Hvem er fanatiker? - IDENTITETER I SPIL
      

Den britiske forfatter Hanif Kureishi, der er af pakistansk-britisk baggrund, har beskrevet et kompliceret far-søn forhold og identitetssammenstød i det britiske samfund i sin novelle ”My Son the Fanatic” (”Min søn fanatikeren”).

    Historien handler om indvandreren Parvez, der er taxachauffør i London. I et stykke tid har det undret ham, at hans søn Ali er blevet mere og mere renlig og ordentlig. Hvor hans værelse før var præget af et fyrsteligt rod, med tøj bøger, cricket køller m.m. spredt ud over det hele, er det i den seneste tid blevet mere og mere pænt og ryddeligt på en noget steril måde. I begyndelsen var Parvez glad for, at sønnen voksede fra teenagealderens rod. Men da han en dag finder en pose med pænt, dyrt tøj og nye bøger og videotapes sat ude ved siden af affaldsbeholderen, begynder han at blive lidt urolig. Han havde også skilt sig af med sin engelske kæreste, der ellers var kommet i huset ret ofte. Og hans tidligere venner var holdt op med at ringe.

    Sønnen blev mere og mere tavs. Når han endelig sagde noget, var det ofte med en snært af kritik og bitterhed. Parvez begyndte at blive lidt bange for sin søn. Parvez følte, det hele var lidt uretfærdigt. Han havde observeret mange af de problemer, indvandrerfædre havde med deres sønner, og ville gerne undgå sådanne problemer. Derfor havde han smidt mange penge efter sønnens uddannelse til revisor, så han kunne få en god chance i livet.

    Parvez havde været taxachauffør i 20 år, halvdelen af tiden for det samme firma. Han talte godt med de andre chauffører, hvoraf de fleste, som ham selv, var fra Punjab i Indien. Over for disse arbejdskammerater havde han pralet af sønnen Ali, som spillede fodbold, cricket og gik til svømning og i skolen fik karakteren A i adskillige fag. Nu havde han ventet på, at Ali fandt sig en pige, blev gift og slog sig ned som integreret borger i det britiske samfund. Så følte Ali, at familiens drømme om at klare sig godt i England ville være gået i opfyldelse.

    Parvez talte med arbejdskammeraterne om Alis uheldige udvikling: ”Jeg kan ikke tale med min søn mere. Hvad er der sket?” Han fortalte dem om Alis udvikling. De kiggede betydningsfuldt på hinanden og forklarede ham, hvad den sandsynlige grund var til, at Ali havde skaffet sig af med sine ting. Han skulle samle penge sammen til stoffer. Han var blevet narkoman.

    Parvez begynder at udspionere sønnen. Han stopper op ved døren til hans værelse og lytter. I begyndelsen undrer han sig over de lyde, der kommer indefra værelset. Han finder ud af, at han beder. Fem gange om dagen, som det sømmer sig for en god muslim.
    Det kommer helt bag på Parvez. Han har selv fået et uheldigt forhold til religionen. Da han var barn, gik han i Koranskole i Lahore. Her var alle drengene blevet undervist i Koranen. Det havde indimellem været temmelig kedsommeligt, og man kunne falde i søvn midt i det hele. For at undgå det, havde læreren bundet en snor i loftet og sat den anden ende fast til Parvez’ hår, så han ville vågne, når han slumrede ind og hovedet faldt forover. Efter den behandling var Parvez begyndt at undgå religioner. Sammen med nogle af de andre taxichauffører grinte han ad de lokale mullaher, når de gik rundt i deres traditionelle tøj og fuldskæg og forsøgte at få folk til at forblive på religionens smalle vej. Nu var hans egen søn blevet religiøs! Han var ikke alene blevet religiøs. Han var blevet, hvad mange kalder fundamentalist. Han kritiserede vestlig materialisme, og var imod indtagelse af alkohol. Det irriterede Parvez, der havde for vane at tage en whisky, når han var færdig med en ti timers hård arbejdsdag.

     En dag, han havde taget Ali med på restaurant, så han, at drengen lavede ansigter, når han drak af sin drink. ”Er du ikke klar over, det er forkert at drikke alkohol?” sagde han til faren. Denne bemærkning irriterede Parvez, og han drak mere, end han plejede. Det irriterede ham, at sønnen irettesatte ham. Det følte han ikke, han havde fortjent. Han opfattede sig selv som et moralsk anstændigt menneske. Så han spørger sønnen, hvad han har gjort forkert. Ali forklarer ham, at han har ”brudt mange af Koranens regler”.  Herefter opregner sønnen dele af ”synderegistret”. Parvez har spist postejer med svinekød i (”pork pie”). Han er ”for impliceret i vestlig civilisation”.

    Parvez siger, at det er naturligt at være ”impliceret i den vestlige civilisation”, når man lever midt i den, hvortil sønnen svarer: ”De vestlige materialister hader os. Far, hvordan kan du elske nogen, der hader dig?”

    Ali fortsætter med at fortælle, hvordan efter hans opfattelse ”Islams lov burde styre verden”. …. ”Mit folk har fået nok. Hvis forfølgelsen ikke stopper, vil der blive Jihad. Jeg, og millioner med mig, vil gladeligt give vores liv for sagen.”

    Der er efterfølgende flere sammenstød mellem far og søn, hvor de ikke kommer hinanden nærmere i forståelse. En dag bliver det Parvez for meget. Han mister besindelsen og gennembanker sønnen: ”Det blødte fra drengens ansigt. Parvez stønnede. Han viste, at drengen ikke var til at nå, men han slog ham ikke desto mindre. Drengen hverken dækkede sig for slagene eller slog igen; der var ingen frygt i hans øjne. Han sagde bare, igennem sin flækkede læbe: Nå, hvem er nu fanatikeren?”

Ortodokse jøder i Williamsburg-kvarteret i Brooklyn, New York. Sådan må man gå klædt i USA. I Williamsburg lever i tusindevis af ortodokse jøder

Her slutter historien. Hvordan kan vi fortsætte den?

Man kunne evt. fortsætte med en traditionel filosofisk diskussion om determinisme ctr. voluntarisme: I hvilket omfang er vi et produkt af de samfundsmæssige omstændigheder, og i hvilket omfang har vi en fri vilje? Det rigtige svar er vel, at der ikke kan gives noget svar på det, eller at vi er begge. Der er tale om en dialektisk, mere end om et enten eller?

Hvis nu Parvez' søn foretager sig noget meget "uheldigt" (i de flestes øjne), som f.eks. at slå igen næste gang, eller at deltage i voldelige handlinger imod de "materielle" briter og laver vandalisme imod deres jordiske gods, er det så en undskyldelig handling, fordi han jo er determineret af samfundet ("det er samfundets skyld")? Nej, det er det naturligvis ikke. Han skal gøres ansvarlig.
   Men når vi kender hans baggrund, har vi en større forståelse for ham, og større muligheder for at hjælpe ham. Når sønnen bliver fundamentalist, er der et betydeligt element af determineret handling i det. Det er en identitet, han er "nødt til" at påtage sig i et forsvar imod noget, han ser som en kultur og andre identiteter, der har "invaderet" ham, eller som han føler ikke vil anerkende ham.
   Det er en "nødvendig" psykologisk-eksistentiel "forsvarshandling" på det personlige plan, der sikrer ham, at han bevarer en slags værdighed i et samfund, han føler sig forkastet af. Fra britisk side vil man se det som en "integration, der er gået galt". Derfor må han tvinges til at tilpasse sig. Han må assimileres. Det er næppe en relevant reaktion på den unge mands problem.

Og en lille fortsættelse her: I en artikel i the Guardian beskrives den periode i Kureishis liv, hvor han skrev My Son the Fanatic:

....his work changed and darkened. His father died in 1991, and he mourned him by nearly drowning, as he wrote later, in "cocaine, amyl nitrate, ecstasy, alcohol, grass, as though I were trying to kill something, or bring something in myself to life". He began to visit local mosques and wrote The Black Album (1995), about a young man flirting with the murderous rhetoric being whipped up in such places. "My Son the Fanatic", a short story that was made into a film, went back to this difficult interest; his sympathy is obviously for the Pakistani father, liberal, hard-working, integrationist, bewildered by the growing harshness of his son. He refuses to be typecast, however. "People are always ringing me up and saying, do us a story on terrorism. Give us a story about Bradford. But I haven't been to Bradford for ages - I know fuck all about Bradford. Just because I'm a Paki, it doesn't mean I'm an expert on Bradford

Online historier og
essays af Hanif Kureishi

Kureishis beskrivelse af sin egen far i essayet Something Given