Det nemme svar er at sige, at det er vælgerne. Det skulle bl.a. fremgå af grundloven og den såkaldte parlamentariske styringskæde.

Pluralistisk magtopfattelse

I en pluralistisk magtopfattelse er der flere mulige magtcentre, og det afhænger af, hvilke interesser der på et givent tidspunkt sætter sig mest effektivt igennem, der får indflydelse på tingene.

Styringskæde

Den parlamentariske styringskæde beskriver, hvordan magten delegeres fra det såkaldt suveræne folk via valgte repræsentanter til Folketinget. Herfra går den videre til regeringen, der i et parlamentarisk demokrati kan sidde på den politiske magt så længe, den ikke udsættes for et mistillidsvotum, eller kommer i mindretal i vigtige sager. Regeringen styrer via administration i ministerierne af de love, Folketinget har vedtaget. Disse love og administrative afgørelser virker på befolkningen, der måske reagerer ved at stille krav til det politiske system.

Den parlamentariske styringskæde

Er folket nu også så suverænt, som det antages i demokratisk teori?
    Det er det, naturligvis i den hvide Candide-Verden, denne teori opererer inden for. Reelt forholder det sig anderledes. Vælgerne kan naturligvis stemme på hvem, de vil. Men de er ofte under en noget upassende påvirkning. Henover sommeren 2010 drejede en stor del af den offentlige opinion 180 grader i spørgsmålet om opbakning eller ikke-opbakning til efterlønsordningen. Selv et flertal af SF-vælgere skulle nu vise en skepsis over for ordningen og en beredvillighed til at se på reformer. Hvorfor dette skifte i opinionen? Hvem står bag? Og er undersøgelserne lavet på et redeligt grundlag? Det er ikke ualmindeligt, at der i opinionsundersøgelser spørges på en måde, der mere eller mindre lægger svaret i munden på respondenterne.

Hvis den offentlige opinion er til fals for enhver, der har midlerne til at købe en undersøgelse og få den designet efter hensigten hos et af det mange bureauer, der er leveringsdygtige i den slags, står det sløjt til med vælgersuveræniteten. Mange ligger ikke desto mindre under for illusionen om den suveræne vælger, og at man kan undersøge det virkelig interessante i politik ved at lave en mængde meningsmålinger. Meningsmålinger er næsten altid topnyheder: Nu mener folket sådan og sådan. Men det er lidt problematisk, hvis meningen er lagt ind i folket af en magtfuld pressionsgruppe, der kan betale for en interessant tænketank eller dominerende medier.

Non-decision-making

 Teorien om non-decision er lavet af politologerne Peter Bachrach og Morton Baratz. Det er egentlig en teori om strukturel magt, idet den siger, at magt kan udøves uden, at der tages beslutninger. Det hænger sammen med, at magt ligger uudtalt i den samfundsmæssige struktur.
   Samfundet fungerer sådan, at nogle imødekommes mere på nogle områder end andre, uafhængigt af givne nutidige beslutninger.
   Der er f.eks. ingen, der har besluttet, at halvdelen af alle topjobs og –positioner i det britiske samfund besættes af kandidater fra blot to ud over 100 britiske universiteter. Det er den samfundsmæssige struktur, der gør, at kandidater fra Oxford og Cambridge på forhånd favoriseres ved stillingsbesættelser. Det hænger sammen med, hvordan det britiske samfund fungerer, og hvilke værdier og sociale netværk, der er aktive i den britiske elite.
    Bachrach og Baratz udformede deres teori i en kritisk dialog med den almindelige demokratiteori i 1960’erne. I The two Faces of Power (”Magtens to Ansigter”) kritiserer de antagelsen om, at samfundet er præget af pluralistisk magt og åben diskussion. Pluralismeteorien siger, at der er flere magtcentre, og tingene diskuteres åbent i det pluralistiske demokrati. Hvis nogle er magtesløse, må de bringe det op i den demokratiske debat, og der kan så stemmes i parlamentet om f.eks. en anden fordeling af goderne . De magtesløse har altså derved fået stemme. Men så enkelt er det ikke, siger Bachrach og Baratz.
    Tingene diskuteres ikke altid åbent, hævdede Bachrach og Baratz.
   Der er forskellige strategier, der kan anvendes til at forhindre åben diskussion. Det kan f.eks. være mobiliserende bias (at vægten lægges et bestemt sted), der forhindrer diskussion af bestemte sager, eller drejer diskussionen i bestemte retninger. Dem, der gør det, har magten til at definere, hvad der er vigtigt og ikke-vigtigt. Og når sager ikke kommer op, kan de heller ikke bliver underlagt beslutning. Det er blevet et område for non-decision.

Magten bag kulissen

Reelt kan der være andre, der udøver magt bag kulisserne. Det kan f.eks. være store kapitalejere. De behøver ikke engang at udtrykke deres mening om "behovet for reformer" direkte. Det har de et kor af cheføkonomer, bankøkonomer og universitetsøkonomer, samt ikke mindst Nationalbankdirektøren og Nationalbankens økonomer til at gøre for sig.

 Det kan være chefredaktører på dominerende medier (aviser, TV-kanaler). Det kan være magtfulde enkeltpolitikere eller formænd for interesseorganisationer. Det er også fremført, at de virkelige magthavere er embedsmænd i ministerierne og spindoktorer. Man har talt om DJØF-icering af samfundet, dvs DJØF’erne (medlemmer af Danmarks Jurist- og Økonomforbund) har magten, fordi de sidder som topembedsmænd i ministerier og offentlige selskaber og undertiden får politikere til at gøre ting, politikere ikke ellers ville gøre. Politikerne lader sig ”lede” af embedsmændene i kraft af de gode argumenters magt, siger tilhængere af denne teori. Efter grundloven er det naturligvis de valgte politikere, der har magten til at udforme reglerne, men da sagerne er komplicerede, kommer selve sagsfremstillingen til at betyde ikke så lidt.

 Figur 1: Søjler af magt

 Kapitalmagt udøves konkret på den måde, som kapitalmagt traditionelt er blevet udøvet på, dvs via anbringelse af penge de rigtige steder og via den indflydelse, som økonomiske støtte kan give, f.eks. støtte til politiske partier og enkeltpolitikere. Kapitalmagten kan også købe sig til indflydelse på mediehistorier via ansættelse af dygtige informationsmedarbejdere.

     Kapitalmagtens egentlige betydning er svær at undersøge. Man kan undersøge det, man kalder overlappende netværk ved, at man  f.eks. ser på de såkaldte VL-grupper (http://www.vlgrupperne.dk/da/gruppeoversigt ).. Det er grupper af  virksomhedsledere og andre topledere, nedsat af Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, der blev stiftet i midten af 1960’erne. I dag er der over 100 VL-grupper. Medlemmerne af disse grupper danner netværk med hinanden og kan ofte øve indflydelse, når de har samme syn på nogle ting og mødes med politikere og mediefolk.
 

Strukturmagt svær at få øje på

Strukturmagt er svær at få øje på. Det gør, at der skal anvendes en speciel metode til at undersøge den. Det er ikke nok med empiri i snæver forstand.
    Konkrete personer vil adspurgt sige, at de da ikke har ret meget magt. Og det har de da oftest heller ikke som enkeltpersoner. Den virkelig effektive magt er den, der er i stand til at dreje samfundet ideologisk. Et flertal skifter umærkeligt holdning til et sagskompleks. Det kan være udviklingen. Det kan være tidsånden. Det kan i nogle tilfælde være den dominerende ideologi, der ændrer sig.
     Hvis man bruger den franske filosof Michel Foucaults (1926 - 84) metode, så siger man, at måden, vi ser virkeligheden på, er præget af det sprog, vi bruger. Det gælder også den økonomiske virkelighed.  
     For at tage et eksempel:
     Når mange flere begynder at tænke: Det er rigtigt at afskaffe efterlønnnen, selv om økonomiske analyser måske vil vise, at der i realiteten ikke er ret meget vundet ved det, så er det fordi, en bestemt økonomiske diskurs (måde at tale om tingene på) er blevet dominerende.
     Efterlønnen er i forvejen blevet udhulet igennem en lang årrække af den måde, taktreguleringen virker på. Besparelserne bliver ikke de astronomiske mia, som det hævdes, når man tager bruttoudgifterne til efterløn, fordi de, der går på efterløn, mestendels er mennesker, der vitterligt er nedslidte, og som skal have en anden ydelse, der let kan gå hen og blive større - for personens udgifter skal jo dækkes, når det er sociale kriterier, der anlægges.
    Hvorfor så al denne virak om efterlønnen? Ja, det er just her, det ideologiske aspekt kommer ind. Der er en interesse i at gøre en bestemt økonomisk opfattelse af sammenhængene dominerende. En økonomisk diskurs, der ser tyngden af velfærd som hæmmende i forhold til nationens muligheder for at klare sig på det globale marked, er blevet dominerende i forhold til tidligere diskurser.

Parlamentets magt

Folketinget er jo den lovgivende magt, så det må da have magt!
    Det skal det også have ifølge den parlamentariske styringskæde. Formelt skulle der ligge magt i lovgivningsprocessen. Herved styres samfundet jo. Men om Folketingets magt over samfundets lovgivning stadig er særlig interessant, kan diskuteres. I dag kommer over 60 pct af lovene reelt fra Bruxelles.

Udover de tre behandlinger er initiativ- og forberedelsesfasen for ny lovgivning vigtig: Hvor startes den nye lov? Det kan være i et ministerium eller i Folketinget. Ifølge grundloven kan hvert folketingsmedlem stille forslag om en ny lov:

 Ethvert medlem af folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger. (Grundloven)

Det lyder godt. Borgerens repræsentant på tinge kan fremsætte lovforslag.
    De fleste lovforslag kommer dog i dag reelt fra regeringen, som jo sidder på et stort embedsmandsapparat i ministerierne. Her er ekspertisen til at lave gennemarbejdede lovforslag. Og interesseorganisationer kan komme ind i denne fase.
    Implementeringsfasen (gennemførelse af lov via udsendelse af bekendtgørelser og administration af loven) er også vigtig. Her er interesseorganisationene igen.
   Og det kan ske i råd og udvalg, så det nærmest er organisationerne, der står for lovgivning og styring/administration..
    

Hvor hopper kæden af?

Det kan diskuteres, hvor det er, kæden hopper af, så vælgerne ikke har så meget magt, som det formodedes i teorien. Det gallopperende Gallupdemokrati er et af stederne. Javist, men betyder Gallupdemoratiet ikke netop, at der lyttes til vælgerne - ovenikøbet imellem valgene? Og hvis ellers opinionsundersøgelserne er lavet korrekt? Det er selvfølgelig rigtigt, men pointen er, at vælgerne ikke er fuldt oplyst om tilgængelige alternativer. Informationsformidlingen i den offentlige opinion er ikke af en karat, der giver reel mulighed for at danne sig selvstændige skøn. Opinionen kan være manipuleret. Det kan være en magt bagved, der får indflydelse via Gallupdemokratiet.
  Et bud i øvrigt her:

Note: Interlocking elites: Politisk elite, militær elite, erhvervslivets elite, medieeliten, etc. Råd og udvalg: F.eks. Globaliseringsrådet, Vækstforum, Danmarks Erhvervsråd.