Vælgerne er i opbrud i disse år. Der skiftes parti og standpunkt som aldring før.

I USA valgtes den højrenationale republikaner Donald Trump til præsident ved præsidentvalget i 2016. Populistiske strømninger blandt de amerikanske vælgere var med til at afgøre valget. 
    I 2016 blev der endvidere ved en folkeafstmning  i Storbritannien flertal for, at landet skal forlade EU (den såkaldte Brexit-afstemning). Hvad er fælles for disse begivenheder?
   Mange steder i Europa gik den såkaldte populistiske stemme frem, f.eks. Italien ,Holland, Tyskland (Alternative für Deutsland).  
     Årsagen var, at der var opstået nye politiske skillelinjer i vælgerbefolkningerne. Den økonomiske og sociale ulighed havde været stigende i lang tid. Og man så ikke længere mulighed for, at de traditionelle velfærdsstater kunne løse problemet ved at opkræve øgede skatter og fordele mere i velfærd. "Eliten kører sit eget løb". Lønningerne for almindelige arbejdere stagnerede. Derfor så mange en konflikt imellem en elite, der nød godt af økonomiens deltagelse i globaliseringen, og den brede masse af mennesker, der var ladt udenfor.

Valg til folketinget

Der kan være mange årsager til, at der udskrives valg til Folketinget. Ofte  skyldes det, at en regering har vanskeligt ved at få gennemført en politik. Det kan også være fordi, man mener, at tidspunktet er gunstigt, fordi man f.eks. står stærkt i meningsmålingerne. Endelig udskrives valg, når en 4-årig valgperiode står for at løbe ud (f.eks. 2019). Det er statsministeren, der har bemyndigelsen til at udskrive valg.

Valg i 2015
Ved valget i juni 2015 skete der ganske betydelige forskydninger i partiernes stemmetal, og et nyt parti, Alternativet kom ind i Folketinget med 9 mandater.

Det lykkedes igen De Blå partier samlet set at vinde et valg på at spille indvandrerkortet. Venstre, der godt nok gik kraftigt tilbage tordnede i valgkampen løs om at genindføre lavere startydelser for indvandrere. Samtidig blev frygten for de fremmede manet frem af de dramatiske medieberetninger om rædselssejladserne med asylansøgere fra Nordafrika over Middelhavet i faldefærdige både.
   Tænk, om alle de mennesker kom til Danmark!? At forsøge at finde rationelle og menneskelige løsninger på problemet, f.eks. ved at tilslutte sig ideer i EU om, at landene skulle forpligte sig på at tage kvoter af asylansøgere, så det ikke bare er Italien og Grækenland, der står tilbage med aben, var der ikke stor nok opbakning til.
   Mærkeligt nok var retsforbeholdet (et af Danmarks 4 forbehold til EU-traktaten, der bl.a. sikrer egen asyl- og indvandrerpolitik) overhovedet ikke i spil i valgkampen. 

Tabel 1: Resultat af Folketingsvalget 18. juni 2015 - sammenlignet med valget i 2011

Valgresultatet ligner næsten med hensyn til størrelsen af vælgervandringerne jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne kom i Folketinget med henholdsvis 28 og 14 mandater, og hvor Socialdemokratiet blev reduceret til omkring 25 pct af stemmerne.

Alt i alt var valget en begmand til samlingen af “den nødvendige politiks” partier omkring centrum af det politiske spektrum. Til gengæld er mere værdi- og ide-baserede partier på yderfløjene og i centrum (Alternativet) blevet styrket. Alt i alt fik partier, der ikke havde siddet i regering, over 40%.
   Det viser måske noget om, at mange vælgere har svært ved at acceptere, at Folketinget er blevet reduceret til en kommunalbestyrelse for coaching af befolkningen i konkurrencestatens politik.

Valg i 2019
Valgkampen før valget i 2019 var præget af en blå regering (V, LA, Kons.), der i perioder havde været trængt i vælgermålingerne. De viste som regel flertal til "rød blok" (SD, SF, Enhedslisten, Alternativet og Radikale).
    Ofte plejer de mindre partier i rød blok på lederen af Socialdemokratiet (SD) som den, der skal lede forhandlingerne om en regering efter et valg. Det skete ikke denne gang især som følge af en betydelig uenighed om indvandrerpolitikken imellem SD og de mindre partier i blokken. SD havde udviklet en indvandrerpolitik, der overtog mange synspunkter og politikker fra Dansk Folkeparti (DF), hvad der fik ud over det traditionelle sammenhold i rød blok.

Figur 1: Vælger- og partiholdninger

Ordforklaring: Kosmopolitarianisme: Man tror på globalisering og løsninger på problemer på dette plan. Kommunitarisme: Det modsate: Troen på lokalsamfundets løsninger og værdier.

Kilde: Danmarks Statistik.  

Hvorfor stemmer vælgerne, som de gør?

Det spørgsmål kan stilles, hvis man vil finde dybere forklaringer på, hvad der er sket ved de senere valg.
Vælgernes skifte i stemmeafgivning er der givet mange forklaringer på i tidens løb.

Som det antydes i figuren ovenover, er det vigtigt at se vælgeren som bestemt af mange faktorer. Faktorerne kan have større eller mindre vægt hos den enkelte vælger, der afgiver stemme. Som regel er det en skønsom blanding af baggrundsfaktorer og motiver, der spiller ind. Baggrundsfaktorerne er det bagvedliggende mønster af determinanter (social baggrund, psykisk set-up af vælgerens personlighed, "fasthed" af partiidentifikation osv).
    Motiverne kan være mange. Det kan være populisme (en opfattelse af den politiske "virkelighed" som "os mod dem"/folk mod elite). Det kan være ønske om at fremme egentinteresse i f.eks. lavere skatter, eller det kan være samfundshensyn (sociotropisk vælger).

Man skal altså passe på, at man ikke har en såkaldt binær opfattelse af vælgeradfærd, så man f.eks. siger, at vælgeren enten er rationel (styret af fornuft) eller irrationel. Eller at vælgeren enten stemmer efter klasse eller efter ønsker om at fremme individuelle mål. Det er som regel en blanding af hensyn, hvor faktorerne indgår i større eller mindre grad i det enkelte tilfælde.

Klassestemmehypotese
Under det klassiske fire-partisystem (Venstre, Socialdemokratiet, Radikale, Konservative) blev der typisk afgivet en slags "klassestemme": Landmænd og selvstændige stemte som sociale klasse på Venstre, arbejdere på Socialdemokratiet, husmænd og lærere/kulturarbejdere på De Radikale og selvstændige og højere funktionærer på De Konservative.
   Det mønster begyndte at gå i opløsning i 1950'erne/60'erne. SF dannedes i 1958 og siden gik det hastigt med nye partiers opståen og større vælgervandringer mellem partierne. Der var færre kernevælgere og flere og flere marginalvælgere (folk, der stemmer på et nyt parti fra gang til gang). Den tidligere så stærke partiidentifikation blev noget svækket.

Gruppetilhørsforhold
Beslægtet med klassefaktoren har vi gruppetilhørsforhold. Det kan være grupper i både snævrere og bredere forstand. Et eksempel på det sidste:
    Det så man i 2013 efter indgåelsen af nye overenskomster for folkeskolelærere i Danmark.  Mange lærere forbandt opgivelsen af bestemte forberedelsesfaktorer til timerne og mere magt til skoleledelserne til at tilrettelægge lærernes arbejde som forbundet med de politikere, bl.a. den socialdemokratiske finansminister, der havde været arbejdsgiver ved overenskomstforhandlingerne. Opinionsmålinger viste senere en kraftig nedgang i læreres stemmer på Socialdemokraterne. Her betød gruppetilhørsforholdet som lærer det afgørende for, hvor man ville sætte sit kryds. Og det skulle i hvert fald ikke være hos et af regeringspartierne (Socialdemokrater, SF, Radikale), partier, lærere ellers typisk havde stemt på.

 Partiidentifikation
Vælgerne identificerer sig med bestemte partier. Det kan gå igennem generationer, og det bevirker, at man bliver ved med at stemme på det samme parti. Man kalder en sådan vælger for en kernevælger. I modsætning hertil stemmer marginalvælgere på forskellige partier fra gang til gang. De fleste vælgerundersøgelser viser, at partiidentifikationen har været faldende igennem de seneste årtier.  De politiske partier er dog stadig vigtige som en slags perceptionsfiltre (perception = opfattelse igennem syn, hørelse og hjerneaktivitet), dvs de leder øjnene, der ser, frem til at se det samme eller noget lignende som sidste gang. Det er partierne, der stiller op til valg, og de fremlægger deres synspunkter og politiske alternativer i forhold til hinanden. De fleste vælgere er vant til at se den kaotiske virkelighed som noget, der bringes i orden af partiets syn på den.


Den rationelle vælgermodel:
I denne såkaldte rational choice  (rationelt valg) model antages det, at vælgerne stemmer efter individuel, rationel egeninteresse. Den kan minde lidt om socialklassehypotesen, bortset fra, at der i socialklassehypotesen også indgår forestillinger om identifikation med gruppe o.lign (”klasseidentifikation”, som f.eks. har spillet en rolle i arbejderklassen, men nok ikke gør det så meget længere i den mere individualistiske senmodernitet).
     Den rationelle vælgermodel kan minde lidt om den individualiserede forbruger, der foretager rationelle forbrugsvalg i sammensætningen af forbruget.
    Hvis man har en høj indkomst, er man interesseret i, at skattetrykket på sidst tjente krone (marginalskatten) ikke er for høj. Derfor vil man stemme på et parti, der vil sikre lave skatter. Hvis man har mange børn, vil man stemme på et parti, der sikrer lave institutionstakster, etc. Denne model kan kritiseres for dens metodologiske individualisme. Ved at tage udgangspunkt i den enkelte vælgers præferencer (ønsker) og  analysere, hvordan vælgeren vil realisere dem ved at finde passende mål (stemme på politiker, der kan opfylde målene), tager teorien ikke hensyn til, at vælgerne ofte er præget af social baggrund, gruppetilhørsforhold og de normer og roller, der følger med at være en del af en bestemt social baggrund og høre til en eller flere sociale grupper, der påvirker en.

Tegnebog eller nationaløkonomi?
Den rationelle vælgermodel er også blevet kritiseret for, at mange undersøgelser faktisk har vist, at mange vælgere har tendens til at afgive stemme efter, hvordan de mener, at økonomien vil klare sig under den ene eller den anden kandidat. Det kaldes at afgive en sociotropisk stemme. Man stemmer altså efter, ikke alene, hvordan privatøkonomien for én selv vil klare sig, men efter, hvordan samfundet som helhed vil klare sig.
    En del vælgere forsøger faktisk at sætte sig ind i, hvordan det er gået med økonomien. Er det gået dårligt, kan det tænkes at gå ud over de politikere, der sidder på magten, og som søger genvalg, mens de, der stiller op imod dem og udfordrer deres magt, kan blive tilgodeset, forudsat deres økonomiske (genrejsnings-)program ellers er troværdigt.

Issue-voting
Man er gået fra klassestemme til issue-voting (stemme efter sager, f.eks. indvandring, lov og orden, arbejdsløshed, miljø-issue, etc), så det er et spørgsmål, hvordan partierne vil klare den issue (sag), man som vælger især er interesseret i.  Man kan så sige, at det var den  nationale issue (nationalfølelse /-interesse) og indvandring, der fik betydning for Dansk Folkepartis succes i 2015. Denne issue blev fra 2015 kopieret - eller overtaget - af Socialdemokraterne, hvorved det lykkedes disse at kapre et stort antal DF-vælgere ved valget i 2019.

Medianvælgerhypotese

I 1957 udsendte økonomen Anthony Downs bogen An Economic Theory of Democracy (En økonomisk teori om demokrati), hvor han beskrev politik som noget, der i vælgernes øjne er et valg imellem et venstre- og højresynspunkt, og hvor de fleste er tilbøjelige til at placere sig i midten af spektret, dels fordi det er ret uigennemskueligt, hvad de forskellige synspunkter nærmere står for, dels fordi en placering på midten eller omkring midten ser ud til at give flest fordele.
    Politik er et marked, hvor man (for)handler sig frem til størst mulige fordele for sig selv, når man afgiver sin stemme. Downs' teori er altså en form for rational choice (fornuftsvalg) teori. Lige som man på markedet forsøger at få mest muligt ud af sin indkomst ved at bruge sine penge til at få den bedste kombination af kvalitet og pris, som ens indkomst giver mulighed for, vil man bruge den samme overvejelse, når man afgiver stemme.
    Hvilke varer tilbyder de politiske partier i form af deres programpunkter?
    Teorien er især blevet brugt om valgsystemer, hvor der er flertalsvalg i enkeltmandskredse, f.eks. Storbritannien. Her er der tendens til, at to partier fra henholdsvist højre og venstre side af H-V-spektret, kæmper om magten. Det gælder derfor om at sætte sig på den politiske midte med de rigtigt udformede midterstandpunkter, der kan appellere til flest mulige vælgere.

Figur 2: Medianvælgerhypotesen

Men man kan også se tendensen i flerpartisystemer med forholdstalsvalg. Man så det f.eks. i valgkampen til folketingsvalget i Danmark i 2015. Det billede, der blev skabt i medierne og offentligheden var "blå blok mod rød blok", og det var hver af disse to blokkes største partier, hvis ledere stod over for hinanden i noget, der dermed næsten kunne ligne et "præsidentvalg".
   "Er du blå eller rød"  lagde op til at antyde et klart valg mellem to forskellige alternativer. I realiteten kan det diskuteres, hvor meget valg der var tale om, da Blå Blok også ville sikre velfærden og lagde forslag frem om udvikling i sundhedsbudgettet, der ville overstige Rød Bloks fremskrivning af dette. Det førte til formulering af meget simple valgkampsslogans, f.eks. om "nulvækst" i offentlig sektor over for 0,6 pct (Socialdemokrater) eller 0,8 pct vækst (DF). "Det skal kunne betale sig at arbejde" blev et simpelt slogan for Blå Blok, der skulle tydeliggøre, at i det danske velfærdssamfund var der for lidt incitament til at arbejde og yde en indsats.
     "Kontanthjælpen er for høj" blev sat op imod "Kontanthjælpen har den størrelse for at sikre imod børnefattigdom". Var man til lidt mere velfærd eller til lidt mere "det skal kunne betale sig at arbejde"?

For at kunne forstå vælgeradfærd er det vigtigt at se på,hvordan vælgeren perciperer den politiske "virkelighed". Ser man f.eks. denne som bestemt af en modsætning imellem elite og folk ("os imod dem") og stemmer efter det, kan man sige, at der afgives en populistisk stemme. Men er vælgerens perception korrekt? - eller måske kun delvist korrekt?
    Vælgeren er under indflydelse af de diskurser, der kører i medierne og den politiske offentlighed. Diskurserne skabes og holdes i live af politiske kommentatorer, medier og under debatterne i offentligheden om politik. En diskurs er en italesættelse af et givent samfundsmæssigt problem eller af den samfundsmæssige tilstand/"virkelighed" generelt.

Et delt Danmark?

Figur 3: Et politisk delt Danmark?

Note: Det "delte" Danmark. Farverne viser, hvilket parti der blev størst. Rød farve: Socialdemokratiet,
gul farve: Dansk Folkeparti og blå farve: Venstre

Noget af det, valgforskere hæftede sig ved i forbindelse med folketingsvalget i 2015, var den stadig mere tydelige forskel i politisk kultur og politiske værdier imellem "storby-Danmark" og det såkaldte "udkantsdanmark", jvf figur 1.
   I det første er man begejstrede for globaliseringens muligheder. Man ser positivt på indvandring og man føler sig generelt mere trygge ved tingenes forandring. I det andet er der større økonomiske afsavn. Man er utryg ved, hvad globaliseringen og indvandringen kan bringe, og man føler en større national tilknytning til danske værdier. Man kan som eksempel se, hvordan man stemte i henholdsvis Tønderkredsen og Nørrebrokredsen ved valget i 2015:

Tabel 3: Afstemningsresultat Tønderkredsen 2015
Stemmeberettigede: 28.310. Deltagelse: 84,65 %

Tabel 4: Afstemningsresultat Nørrebro i København 2015:
Stemmeberettigede: 55.396. Deltagelse: 84,33 %

Kilde: Danmarks Statistik

Valgmåde

I Danmark har vi forholdstalsvalgmåde med en spærregrænse på 2 pct. Det er en af grundene til, at der er et ret stort antal af partier i Folketinget.
Forholdstalsvalg kan beskrives som en valgmåde, hvor man forsøger at få en matematisk retfærdig repræsentation af vælgerholdningerne.
Valgmåden kan få stor betydning for den politiske proces i et demokratisk politisk system. Valgmåden har f.eks. betydning for antallet af partier og for, i hvilken grad vælgerne kan få indflydelse på, hvilke personer der vælges. Valgmåden kan sammenlignes med flertalsvalg i enkeltmandskredse, som man har i Storbritannien, USA og adskillige andre steder.

Beskrivelse af valgmåden i Danmark

I Danmark har man forholdstalsvalg, dvs at hvis et parti/liste får 10 pct af stemmerne, skal det have 10 pct af mandaterne i den parlamentariske forsamling. I Danmark løses det på en temmelig indviklet måde, idet der både fordeles mandater i nogle store valgkredse (storkredse) og fordeles tillægsmandater.
   I praksis lader det sig ikke gøre at dele mandater op i procenter. Derfor arrangeres forholdstalsvalgmåde sådan i Danmark, at der deles med nogle divisorer (1. 2,  3, 4,  5, 6, etc  ....) ved folketingsvalg, når mandaterne skal fordeles i storkredsene. Der ti storkredse. Den største er Sjællands Storkreds med 21 mandater til fordeling. 

Tabel 5: Fordeling af kredsmandater i en storkreds ved valget i 2015: Sydjyllands Storkreds

Stemmeberettigede: 525.609. Deltagelse: 85,56 %

Kilde: Danmarks Statistik

   Den ovenfor anførte metode til fordeling af mandater kaldes største divisors metode. Og brugen af divisionstallene på denne måde kaldes  d'Hondts metode.

   Det fremgår også af eksemplet, at det bliver lettere at realisere matematisk retfærdighed, jo større antallet af mandater, der skal fordeles er. I nogle lande har man løst dette ved simpelthen at gøre landet til én valgkreds (Israel og Holland). I Danmark har man ønsket at opretholde den geografiske tilknytning til lokale valgkredse. Derfor sker opstillingen i Danmark af kandidater i 92 opstillingskredse, fordelingen af mandater i 10 storkredse, og endelig er der et system af tillægsmandater til at sikre en betydelig matematisk proportional fordeling til partier med over 2 pct af stemmerne (2 pct-reglen: Et parti skal have mindst 2 pct af de afgivne stemmer for at få del i tillægsmandater).

Forholdstalsvalgmåden skulle altså sikre den såkaldte  "matematiske retfærdighed", dvs anskuelserne i befolkningen skal repræsenteres procentvist ligesådan i Folketinget. Det kan de naturligvis ikke: Hvis et parti får lige under 2 pct af stemmerne, er det efter det forholdsmæssige repræsentationsprincip "berettiget" til 3 mandater, men får ingen, med mindre det opfylder en af de andre betingelser i valgloven, dvs f.eks. får valgt et kredsmandat. I så fald er det berettiget til at få del i tillægsmandaterne.

Der er 40 tillægsmandater, og de fordeles efter at kredsmandaterne er fordelt, og det er disse 40 tillægsmandater, der sikrer den "matematiske retfærdighed".

Note: hvor stor en del af den samlede mandatpulje på 135, en storkreds skal have, bestemmes ifølge valgloven af følgende: Den samlede befolkning i en storkreds, antallet af vælgere og antal kvadratkilometer i storkredsen ganget med 20. Det medvirker til at gøre et mandat "billigere" vælgermæssigt i "Udkandtsdanmark", de tyndt befolkede områder, i forhold til f.eks. København, Nordsjælland og Århus.

Igennem fordelingen af kredsmandater sikres det altså, at de valgte kandidater har en lokal forankring og tilknytning, så det ideelt set ikke kun er landspolitiske spørgsmål kandidaterne vælges efter. Danmark har en relativt indviklet valglov. Det skyldes, at man har villet kombinere den "matematiske" retfærdighed med kandidaternes lokale forankring, som man jo kendte det i valgmåden før grundlovsændringen i 1915. Dengang havde man flertalsvalg i enkeltmandskredse i Danmark. Forholdstalsvalgmåden blev fuldt gennemført i 1920.
    Forholdstalsvalgmåden var et demokratisk fremskridt. Det gjorde det lettere for nye politiske strømninger at gøre sig gældende.
Ved grundlovsændringen i 1915 fik man kvindelig valgret.

Figur 4: Opstillingsformer

Sideordnet opstilling. Der sættes kryds ud for parti (i firkanten til venstre) eller ud for kandidat.

Hvordan finder man så ud af, hvilke kandidater der er valgt for partierne?

Hvis man har sat kryds på stemmesedlen ud for  partiets navn (øverst på stemmesedlen) i stedet for en kandidat, fordeles partistemmerne  på kandidaterne. Fordelingen er forskellig efter, om partiet har valgt partiliste eller såkaldt sideordnet opstilling. Ved sideordnet opstilling fordeles partistemmerne på kandidaterne i forhold til deres andele af personligt afgivne stemmer.
    Ved opstilling på partiliste fordeles partistemmerne først til den, der står øverst på listen og efterfølgende til de andre. Overskydende personlige stemmer går videre til de andre kandidater. Partiets samlede stemmetal i storkredsen divideres med et tal, der er 1 større end det antal mandater, der er tilfaldet partiet. Dette tal forhøjes til det næste hele tal og kaldes "fordelingstallet". .   
     Partistemmerne går altså i rækkefølge til de kandidater, der står øverst på partilisten, indtil fordelingstallet er nået.
    Partistemmerne fordeles på denne måde, til de alle er brugt. Hvis en kandidat længere ned på listen opnår et personligt stemmetal, der er lig eller større end fordelingstallet, sprænges partilisten, og kandidaten vil derfor blive tildelt et mandat. Man skal have mange personlige stemmer for at kunne gøre det.  Enhedslisten bruger denne opstillingsmetode i hele landet.
     Ved kredsvis opstilling får kandidaten alle de stemmer, der er afgivet på partiet i opstillingskredsen, samt de personlige stemmer vedkommende har fået. Det kan altså ved kredsvis opstilling "betale sig" at blive stillet op i en stor kreds.

Når man skal se meningsmålinger, kan man gå til Gallup eller de aviser, der laver meningsmålinger, f.eks. Politiken, Berlingske Tidende, Jyllandsposten og Børsen.
 

Mere uddybende: Stemmes der efter social klasse, livsstile eller geografisk segmentering?

Det er et alt for kompliceret spørgsmål at svare èntydigt på. Når man ser på valgresultatet i 2015, f.eks. det "politiske Danmarkskort" i figur 3 ovenover, kunne man forledes til at tro, at der stemmes efter geografisk segmentering af befolkningen. Men det er jo samtidig social-økonomiske kriterier, der indgik i det. Når mange vælgere satte kryds ud for DF i Syd- og Sønderjylland og Vestsjælland, var det bl.a bestemt af, at de boede i områder, der var ladt i stikken i den økonomiske udvikling, som integrationen af dansk økonomi i den globaliserde økonomi og EU havde ført til. De var blevet i stigende grad "udkant" og reagerede på det ved at stemme på et parti, som de følte ville gøre mest for dem i den situation.

Figur 5 : Klassesamfundet i satirisk streg

Klassestemme identificerede man tidligere med stemme på enten et (socialistisk) arbejderparti, der ville øge velfærden, eller et borgerligt parti, der ville sænke skatterne og lade borgere og virksomheder i højere grad få lov at beholde penge i egne lommer. Ved valg efter valg har man i de senere år set Dansk Folkeparti som det største "arbejderparti" med mange stemmer fra arbejderklassen og de lavere sociale lag. Og det var Liberal Alliance, der tog en betydelig del af stemmerne i de højere socialgrupper.

Konturerne i klassedelingen er blevet utydeligere, og vælgerne har ændret sig i mere individualistisk retning i deres stillingtagen. 

Tabel  6:  Udvikling i socialklasser, familier. Andele   

Kilde: AE. Klasserne er her defineret ud fra topleder/-ikke-topleder, uddannelses- og indkomstforhold. Se f.eks. mere på http://www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_inddeling-af-befolkningen-i-sociale-klasser.pdf

I tabel 6 ses udviklingen i den sociale klasseinddeling i Danmark. Det er en slags ”økonomiske klasser”, der bygger på stillingen i produktionen, og indkomst- og uddannelsesforhold.  Middelklassen er vokset, og arbejderklassen er skrumpet. Det har påvirket partiernes stemmetal samtidig med, at tendensen til at stemme efter klasse nok også er svækket.

Spørgsmålet er imidlertid, om der ikke er sket mere dybtgående ændringer i klassestrukturen, som kan forklare jordskredsvalget i 2015. Nedenfor kommer der en omtale af sociologen Bourdieus teori om social og kulturel kapitals betydning for vores livsform, herunder også politisk adfærd.

I Storbritannien blev der for få år siden lavet en stor klasseundersøgelse, hvor man for første gang systematisk indbyggede Bourdieus kulturklassebegreber i undersøgelsen.

Det startede med, at det nationale fjernsynsselskab BBC gennemførte en webbaseret undersøgelse, hvor folk via TV-udsendelser blev opfordret til at gå ind på nettet og besvare spørgsmål. Over 161.000 besvarede spørgsmålene. Som det kunne forventes viste det sig, at mange systematisk overdrev deres egen sociale status. Når man sammenlignede deres egen angivelse af klasseplacering med job- og indkomstdata på dem, viste det sig, at mange placerede sig for højt i forhold til den objektive definition af deres klasse. Af de 161.000, der svarede på  BBC's website, erklærede 4,1 pct, at de var topdirektører, hvor dette lag efter sociologernes opgørelser var 20 gange så lavt, altså kun omkring 0,2 pct af befolkningen. 
    Under ledelse af to sociologer fra Londons School of Economics (Mike Savage) og Manchester University (Fiona Devine) udformedes en mere videnskabelig undersøgelse af klasserne ud fra en repræsentativ stikprøve. Man udformede nu en klassestruktur for Storbritannien ved at sammenholde resultaterne fra de to undersøgelser.

Tidligere havde man en traditionel opfattelse af klasserne i Storbritannien, nemlig at klassepyramiden groft sagt bestod af en overklasse, en middelklasse og en arbejderklasse. Hertil svarede tre partier, Konservative, Liberaldemokrater og Labour (med valgmåden flertalsvalg i enkeltmandskredse, jvf nedenfor).
    Nu fremstod der et billede af en klassepyramide med 7 klasser, som dels afspejler den moderne britiske økonomis udvikling, men også nogle meget markante forskelle på top og bund. I bunden er der et prekariat på 15 pct af befolkningen og i toppen en eksklusiv elite: "I toppen har vi en elite af meget velstående mennesker og i bunden de fattige med et meget begrænset socialt og kulturelt engagement."

Figur 6: Klassepyramide i Storbritannien

Note: Klasserne defineres således: Elite: Den mest priviligerede gruppe. Den adskiller sig fra de andre via dens velstand. Den har højeste niveau af både økonomisk, social og kulturel kapital. Etableret middelklasse: Den næstrigeste gruppe, som scorer højt på alle tre kapitaler (næsthøjst på kulturel kapital).  Teknisk middelklasse: En lille, distinkt ny klasse, som er velstående (prosperous), men scorer lavt på social og kulturel kapital. Den udmærker sig ved social isolation og kulturel apati. Ny rig arbejderklasse: En klasse af yngre, der er socialt og kulturelt aktive og med midterniveauer af økonomisk kapital. Traditionel arbejderklasse: Scorer lavt på alle tre kapitalformer, men er ikke helt udsat økonomisk. Der er nogenlunde høje huspriser og nogenlunde økonomi. Nye fremvoksende servicearbejderklasse: En ny ung bybaseret gruppe, som er relativt fattige, men har høj social og kulturel kapital. Prækariat: Den fattigste, mest udsatte klasse, som scorer lavt på social og kulturel kapital. Undersøgelsen målte kulturel kapital ved at spørge om folks fritidsinteresser, lige fra operabesøg, over fitness til madlavning. Hvor Bourdieu skelnede mellem high brow og low brow kultur (f.eks. opera over for x-faktor), forlader den britiske undersøgelse denne skelnen i erkendelse af, at det ikke længere er så éntydigt.

Ifølge denne undersøgelse er det altså ikke mere en knap 40 pct af vælgerne i Storbritannien, der hører til traditionel arbejderklasse og middelklasse, de to klasser, der har båret de traditionelle klassepartier. Der er sket en hel masse med økonomien på kort tid, som har frembragt et billede af en langt mere kompleks klassestruktur i en højtudviklet globaliseret serviceøkonomi som den britiske eller danske. Det er begge økonomier, der er fleksible og åbne over for de nye teknologier (internet, sociale medier, Big Data, disruptiv innovation og hvad denne betyder for, at der opstår mange nye virksomheder). I begge lande er der en udvikling præget af, at åbenheden over for nye handelsaftaler, helt frie kapitalbevægelser og gennemgribende globalisering fører til en sameksistens af stærke kosmopolitiske storbycentre og svage udkanter.
    Det betyder, at traditionelle partidentifikationer og kollektive identiteter mister betydning hos vælgere, der er opflasket med de sociale medier, og hvad de giver af muligheder for flygtige og nye identiteter, På Facebook og Twitter kan en ny tendens, en vrede eller utilfredshed over en politisk sag, der optager mange, hurtigt gå viralt og præge opfattelsen også af andre politiske spørgsmål.

Livsstil og kulturel klasse

Meget af stemmeafgivningen hænger sammen med livsstile og udannelsesniveau. En høj indkomst identificeres ikke nødvendigvis med stemme på Liberal Alliance eller Konservative (for at spare skat), men kan meget vel ses sammen med stemme på Enhedslisten eller Alternativet, når det er ideelementer fra sådanne partier, der indgår i partipræferencen.

Under livsstil undersøger man, hvilken vælgeradfærd der er i de forskellige livsstilssegmenter.
Når der knyttes an til en livsstilsteoretiker som sociologen Pierre Bourdieu (1930 - 2002), kan der, jvf ovenfor, laves hypoteser om  f.eks. den sociale og kulturelle kapitals indflydelse på politisk adfærd.
   Bourdieu sammenfatter sin personlighedsmodel i begrebet habitus, hvor socialisationsfaktorerne fra opvæksten er afbildet som en slags printplade i personligheden. Den giver dermed  den sociale profil med de handlingstilskyndelser, vi erhverver os igennem opvæksten.  Habitus determinerer ikke, hvad mennesker gør, men det er et udgangspunkt for handling.
    Den symbolske kapital giver en evne til at foretage æstetiske valg, f.eks. at bedømme, hvad der er et godt kunstværk, et smukt møbel eller et godt måltid. Men evt også, hvad der er ”det parti, man stemmer på”.
    Der er noget  ved en ting, der ligger ud over det rene brugs- og nytteaspekt ved tingen. En BMW cabriolet er et køretøj, men det er også en statusgivende ting, der udtrykker symbolsk kapital hos ejeren. På samme måde er det at stemme mere end blot at være med til at afgøre, om statsministeren skal hedde Jensen eller Rasmussen. At stemme kan være udtryk for symbolsk kapital.
  

Der kan opstå forskelle mellem de, der især har kulturel kapital (uddannelse) og de, der især har økonomisk kapital (indkomst, formue). Det kan påvirke vælgeradfærden sådan, at professoren måske snarere stemmer på Radikale Venstre, og forretningsmanden med mange penge og egen virksomhed måske snarere på Venstre eller Liberal Alliance.
    Inddragelsen af den kulturelle kapital giver altså et bredere billede af klassestrukturen.

Figur 6: Livsstilssegmentering og partipræference

Flertalsvalg i enkeltmandskredse

Ved flertalsvalg i enkeltmandskredse vælges der kun én fra hver valgkreds. De stemmer, der er afgivet på andre kandidater/partier, er "spildt" i den forstand, at de ikke tæller med. Dette valgsystem har man i Storbritannien.

Figur 7: Resultat af valg til Underhuset (House of Commons) i 2015 (650 pladser)

Kilde: BBC.

Misforholdet mellem stemmeandele og antal valgte mandater ses klart. For Liberaldemokraterne betød det, at brugte næsten 2,5 mio stemmer på at få 8 mandater, mens f.eks. De Konservative fik over 40 gange så mange for kun omkring 5 gange flere stemmer. Men der var så mange flere kredse, hvor De Konservative kom først over målstregen ("first past the post") og blev største parti, der løb med mandatet.

Forholdstalsvalg efter devolution (decentalisering), f.eks. i skotsk parlament

Et af Labours valgløfter i 1997 var, at man skulle indføre forholdstalsvalg, fordi det mere retfærdigt dækker vælgerholdningerne. Det er dog hidtil blevet ved snakken om at indføre ny valgmåde, bortset fra de parlamenter, der indførtes i Skotland, Nordirland og Wales i 1990'erne.

Man indførte delvis forholdstalsvalgmåde i Skotland, da man fik et parlament i denne selvstyrende del af Storbritannien i slutningen af 90'erne. I det skotske parlament kombinerer man to valgmåder.  Første valg efter den nye metode var i 1999.

Figur 8: Blanding af enkeltmandsvalg og forholdstalsvalg i Skotland. Valgresultat v. valg i 2003.

Note: Venstre kolonne i valgresultatet (pladser ved valg i enkeltmandskredse, også kaldet seats), højre kolonne antallet af listevalgte, der altså fordeles forholdsmæssigt. Ved en liste står partierne under hinanden, ligesom på en dansk stemmeseddel. Ved et dansk valg stemmes enten på partiet eller på en person. Den skotske vælger stemmer både på person (seat) og parti (list). Den samme valgmåde anvendes i de andre regionale parlamenter, f.eks. Wales.

Hvilken valgmåde er mest demokratisk?

Det kommer lidt an på, hvad man lægger i ordet ”demokrati”. Hvis man går efter at få et effektivt virkende flertal i parlamentet, som kan styre landet, skal man nok vælge flertalsvalg i enkeltmandskredse, idet det tenderer imod at mindske antallet af repræsenterede partier. Når flertallet veksler mellem to dominerende partier, bliver det mere overskueligt at danne regering og fastholde et flertal.  Spørgsmålet er dog, om styringseffektivitet skal være et demokratikriterium?
    Forholdstalsvalgmåden opfattes ofte som mere demokratisk, fordi sammensætningen af mandater i parlamentet i højere grad afspejler befolkningens præferencer.
    Men forholdstalsvalgmåde kan være udformet på meget forskellige måder, der giver forskellige virkninger med hensyn til, hvor demokratisk repræsentativt det er. I Israel har man indrettet landet som én stor valgkreds. Det giver mulighed for, at små partier kan komme i betragtning ved fordelingen af mandater. Det er klart, at når der skal fordeles mandater kun i kredse, vil det afhænge af kredsenes størrelse, i hvilket omfang små partier får mulighed for repræsentation. Hvis der skal fordeles 20 mandater, vil der alt andet lige skulle omkring 5 pct af stemmerne til for at få et mandat.  Ved et mindre antal til fordeling  rykker den effektive spærregrænse for små partier opad.

OPGAVER:

1 Undersøg ud fra data på Aalborg Universitets surveybank, om klassestemmehypotesen er holdbar: http://www.surveybanken.aau.dk/

2 Undersøg også ud fra data i surveybanken om vælgernes holdninger, om der er problemer for demokratiet m.h.t. manglende engagement o.lign.?

3 Find yderligere oplysninger om, hvordan man laver valg i Danmark. Brug f.eks. valgloven, findes hos Retsinformation.
4  Hvordan sikres demokratisk retfærdighed ved valgs afholdelse og mandaters fordeling?
5  Kunne det være sikret endnu bedre end det er gjort i den danske valglov?
6  Hvad er fordele og ulemper ved henholdsvis flertalsvalg i enkeltmandskredse (first-past-the-post) og forholdstalsvalgmåde?
7 Hvilken af de tre opstillingsformer er den mest demokratiske - i forhold til partimedlemmer/parti og i forhold til vælgerbefolkningen?
8 Hvad siger valgloven om spærregrænse til Folketinget?
9 Hvor let/svært er det for nye partier at komme ind? Vurder det ud fra følgende paragraf i valgloven, der angiver reglen. Er det demokratisk?:

§ 12. Nye partier, der ønsker at deltage i folketingsvalg, skal anmeldes for indenrigs- og sundhedsministeren senest kl. 12 femten dage før valgdagen. Med anmeldelsen skal følge erklæringer fra et antal vælgere, der mindst svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer ved det sidst afholdte folketingsvalg (lov om valg til Folketinget)

10 Skal Folketinget være en afspejling af befolkningen med hensyn til aldersmæssig, uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig sammensætning?

Westminstermodel: opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post). Oppositionspartiet udgør en institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt "Her Majesty's loyal opposition" med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten skifter. Udover Storbritannien finder man Westminstermodellen i New Zealand, Australien, Canada og Indien. Med to store dominerende partier, der skiftevis har magten, kan en del af oppositionen ytre sig som partiintern opposition.
   Når regeringspartiet skal spænde over et stort ideologisk felt, så vil den opposition, der findes i partiet ligne den opposition, man i systemer med forholdstalsvalg kan finde uden for det eller de dominerende partier. 

Indhold:
Hvorfor stemmer de sådan?

Et delt Danmark i 15?

Forholdstalsvalg i DK

Klasse eller livsstil?

Flertalsvalg i enkelt-
mandskredse

LINKS

Uddybende links:

Folketingsvalglov

Danske valgsystemers fordelingsmetoder

Vælgerdata fra hele Verden (eng.)