Vi møder dem alle sammen: De lette budskaber, ord af "slippery" betydning, bøjelige gummiord, ord og erklæringer uden meget vægt. Som måske holder nogle få dage i en ophedet valgkamp, men som er glemt efter valget, når der skal forhandles med de andre partier.

Og dog er ordene vigtige. De er del af en kommunikativ begivenhed, der indgår i en diskursorden. En diskursorden består igen af diskurstyper og genrer. Og de er, med diskursanalytikeren Faircloughs teoretiske udgangspunkt, både formet af den sociale virkelighed de bruges i, og formende for denne virkelighed.
   Hvordan det? Efter et kort rids af Faircloughs teori vil vi se på ordet "vækst", den diskursorden, det indgår i, og hvordan det bruges af politikere i en valgkamp.

Faircloughs diskursanalyse
  
Fairclough er inspireret af Michel Foucault og dennes analyse af diskurs og magt.  Et eksempel på en af Faircloughs analyser er hans analyse af New Labour diskursen, der vandt frem i Storbritannien i 1990’erne og især, som den blev udformet efter 2001.
    Tony Blair (premierminister fra 1997-2007) kan således bruges som eksempel på en politiker, der italesatte virkeligheden på en ny måde. Han indførte en ny socialdemokratisk diskurs i Storbritannien, hvor han brugte sociologen Anthony Giddens teorier om senmodernitet til at sige, at Labours samfundsmodel skulle fornys som led i tilpasning til et fleksibelt samfund, hvor man bliver sig globalisering og marked bevidst på en anden måde end tidligere. Derfor opgav man f.eks. tanken om nationalisering af virksomheder. Partiet skiftede navn til New Labour. Tydeligere kunne det ikke siges, at en ny diskurs var indført.
    Det blev en ny dominerende diskurs i Storbritannien, der medførte f.eks. Charter schools, foundation hospitals, måder at ”forny” den offentlige sektor på, idet denne blev set som ”betonagtig” og præget af for tungt bureaukrati og planlægning. Endelig var Blairs globaliseringsdiskurs også med til at fortolke for briterne, hvad det vil sige, at man er en del af et "internationalt samfund", og derfor kan være "nødt til at agere", når der sker noget andre steder i Verden.

Faircloughs model

Kilde: Norman Fairclough: Discourse and social Change. Polity Press 2004. Note: Den tredimensionelle inddeling forklares på følgende måde: "I den tredimensionelle ramme for diskursanalyse afsøges kausale forbindelser mellem partikulære diskursinstanser inden for de sociale praksiser, som de er en del af, og de diskursive praksiser, herunder de sociokognitive aspekter af deres frembringelse (produktion) og fortolkning. Hegemonibegrebet hjælper os til at gøre dette, idet det både giver diskursen en matrix - en måde at analysere den sociale praksis, som diskursen ligger indenfor,  m.h.t. magtrelationer, dvs m.h.t. hvorvidt de reproducerer, restrukturerer eller udfordrer eksisterende hegemonier  -  og en model, en måde at analysere diskurspraksis i sig selv som en modus af hegemonisk kamp, der reproducerer, restrukturerer eller udfordrer en eksisterende diskursorden" (s. 96).

Ovenstående illustration viser sammenhængene i Norman Faircloughs tredimensionelle model. Det er de elementer, der normalt vil indgå i en grundigere diskursanalyse. Tekstbegrebet er bredt. Teksten underkastes traditionel grammatik- og lingvistikanalyse. Det gælder ordvalg, sætningsopbygning, sætningssammenkædning og brug af verbalformer og adjektiver/adverbier. Hvordan bruges f.eks. aktiv/passivformer - evt til at "skjule", hvem den handlende er? Siger man f.eks. "arbejdsløsheden forventes at stige" (passiv), eller siger man "regeringens politik fører til stigning i arbejdsløsheden" (aktiv). I det sidste eksempel er "aben" placeret. I den første vil man ikke angive agens (den handlende).
    Det andet lag er den diskursive praksis: Hvordan produceres, fordeles og forbruges tekster og mediebudskaber. Det sker altsammen i en social sammenhæng, der er påvirkelig af samfundsstruktur og påvirker denne. Der er en dialektik (gensidig påvirkning) i de sociale samspil.
I overgangen fra Tony Blair-æraen er der sket store samfundsændringer, der påvirker det, Fairclough kalder "den hegemoniske kamp". Hegemoni betyder herredømme. Det er et begreb, der er overtaget fra den marxistiske teoretiker Antonio Gramsci, og det går på den ideologiske udformning af klassekampen i samfundet. Hvem har magten til at bestemme den dominerende ideologi, og hvordan den italesættes?
    I 2009-10 har samfundsstrukturen ændret sig i forhold til tiden under Blair. Vi har været igennem en finanskrise, der har demonstreret, at globaliseringen og drømmene om den fleksible kapitalisme ikke har været så ligetil, som man antog. Arbejdsløsheden er vokset og ulighederne øget. Labourdiskursen udvikler sig i nye (eller måske rettere: i ”gamle”) retninger igen.
   I 2010 dannes koalitionsregeringen af Konservative og Liberaldemokrater. Den nye hegemoniske konstellation fører til nye diskursive prkasiser. Hvordan fortolker man dem?
    Et vigtigt begreb i den diskursive praksis er intertekstualitet. Dermed menes, at der altid indgår elementer af andre tekster i en tekst.Tekster bliver til tekster ved at trække på andre tekster. En del af diskursanalysen består i at finde disse andre elementer og undersøge, hvordan de indgår.
     Intertekstuelle kæder er et begreb, der beskriver, hvordan tekster omformes til andre tekster i kædelignende strukturer. Oprindelig produceres en tekst, f.eks. en politikertale. Den distribueres så i forskellige varianter i journalisters reportager og i politiske forskeres undersøgelser af politikerens politiske program.
    De taler, præsident Ronald Reagan og premierminister Margaret Thatcher holdt i 1980'erne var med til at danne grundlag for teksterne i den nyliberale diskurs (markedsfrihedsdiskurs). Samtidig byggede disse taler på andre tekster. Ronald Reagan var f.eks. påvirket af en økonom, der hed Laffer, og som konstruerede en "tekst" om sammenhæng mellem skatter og produktion/vækst i et land.
På det helt grundlæggende lingvistiske plan kan intertekstualitet være direkte eller indirekte. Man gengiver f.eks. i en tekst direkte, hvad en person siger. Der bruges citationstegn til at angive, at nu optræder teksten direkte i den anden tekst. Den kan være indirekte, når der bruges indirekte tale: Han sagde, at.... Her bruges ikke citationstegn.
    Diskursiv praksis ændrer sig løbende. Det er en naturlig følge af, at den indgår i samfundsmæssige sammenhænge. Fairxlough hæfter sig f.eks. ved, at der sker "demokratisering af sproget". Ofte er demokratiseringen dog kun tilsyneladende, f.eks. når folk højere oppe i et hierarki forsøger at komme i "øjenhøjde" med samtalepartnere lavere i et hieararki. I andre tilfælde kan demokratisering af sproget slå igennem og være udtryk for ændrede magtrelationer. "Danskerne tager sig en slapper ved kasseapparaterne" kunne man læse på Nordeas hjemmeside under finanskrisen. I økonomsprog ville det hedde "den private forbrugskvote er faldende". Fairclough ser denne tendens som forbundet med "spredning af samtalediskurs fra livsverdenens private domæne til institutionelle domæner.Det er udtryk for "diskursive kampe". Man kan også se offentlige institutioner bruge det. Men det kan blive fanget i sin egen modsætningsfyldthed og  kan f.eks. udvikle sig til en ny talen-ned-til folk (jvf f.eks. tekstbosken herunder), og det er da ikke udtryk for ægte demokratisering, men kan føre ud i nye diskursive markering og ny udvikling af sproget.. Demokratisering af sproget viser sig også i dialekter og regionale sprogs status inden for en nationalstat.

__________________________________________________________________________________________

Eksempel på en kommunikativ begivenhed, der indgår i diskursen: Gener-skaber-mennesket/biologisk-arv

Kilde: Daily Mail

Ovenover ses et eksempel på en anden diskurs, hvor det "bevises", at evnen til at smile, at være et smilende menneske, er noget, der nedarves. Der anføres "videnskabelige" vidnesbyrd. Direkte citater af en forskers forskning indsættes med anførselstegn i teksten:: 'If a person's genotype is identified, the correct therapy can make all the difference to recovery.'  Ud fra tests af 100 menneskers DNA, den kemiske sammensætning af stoffer i dem og en "revolutionær computerbaseret teknologi" konkluderes det, at det ikke er påvirkninger, såkaldte socialisationsfaktorer, igennem livet, der bestemmer, om mennesker er tilbøjelige til at smile eller surmule, men det er arvelig kemi og DNA-sammensætning, der gør det. Det giver også et halvfyldt glas m.h.t. at gøre noget ved problemet med alle de ulykkelige mennesker. Det er et spørgsmål om, hvordan kemiske sammensætninger i kroppen modificeres og ændres. Den biokemiske diskurs har skubbet den sociologiske og psykologiske diskurs af banen.
    Ved at bruge adjektivet "smiley" gøres det at være smilende til en egenskab ved personen - ikke noget, personen gør. Avisen bruger "svære ord" fra biokemiens overdrev, når videnskabeligheden postuleres, men til gengæld bevæger den sig ned i øjenhøjde med læserne ved brug af udtryk som "smiley", "on the bright side" og "cheery soul".  Og fra managementjargonen hentes det "halvfyldte glas". I modsætning til det halvtomme glas, varsler det halvfyldte glas fremgang og optimisme, en positiv grundindstilling til livet.
    Det antages implicit, at der er en bestemt rækkefølge af årsag-effekt, at biokemien (serotonim) er årsag til det emotionelle, ikke at det evt. kunne være omvendt, så sindsstemninger kunne påvirke produktionen af stoffer i kroppen.
    På det hegemonisk-ideologiske plan kan diskursen sættes i sammenhæng med den hegemoniske kamp om den biokemiske industris og medicinalindustriens rolle i markedsøkonomien. Er det psykologer og psykoanalytikere, der ud fra psykoanalytisk teori skal samtalebehandle deprimerede mennesker, eller er det den biokemiske industri?
    Det slår igennem i forholdet mellem videnskabelige paradigmer: Hvad forårsager "ondt i psyken"? Det endelige videnskabelige bevis for det ene eller det andet er næppe leveret endnu.
_________________________________________________________________________________________________

Semantik
Semantik drejer sig om ords betydning. Det er en væsentlig del af Faircloughs diskursanalyse at inddrage de muligheder, der ligger i semantikken.
   Ofte bruger vi ordbøger meget normativt. Ordene defineres og skal betyde det, der står i ordbogen. Mange ord har imidlertid bibetydninger (som store ordbøger også oplyser om i det omfang, de når at få det med i sidste udgave og kan have et væld af betydningspotentialer, og dette forhold udnyttes ved konstruktionen af diskurser. Tænk f.eks. på de mange betydninger, et ord som "demokrati" kan have. Tænkes der på valgmåde og parlamentets sammensætning som følge af stemmeafgivning, eller er det livsform, indflydelse og processer, der tænkes på? De mange mulige betydninger kan udnyttes diskursivt
    Et udsagn som "Kalundborg er den fedeste by i Danmark" kan forstås på to måder, enten meget rosende eller meget nedsættende. Det er en pointe hos Fairclough, at betydningerne udvikler sig og forskydes med samfundsudviklingen og konstellationen af sociale klasser og konflikterne imellem dem. Det er meget alvorligere at være en "fed" by i den bogstavelige betydning efter at grøntsags- og fitnesskulturen gjorde det til en vigtig klassemarkør, hvordan man ser ud.
   Samtidig, kan det hævdes,  har den globale kapitalistiske udvikling og den danske økonomis integration i den globale økonomi gjort udkantsproblematikken større. I Storbritannien har man en parallel i diskurssionen om "chav"-kulturen. Sproget indgår altså på mange måder som en del af den sociale interaktion. Det påvirkes af - og påvirker - den  sociale interaktion.
    Semantisk variation (forskellige mulige betydninger af ord) kan være en vigtig facet af - eller faktor i - ideologisk-politisk konflikt (Discourse and Social Change, p. 186). Det gælder f.eks. definitionen af "fedme" (obesity - nu som fysiologisk-biologisk begreb).
 

Rød og blå blok diskurser

Dansk politik var op igennem 00'erne præget af to forskellige diskurser, den såkaldte "blå bloks" diskurs og den "røde bloks" diskurs. Ofte drejede den egentlige politiske kamp sig om marginaler, men i symbolik og diskursiv praksis kunne forskellighederne være betydelige.

Da S-SF-R-regeringen tiltrådte i oktober 2011 sagde nogle, at nu fik man en "rød regering, der vil føre blå politik". Det Radikale Venstre fik en tyngde i regeirngen som følge af den parlamentariske konstellation og Helle Thornings-Schmidts ønsker om sikring af levedygtige flertal, at S og SF måtte give sig relativt meget i forhandlingerne af regeringsgrundlaget, hvad der gjorde denne betegnelse nærliggende.

På andre områder end den økonomiske politik var der dog tale om en betydelige ændring i diskursiv praksis. Det i indvandrerkredse forhadte og frygtede Integrationsministerium blev nedlagt og de politiske sagsområder spredt ud på flere ministerier. Det bevirkede, at integrationspolitikken ikke blev iscenesat som en særlig politik, men som separate politikker, der var dele af andre politikområder (beskæftigelse, bolig, sprogundervisning, etc). Herved var flygtninge-indvandrere ikke udskilt som en særligt problem på samme måde som tidligere. Flygtninge-indvandrere skulle nu ikke ses som en belastning, en gruppe mennesker, som tidligere socialdemokratiske regeringer efter det modsatte diskursive udgangspunkt "havde åbnet sluserne for", men som en ressource, der kunne bruges i det danske samfund:

Regeringen vil skabe en ny balance i Danmarks integrations- og udlændingepolitik. En ny balance mellem rettigheder og pligter. En ny balance, hvor integration prioriteres over eksklusion. Hvor det, der virker, står over symbolpolitik (Regeringsgrundlaget)

Vækst, miljø- og markedsdiskiurser

Rød og blå bloks planer om særlige bankskatter er i kombination med græsk gældskrise en farlig cocktail for væksten i dansk økonomi, advarer eksperter (Berl.Tid. 13.9.11)

Hvad er "videnskab"?  -  Hvad er "ekspertise"? For Fairclough vil det være en særlig form for diskursiv praksis, der afgør, hvordan sådanne paradigmatiske elementer indgår. .
    Vækst blev  et af de mest anvendte ord i valgkampen 2011.
    Det er i sig selv ikke så mærkeligt. Det illustrerer væsentlige pointer i diskursanalysen om, hvordan samfundsudviklingen briger begreber i fokus. Vækstbegrebet bliver omdrejningspunkt for, hvordan samfundsmæssige konflikter kan ophæves eller dæmpes..
    På tekstplanet vil man se "gang i væksten" som det, diskursanalysen kalder "demokratisering" af sproget, omend i en noget poppet variant her. Poltikeren bringer sig i øjenhøjde med vælgeren via udtrykket "gang i".
    Vækstdiskursen er m.h.t. diskursiv praksis præget af intertekstualitet. Mange politikeres brug af begrebet, og den kontekstuelle brug af det, kommer fra en hoben tekster fra banker,  ministerier og tænketanke, lige fra  Finansministeriet, DØR og til Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Ofte flettes elementer herfra ind i politikerudtalelser. 
    Vækstdiskursens sociale praksis kan ses som værende velfærdsstaten og de sociale kræfters forsøg på at holde denne statstype oppe. Det hænger sammen med den globale økonomis vækstmuligheder, og hvordan disse sættes i scene af økonomisk-sociale aktører, multinationale selskaber (MNS), konkurrerende statsmagter og internationale organisationer (IMV, OECD, G8, m.fl.).
    Set fra en Fairclough-synsvinkel kan man sige, at det hegemoniske magtspil siden 1980'erne har virket til fordel for store finansvirksomheder og andre MNS, hvad der følgelig har gjort, at den den hegemoniske magtbalance og den sociale matrix har bragt den nyliberale diskurs i fokus som globalt dominerende diskurs.  Det er her en pointe, at den understøttes af intertekstuelle kæder, som for en stor del produceres i universitetsinstitutter og tænketanke. De støtter sig på videnskabelige paradigmer (frimarkedsparadigmet og påstanden om markedsligevægt)  i den økonomiske videnskab. Det bliver således i Faircloughs forstand en dominerende ideologi, der understøtter et hegemoni.

Det hører med til historien, at når det er vækstdiskursen, vi ser på, er det naturligvis ikke er alle aktører, der er synkroniseret ind i diskursen. Der er ét parti, Enhedslisten, der ser  vækstbegrebet som fokuspunkt for skabelse af samfundsmæssige konflikter.
     Det hænger sammen med det tidsperspektiv og nærheds/fjernhedsperspektiv, partierne bruger. Vækst ses i en velfærdsstatssammenhæng som midlet til at ophæve de samfundskonflikter (stigende arbejdsløshed, lønklemme som følge af konkurrenceevneproblematik), som finanskrisen skaber. Kan den økonomiske vækst øges, kan arbejdsløsheden nedbringes. Den offentlige sektors budgetbalance forbedres. Skattetrykket kan stabiliseres eller nedbringes, og de disponible indkomster måske ligefrem øges. De næste generationer må så sidde og svede i det opvarmede drivhus. Det behøver vi ikke tænke på nu.
    Enhedslisten anlægger et mere langsigtet og globalt perspektiv og ser vækstproblematikken i lyset af CO2 og global opvarmning. Dermed får den økonomiske vækst negative virkninger, med mindre den kvalificeres væsentligt i retning ad grøn, energibesparende vækst - hvis en sådan vækst ellers er mulig. SF har tidligere kørt med på denne vogn, og gør det måske stadig i et vist omfang, men har samtidig formuleret sloganet, at det netop er vækst, der kan være forudsætningen for at løse CO2 udledningsproblematikken. Det er formentlig ud fra argumentationen, at vækst udvikler teknologi og skaber ressourcemæssig mulighed for at styrke forskning i grøn energiteknologi.

Der skal altså "gang" i væksten. Så kommer jobbene af sig selv. Ordet "jobs" er så at sige indeholdt i ordet vækst - næsten som lykke er indeholdt i et bestemt gen. Men der kan i øvrigt skabes jobs på adskillige tænkelige måder.

Ubehagelige nedskæringer på velfærd gemmes under udtrykket "tilbagetrækningsreform". Dette udtryk er i det hele taget en del af hele det kompleks af "reformer", der er et fast inventar i den nyliberale økonomiske diskurs. Jo flere "reformer" forstået i relation til denne diskurs, der gennemføres, jo højere vækst vil et samfund, igen ifølge diskursen, kunne få. Jo mere (marginal)skatterne sættes ned, den offentlige sektor udliciteres og arbejdsmarkedet fleksibiliseres, jo mere raketagtigt vil væksten tage afsæt.

Blå eller rød - hvordan sige det på en både "skarp" og enkel måde? Slogans fra valgkampen 2011."Gæld eller velfærd"? - bag formuleringen gemmer sig begreberne "ansvarlighed" og "vækst" - begge centrale for Venstres politik. En  sådan sammenstilling af modsatte begreber kaldes en anti-tese. Antiteser kan være svære i relation til en bred målgruppe, idet de kan kræve reflektion af modtageren af meddelelsen. Valget mellem gæld eller velfærd synes at være let, men opløser sig i virkelighedens kompleksitet, der forstås igennem diskurser.      "Danmark skal videre" - ja, men hvordan? Udsæt udsagnet for negationsprøven: Danmark skal (ikke) videre. Meningsløst, men tager mening i den diskursive praksis, lige som den amerikanske valgkamp 2008's slogan "Yes, we can!" "Lette slogans", men deres virkningsfuldhed kan vise sig i konteksten. "Danmark skal videre" - ja, og på basis af hvad?     "Yes, we can" var virkningsfuld i relation til amerikansk politik på det tidspunkt.

Under valgkampen op til det amerikanske præsidentvalg i 2008 brugte Demokraternes kandidat Barack Obama sloganet "Yes, We Can!". Sprogligt og semantisk er det temmelig dumt. Men det kan ikke vurderes på retorikken alene. Det indgik jo i en diskursiv praksis, der igen var en del af den sociale struktur.
   Under den tidligere præsident George W. Bush var det de konservative republikanere i forstæderne, der dominerede. Nu skulle hale regnbuen af det mangefarvede Amerika og det socialt sammensatte matrix af klassegrupperinger til magten. For første gang i landets historie var der mulighed for at vælge en farvet til posten som præsident. Hvad var da mere nærliggende end at coine den enkle sætning "Yes, We Can" (Forestil dig antitesen "No, We Can't"). Simpel og fordummende retorik i sig selv, men meningsfuld i konteksten (sammenhængen). I den diskursive praksis indgår også måden udsagnet meddeles på: mimik, kropssprog, anvendelse af billedsymbolik, etc.

Politiske slogans