Det er vel ikke så underligt. Det er regeringens parlamentariske grundlag, der er i færd med at smuldre. Til gengæld kan der opstå en temmelig mudret parlamentarisk situation. Det kommer lidt an på, i hvilken grad Pia og Helle mener det alvorligt. Især for den førstes vedkommende kan man formode, at det er et tak-for-sidst til Fogh for hans "åbning mod midten" efter valget. Med denne syngende lussing, som man kunne se, Hjort Frederiksen havde taget til sig, har Pia Kjærsgaard fået sagt, at flertallet i dansk politik kommer ikke til at blive dannet uden om Dansk Folkeparti. Han er åbenbart ved at blive overbevist om, at det er alvor, at de to partier vil indgå i et socialpolitisk flertal/"lønmodtagerflertal", - eller hvad man skal kalde det, som vil uddele 5 mia til især laverelønnede offentlig ansatte.
Han er ikke alene om denne overbevisning. Børsen skriver i sin leder 14.12.07, at der "efter valget er opstået en historisk dårlig kemi mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Hvis det samarbejde ryger på gulvet og regeringens støtteparti går sammen med Socialdemokratiet i et vanvidsprojekt med at pumpe ekstra milliarder ud til løn, mens økonomien er ved at briste, så får vi to helt uønskede og unødvendige ting - en økonomisk krise og et nyvalg. Så det haster med kaffe og genforeningsbasser ovre i Finansministeriet". Og også Thomas Larsen spørger i Berlingske Tidende bekymret, om "Pia og Helle kan styre økonomien"?
Det kan man vælge at se på på forskellige måder. Hvis der er tale om lønkorrektioner, der gør det muligt i højere grad at kunne rekrutere de pågældende typer af arbejdskraft, behøver det næppe udløse en økonomisk krise. Hvis det går med denne lønpolitik, som man før har set, det har gået med f.eks. den "solidariske lønpolitik", at der opstår korrigerende mekanismer på arbejdsmarkedet, der genopretter de hidtidige lønrelationer, så kan man godt forestille sig, at det kan risikere at udløse en situation med stærkt forringet konkurrenceevne for de konkurrenceudsatte erhverv. Her er det så, man måske vil kunne komme til at påskønne, at Danmark har holdt sig uden for euroen. Man behøver ikke nødvendigvis i en økonomisk krisesituation, der skyldes dårlig konkurrenceevne, sidde og vente i årevis på, at de selvkorrigerende udbudssideeffekter slår igennem.
Lige her og nu er de politiske perspektiver nok de mest interessante. Man
kan dårligt fortænke Thorning-Schmidt, at hun evt. bruger Dansk Folkepartis
stemmer. Hun gør dermed bare det samme, som Fogh har gjort i årevis. Et helt
andet spørgsmål er, om de "to socialdemokratier" i længden vil kunne holde
hinanden ud? Berlingske Tidende har lavet det sjove lille eksperiment at
lade dem udtale sig om hinanden. Her er, hvad de siger (kort citat):
| Pia Kjærsgaard om S Vi lader ikke som om, vi er socialdemokrater. Vi er. Classic. Jeg kan ikke lade være med at drille, for selvfølgelig er vi ikke socialdemokrater. Men når jeg siger det, så er det fordi jeg føler, at Dansk Folkeparti i modsætning til nutidens Socialdemokraterne, er på den lille mands side. Jeg synes, at I er det, man kan kalde for DJØF-partiet. Altså partiet for dem, som er lidt mere ved muffen i det her samfund. Som er langt, langt mere akademiker-orienteret. Og som ikke længere er så meget arbejderparti. Man må bare erkende, at det er den rolle, som vi er ved at overtage, og det er jeg rigtig stolt af. Jeg synes, at Socialdemokraterne mangler en helt klar profil i udlændingepolitikken – og det samme med EU-politikken. Helle Thorning-Schmidt om DF En af de ting, som altid har generet mig ved Dansk Folkeparti – ud over deres voldsomme udmeldinger på udlændingespørgsmålet, som så ikke kommer så meget fra Pia, men blandt andet fra Mogens Camre – er at de tror, at de er socialdemokrater. Fordi det er de jo sådan set ikke. For eksempel synes jeg, at Dansk Folkeparti burde gå langt mere op i, at vi har et kolossalt opslidende arbejdsmarked. Det handler ikke bare om at give gaver til særlige grupper, men om konsekvent at være på lønmodtagernes og de dårligst stilledes side. Det er det, socialdemokratisme handler om. Hvis I retter jer efter det, så ville alting være meget nemmere. Hvis man virkelig vil være socialdemokrat, så skal man konsekvent være på lønmodtagernes og de dårligst stilledes side. |
Spørgsmålet er dog, om, som Børsen skriver, julefreden ikke snart genoprettes over wienerbasser og endnu mere kaffe i Finansministeriet. Det er vanskeligt at forestille sig en længerevarende stemmealliance mellem de to partier. Det vil være overordentligt vanskeligt at lave en længerevarende alliance i folketinget, der kan samle et flertal. Se f.eks. på vedlagte figur.
Figur 1: Flertalskonstellationer i Folketinget
Den antyder, at nok ligger der en del partier og klumper sig sammen omkring midten i førelsen af den "nødvendige" velfærdspolitik for Danmark. Men en nok så afgørende politisk dimension er den værdipolitiske. Det var da også det, Hjort Frederiksen antydede i ganske kraftige vendinger i det omtalte interview. Der er partier, det vil være svært at få med i et længerevarende flertal sammen med Dansk Folkeparti. Det kan godt være, man vil kunne få SF med i en lønpakke til laverelønnede offentlig ansatte, men det vil være svært at binde partiet i længerevarende aftaler, hvor der indgår betydelige dele af værdipolitikken. Det gælder ikke alene SF, men også de andre partier i den værdipolitiske ende af spektret. Det er også muligt, det ender i en ny omgang mindretalsparlamentarisme a la fodnotepolitikken i firserne.