AKTIEKURSER OG KRISER

Der er potentiale for krise i den måde, kapitalmarkedet fungerer på i en kapitalistisk økonomi. Ofte bruges børskrakket i USA i 1929 som skoleeksemplet på, hvor galt det kan gå. Og i 2007-8 fik vi finanskrisen, der også bredte sig og udløste "Den store recession". Når der opstår sådanne økonomiske nedture, ligger der dog som regel en del andre årsager til det bagved.

Det drejer den side sig om.
    Hvordan skaffes kapital til investeringer i en markedsøkonomi? Hvilke typer af kreditter formidles af  banker? Hvordan udvikler rente og aktiekurser sig - og hvorfor?  Og så videre....

På Børsen handler man både med aktier og obligationer. Obligationer er der et fast afkast på. Det er obligationens rente. Den har den samme pålydende rente. Derfor svinger obligationer ikke så meget i kursværdi, som aktier gør. For en aktie gælder jo, at det er kun, når virksomheden giver overskud, at der udbetales penge i udbytte.

Hvad påvirker kursen på obligationer?


Kursen på obligationer svinger afhængigt af udbud og efterspørgsel efter obligationer på Børsen.
    Når kursen (prisen på obligationen i forhold til 100) svinger betyder det, at den faktiske rente, den såkaldte direkte rente, ændrer sig. Afkastet på en obligation ligger fast. Det bestemmes af den nominelle rente. Når renteafkastet sættes i forhold til prisen, som obligationen er købt til, får man den direkte rente.

Når man køber en obligation, låner man penge til f.eks. en husejer (realkreditobligationer) eller til staten (statsobligationer). Når renten er lav, betyder det, at det er billigere at låne penge til huse. Det kan stimulere byggeriet.
   Pengene, der er lånt til husejeren, betales tilbage, når obligationen udløber. Så betales hele beløbet tilbage, den pålydende værdi. Når man nærmer sig udløbstidspunktet, vil obligationens kurs derfor nærme sig kurs 100. Stigende kurser på obligationer betyder altså, at renten falder, og det bliver billigere at finansiere husbyggeri.
   Hvis kursen er under 100, er den direkte rente højere end den pålydende rente. Det er omvendt, når kursen er over 100. Det almindelige renteniveau i samfundet påvirker kurserne på obligationer og dermed renten på obligationer. Hvis renten falder, f.eks. hvis Nationalbanken sætter renten ned, så er der tendens til stigende obligationskurser.

Hvad påvirker kursen på aktier?

I aktieanalyse benytter man sig hovedsagelig af en eller flere af følgende metoder, som man kan anvende hver for sig eller blande sammen. Der er naturligvis en snæver sammenhæng imellem dem:

      1. AKTIENS BAGVEDLIGGENDE KAPITALVÆRDI (virksomhedens eller aktiens indre værdi, dvs: hvor meget "virksomhedskapital" ejer man ved at eje aktien?)

      2. KONJUNKTUR- OG MARKEDSANALYSE (forhold i virksomhedens omgivelser, der påvirker indtjeningen). Heri indgår også fremtidsperspektiverne for virksomheden og dens branche. Er det IT eller bioteknologi, har man i de senere år vurderet fremtiden meget positivt, så dette har betydet mere end indtjeningen. Man kan også sige, at forventningerne har gået på den fremtidige indtjening

      3. TEKNISKE ANALYSER OG SPEKULATIVE ELEMENTER ("indbyggede" tendenser i kursudviklingen)

Kapitalværdialanalyse

Kursen på den enkelte virksomheds aktier påvirkes naturligvis først og fremmest af de træk i udviklingen i virksomhedens økonomi, som bestemmer størrelsen af den indre værdi, kapitalværdien.

Man vil derfor se på størrelsen af egenkapitalen. Når man er aktionær, ejer man jo en forholdsmæssig del af egenkapitalen. Det er så også det, der kaldes den indre værdi af aktien. Den defineres ved størrelsen af egenkapitalen i forhold til aktiekapitalen. Dens fremtidige størrelse bestemmes af udviklingen i egenkapitalen, dvs størrelsen af virksomhedens kapital, de årlige overskud, og hvor store andele af disse overskud, der akkumuleres som reserver (opsparede overskud).

Et enkelt eksempel kan belyse tankegangen. En virksomhed har udstedt 10.000 aktier af en værdi på hver 100 kr. Det er altså en aktiekapital på 1.000.000. Hvis egenkapitalen i virksomheden er 2 mio kr, så skal hver aktie teoretisk have en kurs på 200. Det vil være den kurs, der svarer til de indre værdier:

Indre værdi: 2 mio(egenkapital) * 1 mio(aktiekapital)

Teoretisk aktiekurs: 2 kr for 1 krones aktie eller 200 (for 100 kr.'s aktie)

Hvis egenkapitalen stiger til 3 mio, fordi der ophobes overskud på 1 mio, bliver den teoretiske aktiekurs: 300 for en 100 krones aktie eller 3 kr for en trekrones aktie. Hvis virksomheden nu foretager en nyudstedelse (emission) af aktier, skal en større aktiekapital nu divideres op i egenkapitalen. Aktiekursen vil derfor blive mindre. Derfor vil man da også tilbyde de eksisterende aktionærer nogle af de nye aktier som såkaldte fondsaktier gratis eller aktier til favorabel kurs.

I virkelighedens verden er det mere kompliceret at angive, hvad en kurs på en aktie bør være, fordi det i praksis kan være svært at vurdere de reelle værdier i virksomheden. Den reelle egenkapital har måske en anden størrelse, fordi aktiver (bygninger, maskiner, varelagre) er vurderet for højt eller for lavt i forhold til den faktiske handelsværdi i det bogførte regnskab.

Der er også andre faktorer end evt. skjulte værdier i regnskabet, der kan påvirke kursen i den virkelige verden. Det er ikke mindst udsigten for virksomhedens overskud fremover. Hvis man regner med stigning i overskuddet, så vil aktiekursen alt andet lige stige. Derfor er vigtige nøgletal overskuddet sat i forhold til egenkapitalen (egenkapitalforrentning) og sat i forhold til aktiekapitalen (earnings per share/resultat pr aktie). Det er naturligvis tilbageskuende at se på egenkapitalen. Det er jo en historisk værdi, der udledes af virksomhedens balance (aktiver/passiver), som denne fremtræder i det aflagte regnskab. Derfor vælger mange at lægge større vægt på forventningerne til fremtidige afkast.

P/E-værdien (Price/Earning) står for Price (Pris for aktien, dvs kurs ganget med akties nominelle værdi) i forhold til earning (indtjening/overskud).

Den sætter altså pris i forhold til overskud. Det svarer næsten til, at vi sætter penge i banken (pris = bankindeståendet. Indtjening = rente). En p/e-værdi på 20 "svarer" altså til en bankrente på 5 pct.

Man ser ofte finansanalytikere sammenligne P/E-værdier internationalt for firmaer i samme branche for at se, hvor aktier er "billige", og hvor de er "dyre". Det skal man være forsigtig med. P/E-værdierne kan være påvirket af skatteregler.

Konjunktur- og markedsanalyse

Det kan være svært at vurdere overskuddets udvikling i fremtiden. Man må se på flerårige budgetter, som kan være højst usikre. Man må se på investeringer i forskning og udvikling. Og man må se på, hvordan markedet for virksomhedens produkter udvikler sig.

Aktieindekset er en gennemsnitsberegning af aktiekurserne, hvor de enkelte aktier er vægtet efter størrelse. Og det bestemmes af udviklingen i samfundsøkonomien. Her spiller de internationale økonomiske konjunkturer en rolle. Erhvervsklimaet spiller en rolle. Det danske KFX-indeks bygger på de tyve mest handlede aktier på den danske fondsbørs.

Erhvervsklimaet kan blive påvirket af den offentlige sektors indgreb og reguleringer. Det kan være en negativ påvirkning. Men der kan også være en positiv påvirkning igennem udformningen af statens økonomiske politik. Hvis f.eks. staten fører en ekspansiv økonomisk politik, der skal sætte gang i konjunkturerne, kan det påvirke aktiekurserne opad. Det kan være en lavere rente.

Endelig påvirkes aktiekursen af tendensen i forbrugernes præferencer. Hvis trenden går i retning af virksomhedens produkter, så vil det påvirke kurserne opad.

Tekniske analyser

Når man ser på aktiekursernes udvikling, kan man se, at de har tendens til at bevæge sig op og ned over længere tidsrum. Det vil sige, at hvis man i lang tid har været på en opadgående bølge, kan man forvente, at den brydes på et eller andet tidspunkt. Man går fra Bull (tyr) marked til Bear (bjørne) marked.

Teknisk analyse går ud på, at man forsøger at afdække de matematiske egenskaber i regulariteten i kurvens bevægelser op og ned. Dermed formodes det, at man kan forvente en nedadgående bevægelse på et bestemt tidspunkt, der svarer til, hvornår den kom de tidligere gange.

Det er naturligvis det rene humbug og matematiske latin. Men da der også er en del psykologi i aktiemarkedet, kan man ikke helt afvise, at markedsdeltagerne reagerer med visse forventelige lemmingeffekter indbygget. Det er da også det, der er baggrunden for anvendelsen af ordene "bear"- og "bull"-markeder. Vi er ude på dyrepsykologiens overdrev. Mange vil gerne springe på og være med i et bull-marked. Det forstærker bull-markedet. De fleste ved, at de skal springe af igen. Når mange gør det, sætter det et bear-marked igang. Hvis man spiller kortsigtet på børsen, er det vigtigt at lære at springe af i tide. Det er imidlertid vanskeligt at vide, hvornår det rette tidspunkt er. Hvordan kan man se det? Her gør en ejendommelig psykologi sig gældende, der undertiden kan nærme sig massepsykose: Børsspillerne ved, at et marked ikke for længe ad gangen kan hæve sig for meget væk fra de underliggende kapitalværdier og realismen i fremtidsforventningerne. Derfor vil nogle dages stigning på et tidspunkt føre til et fald.

Krise i 1930'erne

Den økonomiske krise i begyndelsen af 1930’erne er en af de værste, Verden har kendt.

   Krisen begyndte i 1928, da den amerikanske nationalbank hævede renten i USA. Det gjorde den, fordi for mange mennesker købte aktier for lånte penge. Aktiekurserne var steget i lang tid og havde nået et niveau, som den amerikanske nationalbank, Federal Reserve, syntes var helt urealistisk. Ved at hæve renten ville man tage gassen af spekulanterne.

   Renteforhøjelsen gjorde det dyrere at låne. Det gjorde det dyrere at spekulere i aktier for lånte penge. Det fik samtidig amerikanske virksomheder til at nedbringe investeringerne i nye maskiner og ny produktion. Produktionen faldt. Det var starten på det, man kalder en recession, dvs en nedgang i den økonomiske aktivitet.

Figur  1: Børskrakket på Wall Street 1929-33 sammenlignet med senere børskrak


Kilde: The Economist 25.8.2015

Børskrak på Børsen i Wall Street hjalp med til at forværre den begyndende krise. Den 29. oktober 1929 faldt aktiekurserne voldsomt. Da en aktiekurs er det samme som prisen på en aktie, betød dette, at en masse mennesker ville stå med færre penge i hænderne, når de solgte deres aktier. Mange havde som sagt lånt penge til at købe aktier for. De var dermed dybt forgældede. Det betød, at de ikke kunne betale det tilbage de skyldte, bl.a. til bankerne. Der kom en bølge af bankkrak. Banker, der krakkede forsøgte at få deres tilgodehavender tilbage fra låntagere. Krisen bredte sig som ringe i vandet. USA begyndte hurtigt at skære ned på importen af varer fra udlandet og man forlangte lån, som var ydet til andre lande, tilbagebetalt. Det betød, at disse lande, bl.a. Tyskland, måtte spare på deres import. Alle lande reducerede udenrigshandelen, og det fik krisen til at brede sig endnu mere.


Aktiekursindeks' langsigtede udviklingstendenser

Børsen er kun én type af finansiering, men økonomer interesserer sig meget for, hvad der foregår på børserne, fordi kursbevægelserne kan påvirke den reale økonomi. Hvis der prikkes hul på en aktieboble, kan store pengebeløb så at sige forsvinde ud i den blå luft, og det påvirker naturligvis de mennesker, der havde regnet med at eje de pågældende værdier. Hvis det drejer sig om forbrugere, vil de måske nedsætte deres forbrug og øge deres opsparing, fordi de føler sig truet af de dårlige tider. Hvis det drejer sig om virksomheder, vil de opleve et tab i deres aktivmasse. Derfor kan børskrak sprede deres virkninger som ringe i vandet. Og børsopgange vil omvendt kunne føre til fremgang i forbrug, investeringer og vækst. Det så man i sluthalvfemserne frem til 2000, hvor bl.a. Nasdaq teknologiindekset i New York dykkede kraftigt efter nogle voldsomme stigninger i perioden forinden.
    Et aktieindeks er en gennemsnitsberegning af kursudviklingen for en række aktier. C20,  Københavns Fondsbørs indeks, viser kursudviklingen for de tyve mest omsatte aktier på Københavns Børs.

Figur 2: Udviklingen i Dow Jones kursindekset


Udviklingen i det førende amerikanske aktieindeks Dow Jones (de 30 mest omsatte virksomheder i fremstillingssektoren) har flere gange haft stor betydning for den økonomiske udvikling. Det samme gælder udviklingen i Nasdaq teknologiindekset. Nasdaq teknologibørsen, der i løbet af 1990'erne var ved at vokse sig større end Dow Jones, blev etableret i starten af 1970'erne for at skabe finansieringsmuligheder for de fremstormende virksomheder inden for IT-sektoren.


Figur 3: Udviklingen i danske aktiekurser


Kilde: Dors.dk Forårsrapport 2015.

Figur 3 viser en udvikling i de danske aktiekurser, hvor stigningen ligger langt ud over stigningen i produktionen (BNP). Det kan naturligvis være begrundet i, at værdierne (egenkapitalen) i virksomhederne vokser. Hertil kom, at investorer fra udlandet har købt op i danske aktier, dels for at udnytte et stigningspotentiale, dels for at anbringe  deres penge i en "Safe Haven", som den danske økonomi blev set som i den betragtede periode.
    Men stigningen er ikke alene berettiget set ud fra disse tre hensyn. Man kan altså godt med en vis sandsynlighed tale om en aktieboble, især fra 2013-15.

Figur 4: Yuan(renminbi-)devaluering i august 2015

Kilde: The Economist 25.8.15. Note/Ordforklaring: currencies: valutakurser. Inverted: Omvendt.

Figur 4 viser devalueringen af den kinesiske valuta, der skete over tre dage i midten af august. Inden da var yuan dog steget i kurs sammen med dollaren og målt i en kurv af valutaer. Alligevel var yuandevalueringen medvirkende til at sprede panik på børserne rundt omkring i Verden, fordi den afslørede svagheder i den kinesiske økonomi, som man ikke hidtil havde været opmærksom på: Var de kinesiske væksttal overdrevne? Var væksten på vej ned i Kina, så den kinesiske økonomi ikke længere ville fungere som dynamo for den globale vækst - og ikke mindst væksten i de omkringliggende asiatiske "emerging economies" (nye industriøkoomier). Disse økonomier havde indtil da levet på en noget farlig cocktail af stigende priser for deres råvareeksport (bl.a. til det kinesiske marked) og faldende renter, der gjorde det muligt at låne penge billigt.

Da der blev prikket hul på aktieboblen efter den kinesiske renminbidevaluering i august og de følgende voldsomme kursfald på kinesiske aktiebørser, kom der store kursfald også på Børsen i København.  Det viste, hvordan globaliseringen havde gjort økonomierne mere sårbare over for hinanden. Hvad der skete i Kina, påvirkede hele verdensøkonomien.


Hvad er økonomisk krise, og hvad er recession?

Når man forsøger at slå ordene "krise" eller "depression" op på Internettet, så henvises man til psykiatrisk behandling. Anderledes går det med ordet "recession". Her er der masser af relevante henvisninger.

"Recession er, når naboen mister jobbet - depression er, når jeg selv mister jobbet", siges det.

I Danmark er der en ret udbredt enighed blandt økonomer om at definere recession som negativ vækst i to på hinanden følgende kvartaler.

Depression er noget dybere. Det højt respekterede økonomiske magasin The Economist taler om depression, når produktionen falder i tre på hinanden følgende år, eller der er tale om et fald i den reale produktion på 10 pct. USA havde altså depression i 1929-32. Det samme havde Danmark, Tyskland, Frankrig med flere lande.

Det er sket ofte i nyere tid, at lande har haft en sådan, eller endnu stærkere, tilbagegang i produktionen. I Rusland faldt produktionen over 40 pct i løbet af 1990'erne. Og den faldt igen kraftigt i 2014-15, da Vesten indførte sanktioner imod landet som følge af Ukraine-konflikten, og olieprisen, som landet er stærkt afhængig af, når det eksporterer olie, faldt kraftigt.
   I Argentina faldt produktionen næsten 20 pct fra 1998 - 2002. Den samme tendens så man under euro-gældskrisen i især Grækenland, men også - i mindre omfang - i  andre sydeuropæiske eurozonelande.
     Det er dog tvivlsomt, om det bør kaldes økonomisk depression i Argentinas tilfælde, hvor produktionsnedgangen blev fulgt af stigende priser, fordi Argentina løste problemerne ved at devaluere valutaen, så man hurtigt genvandt konkurrenceevne.
    Nu kan man synes, det kan være en meningsløs strid om ord, om man har økonomisk depression eller bare recession. Det er det imidlertid ikke, fordi forståelsen af fænomenet som enten depression eller recession har meget at sige om, hvordan det skal bekæmpes. Over for en depression bliver f.eks. pengepolitikken virkningsløs. Lige meget hvordan - og hvor meget - renten sættes ned, påvirker det ikke produktionen synderligt. Renten kan ikke komme ret meget under 0, og det burde teoretisk set være nødvendigt, når priserne er faldende.

     Ordet "recession" blev imidlertid også opfundet som en eufemisme (forskønnende omskrivning). Inden 1929 blev alle større økonomiske tilbageslag rutinemæssigt kaldt "økonomisk depression". Den psykologiske effekt af begrebet kunne imidlertid være så kraftig, at det kunne medvirke til at fremkalde den beskrevne tilstand, når de økonomiske aktører agerede ud fra det. Derfor var det ønskeligt for nogle at opfinde et mere uskyldigt lydende ord.

 Det er karakteristisk, at udsvingene i væksten i USA, at de er kraftige før 1929 og frem til og med II. Verdenskrig. Derefter tager volatiliteten (udsvinenes størrelse) af. Det forklares bl.a. med statens større andel af økonomien. Der er tendens til et lignende billede for Danmark.

Finanskrise vil altså højst kunne blive til en recession? Det synes da også at ligge i de tendenser, der kan konstateres for, at den er på tilbagetog, og væksten begynder at tiltage igen  -  for at det hele så måske afløses af en intensiveret klimakrise?.

Spørgsmålet er imidlertid, om effekten af den stigende statsdeltagelse i økonomien ikke er lidt af en myte?
Man glemmer at indregne virkningen af de åbne markeder - så længe de vedbliver med at være det! Når man lægger de indiske og kinesiske baglande til den globale økonomi, står man med et samlet integreret økonomisk system, hvor staten pludselig er bragt tilbage til før-1929 niveau med hensyn til størrelse i økonomien og m.h.t. begrænset interventionspotentiale over for den.

Til gengæld, siger man, har de økonomisk-politiske beslutningstagere lært af krisen i 1929 m.h.t., hvad man ikke skal gøre. Man skal ikke lade i hundredevis af banker gå ned, og man skal ikke indskrænke pengeforsyningen midt under en krise. Og man skal heller ikke stræbe efter at balancere statsbudgettet, som den formodet "keynesianske" Franklin D. Roosevelt gjorde, - med det resultat, at USA fik en gentagelse af krisen i 1937-38.  Og det er det samme, man har gjort i EU med vedtagelsen af finanspagten, som kun tillader strukturelle underskud (underskud renset for konjunkturvirkninger) på 0,5 pct af BNP for de lande, herunder Danmark, som har undertegnet den.

Ifølge den monetaristiske økonom Milton Friedman, hvis store pengehistoriske undersøgelse af USA's økonomi mundede ud i konklusionen om, at den væsentligste grund til depressionen i 1930'erne skulle være, at the Fed (den amerikanske nationalbank) strammede pengepolitikken på det forkerte tidspunkt. Hvis man i stedet havde udvidet pengemængden, var Den store Depression blevet forhindret. Det er bl.a. det, mener den kendte amerikanske økonomblogger Paul Krugman, der lå  bag den centralbanks voldsomme pengepolitiske stimulanser på det seneste, hvor man i lang tid pumpede 40 mia $ ud i den amerikanske økonomi igennem opkøb af obligationer.

Ifølge Krugman går The Fed dog galt i byen. Det er ikke der, den grundliggende årsag til depression ifølge ham ligger. The Feds forsyning af markedet med likviditet har nærmest lignet et brandslukningsmandskab, der forsøger at slukke en voldsom brand med oceaner af vand. Og det virker ikke. Pengeforsyningen er vokset voldsomt. Alligevel blev kreditten ved med at være utilstrækkelig. Og økonomien fortsatte sit fald. Det er dog et spørgsmål , om den pengepolitiske medicin alligevel har virket, når man ser, at USA faktisk i de senere år (fra ca 2012) begyndte at få en pæn økonomisk vækst.  Men det kan også her spille ind, at USA foretog en betydelig finanspolitisk stimulans af den amerikanske økonomi i 2009.


 

Børsnedture som årsag til finanskrisen 2007 -

Ofte er det investorers overdrevne frygt, der kan være med til at udløse krise. Men den kan kun udløse noget, som der nok er dybere forklaringer på.
    
 Investorers frygt kan være ubegrundet, – og undertiden udtryk for rent hysteri, og så bliver udsvingene på aktiemarkedet overdrevne i forhold til udviklingen i realøkonomien (virksomhedernes reelle omsætning og overskud, forbrugernes adfærd, etc). Udviklingen på aktiemarkedet kan virke tilbage på den reale økonomi. Når kurserne på værdipapirer stiger, føler ejerne sig rigere og tør bruge penge også på andre ting. Og når kurserne falder, kan det føre til nedgang i forbrug og efterspørgsel, fordi folk føler sig fattigere (også selv om de ikke har realiseret eventuelle kurstab). At de så reagerer som lemminger, der løber sammen i døden ud over skrænten, forstærker faldene.
   Under den europæiske gældskrise, hvor flere lande havde svært ved at betale deres statsgæld tilbage, var frygten for selve denne krise med til at drive recessionen videre. Hertil kom den af især den tyske regering drevne sparepolitik. Renten på spanske og italienske statsobligationer var omkring 2010-11 gået op over 6 pct eller mere end det dobbelte af tyske statsobligationer. Det vil sige, at investorerne kastede spanske og italienske statsgældsbeviser fra sig. Og hermed kunne disse to lande ikke længere finansiere deres statsbudgetunderskud, og de banker, der ejede statsgældsbeviser fra de to lande kunne komme i farezonen. De sparede endnu mere, end de tidligere havde gjort.
     Alt i alt førte det til sammentrækning af efterspørgselen. Den globale økonomi var ved at komme ind i en ond cirkel.

Professor Michael Møller fra handelshøjskolen beskæftigede sig med forklaringer på børskrak i en artikel i august 2007. Det var faktisk dengang, finanskrisen startede. Den startede nemlig med, at den franske storbank BNP, Banque Nationale Paribas, ikke ville anerkende aktiver/sikkerhed fra tre investeringsfonde, der havde amerikanske boliglån (sumprimelån) i sine porteføljer. Da markederne havde opdaget, hvad sagen drejede sig om, skete der massive kursskred rundt omkring. Det er faktisk rationelt nok – og altså ikke udtryk for massepsykose (men massepsykose kan forværre skredene) Møller kalder det for kakerlakeffekten:

Der er muligvis tale om en kakerlak-effekt. Den er noget mere rationel end lemmingeeffekten.

Forestil dig, at du træder ind på dit hotelværelse efter at have købt en afbudsrejse til Mallorca. Lejligheden er pæn og nobel, ingen problemer. Forestil dig nu, at du ser en enkelt kakerlak. Smadrer du den og siger, at en enkelt kakerlak ikke er noget problem? Næppe. Erfaringen siger, at ensomme kakerlakker er sjældne. Så ved synet af én kakerlak ændrer du dit skøn over lejlighedens kvalitet og mængden af kakerlakker relativt kraftigt. Det skyldes hverken, at du er en hysterisk kælling, eller at du er en lemming, men at du handler rationelt. På samme måde kan det være fornuftigt nok, at opdagelsen af, at kvaliteten af udlånene til fattige boligkøbere (og dermed udlån til de hedgefunde, der har købt disse udlån af bankerne) er noget ringere end forventet, fører til revurdering af risikoen på en lang række udlån.

Som ved så mange andre samfundsmæssige fænomener kan det være nødvendigt at undgå én-årsagsforklaringer (monokausale forklaringer) også på dette område, selv om det kan synes oplagt at give enten hysteriske spekulanter/lemminger eller “hysteriske kællinger” skylden. Der ligger, som Møller er inde på, oftest flere forklaringer, men derfor kan en enkelt forklaring måske have mere tyngde end andre. Det kan også være nødvendigt at skelne mellem dybereliggende forklaringer – f.eks. i dette tilfælde stagnation i økonomien – og de mere overfladiske, f.eks. at nu har kurserne gået opad så længe, så nu må de nødvendigvis gå nedad i en periode.

Eller man kan lave en prioriteret liste over årsager. Det gør f.eks. den amerikanske keynesiansk inspirerede økonom John Kenneth Galbraith i sin bog “The Great Crash 1929″. Det får det til at gibbe lidt, når man ser, hvor mange træk der er fælles ved de to økonomiske nedgangsbølger.

Som den væsentligste dybereliggende årsag til krisen i 30′erne anfører Galbraith den ulige indkomstfordeling:

I 1929 var de rige ubetvivleligt  rige. Tallene er ikke helt tilfredsstillende, men det forekommer sikkert, at de fem procent af befolkningen med de højeste indkomster i det år modtog omkring 1/3 af al personlig indkomst.

Hvorfor spiller det en rolle? Som nogle af de såkaldte keynesianske økonomer påpeger, betyder det, at opsparingen bliver høj, og at det bliver svært at få den store opsparing omsat i produktive investeringer. Når forbruget ikke er stort nok, må investeringstilbøjeligheden omvendt være høj, hvis der skal være efterspørgsel nok i økonomien.  Som nogle amerikanske økonomer (Emanuel Saez m.fl.)  har påvist det i deres forskning, er uligheden igen af næsten samme højde som dengang.

Andre årsager

Krisen forbindes med spekulanters overdrevne reaktioner på såkaldte teknologichock:

Teknologishock:

• Starten af 1900-tallet: Hastighedstog, transatlantisk radio, elektricitet.
• 1920-ere: Masse produktion of automobiler, udbygning af vejnet og biltrafik, kommerciel radio, elektrificering af industriproduktion
• 1950-ere og 60ere: Masseudbredelse af TV, forstadslivsstilens spredning, rummet udforskes.
• Slutningen af 1990erne: Masseudbredelse af internettet, spredning af computere og informationsteknologi, udbredelsen af den webbaserede forretningsmodel og ikke mindst computerbaseret børshandel, hvor computerrobotter sættes til at stå for handelen ud fra matematiske logaritmer og formler.

De ellers rationelle forventninger til investeringer sættes ud af kraft, under en kraftig opgang i investeringerne, der sker, når et teknologichock udløses. Herved opstår bobleeffekten, fordi aktieinvestorer frakobler den normale rationelle adfærd, de ville udvise i en situation, hvor økonomien kører i roligere gænge.

Hvis de påviste sammenhænge ellers holder, stiller det den traditionelt førte politik til bekæmpelse af kriser i et vist relief. Det gælder især pengepolitikken. Her har centralbanker jo traditionelt fokuseret på at holde inflationen lavt. Det er et helt utilstrækkeligt mål, når en krise med evt. deflation er i gang, hvor risikoen for dyb depression melder sig, hvis deflationen får lov at løbe.

Hertil kommer, at den såkaldte asset price inflation (stigninger i aktivers priser), som boblerne jo er udtryk for, burde være et mere nærliggende mål for centralbankens indsats. Det kan diskuteres, hvordan man prikker hul på en boble. Men man gør det i hvert fald ikke ved at hælde benzin på ved at lovliggøre interessante former for nye lån, der lokker unge husejere i uføre.

 

 





 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Links: