren, så lægerne kom til at bestille noget mere.

Ydermere havde han nok også et - mindre udtalt - ideologisk mål: at fremme opbygningen af en private sygehussektor i Danmark, der kunne tage kampen op med - og efterhånden trænge det, som man så det, socialdemokratiske betondanmark tilbage, hvor one size fits all i udmøntningen af statslig velfærd, også på dette område.

Det, der skete undervejs, var, at Lars Løkke blev afløst som sundhedsminister af den konservative Jakob Axel Nielsen, og han så det problematiske i, at der blev betalt overpris, når den offentlige sektor - regionerne - sendte patienter til behandling på private klinikker og sygehuse. En undersøgelse i Sundhedsministeriet/Rigsrevisionen viste, at overbetalingen udgjorde et anseligt omfang. Omkring 25 pct blev det vurderet til i debatten i september 2010, et stort beløb og noget, der gør det til en hasarderet sjakren med offentlige midler.

Den, der kom til at så med håret i postkassen i det parlamentariske jokkeløb i  sagen, var imidlertid vicestatsminister og tidligere justitsminister  Lene Espersen. I Folketinget kom hun til at give urigtige oplysninger om, hvor oplytsningerne om overbetalingen kom fra. Hun sagde, det var noget, der blev arbejdet med hos De Konservative. Det var imidlertid sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, der havde lækket oplysninger, og hans spindoktor havde sendt resultatet af den økonomiske undersøgelse til De Konservative i en mail (Politiken 1.10.2010. Der var tale om en læk fra ministeriet, som ikke skulle være sluppet ud, mens sagen blev behandlet indendøre i regeringen. Og der var tale om et faktisk brud på ministeransvarlighedsloven fra Lene Espersens side.

Ud over det parlamentariske ansvar, som f.eks. kommer til udtryk i spørgetimen om onsdagen og under efterspørgselsdebatter, som almindelige debatter i Folketinget, er ministre også underlagt Ministeransvarlighedsloven, som har noget at gøre med det juridiske ansvar for selve embedsførelsen.  Ministeransvarlighedsloven siger f.eks. om informationspligten over for Folketinget:

§ 5. En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for tingets bedømmelse af sagen.

Det er reelt flertallet i Folketinget, der afgør, om paragraffen skal bringes i anvendelse. I dette tilfælde var det altså et spørgsmål om, hvordan det tredje ben i regeringsflertallet VK(O), Dansk Folkeparti, ville forholde sig. Der blev talt om en "næse" til ministeren.

Forholdet mellem De Konservative og Dansk Folkeparti kørte op i høje omdrejninger. Lene Espersen provokerede Dansk Folkeparti i en sag, der stod partiet nær, nemlig mulig regeringsdeltagelse, idet hun sagde, at  Dansk Folkeparti nok var regeringsfähigt, men at man ikke kunne forestille sig en regering med Dansk Folkeparti i, hvor De Konservative også deltog. Denne udtalelse har givetvis  været et forsøg på at undgå fortsat vælgerafskalning fra De Konservative, men det har næppe været hensigtsmæssigt at komme med den omtrent samtidig med den verserende sag om e-maillækken. Samtidig spillede De Konservative høt spil ved at antyde, at man kunne gøre sagen om Lene Espersens udtalelser og e-maillækken til et kabinetsspørgsmål, dvs Dansk Folkeparti får tommelskruerne på: Stemmer Î ikke imod en evt. mistillidsudtalelse eller "påtale" fra oppositionen i sagen, hænger regeringens fortsatte eksistens på den.

Det er blevet fremført, at Lene Espersen i virkeligheden dækkede over Lars Løkke. Det er ham, der sidder med den egentlige alvorlige abe i sagen, idet det er ham, der er ansvarlig for ødsleriet med skatteydermidler igennem overbetalingen til de private sygehuse. .

Hvem har især har haft magten i denne sag, vil vise sig efterhånden: Bliver Dansk Folkeparti nødt til at trække i land, og mister partiet prestige på at redde Lene Espersen på målstregen? Eller vil partiet kunne presse regeringen så meget under finansllovsforhandlingerne, at det er dem, der står som sejrende, og regeringen som den tabende part? Hvis Dansk Folkeparti skal redde regeringen, kræver partiet sig nok betalt. Men det vil samtidig kunne sætte V og K yderligere i dårligt lys over for den ret store gruppe borgerlige vælgere, der ser skeptisk på samarbejdet med Dansk Folkeparti.

Sagen illustrerer samtidig den aktive politiske rolle, som visse topembedsmænd, f.eks. de særlige presserådgivere (spindoktorer), er begyndt at spille. De er ministrenes aktive medspillere, når de politiske kugler skal støbes. Departementschefen kritiserede spindoktorens læk af oplysninger. Denne kritik var den tidligere sundhedsminister uenig i:

»Det er jeg faktisk ikke enig med departementschefen i. En særlig rådgiver må godt lave politikudvikling for ministeren, og den politikudvikling må selvfølgelig også godt være relevant for partiet. Det var det, Frank gjorde, og han sender det så videre til Lene, fordi vi arbejdede på et stort konservativt sundhedsudspil. I det papir står så også noget om referencetakster«, siger Jakob Axel Nielsen.

»Jeg er enig i, at igangværende regeringsdrøftelser skal man selvfølgelig ikke sende ud af huset i partisammenhæng. Men konkret mener jeg, at det papir er et konservativt papir, som jeg har fået udarbejdet, og i det er så mine input samlet til et sundhedsudspil. Det kan en minister godt sætte en særlig rådgiver til at lave. Det kan der så være delte meninger om, men jeg synes, at det er helt legitimt« (Pol. 2.10.10)

Det er næppe helt legitim. For det første er timingen for lækken yderst uheldig. For det andet er det ikke meningen, en minister skal bruge en embedsmand, der er ansat for offentlige midler, til "privat" partiarbejde.

Lene Espersen sendte en undskyldning for afgivelse af forkerte oplysninger. Socialdemokraterne talte om en mulig rigsretssag på baggrund af, at der ikke var sendt oplysninger til Rigsrevisionen om betalingen til Privathospitaler, et dokument, som Rigsrevisionen havde anmodet om, men ikke modtaget.

Det er forskelligt i forskellige lande, "om revisionsmyndigheden hører til den dømmende, den udøvende eller den parlamentariske funktion i den forfatningsmæssige orden. I demokratiske lande er revisionsmyndigheden dog altid sikret uafhængighed, og revisionen er med til at sikre demokratisk kontrol og fremme en effektiv og redelig forvaltning" (Rigsrevisionen). Rigsrevisionen var tidligere under Økonomiministeriet, men er siden 1991 en uafhængig institution, der bevillingsmæssigt hører under Folketinget. Det er populært sagt Folketingets revisor, der reviderer statens regnskaber.  Den rapporterer til de af Folketinget valgte statsrevisorer (folketingsmedlemmer), der kan tage sagerne op. Det er altså en del af den parlamentariske kontrol af den udøvende magt.
     Men er det effektivt nok som kontrolorgan, når det er søjlen af regeringsmagt-folketingsflertal, der bestemmer? Danmark mangler en helt uafhængig revisionsmyndighed. I nogle lande har man en revisionsret, der er uafhængig af både den udøvende og lovgivende magt.

Rigsretten er beskrevet således i den danske grundlov (§ 59):

”Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af rigsretten”

Rigsretten består altså af Højesteretsdommere plus 15 mere valgt af Folketinget. Dens opgave er at dømme i sager imod ministre og/eller ifølge grundloven i sager om forbrydelser imod staten.
    Den er sjældent brugt i Danmark, da det parlamentariske ansvar og almindeligt ministeransvar har været tilstrækkeligt til ansvarliggørelse af ministrene.