Køn ctr. race  -  hvad  er  mest  "følsomt"  i  en præsidentvalgkampagne?  
 

Den amerikanske primærvalgkampagne lægger op til udbredt brug af stereotyper, både i den mediemæssige dækning og debat og i de "billeder", både sproglige og bogstavelige, som bruges om kandidaterne. Det er ikke så mærkeligt i betragtning af, at de to førende demokratiske kandidater er henholdsvis kvinde og afro-amerikaner. Amerikansk politisk kommunikation er på dette område meget anderledes end dansk. Man er nødt til at sige tingene på meget mere indirekte måder og med meget større anvendelse af verbale fløjlshandsker. Når Barack måske ender som præsident, hænger det delvist sammen med en veludviklet evne til at udnytte det underspillede racetema på et socialpsykologisk plan. 

Politico har en interessant analyse af angsten for, og den faktiske, anvendelse af stereotyper, og Barack Obamas dygtige spil på det racemæssige tema i præsidentvalgkampen, så det vendes til hans egen fordel.
   Det multietniske USA har helt andre grænser for, hvad man kan sige om og til hinanden i det offentlige rum, end man har i Danmark. Som dansker kan man næsten have svært ved at forstå flere af pointerne i den amerikanske debat. Det går lige fra forsøg på (halvhjertet) at fremstille ham som hash-pusher og til forsøg på at fremstille ham som "sekulær muslim" (hvordan man så ellers kan være det?). 
   Det mest nederdrægtige tema har nok været forsøgene på at fremstille Barack Obama som muslim eller "skabs-muslim", hvad der, hvis det lykkedes, formentlig ville ødelægge hans chance for valg.
    Det er lykkedes for Obama at få forskellige aktører og debattører til at sige undskyld for udtalelser, så det - hvad enten ondt har været tilsigtet eller ej -  ender med at blive til hans egen fordel.
   Man kunne forestille sig, Hillary Clinton kunne have gjort det samme. Men bortset fra tårerne før primærvalget i New Hampshire har hun ikke kunnet spille så effektivt på kønsproblematikken, som Obama har gjort på raceproblematikken. Det er nok ikke primært fordi hun har mindre politisk tæft end Obama. Men det viser, siger artiklens forfatter Ben Smith, at race stadig er et overordentlig ømtåleligt emne for amerikanerne, langt mere ømtåleligt end køn. Kønsstereotyper kan nok få folk op på stikkerne, som New Hampshire viste, men de har ikke racestereotypernes evne til at række ned i folkedybets underbevidste fond af skyldfølelser og -komplekser.
   Selv om det er længe siden, slaveriet blev ophævet, er virkningerne af raceforskelligheder der stadig. De ses hver dag i de socio-økonomiske statistikker over erhvervs- og indkomstfordeling og i statistikker over fedmeepidemiens gennemslag, indsatte i fængsler og institutioner, bymæssige problemer, etc. 
    De mange episoder er hver gang endt med, at Barack Obama har tilgivet synderen. Hver gang har han formået at gøre det på en måde, der har fremmet hans kampagne. Storsindethed har været det gennemgående træk i Obamas reaktion. Det falder godt i tråd med hans budskab om "enhed og overvindelse af delinger i det amerikanske samfund", som er et af hans centrale budskaber.    
     Man har her en væsentlig del af forklaringen på, at denne politiker nu styrer lige mod den amerikanske præsidentpost ved valget i november.
     Der kommer en lang række eksempler på fortalelser/lapsuser, eller bevidste provokationer. En af de groveste var, da CNN den 2. januar gik i luften med en historie om jagten på Osama bin Laden, og den gik under headline "Hvor er Obama?" Det fik stjerneværten Wolf Blitzer til at erklære, at han ville ringe og "personligt vil give Barack Obama en undskyldning".
    Den første af Obamas rivaler, der gik over stregen, var senator Joe Biden, der kaldte ham "clean" (ren) og "articulate" (kan nærmest oversættes ved "velformuleret" eller "talende").
    Den kan måske ikke være helt let at greje for en dansker, men sæt forskellige præfikser på, f.eks. un på clean eller in-/u på articulate/artikuleret. Eller det kan gå på, at man typisk vil sige sådan til den "flinke afro-amerikaner, som man ved, man kan stole på"  I hvert fald slog det nogle kommentatorer som "racistiske", og Joe Biden kom til at bruge de første dage af sin egen kampagne med at sende undskyldninger til Barack Obama:  

"I deeply regret any offense my remark in the New York Observer might have caused anyone,” sagde Biden.
"I didn't take Senator Biden's comments personally, but obviously they were historically inaccurate,” Obama responded.

Den næste blunder kom fra Clintons kampagnestab, hvor Senator Robert Ford sagde, at Obama ikke ville være i stand til at indtage det Hvide Hus, fordi han er sort.

Så var der ro nogle måneder. Indtil primærvalgracet kom op i omdrejninger i Iowa og New Hampshire, og hvor Bill Clinton fyrede bemærkningen af om, at Obamas "håb" var fairy tale (Æventyr). Så begyndte the apology and forgiveness cycle all over igen (undskyld og tilgivelsescyklusen).

Bill Clinton ville ikke sige undskyld for noget, men det ville Hillary godt. Den 12. december 2007 sagde en af Clintons nærmeste  til the Washington Post, at "republikanere ville spørge Obama, om han solgte (drugs) til nogen"?

Denne bemærkning sagde Hillary Clinton personligt undskyld for dagen efter. Barack Obamas svar er interessant:

“I accepted her apology,” Obama said, adding that he’d told her “that it's important for those of us who are the candidates to send a clear signal down to all of our surrogates that we're going to do things differently."

Her får han samtidig signaleret, at han står for en ny politisk stil, langt væk fra Washingtons traditionelle politiske elites stil, som amerikanerne er grundigt trætte af.

Joe Bidens bemærkninger blev nu taget op i medierne igen, hvorefter Obama - drevet af kristen etik eller kommunikationsmæssig kompetence? - skynder sig til hans undsætning og fortæller medierne, hvordan han har arbejdet sammen med Biden og kender ham for: his leadership, I have absolutely no doubt about what is in his heart and the commitment that he's made with respect to racial equality in this country,” Obama said. “So I will provide some testimony, as they say in church.”


Skribenten Shelby Steele har forsøgt at analysere denne reaktionsform som udtryk for en "skole" af afro-amerikanske skikkelser: "Jeg lader tvivlen komme dig til gode. Jeg vil ikke gnide den kollektive skam over den amerikanske historie af i hovedet på dig, hvis du til gengæld lover mig, at du ikke bruger min race imod mig". Den reagerer hvide, ifølge Shelby Steele, der er kendt som en konservativ kommentator, på ved at udvise "enorm taknemmelighed". Det virker som om Steele, som en god traditionel konservativ, vil beklage sig over, at afro-amerikanerne kan få sekundær gevinst på denne måde. Hun overdriver muligvis.

Næste episode kom en uge senere, da en Clintonstøtte, Senator Bob Kerrey fra Nebraska sagde i et positivt tonefald, at Obama som barn havde gået på en "sækulær Koranskole". Selv om det tilsyneladende ikke var uvenligt ment, undskyldte han alligevel.

I want to sincerely apologize for the remarks,” ("Jeg vil oprigtigt undskylde bemærkningerne"), skrev Kerrey i et åbent brev til Obama. Han fortsatte det åbne brev ved bl.a. at kalde Obama "en af de to eller tre mest talentfulde mennesker, jeg nogensinde har mødt". Her ser man igen, hvordan Barack Obama er i stand til at få en betydelig sekundær gevinst, der ligefrem kan hjælpe ham i hans kampagne.

De mange tilfælde af accepterede undskyldninger beskrives som nogle af Obamas bedste øjeblikke, - og hans rivalers værste. Han er steget - ikke alene op over den gemene hob, men også over Clinton og Biden.

Så er det måske mere alvorligt med billedet af Barack Obama i turban og afrikansk-somalisk påklædning, som Clinton-teamet har cirkuleret. Det er sket efter, at han er kommet ovenpå som førende kandidat. Dermed fodrer de forskellige webdebatter, der har kørt, om, at han i virkeligheden er muslim. Det går imod gentagne understregninger fra Obama selv om, at han er kristen. Initiativet beskrives af  David Plouffe, Obama's campaign manager, som "the most shameful, offensive fear-mongering we've seen from either party in this election" ("den mest skamfulde, stødende skræmmekampagne vi har set fra begge partier i dette valg").

Maggie Williams, campaign manager for Clinton, nedtonede billedets betydning med følgende bemærkning:

"If Barack Obama's campaign wants to suggest that a photo of him wearing traditional Somali clothing is divisive, they should be ashamed," she said. "Hillary Clinton has worn the traditional clothing of countries she has visited and had those photos published widely."
    Den balancerer på kanten. Den tager tyrene ved hornene ved at bruge udtrykket divisive ("som deler"), hvorved den på forhånd unddrager sig kritik for netop denne egenskab ved udstillingen af billedet.
    Men pointen er jo netop, at der er forskel på, hvordan en "muslimsk beklædning", eller noget lignende, vil tage sig ud på de to personer. Det kan måske samtidig ses som en kommentar til, hvorfor "følsomhed" over for stereotyper er blevet et specielt Obamaprærogativ, som manden oven i købet har kunnet spille dygtigt på, mens Hillary Clinton, der kunne været blevet/blive den første kvindelige præsident, og som kunne være udsat for stereotyper på lignende facon, har holdt sig - eller er blevet holdt uden for - stereotypspillet.

Det var derfor et problem for Barack Obama, da hans udenrigspolitiske rådgiver Samantha Power kaldte Hillary Clinton for et "monster". Anledningen var bl.a., at hun har betvivlet Obamas evne til at være øverstbefalende for de væbnede styrker på grund af hans manglende erfaring, hvorimod hun har anerkendt, at McCain har en baggrund, der giver ham denne kvalifikation.  Hun kommenterede det selv sådna: "Last Monday, I made inexcusable remarks that are at marked variance from my oft-stated admiration for Senator Clinton and from the spirit, tenor and purpose of the Obama campaign". Hun trådte tilbage fra sin post i kampagnestaben kort efter. Det er klart, hun er gået over stregen med en sådan bemærkning, der ikke har meget af "stereotypen" over sig; i hvert fald er det ikke en passende "feminin stereotyp", - fra den ene kvinde til den anden, men skal nok snarere forstås som en "stereotyp" om det amerikanske politiske system. Det har været Clinton som "apparatpolitiker", hun har ønsket at kommentere på.

 

 

 

 

 

 

  Links:

Køn ctr. race i præsidentvalget - Politico-artikel