Den transaktionalistiske integrationsteori tager afsæt i den øgede mængde af internationale transaktioner, når den skal forklare integration. Det kan være postforsendelser, udveksling af fjernsynsprogrammer, varehandel, kapitalbevægelser, turisme, etc.

Der er ingen tvivl om, at teorien har fat i en betydningsfuld faktor for integration, men den har alligevel svært ved at forklare, hvorfor integrationen rent politisk kommer på nogle områder, hvor der er mange transaktioner, men ikke på andre. F.eks. har der været flere transaktioner mellem de nordiske lande end mellem disse og Centraleuropa, men alligevel bliver Nordisk Råd en relativt uforpligtende parlamentarikerforsamling (altså en forsamling bestående af parlamentsmedlemmer fra landenes parlamenter).

På den anden side kan teorien bruges til at forklare, hvorfor de forsøg, forskellige u-lande har lavet, på at etablere fællesmarkeder, f.eks. i Østafrika, ikke har haft nær den succes, som EF har haft. Det skyldes netop, at strømmene af transaktioner i højere grad er gået fra det enkelte u-land til den tidligere kolonimagt eller andre højtindustrialiserede lande, end de er gået imellem u-landene indbyrdes.

INTERGOVERNMENTALISME

Direkte oversat betyder "intergovernmentalisme" "regeringer imellem". Der er tale om en teori, der sætter streg under nationalstaterne som aktører i den internationale politik og altså også som de relevante aktører i integrationsprocessen. Integrationen sker, fordi nationalstaterne vil være med. Foreningen af Tyskland kan således tænkes at føre til øget integration, fordi et land som Frankrig vil føre magtbalancepolitik i det "europæiske rum". Man vil være bange for et forenet Tyskland som en selvstændigt handlende stormagt. I et forpligtende samarbejde vil Tyskland være tvunget til at lytte til andre, inden beslutninger tages.

På den anden side kan det også tænkes, at Tyskland nægter at underkaste sig et forpligtende samarbejde, der stækker dets handlemuligheder.

MARXISTISK INTEGRATIONSTEORI

Når marxistiske teoretikere har skullet forklare den vesteuropæiske integrationsproces, hæfter de sig ved kapitaludviklingen og statens rolle i forhold til denne.

Man ser statens handlinger som en slags afspejling af interesserne hos de dominerende lag af borgerskabet, dvs de kapitalejende lag.

Nationalstaten er i dag utilstrækkelig til at sikre interesserne hos de store europæiske virksomheder.

Et vigtigt begreb er rentabiliteten, dvs overskuddet i procent af den investerede kapital. Kapitalejerne er interesseret i, at rentabiliteten (overskuddet i pct af den investerede kapital) er så gunstig som mulig, ellers vil man foretrække at investere sin kapital i noget andet. Staten kan med sine indgreb afhjælpe en ugunstig rentabilitet, så investeringerne derved stiger

Statsmagtens opgave i den forbindelse er at hjælpe kapitalen.

Det kan ske ved at afholde nogle af kapitalernes fællesudgifter, f.eks. til uddannelse og infrastruktur. Det kan også ske ved, at staten fører en politik til bekæmpelse af inflation, både via pengepolitik(som føres af Centralbanken) og indkomstpolitik (f.eks. rammer for lønstigninger ved overenskomstforhandlinger).

Og det kan ske ved igennem finanspolitiske lempelser at stimulere virksomhedernes afsætningsmuligheder.

På den måde, igennem anvendelse af den engelske økonom Keynes, teorier, fører staten konjunkturpolitik for kapitalen, så f.eks. virkninger af kapitalistiske kriser mindskes. Nationalstaten har stigende vanskeligheder ved at varetage disse funktioner. Derfor må den overnationale EU-stat træde til.

Det må den også i det, marxistiske teoretikere kalder "konkurrencen imellem de kapitalistiske hovedcentre," USA, Japan og Vesteuropa. De europæiske storvirksomheder har i de seneste årtier haft vanskeligt ved at klare sig i konkurrencen i teknologiske foregangsindustrier som informatik, telematik og bioteknologi. EU tog fat på denne problemstilling ved topmødet i Lissabon i marts 2000. Og det er blevet forklaret ved "småstatshalløjet" i Europa: De enkelte europæiske landes markeder har været for små til at sikre virksomhederne vilkår, der gør, at de har kunnet vokse sig så store som tilsvarende amerikanske og japanske virksomheder.

Igennem sin teknologipolitik har EU kunnet hjælpe virksomheder på tværs af grænserne med udviklingen af nye produkter på de nye teknologiers nøgleområder, og man har dermed givet den europæiske kapital gunstigere muligheder for at klare sig i konkurrencen på verdensmarkedet.

Opbygningen af det indre marked er i høj grad i storvirksomhedernes interesse. Der laves fælles standarder for varernes udformning, som gør, at afsætningen af ensartede varer kan finde sted på et stort marked, langt større end de enkelte nationalstaters markeder før. Stabiliteten i vareudvekslingen sikres igennem stabile valutavekselforhold. Igennem en økonomisk union vil stabile afsætningsforhold for storvirksomhederne kunne sikres i hele området.

Det, der er svagheden i den traditionelle marxistiske integrationsteori, er, at man i for høj grad ser statsmagten som en forlængelse af "borgerskabets" interesser. Man anerkender ikke i tilstrækkelig grad, at statsmagten i et parlamentarisk demokrati også er et udtryk for andre interesser.

 EU OG VERDENSMARKEDET

I forbindelse med EF er de økonomiske interesser meget sammensatte. Der er stor forskel på de interesser, de vesttyske kemi- og automobilkoncerner har i forhold til de interesser, som små og mellemstore italienske og danske virksomheder har. Herudover er det også relevant at se på de interesser, som lønmodtagerorganisationer fører frem. De er delvist sammenfaldende med kapitalinteresserne i den forstand, at lønmodtagerne er interesserede i vækst og fuld beskæftigelse. Men de kan også være modstridende, når den kapitalistiske vækst fører miljøproblemer, dårligt arbejdsmiljø og stigende arbejdsløshed med sig.

Traditionelt har statsmagten taget sig af disse ting igennem sine reguleringer og sin ressourceomfordeling. Med en stigende integration i EF vil statsmagten blive synonymt med EF-organerne.

I 1967 udkom i Frankrig bogen "Den amerikanske Udfordring" skrevet af den franske radikale politiker og journalist Jean-Jacques Servan-Schreiber. I denne bog advarede Servan-Schreiber om, at Europa var i færd med at blive invaderet af amerikanske multinationale selskaber. Europæerne skulle passe på. Ellers ville deres traditionelle nøgleindustrier blive fuldstændig udkonkurreret.

Servan-Schreiber reagerede på en voldsom investeringsbølge fra amerikansk side. Store amerikanske multinationale (dvs selskaber med afdelinger i flere lande) som Ford, GM, Coca Cola, IBM, Goodyear m.fl. anlagde datterselskaber i Europa og opkøbte/fusionerede med europæiske virksomheder. Hans argumentation for, hvad Europa skulle gøre, lå meget langs linjerne af, hvad Det indre Marked er udtryk for. Ingen af de store europæiske lande var store nok til, at de i sig selv kunne danne baggrund for markedsstørrelser af tilstrækkeligt format til, at de europæiske virksomheder ville kunne konkurrere effektivt med de amerikanske.

Baggrunden for den amerikanske investeringsstrøm i 1960-erne var naturligvis, at man kunne få et større afkast af investeringer i Europa. Den amerikanske produktivitet var højere end den europæiske. De amerikanske lønninger var højere. Ved at investere i Europa kunne man igennem teknologioverførslen og de lavere europæiske lønninger sikre sig et større afkast af sine investeringer. Hertil kom, at der var gang i den europæiske økonomi. Man kom med i et vækstområde ved at investere i Europa.

I løbet af 1970-erne og 1980-erne vendte udviklingen. En stor del af investeringsstrømmen gik nu fra Europa og Japan til Nordamerika. Baggrunden var, at europæiske lønninger - og fra slutningen af 1980-erne også japanske lønninger - nu var fuldt på højde med, eller endda i mange tilfælde højere end de amerikanske. For europæere og japanere var det blevet profitabelt at investere i USA.

I slutningen af 1990-erne og begyndelsen af det 21. Århundrede er Europa bagud for USA og måske også Japan på nogle af de højteknologiske områder inden for IT og bioteknologi.

På beskæftigelsestopmødet i Lissabon i marts 2000 satte EU denne problematik på dagsordenen. I resolutionen fra mødet fokuseres på uddannelsessektoren, ikke mindst IT. Der skal satses mere på europæisk uddannelse og forskningsprogrammer, der kan forbedre EU's stilling inden for "ny økonomi". Beskæftigelsen afhænger af, hvor meget vækst der er i økonomien. Og væksten afhænger igen af, hvordan det går med den økonomiske omstilling. De amerikanske erfaringer har vist, at væksten går op, når økonomiens omstilling til IT og anden højteknologi lettes. Flere skal på nettet, og virksomhederne skal satse på e-handel og indførelse af teknologien. På trods af, at forbilledet for denne udvikling er USA, blev dette land ikke nævnt i EU-resolutionerne. Der er imidlertid ingen tvivl om, at der er en gentagelse af "Den amerikanske Udfordring".

Hvis uddannelses- og teknologiprogrammerne skal nyde fremme i en europæisk sammenhæng, er der nok ingen tvivl om, at der her vil ligge en faktor for øget integration.