VALGET 2001: POLITIK I EN NY SAMFUNDSTYPE?

Der er anført mange forklaringer på det "historiske" vælgerskred den 20. November 2001: Det er forklaret ved mediepolitik, at vi har forladt industrisamfundet og bevæget os ind i et postindustrielt samfund og endelig ved, at politik er blevet et langt mere "refleksivt" foretagende, hvor vi i højere grad en tidligere inddrager tidligere tiders erfaringer og samfundsmæssig viden, når vi tager stilling politisk.

Figur 1: Stemmeandele Arbejderpartier (Socialdemokratiet, SF m.fl.), Centrum og Samlede højrefløj (V, K, Uafhængige, Fremskridtsparti, Dansk Folkeparti m.fl.)

Note: Centrum (Radikale, CD, m.fl.). Arbejderpartier: Soc.dem., SF, øvrig venstrefløj. Højrefløj: Venstre, Konservative, Uafhængige, m.fl.

En lang række nye politiske spørgsmål, som deler vælgerne på nye måder, har meldt sig. Man kan se på det under rubrikkerne Ny politik og enkeltsagspolitik på den ene side og på den anden side "gammel" fordelingspolitik,  -  som naturligvis ikke er "ældre", end at fordelingspolitiske spørgsmål stadig kommer op.

"Gammel" velfærds- og fordelingspolitik versus ny politik

Den gamle velfærds- og fordelingspolitik var et desperat forsøg på at overvinde gode gamle Sisyphos, der var travlt beskæftiget med at rulle stenen op ad bjerget og i sin fortvivlelse måtte se den rulle ned igen. Så kunne han starte forfra. Verden er præget af økonomisk knaphed og arbejdets forbandelse. Fordelingsspørgsmålene er langt fremme og vigtige i den politiske debat. Partierne deler sig i højre og venstre efter deres holdninger til fordelingen.

Fremgangen for de såkaldte "arbejderpartier" falder sammen med industrialiseringen af det danske samfund. Politik, som vi kender det, med interesserepræsentation, klassebaseret stillingtagen og den fredelige demokratiske kamp i parlamenter og ved valgkampene er i sig selv et fænomen, der hører til det samfund, vi beskriver som industrisamfundet.

Hvordan redder vi den fælles jord fra undergang (restore your planet)? Hvordan kæmpe for social retfærdighed (justice) i den tredje Verden og i hjemlandet? Hvordan får vi et reelt demokrati? Et demokrati, der ikke kun viser sig ved, at en del af befolkningen går hen og stemmer hvert fjerde år, og en forsvindende lille del af befolkningen er aktive i partiforeninger, der bruges som administrator- og rekruteringsmaskiner for staten, men som viser sig i en politisk aktivitet og deltagelse i brede kredse af befolkningen?    Det er eksempler på ny politik-sager. Politologer fik første gang øje på ny politik sager i 1970'erne. Nogle forbandt det med den materielle mæthed, der måtte komme med det rige samfund og velfærden. Vælgerne vil i den situation begynde at interessere sig for sager, der har noget at gøre med livskvalitet.     Andre hæftede sig ved catch-all partier og enkeltsager. Når klasse- og interessepolitikken formindskes i intensitet, kommer der stigende fokus på enkeltsager, f.eks. indvandring, og så er det dem, der skiller partierne i modstående tendenser og fløje.

En ny industriel revolution er på vej. Vi har tidligere oplevet, hvordan vi gik fra et landbrugssamfund til et industrisamfund. Vi skulle nu være vidner til, hvordan vi går fra et industri- og servicesamfund til et netværksamfund. Hvad indebærer det så? Nogle har endda talt om et "drømmesamfund". Det er en slags postmodernistisk vision om et samfund, hvor vi kan indrette os stort set, som vi vil.

Det er imidlertid værd at holde fast ved, at selv om nogle i "postmodernistisk optimisme" taler om et "drømmesamfund", hvor konflikterne er overvundet, så er der andre, der fortsat mener, at vi stadig lever i et samfund præget af konflikter. Det er muligt, at klassesamfundet er et overstået stadium i vores del af verden, men man kan blot se sig omkring i den helt store verden og se, hvor store forskelle der er mellem de rige lande og de fattige lande – og forskelle internt i de fattige lande for at kunne konstatere, at vi altså stadig lever i en verden præget af betydeligt konfliktpotentiale.

 Det er i dette samfundsmæssige "rum", at politik udspiller sig. Vi har set det med den måde, de ydre verdener trænger sig på over for vores egen verden med de stigende tendenser til migrationer (folkeflytninger), der sker. Det er måske i virkeligheden også det, valget den 20. November 2001 drejede sig om.

OVERGANG TIL NYE SAMFUNDSTYPER

Overgangen fra det traditionsstyrede samfund til det moderne industrisamfund er beskrevet på mangfoldige måder hos samfundstænkere. Industrisamfundet fører til, at tradititonsbestemte roller og normer nedbrydes. Religionen får mindre magt.
 

Videnskaben får til gengæld mere magt. Samfundet bliver rationelt og effektivt. Ja, det sker endda i en sådan grad, at det nærmest bliver et fængsel. Max Weber beskrev dette træk ved industrisamfundet som "rationalitetens jernbur". Hvis Weber havde levet i dag, ville han have set "rationalitetens jernbur" være på vej til afskaffelse. – Hvis man skal tro det nye samfunds profeter. Det samme gælder hans beskrivelser af bureaukratiet som effektivt, hierarkisk og med rationel beslutningstagning.

Figur 2: Moderniteten danner basis for nye politiske delinger

Det Weber omtalte som rationalitetens jernbur blev af Karl Marx med et lidt andet fokus beskrevet som de fremmedgørende virkninger af kapitalismen og bytteværdirelationerne på varemarkedet.

Figur 3: Industrisamfund og postindustrielt samfund

Figur 3 er en simpel typologisering af industrisamfund over for den nye økonomis postindustrielle samfund. Samfundet skildres her som relativt konfliktfrit.

Konflikterne er blevet ført ned på mikroniveau, hvor man erkender, at der er sket øget individualisering. Når det gælder makroniveauet henføres konflikter til manglende erkendelse af netværkssamfundets "nødvendigheder": Øget fleksibilitet, erkendelse af, at markedskræfterne skal have lov til at råde for, at samfundets økonomi kan bevæge sig frem. Velfærdsstatens snærende bånd og reguleringer skal afskaffes. Man har f.eks. hørt følgende på et managementkursus: I industrisamfundet rådede arbejdsdelingen. Nu skal vi til at dele viden. At der skabes skel imellem dem med meget viden og dem med lidt, går man let henover.

Men set på mikronievau kan det naturligvis da i visse tilfælde være rigtigt nok, at man skal finde ud af at dele viden med andre virksomheder, hvis man vil overleve.

Den senmoderne teoretiker Anthony Giddens (1938 - ) analyserer moderniteten som en samfundstilstand, der er præget af industrikapitalisme, nationalstat, udlejring af sociale relationer og overvågning. En forudsætning for det moderne samfund er tillid til, at ekspertsystemerne virker. Når vi sætter os ind i en bil og kører af sted med 120 km i timen, har vi tillid til, at de elektroniske bremser, airbags m.v. fungerer. I senmoderniteten øges den sociale refleksivitet, dvs vi inddrager social viden og erfaringer i vor identitetsdannelse, interaktion og i den sociale adfærd. Selvet bliver et individuelt projekt i senmoderniteten. Giddens adskiller sig fra de postmoderne teoretikere i sin afvisning af, at der ikke skulle være noget grundlag for social handling ud fra en forståelse af historien. Historien skal forstås for, at man kan gøre sig til herre over den. På dette punkt ligger han på linje med Marx.

I figur 4 er samfundstypoligien gjort mere kompliceret, og der er anlagt en alternativ synsvinkel, en konfliktopfattelse af samfundsudviklingen. Indførelsen af netværkssamfundet har vist sig langt fra at være konfliktfri i mange tilfælde. Derfor vil vi tilføje en teori, der gør det muligt også at se udviklingen fra et alternativt perspektiv.

Figur 4: Samfundstypologier med inddragelse af harmoni- og konfliktsynsvinkel

Note: Triaden: Nordamerika, Japan/udviklede dele af Østasien, EU.

Sådanne typologier kan naturligvis laves på mangfoldige måder. Typologien i figur 4 skelner således imellem forskellige typer af servicesamfundet, som nok ville blive slået sammen under én hat i andre fremstillinger. Begrebet "servicesamfund" er imidlertid så bred en kategori, at den er ret intetsigende. Betegnelserne er bl.a. forskellige, fordi de lægger op til forskellige forståelser af samfundstotaliteten