Herunder 2 artikler om emnet:
1. Hvordan skelne mellem u-lande/i-lande?  
2. Et fattigt u-land (Vietnam)
 

NÅR MAN SER PÅ U-LANDE/I-LANDE - og gerne vil skelne!! Er man på Herrens Mark!   

Center-periferimodellen er én af de måder, hvorpå man har forsøgt at forklare den ulige verden. Center og periferi har en historisk oprindelse. Som følge af kolonialiseringen og imperialismen fra kolonimagternes side blev de fattige områder fastholdt i underudvikling, dvs som leverandører af råvarer og efterhånden også billige industriprodukter. Billedet er i dag ikke længere helt så éntydigt, da dele af den "3. Verden" i dag har fået betydelig gang i udviklingen. Det gælder f.eks. de "asiatiske tigerøkonomier" og dele af Indien og Kina. Især har det sidstnævnte land store regionale forskelle, så det på sæt og vis næsten reproducerer center-periferimodellen internt. (Figuren er et imagemap med hotspots/links, der fører over i IBRD-indikatorer. Ordliste til engelske ord) NYTTIGE LINKS HERUNDER

NDER:

Man i u-landenes egen u-landsforskning, f.eks. i Latinamerika, opereret  med en center/periferi model, der analyserede de rige lande som liggende i centret med høj levestandard, høj produktivitet og udviklingsniveau. Omvendt lå u-landene fastlåst i en periferi-position, som det var næsten umuligt for dem at komme ud af. De var leverandører af råvarer, som havde svært ved at holde priserne på verdensmarkedet. Man talte om, at mange u-lande var monokulturer, dvs de producerede og eksporterede èn eller nogle få varer, ofte råvarer. Det gjorde dem meget afhængige af denne eller disse varer. I dag er mange u-lande ved at blive industrialiseret. Og flere "u-lande" har en ret stor industrieksport sammensat af mange forskellige slags varer.
    Det er imidlertid tankevækkende, at udviklingspotentialet i forskellige u-lande er meget forskelligt. Hvor landene i Øst- og Sydøstasien har haft store vækstrater i de senere år, kniber det mere med Afrika syd for Sahara og dele af Latinamerika.

Tabel 1: Forskellige områders andele af den globale eksport. Mia $. Værdi %

Kilde: WTO

Der er stadigvæk en international arbejdsdeling, hvor nogle lande får mere ud af at deltage i Verdensøkonomien end andre. Nogle af de spørgsmål, der kan være centrale, er f.eks.:

Hvordan klarer u-landet sig i en international sammenligning? Det er vanskeligt at vurdere, da en vurdering kan foretages på mange forskellige måder. Man kan se på økonomiens resultater m.h.t. at tilfredsstille forbrugernes krav: Får befolkningen mad nok? Er der rigeligt udvalg af forbrugsvarer? I det hele taget: Hvilken levestandard har folk? Man kan også se på de mere langsigtede udviklingstendenser: Har landet en åben eller lukket økonomi? Hvordan klarer landet sig i den internationale konkurrence? Og i sammenhæng med det foregående: Hvordan påvirkes landet af globaliseringen? Det er ofte her, man kan finde årsagerne til ”underudviklingen”: Landet er dårligt integreret i den globale økonomi og må derfor leve af at sælge billige produkter.

Tabel 1: Økonomiske indikatorer i Danmark og nogle u-lande

Kilde: Human Development Report 2000. Rang i HDR fastlægges efter indkomst, gennemsnitlig levetid, uddannelseslængde og andre sociale indikatorer.  Tal for BNP pr indbygger er for 1999 og fra Verdensbankens World Development Report 2000/2001

Hvordan ligger landet i FNs udviklingsorganisations UNDP’s opgørelse over menneskelig økonomisk udvikling. I dette indeks (Human Development Index) forsøger man at gøre op, hvad resultaterne af økonomien er m.h.t. befolkningens livskvalitet. Levealder, spædbarnsdødelighed, adgang til forbrugsvarer og en infrastruktur, der fungerer, er afhængig af den økonomiske udvikling. ▲

    Set i den sammenhæng er mange u-lande ikke særlig udviklede.
  Udvikling kan imidlertid anskues på mangfoldige måder. Hvis man tager Vietnam som eksempel, så kan man sige, at Det kommunistiske Nordvietnam godt nok var fattigt, men uddannelsessektor og sundhedssektor var på et niveau, der kunne gøre mange andre udviklingslande misundelige. Og en stor del af den traditionelle vietnamesiske landbrugssektor kan i dag stadig ligne fattig subsistensøkonomi, hvor produktionen frembringes af manuel arbejdskraft, og en stor del af den oplagres og konsumeres på stedet. Det kan kaldes “underudviklet”. Men man kan også sige, at der er tale om en økologisk afbalanceret produktion, hvor brug af maskiner, energi, pesticider, herbicider og kunstgødning er på et langt lavere niveau end i et rigt lands landbrug.

Hvad er ”udvikling” i det hele taget? Vi er ofte tilbøjelige til at se på vort eget land og måle udvikling som det stade, vi er nået op på.

    De fattigste u-lande ligger lavt, når man ser på bruttonationalproduktet pr indbygger. Målt i købekraftparitet indskrænkes forskellene. Denne måling foretages ved, at man laver en ensartet indkøbskurv for landene og ser, hvad tingene koster, og så korrrigeres der altså for, at f.eks. Danmark er dyrt i en fælles valuta som dollaren, og de meget fattige u-lande er billige. Det er det, der er med til at forklare, hvordan meget fattige u-lande kan blive attraktive for udenlandske investeringer. Landets arbejdskraft er billig, og hvis dens produktivitet (produktion pr mand/kvinde pr tidsenhed) ikke er tilsvarende lav, kan varer fremstilles billigere.

Hvis man måler landets performance i økonomisk vækst og fremgang i eksporten i de senere år (jvf nedenfor om eksporten), så bliver østasiatiske u-lande som Vietnams og Kinas resultater imponerende, men det skal naturligvis ses i relation til et lavt begyndelsesniveau.

Gennemsnit kan skjule meget store uligheder. Det er ikke mindst tilfældet, når det er landene i Latinamerika, man ser på. F.eks.  Mexico. Her er der store indkomst- og formueuligheder. Selv om mindstelønnen i Mexico er 4 dollars om dagen (Mexico By år 2000), så regner man med, at over 1/3 af den arbejdende befolkning ligger under mindstelønnen.

Samfundsforskeren John Scott ved universitetet CIDE i Mexico By har lavet nogle beregninger af forskellene i spædbarnsdødelighed i forskellige grupper af befolkningen. Det viste sig, at i 1998 var spædbarnsdødeligheden blandt de 20 pct rigeste 13 pr 1000, og blandt de 20 pct fattigste var den 52, altså 4 gange så høj. Et land som Philippinerne, der med hensyn til den gennemsnitlige spædbarnsdødelighed ligger på linje med Mexico, har tal, der viser, at de 20 pct fattigste kun har dobbelt så høj spædbarnsdødelighed som de 20 pct rigeste.

Enhver, der har besøgt Mexico, overraskes ikke over disse tal. Der er en verden til forskel, når man bevæger sig fra de pænere kvarterer i Mexico By eller andre storbyer og ud på landet til mindre bysamfund eller til slumkvartererne i de store byer. Det er som at tage fra Danmark til Ghana.

ET FATTIGT U-LAND 

Vietnam hører til gruppen af de fattige u-lande. Det er officielt en socialistisk republik, der er styret af ét parti, der har monopol på magten, Det er det vietnamesiske kommunistparti.

Vietnams økonomiske reformprogram Doi Moi (”renovering”) blev vedtaget i 1986, men trådte først i kraft i 1989-1990. Doi Moi bestod af mere marked og mindre statsstyring. Fra genforeningen af Nordvietnam og Sydvietnam  i 1975 og til midten af 1980’erne kørte man en Sovjetinspireret økonomisk planlægning.  Jorden var som led i den socialistiske planøkonomi blevet kollektiviseret. Bønderne blev tvunget til at sælge ris og andre landbrugsafgrøder til priser fastsat af staten. De store industrielle foretagender var statsejet. Via 5-årige økonomiske planer forsøgte man at styre produktion, investeringer og fordelingen af varer.

Vietnam forsøger sig med liberale markedsreformer ("DOI MOI") 

Var Doi Moi et brud med den socialistiske planøkonomi?  Fornyelsen (”Doi Moi”) skulle nok ikke officielt ses som et overgangsled til den kapitalistiske markedsøkonomi, men mere som et nødvendigt reformprogram for at forøge produktionen.

    Nødvendigheden udsprang af den produktionskrise, Vietnam løb ind i med genforeningen i 1975. Landet blev udsat for en amerikansk handelsembargo, og det amerikansk dominerede økonomiske system i den vestlige verden behandlede landet som en paria. Det vil sige, at man ikke fik hjælp fra Verdensbanken, Den internationale Valutafond eller andre hjælpeorganisationer. Derfor blev landet kastet i armene på Sovjetunionen. Politisk set var det det nordvietnamesiske kommunistparti, der fik magten i det genforenede Vietnam.

    Problemet var i denne sammenhæng at få integreret de  to efterhånden  meget forskelligt udviklede Vietnam’er i en fælles økonomisk udvikling styret af den planøkonomiske model. Nordvietnam var præget af den planøkonomiske  politik siden delingen i 1954 med hovedvægt på industri – og landbrugs/ ris produktion, så her var der ikke tale om de store strukturændringer. 

    Problemerne var hovedsageligt koncentreret omkring Sydvietnam . Området havde jo været domineret af vestlige økonomiske interesser  siden begyndelsen af kolonitiden ( midten af 1800-tallet) og derfor  præget af den kapitalistiske markedsøkonomi -   i Vietnam med hovedvægt på industri – og servicesektoren .  Den store service-sektor i byerne  var et resultat af dels  flugten  til byerne under krigen og dels  tilstrømningen af udenlandske forbrugsvarer under Saigon-styret.

   Der nye politik satsede på at styrke landbrugsproduktionen, så denne kunne være råvareleverandør for industrisektoren ( især til sukker- og kaffeproduktionen), hvilket ikke havde været tilfældet under de forskellige Saigon-regimer. 

   Service- sektoren blev kraftigt reduceret og overskudsbefolkningen i byerne blev sendt på ” ideologisk genopdragelse” / ”repatriering” på landet. På denne måde kunne der jo slås to fluer med et smæk. Landbruget blev organiseret som kollektivbrug . Da bønderne modsatte sig dette blev tvangskollektivisering taget i brug. . Da staten desuden gik ind og fastsatte salgsprisen på ris fra kollektivbrugene på et niveau under markedsprisen, faldt risproduktionen.

  Vietnam måtte i denne periode importere ris. Ifølge et vietnamesisk udsagn var der ligefrem tale om en hungerkatastrofe i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne, hvor befolkningen flere steder måtte spise kogt græs og anden føde, man ikke engang i dag ville give sine husdyr.

Risudsalg i Cholon, Chinatown i Ho Chi Minh City. Ris af almindelig kvalitet koster et par kroner kiloet. Der reklameres for 12-15 forskellige kvaliteter her.

    For at rette op på denne situation begyndte den vietnamesiske stat derfor at lempe på planøkonomien og åbne op for et blanding af markedsøkonomi og planøkonomi, også kaldet socialistisk markedsøkonomi. 

I første omgang blev kontraktforholdene i landbruget ændret fra  centrale til mere decentrale aftaler ( fra aftaler mellem staten og koorperativets ledelse til aftaler mellem den enkelte bonde og kooperativet). Ligeledes for at styrke det private initiativ fik det enkelte medlem mulighed for at  sælge et eventuelt overskud af sin produktion. Næste skridt var en yderligere privatisering i landbruget dog uden opgivelse af den statslige ejendomsret til jorden.

    Reformerne bredte sig fra landbruget til håndværks – og industriproduktionen. I dag ses derfor en række store og små virksomheder som private familie- eller enkeltforetagender. Dette har haft stor betydning for Vietnams økonomi, der nu er ved at være en ”tiger-økonomi”. At udviklingen i Sydvietnam har haft så vanskeligt ved at tilpasse sig den socialistiske planøkonomi skal formodentlig ses i lyset af  den befolkningsudveksling, der skete med delingen i 1954. Store dele af den sydvietnamesiske befolkning, der sympatiserede med Vietminh i nord flyttede  nordpå, mens der tilsvarende skete en stor tilstrømning fra nord til syd af modstandere af Vietminh.

   Den ideologiske forskel var altså etableret allerede fra 1954. Det private initiativ dominerede således i syd, og var efter 1975 ret vanskeligt at kontrollere for styret. De små private virksomheder levede videre og repratrieringsprogrammet slog i vid udstrækning fejl, da de tvangsflyttede  hurtigt søgte tilbage til byerne, hovedsageligt til Saigon og her boede og arbejdede illegalt.  At en stor del af de hjemvendte bådflygtninge  bosatte sig i Saigon/Ho Chi Minh City – området, har vel også bidraget til de vanskeligheder, planøkonomien løb ind i efter 1975.

Teoretiske begrundelser og udformning af planøkonomi

Grundlaget for de østeuropæisk inspirerede planøkonomier kan sammenfattes i følgende punkter:

1.    Planmål fastsættes af staten igennem 5-års planer. Her fastlægges målene for produktionens forøgelse i fem års perioden, og hvordan den skal fordeles i sektorer

2.    Socialistiske forbrugsmålsætninger: Yde efter evne og nyde efter behov. Svært at gennemføre i praksis, men viser sig ved, at f.eks. fødevarer og boliger understøttes af staten

3.    Statslig ejerskab af virksomhederne

4.    Vægt på sværindustri

5.    Statslig fastsatte priser og leveringsbetingelser

6.    Et statsligt distributionssystem

7.    Staten finansierer investeringer

8.    Statslig kontrol med råvareleverancer og priserne på råvarer

9.    Statslig regulering af arbejdskraftens løn og arbejdsvilkår

10. Udenrigshandelsministerium styrer udenrigshandel, tager imod valutaindtægter og tildeler valuta

11.Valutakurs styret af planhensyn

De problemer, man ofte er blevet konfronteret med i en planøkonomi, er manglende motivation og incitamenter. Det så man i Vietnam, hvor risproduktionen faldt fra 1975 til midten af 80’erne, hvor myndighederne ville tvinge bønderne til at producere og sælge ris til bestemte priser.
   Hvis det ikke er tillokkende nok for producenter at producere en vare, fordi de ikke tjener nok derved efter deres egen opfattelse, kan problemet tænkes at blive løst på principielt to måder i den planøkonomiske model: Man kan enten tvinge dem til det. Så får man et element af “kommandoøkonomi” ind i planøkonomien. Eller man kan forsøge at motivere dem med ikke-materielle incitamenter, f.eks. tale til deres fornuft og etik: henvise til fællesskabets behov. Man forsøger at appellere til det “socialistiske menneske”. Og man forsøger fra barnsben af at udvikle en “socialistisk mennesketype” via opdragelsen  i børnehaver og skoler. I Vietnam ser man det f.eks. i form af store reklamer langs vejene, hvor folk opfordres til at tænke på den socialistiske helhed. For mange bliver sådanne opfordringer blot “sund fornuft”, som man synes er latterlig eller ikke tænker nærmere over.
   Planøkonomien forudsatte en international arbejdsdeling mellem landene i “den socialistiske lejr”. Det skete igennem COMECON, de østeuropæiske landes økonomiske samarbejdsorganisation. Tanken er, at landene kan opnå fordele ved at koncentrere sig om det, de hver især er gode til, og herefter udveksle disse ting med hinanden. Vietnam deltog i dette samarbejde og handlede meget med Sovjetunionen. Med dette lands sammenbrud i 1991 forsvandt en stor del af forudsætningerne for Vietnams udenrigsøkonomiske orientering. Hertil kom, at Sovjetunionen allerede i midten af 1980’erne under betegnelsen Perestrojka var startet på sine egne økonomiske reformer.

 DE KONKRETE REFORMER AF PLANØKONOMIEN (DOI MOI)                                        ▲

Det Vietnamesiske kommunistiske Partis 6. Kongres i december 1986 anerkendte, at den økonomiske model, der var blevet fulgt siden 1954 havde fejlet. I 1988 blev der taget en række initiativer, der bevægede økonomien i retning ad en markedsøkonomi. Det betød bl.a.:

·        Prisfastsættelse af råvarer og halvfabrikata til statsvirksomheder til kostpriser
·        Tilladelse for private arbejdsgivere til ansættelse af op til 10 personer
·        Fjernelse af interne toldsteder i landet
·        Revideret lov om udenlandske investeringer
·        Dekollektivisering af landbruget
·        Fjernelse af direkte subsidier og priskontroller
·        Øget magt til direktionerne i virksomhederne
·        Valutaen dong devalueres så den afspejler markedsværdien
·        Statens monopol på udenrigshandel opgives
·        Der åbnes op for udenlandsk deltagelse i banksektoren
·        Skabelse af eksportfrizoner med 100 pct ejede udenlandsk ejede virksomheder
·        Aktieselskabslovgivning
·        Afmontering af væsentlige dele af den centralstyrede planlægning og det tilhørende bureaukrati
·        15 pct’s reduktion i antallet af statsansatte
·        Virksomheder i Syd, der blev nationaliseret i 1975 tilbagegives til de tidligere ejere eller deres arvinger

Disse ting blev ikke gennemført på én gang, men de blev formuleret som Det vietnamesiske Kommunistpartis politik.  En undersøgelse af gennemførelsesgraden i 1990 viste, at kun fem ud af 32 statsforetagender faktisk opererede i overensstemmelse med disse retningslinjer.  Ikke desto mindre udgør den kooperative og private sektor af økonomien i dag en betydelig andel

   Der var socialistiske hardlinere, som ikke ønskede så vidtgående reformer, og som derfor forsøgte at lave benspænd. Der var imidlertid ikke nogen vej udenom, fordi Vietnams økonomiske samarbejdspartner i Sovjetnionen faldt fra og man måtte se sig om efter nye internationale samarbejdsrelationer.   Reformerne medvirkede formentlig til betydelig fremgang i den vietnamesiske økonomi i 1990’erne (8.1 pct årlig vækst i snit i perioden 1991-95). Udenlandske investeringer strømmede ind. Der blev investeret i udbygning af den stærkt forsømte infrastruktur. Landbrugsproduktionen voksede markant. Fra at være importør af ris blev Vietnam en af verdens største riseksportører. Den økonomiske fremgang var dog meget ulige fordelt. Det var især den sydlige del af landet, der nød godt af den, og herunder især storbyen Ho Chi Minh City, hvor i starten af det 21. Århundrede over 30 pct af Vietnams industriproduktion er lokaliseret. 

Den ulige geografiske lokalisering og den større økonomiske ulighed førte til spændinger i den kommunistiske ledelse af landet. Reformisterne i politbureauet blev beskyldt for at afvige fra den socialistiske linje. Nogle forlangte stramninger. Det kom i 1996-97 til indgreb imod prostitution og narkohandel, der af mange blev set som uheldige afledte virkninger af den større frihed. Reklamer, pornofilm, billige TV-serier og prostitution blev set som ”ideologisk utøj” fra den dekadente vestlige kapitalisme.   

Normalisering af forholdet til USA fik stor betydning for en succesrig gennemførelse af Doi Moi reformerne. USA løftede sin handelsembargo i 1994. I 1995 fjernede USA sit veto i Verdenbanken og Den internationale Valutafond imod lån til Vietnam, og i 2000 underskrev Vietnam og USA en handelsaftale, der gav Vietnam mange af de samme fordele som andre af USA’s handelspartnere. Vietnam blev et eftertragtet land at investere penge i. Ja, man kan næsten sige, at landet blev darling for international udviklingsbistand og private investeringer (FDI). I perioden 1996-2000 udgjorde den udenlandske kapital (direkte udenlandske investeringer og officiel udviklingsbistand) over 48 pct af de samlede investeringer. Danmark blev i denne periode via DANIDA en af de store donorer.

Set i et udviklingsperspektiv er denne form for økonomisk udvikling naturligvis ikke uproblematisk. Vi kan nok skelne mellem to mulige scenarier: a. Billig arbejdskrafteksportargumentet og b. Teknologioverførselsargumentet.

Man risikerer populært sagt ifølge a at blive “eksportør af billig arbejdskraft” uden, at denne eksport får afledede udviklingsfremmende virkninger på Vietnam. Det sker i og med, at råvarer og halvfabrikata indføres til eksportfrizonen, og de færdige varer udføres – sammen med de udenlandske investorers fortjeneste. Og de vietnamesiske arbejdere vender tilbage til subsistensøkonomien med et par dollar på lommen efter en lang og hård arbejdsdag. 
    Ifølge b kan der være en chance for, at der sker en teknologioverførsel, som påvirker det lokale erhvervsliv i gunstig retning. Vietnameserne lærer af udlændingene og udvikler deres egne virksomheder, så de kan tage konkurrencen op.
    Det kan også forholde sig sådan, at udenlandske virksomheder kan have begge disse påvirkninger på den lokale økonomi. Det afhænger af produktionens art og de udenlandske virksomheders strategi.
    Når det gælder transnationale koncerners investeringsstrategi i u-lande skelnes ofte mellem switchingstrategien og fokuseringsstrategien. Switchingstrategien vil sige, at der investeres i produktion, der let kan flyttes et andet sted hen, hvis de lokale forhold ophører med at være så gunstige, f.eks. hvis lønniveauet stiger. Det kan typisk dreje sig om f.eks. let tekstil- eller elektronikproduktion, hvor den udenlandske investor kommer med maskiner, råvarer og oplæringsprogrammer, og u-landet stiller produktionsfaciliteter og gunstige skatteregler til rådighed. Et ekempel kunne være en vestlig virksomheder, der får lavet jeans eller sko i en eksportzone med en produktionsfacilitet, der let kan flyttes et andet sted hen.