|
Folketingsvalg
2015 og de svigefulde vælgere
Der
kan være mange årsager til, at der udskrives valg
til Folketinget. Ofte
skyldes det, at en regering har vanskeligt ved at få gennemført en
politik. Det kan også være fordi, man mener, at tidspunktet er
gunstigt, fordi man f.eks. står stærkt i meningsmålingerne. Det er
statsministeren, der har bemyndigelsen til at udskrive valg.
Ved valget i juni 2015
skete der ganske betydelige forskydninger i partiernes stemmetal, og
det
nye parti, Alternativet kom ind i Folketinget med 9 mandater.
Det lykkedes igen De Blå partier samlet set at
vinde et valg
på at spille indvandrerkortet. Valgkampen udviklede sig til en slags
konkurrence om hård indvandrerpolitik, og i det game var der nogenlunde
let spil. Venstre, der godt nok gik kraftigt
tilbage i stemmer, kørte i valgkampen på at genindføre lavere
startydelser
for indvandrere, som var afskaffet af den siddende SR-regering.
Mærkeligt nok var retsforbeholdet (et af Danmarks 4
forbehold til EU-traktaten, der bl.a. sikrer egen asyl- og
indvandrerpolitik), stort set ikke i
spil i valgkampen. Det kunne måske ellers have givet en mere perpektivrig flygtninge-indvandrerdebat.
Tabel 1: Resultat af Folketingsvalget 18. juni 2015
Kilde: Dst.dk
Valgresultatet ligner næsten med hensyn til størrelsen af
vælgervandringerne jordskredsvalget i 1973, hvor Fremskridtspartiet og
Centrumdemokraterne kom i Folketinget med henholdsvis 28 og 14
mandater, og hvor Socialdemokratiet blev reduceret til omkring 25 pct
af stemmerne. Derfor kan man godt igen tale om et "jordskredsvalg".
Alt
i alt var valget en begmand til samlingen af “den
nødvendige politiks” partier omkring centrum af det politiske spektrum.
Til gengæld er mere værdi- og ide-baserede partier på yderfløjene
og i centrum (Alternativet) blevet styrket. Alt i alt fik partier,
der ikke havde siddet i regering, over 40. Det siger måske noget om, at
mange vælgere har svært ved at acceptere, at Folketinget er på vej til
at blive reduceret til en kommunalbestyrelse for coaching af
befolkningen i
konkurrencestatens "nødvendige" politik.
Figur 1: Vælger- og partiholdninger
Ordforklaring:
Kosmopolitarianisme: Man tror på globalisering og løsninger på
problemer på dette plan. Kommunitarisme: Det modsate: Troen på
lokalsamfundets løsninger og værdier.
Hvorfor stemmer vælgerne sådan?
Det spørgsmål kan stilles, hvis man vil finde dybere
forklaringer på, hvad der er sket ved de senere valg.
Vælgernes skifte i stemmeafgivning er der givet mange forklaringer på i
tidens løb.
Klassestemmehypotese
Under det
klassiske fire-partisystem
(Venstre, Socialdemokratiet, Radikale,
Konservative) blev der typisk afgivet en slags "klassestemme": Landmænd
og selvstændige stemte som sociale klasse på Venstre, arbejdere på
Socialdemokratiet, husmænd og
lærere/kulturarbejdere på De Radikale og selvstændige og højere
funktionærer på De
Konservative.
Det mønster begyndte at gå i opløsning i
1950'erne/60'erne. SF dannedes i 1958 og siden gik det hastigt med nye
partiers opståen og større vælgervandringer mellem partierne. Der var færre kernevælgere og flere og flere
marginalvælgere (folk, der stemmer
på et nyt parti fra gang til gang). Den tidligere så stærke
partiidentifikation blev noget svækket.
Gruppetilhørsforhold
Beslægtet med
klassefaktoren har vi
gruppetilhørsforhold.
At det kan betyde
temmelig meget så
man i 2013 efter indgåelsen af nye overenskomster for folkeskolelærere
i
Danmark. Mange lærere forbandt
opgivelsen af bestemte forberedelsesfaktorer til timerne og mere magt
til
skoleledelserne til at tilrettelægge lærernes arbejde som forbundet med
de
politikere, bl.a. den socialdemokratiske finansminister, der havde
været
arbejdsgiver ved overenskomstforhandlingerne. Opinionsmålinger viste
senere en
kraftig nedgang i læreres stemmer på Socialdemokraterne. Her betød
gruppetilhørsforholdet som lærer det afgørende for, hvor man ville
sætte sit
kryds. Og det skulle i hvert fald ikke være hos et af
regeringspartierne
(Socialdemokrater, SF, Radikale), partier, lærere ellers typisk havde
stemt på.
Partiidentifikation
Vælgerne identificerer sig med bestemte partier. Det kan gå
igennem
generationer, og det bevirker, at man bliver ved med at stemme på det
samme
parti. Man kalder en sådan vælger for en kernevælger. I
modsætning hertil
stemmer marginalvælgere på forskellige partier fra gang til
gang. De
fleste vælgerundersøgelser viser, at partiidentifikationen har været
faldende
igennem de seneste årtier. De politiske
partier er dog stadig vigtige som en slags perceptionsfiltre
(perception =
opfattelse igennem syn, hørelse og hjerneaktivitet), dvs de leder
øjnene, der
ser, frem til at se det samme eller noget lignende som sidste gang. Det
er
partierne, der stiller op til valg, og de fremlægger deres synspunkter
og
politiske alternativer i forhold til hinanden. De fleste vælgere er
vant til at
se den kaotiske virkelighed som noget, der bringes i orden af partiets
syn på
den.
Den rationelle vælgermodel:
I denne såkaldte rational choice (rationelt
valg) model antages det, at vælgerne
stemmer efter individuel, rationel egeninteresse. Den kan minde lidt om
socialklassehypotesen, bortset fra, at der i socialklassehypotesen også
indgår
forestillinger om identifikation med gruppe o.lign
(”klasseidentifikation”, som
f.eks. har spillet en rolle i arbejderklassen, men nok ikke gør det så
meget
længere i den mere individualistiske senmodernitet).
Den
rationelle vælgermodel kan minde lidt om
den individualiserede forbruger, der foretager rationelle forbrugsvalg
i
sammensætningen af forbruget.
Hvis man har en høj indkomst, er man interesseret i,
at
skattetrykket på sidst tjente krone (marginalskatten) ikke er for høj.
Derfor
vil man stemme på et parti, der vil sikre lave skatter. Hvis man har
mange
børn, vil man stemme på et parti, der sikrer lave institutionstakster,
etc.
Denne model kan kritiseres for dens metodologiske individualisme. Ved
at tage
udgangspunkt i den enkelte vælgers præferencer (ønsker) og
analysere, hvordan vælgeren vil realisere dem
ved at finde passende mål (stemme på politiker, der kan opfylde
målene), tager
teorien ikke hensyn til, at vælgerne ofte er præget af social baggrund,
gruppetilhørsforhold og de normer og roller, der følger med at være en
del af
en bestemt social baggrund og høre til en eller flere sociale grupper,
der
påvirker en.
Tegnebog eller
nationaløkonomi?
Den rationelle vælgermodel er også blevet kritiseret for, at mange
undersøgelser faktisk har vist, at mange vælgere har tendens til at
afgive
stemme efter, hvordan de mener, at økonomien vil klare sig under den
ene eller
den anden kandidat. Det kaldes at afgive en sociotropisk stemme.
Man
stemmer altså efter, ikke alene, hvordan privatøkonomien for én selv
vil klare
sig, men efter, hvordan samfundet som helhed vil klare sig.
En del vælgere forsøger
faktisk at
sætte sig ind i, hvordan det er gået med økonomien. Er det gået
dårligt, kan
det tænkes at gå ud over de politikere, der sidder på magten, og som
søger
genvalg, mens de, der stiller op imod dem og udfordrer deres magt, kan
blive
tilgodeset, forudsat deres økonomiske (genrejsnings-)program ellers er
troværdigt.
Issue-voting
Man er gået fra klassestemme til
issue-voting (stemme efter sager, f.eks.
indvandring, lov og orden, arbejdsløshed, miljø-issue, etc), så det er
et spørgsmål, hvordan partierne vil klare den issue (sag), man som
vælger især er interesseret i. Man kan så sige, at det var
den nationale issue (nationalfølelse /-interesse) og indvandring,
der fik betydning for Dansk Folkepartis succes i 2015. Men der skal mere til at forklare denne succes.
Det, der falder i øjnene, når man ser på teorierne ovenover,
er, at de nok kan forklare lidt af, hvad der skete ved juni-valget, men
de kan ikke forklare det hele. Der sket faktisk noget ved det valg, der
vidner om, at nogle seismiske ændringer har fundet sted, som hænger
sammen med det danske samfunds involvering i en stadig mere intensiv
globalisering. Det giver kraft og retning til den
kosmopolitære-kommunitære dimension, som er afbildet i figur 1, og som
er det egentlig nye ved dette valg sammenlignet med tidligere valg.
"Præsidentvalgets" klart
grumsede "valg"
"Er du blå eller rød?" lagde op til at antyde et valg
mellem to forskellige alternativer, to
statsministerkandidaters kamp. Det var for det meste den gode
gammelkendte sovs-og-kartofler dimension i politik, der rullede frem på
skærmene foran danskerne.
I realiteten kan det
diskuteres, hvor meget valg der var tale om, da Blå Blok også ville
sikre velfærden og lagde forslag frem om udvikling i sundhedsbudgettet,
der ville overstige Rød Bloks fremskrivning af dette. Det førte til
formulering af meget simple valgkampsslogans, der drejede den gamle
fordelingspolitik omkring letforståelige one-liners, f.eks. om
"nulvækst" i
offentlig sektor over for 0,6 pct (Socialdemokrater) eller 0,8 pct
vækst (DF). "Det skal kunne betale sig at arbejde" blev et simpelt
slogan for Blå Blok, der skulle tydeliggøre, at i det danske
velfærdssamfund var der for lidt incitament (gulerod) til at arbejde og
yde en
indsats. Valgkampen blev en fremvisning af effektfulde one-liners.
"Kontanthjælpen er
for høj"
blev sat op imod "Kontanthjælpen har den størrelse for at sikre imod
børnefattigdom". Var man til lidt mere velfærd eller til lidt mere "det
skal kunne betale sig at arbejde"?
Et delt
Danmark?
Figur 2: Et politisk delt Danmark?
Note: Det "delte" Danmark. Farverne viser, hvilket parti
der blev størst. Rød farve: Socialdemokratiet,
gul farve: Dansk Folkeparti og blå farve: Venstre
At
der er de omtalte tendenser i vælgeradfærden henimod issuevoting
betyder dog ikke, at
"klassestemme" er blevet helt ligegyldigt.
Man kan stadig se tendenser
i den retning, de er bare blevet modificeret og udviklet sig i delvist
nye retninger med globaliseringen og det, man kalder det senmoderne
samfund.
Noget af det, valgforskere hæftede sig ved i forbindelse med
folketingsvalget i 2015, var den stadig mere tydelige forskel i
politisk kultur og politiske værdier imellem "storby-Danmark" og det
såkaldte "udkantsdanmark", jvf figur 2.
I det første er man begejstrede for
globaliseringens muligheder. Man ser positivt på indvandring og man
føler sig generelt mere trygge ved tingenes forandring. I det andet er
der større økonomiske afsavn. Man er utryg ved, hvad globaliseringen og
indvandringen kan bringe, og man føler en større national tilknytning
til danske værdier. Man kan som eksempel se, hvordan man stemte i
henholdsvis Tønderkredsen og Nørrebrokredsen ved valget i 2015:
Tabel 2: Afstemningsresultat
Tønderkredsen
Stemmeberettigede: 28.310. Deltagelse: 84,65 %
Stemmer |
Parti |
Antal |
Pct. |
A. Socialdemokratiet |
5.038 |
21,3% |
B. Radikale Venstre |
614 |
2,6% |
C. Det Konservative
Folkeparti |
478 |
2,0% |
F. SF - Socialistisk
Folkeparti |
560 |
2,4% |
I. Liberal Alliance |
1.727 |
7,3% |
K. Kristendemokraterne |
397 |
1,7% |
O. Dansk Folkeparti |
6.958 |
29,4% |
V. Venstre, Danmarks
Liberale Parti |
6.313 |
26,7% |
Ø. Enhedslisten - De
Rød-Grønne |
1.087 |
4,6% |
Å. Alternativet |
488 |
2,1% |
I alt gyldige stemmer |
23.660 |
Blanke stemmer |
200 |
Andre ugyldige stemmer |
103 |
I alt ugyldige stemmer |
303 |
I alt afgivne stemmer |
23.963 |
Tabel 3: Afstemningsresultat
Nørrebro i København:
Stemmeberettigede: 55.396. Deltagelse: 84,33 %
Stemmer |
Parti |
Antal |
Pct. |
A. Socialdemokratiet |
8.061 |
17,5% |
B. Radikale Venstre |
5.065 |
11,0% |
C. Det Konservative
Folkeparti |
706 |
1,5% |
F. SF - Socialistisk
Folkeparti |
3.471 |
7,5% |
I. Liberal Alliance |
2.895 |
6,3% |
K. Kristendemokraterne |
133 |
0,3% |
O. Dansk Folkeparti |
2.502 |
5,4% |
V. Venstre, Danmarks
Liberale Parti |
2.710 |
5,9% |
Ø. Enhedslisten - De
Rød-Grønne |
12.239 |
26,5% |
Å. Alternativet |
8.262 |
17,9% |
Uden for partierne |
134 |
0,3% |
I alt gyldige stemmer |
46.178 |
Blanke stemmer |
366 |
Andre ugyldige stemmer |
170 |
I alt ugyldige stemmer |
536 |
I alt afgivne stemmer |
46.714 |
Kilde: Danmarks Statistik
Valgmåde
I Danmark har vi forholdstalsvalgmåde med en
spærregrænse på 2 pct. Det er en af grundene til, at der er et ret
stort antal af partier i Folketinget.
Forholdstalsvalg kan beskrives som
en valgmåde, hvor man forsøger at få en matematisk retfærdig
repræsentation af vælgerholdningerne.
Valgmåden kan få stor betydning for den politiske proces i et
demokratisk politisk system. Valgmåden har f.eks. betydning for
antallet af partier og for, i hvilken grad vælgerne kan få indflydelse
på, hvilke personer der vælges. Valgmåden kan sammenlignes med flertalsvalg i enkeltmandskredse, som man har
i Storbritannien, USA og adskillige andre steder.
Beskrivelse af valgmåden i Danmark
I Danmark har man forholdstalsvalg, dvs at hvis et parti/liste
får 10 pct af stemmerne, skal det have 10 pct af mandaterne i den
parlamentariske forsamling. I Danmark løses det på en temmelig
indviklet måde, idet der både fordeles mandater i nogle store
valgkredse (storkredse) og fordeles tillægsmandater.
I praksis lader det sig ikke gøre at dele mandater op i
procenter. Derfor arrangeres forholdstalsvalgmåde sådan i Danmark, at
der deles med nogle divisorer (1. 2, 3, 4, 5, 6,
etc ....) ved folketingsvalg, når mandaterne skal fordeles i
storkredsene. Der ti storkredse. Den største er Sjællands Storkreds med
21 mandater til fordeling.
Tabel
4: Fordeling af kredsmandater i en storkreds ved valget i 2015:
Sydjyllands Storkreds
Stemmeberettigede: 525.609. Deltagelse: 85,56 %
Stemmer |
Parti |
Antal |
Pct. |
Man-
dater |
Kreds-
man-
dater |
Tillægs-
man-
dater |
A. Socialdemokratiet |
104.391 |
23,5% |
5 |
5 |
- |
B. Radikale Venstre |
13.962 |
3,1% |
1 |
- |
1 |
C. Det Konservative
Folkeparti |
9.625 |
2,2% |
- |
- |
- |
F. SF - Socialistisk
Folkeparti |
13.508 |
3,0% |
- |
- |
- |
I. Liberal Alliance |
33.277 |
7,5% |
2 |
1 |
1 |
K. Kristendemokraterne |
4.792 |
1,1% |
- |
- |
- |
O. Dansk Folkeparti |
126.058 |
28,4% |
6 |
6 |
- |
V. Venstre, Danmarks
Liberale Parti |
104.483 |
23,5% |
5 |
5 |
- |
Ø. Enhedslisten - De
Rød-Grønne |
22.614 |
5,1% |
1 |
1 |
- |
Å. Alternativet |
11.551 |
2,6% |
- |
- |
- |
I alt gyldige stemmer |
444.261 |
Blanke stemmer |
3.858 |
Andre ugyldige stemmer |
1.567 |
I alt ugyldige stemmer |
5.425 |
I alt afgivne stemmer |
449.686 |
Kilde:
Danmarks Statistik
Den
ovenfor anførte metode til fordeling af mandater kaldes største
divisors metode. Og brugen af divisionstallene på denne måde
kaldes d'Hondts metode.
Det fremgår også af eksemplet, at det bliver lettere at realisere
matematisk retfærdighed, jo større antallet af mandater, der skal
fordeles er. I nogle lande har man løst dette ved simpelthen at gøre
landet til én valgkreds (Israel og Holland). I Danmark har man ønsket
at opretholde den geografiske tilknytning til lokale valgkredse. Derfor
sker opstillingen i Danmark af kandidater i 92 opstillingskredse,
fordelingen af mandater i 10 storkredse, og endelig er der et system af
tillægsmandater til at sikre en betydelig matematisk proportional
fordeling til partier med over 2 pct af stemmerne (2 pct-reglen: Et
parti skal have mindst 2 pct af de afgivne stemmer for at få del i
tillægsmandater).
Forholdstalsvalgmåden
skulle altså sikre den såkaldte "matematiske retfærdighed", dvs
anskuelserne i befolkningen skal repræsenteres procentvist ligesådan i
Folketinget. Det kan de naturligvis ikke: Hvis et parti får lige under
2 pct af stemmerne, er det efter det forholdsmæssige
repræsentationsprincip "berettiget" til 3 mandater, men får ingen, med
mindre det opfylder en af de andre betingelser i valgloven, dvs f.eks.
får valgt et kredsmandat. I så fald er det berettiget til at få del i
tillægsmandaterne.
Der er 40 tillægsmandater, og de fordeles efter at
kredsmandaterne er fordelt, og det er disse 40 tillægsmandater, der
sikrer den "matematiske retfærdighed".
Storkredse |
Kredsmandater |
København |
15 |
Københavns Omegn |
11 |
Nordsjælland |
10 |
Bornholm |
2 |
Sjælland |
21 |
Fyn |
12 |
Sydjylland |
18 |
Østjylland |
17 |
Vestjylland |
14 |
Nordjylland |
15 |
Note: hvor stor en del af den samlede
mandatpulje på 135, en storkreds skal have, bestemmes ifølge valgloven
af følgende: Den samlede befolkning i en storkreds, antallet af vælgere
og antal kvadratkilometer i storkredsen ganget med 20. Det medvirker
til at gøre et mandat "billigere" vælgermæssigt i "Udkandtsdanmark", de
tyndt befolkede områder, i forhold til f.eks. København, Nordsjælland
og Århus.
Igennem fordelingen af kredsmandater sikres det altså, at de
valgte kandidater har en lokal forankring og tilknytning, så det ideelt
set ikke kun er landspolitiske spørgsmål kandidaterne vælges efter.
Danmark har en relativt indviklet valglov. Det skyldes, at man har
villet kombinere den "matematiske" retfærdighed med kandidaternes
lokale forankring, som man jo kendte det i valgmåden før
grundlovsændringen i 1915. Dengang havde man flertalsvalg i
enkeltmandskredse i Danmark. Forholdstalsvalgmåden blev fuldt
gennemført i 1920.
Forholdstalsvalgmåden var et demokratisk fremskridt.
Det gjorde det lettere for nye politiske strømninger at gøre sig
gældende.
Efter social klasse, livsstile eller
geografisk segmentering?
Det er et alt for kompliceret spørgsmål at svare èntydigt på.
Når man ser på valgresultatet i 2015, f.eks. det "politiske
Danmarkskort" i figur 2 ovenover, kunne man forledes til at tro, at der
stemmes efter geografisk segmentering af befolkningen. Men det er jo
samtidig social-økonomiske kriterier, der kom ind over her. Når mange
vælgere satte kryds ud for DF i Syd- og Sønderjylland og Vestsjælland,
var det bl.a bestemt af, at de boede i områder, der var ladt i stikken
i den økonomiske udvikling, som integrationen af dansk økonomi i den
globaliserde økonomi og EU havde ført til. De var blevet i stigende
grad "udkant" og reagerede på det ved at stemme på et parti, som de
følte ville gøre mest for dem i den situation.
Klassestemme identificerede man tidligere med stemme på enten
et (socialistisk) arbejderparti, der ville øge velfærden, eller et
borgerligt parti, der ville sænke skatterne og lade borgere og
virksomheder i højere grad få lov at beholde penge i egne lommer. Ved
valg efter valg har man i de senere år set Dansk Folkeparti som det
største "arbejderparti" med mange stemmer fra arbejderklassen og de
lavere sociale lag. Og det var Liberal Alliance, der tog en betydelig
del af stemmerne i de højere socialgrupper.
Konturerne i
klassedelingen er
blevet utydeligere, og vælgerne har ændret sig i mere
individualistisk retning i deres stillingtagen.
Tabel 6: Udvikling i socialklasser, familier. Andele
|
1985
|
1990
|
1995
|
2000
|
2005
|
2009
|
Overklasse
|
2,1
|
2,2
|
2,2
|
2,6
|
2,4
|
2,1
|
Højere middel
|
6,9
|
7,2
|
8,0
|
9,5
|
10,7
|
12,0
|
Middel
|
23,8
|
23,6
|
24,4
|
26,8
|
28,2
|
30,0
|
Arbejder
|
57,3
|
55,1
|
52,3
|
49,1
|
46,1
|
42,4
|
Underklasse
|
9,9
|
11,9
|
13,1
|
12,1
|
12,6
|
13,5
|
Kilde:
AE. Klasserne er her defineret ud
fra topleder/-ikke-topleder, uddannelses- og indkomstforhold.
Se f.eks. mere på http://www.ae.dk/files/dokumenter/analyse/ae_inddeling-af-befolkningen-i-sociale-klasser.pdf
I tabel 6 ses udviklingen i den sociale klasseinddeling i
Danmark. Det
er en slags ”økonomiske klasser”, der bygger på stillingen i
produktionen, og
indkomst- og uddannelsesforhold.
Middelklassen er vokset, og arbejderklassen er skrumpet.
Det har
påvirket partiernes stemmetal samtidig med, at tendensen til at stemme
efter
klasse nok også er svækket.
Livsstil og kulturel klasse
Meget af stemmeafgivningen hænger også sammen med livsstile og
udannelsesniveau. En høj indkomst identificeres ikke nødvendigvis med
stemme på Liberal Alliance eller Konservative, men kan meget vel ses
sammen med stemme på Enhedslisten eller Alternativet, når det er
ideelle elementer fra sådanne partiers programmer, der indgår i
partipræferencen.
Under livsstil
undersøger man,
hvilken vælgeradfærd der er i de forskellige livsstilssegmenter.
Når der knyttes an til en livsstilsteoretiker som den
franske sociolog
Pierre Bourdieu (1930 - 2002), kan der laves hypoteser om f.eks.
den sociale og kulturelle kapitals indflydelse på politisk adfærd på
basis af
den klassebestemte personlighed og livsstil. Bourdieu sammenfatter sin
personlighedsmodel i begrebet habitus, hvor
socialisationsfaktorerne fra
opvæksten er afbildet som en slags printplade i personligheden. Den
giver
dermed den sociale profil med de
handlingstilskyndelser,
vi erhverver os igennem opvæksten. Habitus determinerer ikke,
hvad
mennesker gør, men det er et udgangspunkt for handling.
Den
symbolske kapital giver en evne til at
foretage æstetiske valg, f.eks. at bedømme, hvad der er et godt
kunstværk, et
smukt møbel eller et godt måltid. Men evt også, hvad der er ”det parti,
man
stemmer på”.
Der er noget ved en ting, der ligger ud over det rene
brugs- og nytteaspekt ved tingen. En BMW cabriolet er et køretøj, men
det er
også en statusgivende ting, der udtrykker symbolsk kapital hos ejeren.
På samme
måde er det at stemme mere end blot at være med til at afgøre, om
statsministeren skal hedde Jensen eller Rasmussen. At stemme kan være
udtryk
for symbolsk kapital.
Bag denne opfattelse ligger altså en antagelse om,
at
menneskers livsstil påvirker vælgeradfærden. I det enkelte
livsstilssegment ligger også politisk præference.
Der kan opstå forskelle
mellem
de, der især har kulturel kapital (uddannelse) og de, der især har
økonomisk
kapital (indkomst, formue). Det kan påvirke vælgeradfærden sådan, at
professoren måske snarere stemmer på Radikale Venstre, og
forretningsmanden med
mange penge og egen virksomhed måske snarere på Venstre eller Liberal
Alliance.
Inddragelsen af den
kulturelle
kapital giver altså et bredere billede af klassestrukturen.
Figur 3: Livsstilssegmentering og partipræference
Flertalsvalg
i enkeltmandskredse
Ved flertalsvalg i enkeltmandskredse vælges der kun én
fra hver valgkreds. De stemmer, der er afgivet på andre
kandidater/partier, er "spildt" i den forstand, at de ikke tæller med.
Dette valgsystem har man i Storbritannien.
Figur 4: Resultat af valg til Underhuset (House of Commons) i
2015 (650 pladser)
Kilde: BBC.
Misforholdet mellem stemmeandele og antal valgte mandater ses
klart. For Liberaldemokraterne betød det, at brugte næsten 2,5 mio
stemmer på at få 8 mandater, mens f.eks. De Konservative fik over 40
gange så mange for kun omkring 5 gange flere stemmer. Men der var så
mange flere kredse, hvor De Konservative kom først over målstregen
("first past the post") og blev største parti, der løb med mandatet.
Hvilken valgmåde er mest demokratisk?
Det kommer lidt an på, hvad man
lægger i
ordet ”demokrati”. Hvis man går efter at få et effektivt virkende
flertal i
parlamentet, som kan styre landet, skal man nok vælge flertalsvalg i
enkeltmandskredse,
idet det tenderer imod at mindske antallet af repræsenterede partier.
Når
flertallet veksler mellem to dominerende partier, bliver det mere
overskueligt
at danne regering og fastholde et flertal.
Spørgsmålet er dog, om styringseffektivitet skal være et
demokratikriterium?
Forholdstalsvalgmåden
opfattes ofte
som mere demokratisk, fordi sammensætningen af mandater i parlamentet i
højere
grad afspejler befolkningens præferencer.
Men
forholdstalsvalgmåde kan være
udformet på meget forskellige måder, der giver forskellige virkninger
med
hensyn til, hvor demokratisk repræsentativt det er. I Israel har man
indrettet
landet som én stor valgkreds. Det giver mulighed for, at små partier
kan komme
i betragtning ved fordelingen af mandater. Det er klart, at når der
skal
fordeles mandater kun i kredse, vil det afhænge af kredsenes størrelse,
i
hvilket omfang små partier får mulighed for repræsentation. Hvis der
skal
fordeles 20 mandater, vil der alt andet lige skulle omkring 5 pct af
stemmerne
til for at få et mandat. Ved et mindre
antal til fordeling rykker den effektive
spærregrænse for små partier opad.
OPGAVER:
1 Undersøg ud fra data på
Aalborg
Universitets surveybank, om klassestemmehypotesen er holdbar: http://www.surveybanken.aau.dk/
2 Undersøg også ud fra data i
surveybanken om
vælgernes holdninger, om der er problemer for demokratiet m.h.t.
manglende
engagement o.lign.?
3 Find yderligere oplysninger om, hvordan man laver valg i Danmark.
Brug f.eks. valgloven, findes hos
Retsinformation.
4 Hvordan sikres demokratisk retfærdighed ved valgs afholdelse og
mandaters fordeling?
5 Kunne det være sikret endnu bedre end det er gjort i den danske
valglov?
6 Hvad er fordele og ulemper ved henholdsvis flertalsvalg i
enkeltmandskredse (first-past-the-post) og forholdstalsvalgmåde?
7 Hvilken af de tre opstillingsformer er den mest demokratiske - i
forhold til partimedlemmer/parti og i forhold til vælgerbefolkningen?
8 Hvad siger valgloven om spærregrænse til Folketinget?
9 Hvor let/svært er det for nye partier at komme ind? Vurder det ud fra
følgende paragraf i valgloven, der angiver reglen. Er det demokratisk?:
§ 12. Nye partier, der ønsker at deltage i folketingsvalg, skal
anmeldes for indenrigs- og sundhedsministeren senest kl. 12 femten dage
før valgdagen. Med anmeldelsen skal følge erklæringer fra et antal
vælgere, der mindst svarer til 1/175 af samtlige gyldige stemmer ved
det sidst afholdte folketingsvalg (lov om
valg til Folketinget)
10 Skal Folketinget være en afspejling af befolkningen
med hensyn til aldersmæssig, uddannelsesmæssig og erhvervsmæssig
sammensætning?
BILAG:
Valgdatoerne siden 1945 og årsager til dem:
* 30. oktober 1945: Befrielsesvalget.
* 28. oktober 1947: Sydslesvig.
* 5. september 1950: Importreguleringen. (Det var
dengang, nationalstaten kunne lave importregulering!)
* 21. april 1953: Grundlov. (afskaffelse af
Landstinget. Ved grundlovsændring skal der udskrives ft-valg)
* 22. september 1953: Grundlov.
* 14. maj 1957: Slutningen af 4-årig periode.
* 15. november 1960: Slutningen af 4-årig periode.
* 22. september 1964: Slutningen af 4-årig periode.
* 22. november 1966: Skattereform – kildeskat.
* 23. januar 1968: Økonomi – indefrysning af
dyrtidsportioner.
* 21. september 1971: Slutningen af 4-årig periode.
* 4. december 1973: Økonomisk politik, boligpolitik
m.v. (Erhard Jakobsens udebliven fra afstemning. Det efterfølgende valg
førte til grundliggende ændringer af folketingets sammensætning).
* 9. januar 1975: Venstres økonomiske helhedsplan.
* 15. februar 1977: Kriseoplæg.
* 23. oktober 1979: SV-regeringens sammenbrud.
* 8. december 1981: Anbringelse af pensionsmidler.
* 10. januar 1984: Forkastet finanslov.
* 8. september 1987: Slutningen af 4-årig periode.
* 10. maj 1988: NATO-valget. (spørgsmålet om,
hvorvidt udenlandske skibe i danske havne skulle orienteres om, at de
var i atomvåbenfrit farvand)
* 12. december 1990: Helhedsplan – 6%-skatten.
* 21. september 1994: Slutningen af 4-årig periode.
* 11. marts 1998: Slutningen af 4-årig periode.
* 20. november 2001: Slutningen af 4-årig periode.
* 8. februar 2005: Slutningen af 4-årig periode.
* 13. november 2007: Kvalitetsreform for den
offentlige sektor
* 15. september 2011: Slutningen af 4-årig
periode/Sammenbrudstendens for VK(O) flertalsparlamentarisme.
* 18. juni 2015: Tæt på slutningen af 4-årig
periode. Statsministeren, Helle Thorning-Schmidt udskriver valg på et
tidspunkt, hvor regeringspartiet Socialdemokraterne står nogenlunde
stærkt i meningsmålingerne..
(Kilde: Folketinget)
Westminstermodel:
opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del
af ministerierne ligger. Westminstermodellen er betegnelsen for det
engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten
skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af
valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post).
Oppositionspartiet udgør en institutionaliseret opposition, i England
ligefrem kaldt "Her Majesty's loyal opposition" med skyggekabinet og
sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar
til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten
skifter. Udover Storbritannien finder man Westminstermodellen i New
Zealand, Australien, Canada og Indien. Med to store dominerende
partier, der skiftevis har magten, kan en del af oppositionen ytre sig
som partiintern opposition.
Når regeringspartiet skal spænde over et stort ideologisk
felt, så vil den opposition, der findes i partiet ligne den opposition,
man i systemer med forholdstalsvalg kan finde uden for det eller de
dominerende partier.
|
|
Indhold:
Hvorfor stemmer de sådan?
Et delt Danmark i 15?
Forholdstalsvalg i
DK
Flertalsvalg i enkelt-
mandskredse
LINKS
Uddybende links:
Folketingsvalglov
Danske valgsystemers fordelingsmetoder
Vælgerdata
fra hele Verden (eng.)
|