Obamanomics

The New York Times har den 23.8. en længere artikel om den demokratiske præsidentkandidat Barack Obamas økonomiske politik (Obamanomics). Avisen har ikke let ved at indkredse, hvori den egentlig består, og om den er venstreorienteret eller højreorienteret. Den er både det ene og det andet, og i det hele taget svært ubestemmelig.
Det ligger dog nogenlunde fast, at Obama vil beskatte de højeste indtægter mere og fordele mere ud til middelklasse og lavere lønnede.
Avisen mener, det drejer sig om debatten mellem "de to Bobs", Robert Reich, der var arbejdsminister under Clinton og Bob Rubin, tidligere Goldman Sachs investeringsbankdirektør
, der blev rådgiver i Det hvide Hus. Den første repræsenterede den mere venstreorienterede linje under Clinton.
Reich gik således ind for statslige investeringer ("Big Government") i veje, broer, uddannelse, erhvervspolitik, efteruddannelse og lign. for at stimulere økonomien.
Den anden Bob, gulddrengen fra Goldman Sachs, gik ind for, at man primært skulle sørge for ligevægt på statsbudgettet. Det ville føre til et lavere udbud af statsobligationer. Kursen på disse ville hermed - alt andet lige - stige. Herved ville man kunne holde en lavere rente, og det ville alt andet lige kunne stimulere investeringer og en sund økonomisk vækst. Det var altså en lidt mere konservativ økononisk linje. Clinton valgte det andet alternativ, mener New York Times skribenten.
Obama står imellem disse to alternative syn på den økonomiske politik. - I hvert fald har han studeret debatten. Det er én mulig fortolkning af de økonomiske konsekvenser af en Obama præsidentperiode, at der foretages et valg imellem de to alternativer.
En anden mulighed er, at den megen snak om håb og forandring tages alvorligt, og der lægges op til en slags Rooseveltsk New Deal. Det er noget, mange mener, USA ville have godt af i den nuværende situation. Den vildtvoksende finanssektor har afsløret et behov for større statslig regulering af erhvervslivet, noget, Obama også har gjort sig til talsmand for. Og den øgede indkomstulighed kalder også på behovet for en New Deal. New York Times noterer sig f.eks., at for første gang i USA's økonomiske historie har en økonomisk fremgang, som den man har haft siden 2001, ikke ført til reallønsstigning for middelklasse og arbejderklasse. Det er noget, både Obama og hans nykårne vicepræsidentkandidat Joe Biden, ikke har været sene til at udnytte, når de f.eks. taler om den almindelige families problemer med at få pengene til at række.

Robert Reich er blevet aktiv i den økonomiske debat igen. Han har en blog, hvor han tager aktuelle politiske og økonomiske spørgsmål op.

Der er for øvrigt mange, der mener, at netop økonomien ("It's the economy, stupid"), der er Obamas store chance for at vinde valget. Man er i lidt den samme - eller endda en værre situation - end da Clinton blev vinder i starten af 90'erne. Det drejer sig igen om økonomien. Nedgangskonjunktur øger opslutningen bag den demokratiske kandidat, fordi der lægges op til en større offentlig indsats for at skabe jobs og økonomisk udjævning.



		Obamanomics The New York Times har den 23.8. en længere artikel om den demokratiske præsidentkandidat Barack Obamas økonomiske politik (Obamanomics). Avisen har ikke let ved at indkredse, hvori den egentlig består, og om den er venstreorienteret eller højreorienteret. Den er både det ene og det andet, og i det hele taget svært ubestemmelig. Det ligger dog nogenlunde fast, at Obama vil beskatte de højeste indtægter mere og fordele mere ud til middelklasse og lavere lønnede. Avisen mener, det drejer sig om debatten mellem "de to Bobs", Robert Reich, der var arbejdsminister under Clinton og Bob Rubin, tidligere Goldman Sachs investeringsbankdirektør , der blev rådgiver i Det hvide Hus. Den første repræsenterede den mere venstreorienterede linje under Clinton. Reich gik således ind for statslige investeringer ("Big Government") i veje, broer, uddannelse, erhvervspolitik, efteruddannelse og lign. for at stimulere økonomien. Den anden Bob, gulddrengen fra Goldman Sachs, gik ind for, at man primært skulle sørge for ligevægt på statsbudgettet. Det ville føre til et lavere udbud af statsobligationer. Kursen på disse ville hermed - alt andet lige - stige. Herved ville man kunne holde en lavere rente, og det ville alt andet lige kunne stimulere investeringer og en sund økonomisk vækst. Det var altså en lidt mere konservativ økononisk linje. Clinton valgte det andet alternativ, mener New York Times skribenten. Obama står imellem disse to alternative syn på den økonomiske politik. - I hvert fald har han studeret debatten. Det er én mulig fortolkning af de økonomiske konsekvenser af en Obama præsidentperiode, at der foretages et valg imellem de to alternativer. En anden mulighed er, at den megen snak om håb og forandring tages alvorligt, og der lægges op til en slags Rooseveltsk New Deal. Det er noget, mange mener, USA ville have godt af i den nuværende situation. Den vildtvoksende finanssektor har afsløret et behov for større statslig regulering af erhvervslivet, noget, Obama også har gjort sig til talsmand for. Og den øgede indkomstulighed kalder også på behovet for en New Deal. New York Times noterer sig f.eks., at for første gang i USA's økonomiske historie har en økonomisk fremgang, som den man har haft siden 2001, ikke ført til reallønsstigning for middelklasse og arbejderklasse. Det er noget, både Obama og hans nykårne vicepræsidentkandidat Joe Biden, ikke har været sene til at udnytte, når de f.eks. taler om den almindelige families problemer med at få pengene til at række. Robert Reich er blevet aktiv i den økonomiske debat igen. Han har en blog, hvor han tager aktuelle politiske og økonomiske spørgsmål op. Der er for øvrigt mange, der mener, at netop økonomien ("It's the economy, stupid"), der er Obamas store chance for at vinde valget. Man er i lidt den samme - eller endda en værre situation - end da Clinton blev vinder i starten af 90'erne. Det drejer sig igen om økonomien. Nedgangskonjunktur øger opslutningen bag den demokratiske kandidat, fordi der lægges op til en større offentlig indsats for at skabe jobs og økonomisk udjævning.