Det er sjældent, at statistiske meddelelser fra Danmarks Statistik trækker de store overskrifter i medierne. Men det skete i starten af marts 2016, hvor Danmarks Statistik meddelte, at "40 pct af mænd, der dumper i matematik, får dom".

Det vil umiddelbart undre de fleste, hvorfor det skulle forholde sig sådan. Men det er netop sådanne statements, som kriminologien, en af sociologiens områder, kan kaste lys over og lave teorier om. Sammenhængen er der også for kvinder, men ikke i nær samme omfang som for mænd

Man kan formulere adskillige hypoteser om det, f.eks:
H1: Kriminalitetshyppigheden for mænd stiger ved faldende karakter i skriftlig matematik, fordi tendensen til at klare sig godt ved eksamen generelt og skriftlig matematik specielt falder i lavere socioøkonomisk gruppe, og fordi kriminalitetshyppigheden generelt stiger ved faldende socioøkonomisk gruppe.

H2: Sammenhængen mellem karakterer i skriftlig matematik og kriminalitet er lavere for kvinder, fordi kvinder generelt er mindre kriminelle end mænd.

Det sidste kan hænge sammen med de forskellige kønsroller, og hvad der altså forventes fra samfundet side af henholdsvis mænd og kvinder. Mænd er måske traditionelt mere ekspressivt aggressive udadtil end kvinder. Men det er nok ved at ændre sig i disse år, hvor man ser f.eks. voldsadfærd fra pigebander blive mere almindeligt. Når kønsrollerne ændrer sig, ændrer kriminalitetsmønstrene sig også.

Teorier

Kriminalitet er et af de sociologiske forskningsområder, som der er lavet mange teorier om. Der er i tidens løb lavet både biologiske, psykologiske og sociologiske forklaringer på kriminalitet. De hæfter sig ved, om det er medfødte træk i generne, personlighedsfaktorer eller samfundsmæssige faktorer, der forklarer kriminaliteten.

Når man bruger sociologiske faktorer, er det muligt at bruge den meget omfattende og detajlerede kriminalstatistik.

Hermed rykker gruppe- og samfundsperspektivet mere i fokus.

For det første er det vigtigt at få defineret, hvad kriminalitet egentlig er. Definitionen af, hvad der er kriminelt, er forskellig fra samfund til samfund.
     Hvis vi tager udgangspunkt i hverdagssproget, vil man måske sige, at "kriminalitet" er det, de krimineelle laver, og det kan være defineret ud fra straffeloven. Det kan også være kriminelt at overtræde andre love, f.eks. skattelove, miljølove, trafiklov, etc. Men ofte opereres der kun med bøder på disse områder. Der har dog i de senere år været tendens til at skærpe straffene, så der i dag kan gives længere fængselsstraffe for miljø- og skattelovsovertrædelser.
     "Kriminalitet" kan imidlertid også være udtryk for stigmatisering/stempling af bestemte samfundsborgere.
    En første tilnærmelse til en definition kan gå på, at det er bestemte typer af overtrædelser af straffeloven, der betegnes som "kriminalitet".
    Hvis man så herefter vil måle kriminalitetens størrelse for at se på, hvordan den har udviklet sig over tid, og for at sammenligne med andre samfund, kan man geråde ud i problemer. Hvad er det, vi ser på? Er det anmeldte straffelovsovertrædelser? - så står vi overfor problemet, at det afhænger af anmeldelseshyppighed og hermed f.eks. forsikringsforhold. Det såkaldte "mørketal" bliver vigtigt. "Mørketallet" er den kriminalitet, der ikke måles, fordi den dels falder uden for de opstillede definitioner, dels, at der ikke anmeldes.

Forsikringsforhold har utvivlsomt spillet ind til forklaring på stigningen i anmeldelseshyppighed i sidste halvdel af det 20. århundrede. Det kan derimod diskuteres, hvordan faldet i anmeldelser efter 1995 skal forklares. En nærliggende forklaring er nok demografisk (ændret alderssammensætning i befolkningen). Men det forklarer næppe det hele.

Nogle af de første teorier, sociologer lavede i den empiriske amerikanske sociologi, førte til de såkaldte økologiske teorier. Det er "økologi" forstået på en helt anden måde, end når man taler om miljøforhold. Ved økologi forstås i den kriminologiske sammenhæng omgivelser: Hvor bor folk, og hvordan øver dette bosted indflydelse på kriminalitetshyppigheder? Man kunne konstatere, at kriminaliteten i storbyer var langt højere i bestemte kvarterer end i andre.
   Det var især den såkaldte Chicago-skole, som fandt sådanne sammenhænge ved studier af Chicago. Byen blev inddelt i zoner, og man kunne bruge inddelingen til at forudsige graden af, og typerne af kriminalitet, i de forskellige zoner. Andre sociologer undersøgte storbyen Seattle, hvor de fandt lignende tendenser. Her opstilledes hypoteser om sammenhænge mellem familiesammenhold, socialt sammenhold i det hele taget, flytningsmønstre, race, etc på den ene side og forskellige typer af kriminalitet på den anden. Senere sociologiske undersøgelser har koncentreret sig om disse sociale faktorer som de egentlig bestemmende, snarere end selve bomiljøet. Bomiljøet er udtryk for sociale ressourcer i mere overordnet forstand, og det er fordelingen af disse, man skal interessere sig for.

Klasse- og socialisationsteori

En del kriminalitetsteori har taget udgangspunkt i samfundets klassedeling. Man vil da se, at kriminalitet ofte er mere udbredt i de lavere sociale lag end i de højere, og at der er forskel på forbrydelserne i overklasse og underklasse. Man har et begreb som white collar crime, altså den kriminalitet, der begås af folk med bedre kontorjobs (underslæb, skatteunddragelse, momssvindel, konkursrytteri, etc) og blue collar crime, den kriminalitet, der begås i arbejderklassen.
    Da socialisationen kan være forskellig i de forskellige sociale lag, vil dette også spille ind. Differentielle socialisationsmønstre kan f.eks. hænge sammen med hyppigheden af eneforsørgerfamilien, frekvensen af fraværende fædre, etc. Man skal dog passe på med ikke at generalisere for håndfast om disse ting. 

Blandt sociologiske gruppefaktorer vil man således især understrege indlæring af adfærd i primærgrupper. Edwin H. Sutherland har lanceret teorien om differentiel association, der siger, at kriminalitet hænger sammen med adfærden i subkulturer. Folk lever i forskellige miljøer og kulturer, og de har forskellige virkninger m.h.t., hvordan de kommer til at fungere som samfundsborgere. Man risikerer at blive kriminel ved at leve i et kriminelt miljø.  Et uddannelsesmæssigt og kulturelt depriveret miljø fører til, at man får vanskeligere ved at tilpasse sig jobmarkedet. Det gælder ikke mindst videnssamfundet, hvor der kan være betydelig mangel på jobs til ufaglærte.
    I den såkaldte anomiteori ser man på, hvordan kriminalitet kan hænge sammen med konflikt mellem det sociale system og de kulturelle værdier. De kulturelle værdier fremhæver f.eks., at man skal opnå succes. Samtidig betones også, at man skal følge loven
   Der er bestemte succes-mål, der er alment accepterede, f.eks. materielt forbrug på et højt niveau, uddannelsesmæssig og jobmæssig succes, etc. Men det er ikke alle beskåret at nå målene, dels fordi der er en klassedeling, der giver forskellig adgang til goderne, dels fordi markedsøkonomiens mekanismer giver forskellig fordeling af attraktive jobs og beskæftigelsesmuligheder. Kriminalitet er da så at sige en "genvej" for underklassen til at nå de alment accepterede mål.
    Anomi betyder normløshed. De fælles normer om, hvordan man via accepterede midler når fælles mål i et samfund, svækkes eller nedbrydes, - ikke nødvendigvis i alle sociale lag. Anomi er en tilstand i det sociale system, der af den enkelte opleves som en situation, hvor man ikke ved, hvad man har at rette sig efter.

Konjunktur og kriminalitet

Når der er økonomisk krise og stor arbejdsløshed, så stiger kriminaliteten vel?

   Det er en nærliggende tanke. Folk må blive sultne, hvis de er arbejdsløse og skal leve af bistandshjælp eller støtte fra a-kassen? Og så begår de berigelseskriminalitet? Så enkelt er det selvfølgelig ikke i et velfærdssamfund, hvor arbejdsløshed og sult ikke nødvendigvis følges ad.

   Rent faktisk har man ikke kunnet konstatere, at krisetider har haft nævneværdig indflydelse på kriminaliteten i nyere tid. Undersøgelser af tiden før industrialiseringen eller i den tidlige fase af industrialiseringen viser dog, at der dengang kunne være en sammenhæng. Man har f.eks. sammenlignet udviklingen i kornpriserne og kriminaliteten og set, at der var en sammenhæng. Når kornprisen steg, steg antallet af tyverier, simpelthen fordi folk var sultne, når den grundliggende ernæring blev for dyr for dem.

I nyere tid er der ikke så klar en sammenhæng. Der har dog været diskussion af faldet i den registrerede kriminalitet i USA fra midt i 1990'erne og begyndelsen af det 21. århundrede. Dette fald er kommet samtidig med et fald i den amerikanske arbejdsløshed som følge af konjunkturopgang i amerikansk økonomi. Det er en nærliggende tanke, at eftersom en betydelig del af den registrerede kriminalitet udøves af underklassen, så vil bedrede beskæftigelsesforhold for ufaglærte føre til en nedgang i kriminalitet, idet indviderne nu indgår i sociale sammenhænge, hvor kriminalitet ikke i samme grad ligger "lige for", som når man er i en tilstand af lediggang. 

I nyere tid ser det ud til, at kriminaliteten er steget mest under højkonjunktur, f.eks. i 1960’erne. Udviklingen siden 2. verdenskrig har været præget af stigende velstand. Produktionen målt i volumen  er i Danmark mere end fordoblet i sidste halvdel af det 20. århundrede. Kriminaliteten målt ved antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser er samtidig også steget, faktisk endnu mere end produktionen. Dette kan dog også hænge sammen med ændrede forsikringsforhold kombineret med et langt større ejerskab af materielle goder.

 Køn og kriminalitet

Mænds kriminalitetshyppighed er betydelig højere end kvinders, i hvert fald når man måler kriminaliteten ud fra den officielle statistik. Man bør være opmærksom på denne statistiks mangler. Der er meget, der slet ikke anmeldes, og det kan tænkes, at anmeldelseshyppighed påvirkes af fordomme om de kriminelle. Den “pæne kriminelle” er måske ikke helt så “slem” som den mindre pæne.

   Man har forklaret de forskellige tal for mænds og kvinders kriminalitet ved kønsrolleforskelle. Den traditionelle mandlige kønsrolle disponerer i højere grad for traditionel straffelovskriminalitet. Det kan være det, man traditionelt ser som det aktive og udfarende i manderollen. Trangen til spænding og oplevelse. Det kan også være de mere “afstumpede” sider af manderollen: Den manglende evne til at udtrykke følelser viser sig så i stedet i, at der bruges “slående argumenter”, og at man “udtrykker sig igennem kropssproget”, hvad enten det foregår ved et pengeskabskup, ved at køre for hurtigt i bil, slå ældre damer ned på gaden eller udøve hustruvold.

At mændenes kriminalitetshyppighed er højere end kvindernes ses af ovenstående figur og den nedenstående, hvor man har sammenlagt (kumuleret) kriminalitet for fødselsårgang hen over deres livsforløb - indtil alderen 48 år, hvor kriminalitetshyppighed normalt tager betydligt af.

Kilde: Nyt fra Danmarks Statistik 2015-16.

Kønsforskelle slår ikke igennem med samme styrke i de forskellige arter af lovovertrædelser. Kvinder er “bedre med”, når det gælder ejendomsforbrydelser. Her viser kønsforskellene sig imidlertid også: Ca en fjerdedel af bedragerierne begås af kvinder, men kun 1/25 af indbruddene. Kønsrollerne ændrer sig, og det ser også ud til at vise sig i statistikken, idet der i de senere år ses klare tegn på stigninger i kvindernes kriminalitet.

 Alder, status og kriminalitet

En meget stor del af den registrerede berigelseskriminalitet og voldskriminalitet begås af unge mænd. Det er også i vidt omfang dem, der som indsatte befolker arresthuse og fængsler.

   Det påstås også ofte, at det gennemgående er unge mænd fra de lavere sociale lag. Det er sandsynligvis korrekt. Det hænger sammen med den måde, vort retssystem fungerer på.

   Hvis man udvider det til en påstand om, at kriminalitet især begås i de lavere sociale lag, så er det vanskeligt videnskabeligt at bevise denne påstand. Samfundet slår ned på den påviselige berigelses- og voldskriminalitet. Her er der som regel også et offer, som både er synligt og foretager anmeldelse.

Kriminalitetsmønstre og forsøg på nogle forklaringer i USA

Voldtægtshyppigheden i USA har haft et faldende niveau de senere år, som også en del af voldsstatistikkerne har, f.eks. mordstatistikken.(link til violent crime tabel, der er downloadable til  regneark). Det, man kan spørge, er, i hvilken grad de to kriminalitetsformer er  "baby-boom-afhængige", dvs de falder, fordi baby boom'erne bliver "rigtig voksne"?   Hvordan skal man ellers forklare en kraftigt stigende kurve fra 1960 til starten af 90'erne, og herefter et fald. Der var et stort  baby-boom i forlængelse af II. Verdenskrig. Kriminalitetsfaldet i 1990'erne er imidlertid kraftigere end faldet i ungdomsgenerationens størrelse.
   En mulig forklaring på dette er den, forfatteren til den sjove økonomibog Freakonomics Stephen Levitt er kommet med, idet han forklarer det ved abortens frigivelse. Den frie abort blev indført i USA samtidig med, at aborten blev givet helt fri i Danmark. Det var i 1973. Det skete i USA med højesteretsdommen Roe versus Wade, der henviste til den forfatningsmæssige sikring af individets rettigheder, i dette tilfælde altså også retten til abort. Det har bevirket, at et stort antal "uønskede børn" indtil da ikke er blevet født, og det er traditionelt blandt disse man vil finde en betydelig del af kandidaterne til de nævnte typer af straffelovsovertrædelser.
   Det kraftige fald i voldskriminaliteten kommer faktisk knap 20 år efter, aborten blev givet fri, altså den alder, hvor den kriminelle aktivitet topper. Det er imidlertid også i 90'erne, at der er en relativt kraftig konjunkturopgang i amerikansk økonomi, som giver stigende indkomster og beskæftigelse. Det kan også have påvirket voldskriminaliteten i nedadgående retning.
   Måske kan man også inddrage forklaringer som anomi, teorien om differentiel socialisation (forskellige socialisationsmønstre i forskellige subkulturer og -grupper i samfundet, ændrede seksualnormer, ændrede anmeldelses-/angivelseskultur, etc.
 
Et af de steder i USA, hvor man har konstateret et kraftigt kriminalitetsfald fra midten af 1990'erne, er storbyen New York. Man har ligefrem knyttet betegnelsen "New York miraklet" til fænomenet.
   Rudy Giuliani, der var borgmester i byen fra 1994-2001, har forsøgt at forbinde det med den kriminalitetsbekæmpende politik, hans bystyre førte.
   Det er der imidlertid noget delte meninger om. I stedet er nogle af de teorier, der er nævnt ovenfor blevet inddraget, ikke mindst den demografiske teori (den ændrede alderssammensætning).
   Men det er også værd at nævne den såkaldte "blyforgiftningsteori". Det er økonomen Rick Nevin, der har brugt et tiår af sit liv på et omfattende forsknings- og dokumentationsarbejde, hvor han forsøger at verificere denne teori. Nevin sammenholder data for en række landes kriminalitetsstatistikker med de tidspunkter, hvor man begyndte at bruge benzin uden bly. Bly blev brugt til at sætte oktantallet i benzin op, men man fandt ud af, at bly kan have alvorlige konsekvenser for hjernen. Det er altså en slags neuropsykologisk teori. Et højt indhold af bly skulle kunne forårsage impulsivitet og aggression. Børn i storbyen blev blyforgiftet både når de indåndede luften, og når de suttede på fingre, der havde berørt flader med bly. I adolescensen skulle virkningen så slå igennem på adfærden.

Giuliani og hans politifolk har afvist Nevins teori. I stedet peger de på New Yorks kriminalitetsbekæmpende politik i perioden, som gik ud på tidligt at sætte hårdt ind imod mindre forseelser. Den gik også under betegnelsen nul-tolerancepolitikken. Afvigende adfærd skal stoppes i opløbet, inden den breder sig. Politikken byggede blandet andet på den såkaldte "broken windows" teori om, hvad det er for faktorer, der får bysamfund til at blive præget af normopløsning, så respekten for lov og orden bryder sammen. Hvis der f.eks. er knuste ruder i et socialt boligbyggeri, vil der hurtigt komme flere knuste ruder, fordi nogle af beboerne overvindes af en følelse af håbløshed og reagerer ved at tilpasse sig et "åndeligt klima af opløsning" ("Når andre gør det, bliver jeg også nødt til at gøre det"). Hvis myndighederne sætter hurtigt og effektivt ind imod sådanne opløsningstendenser, skulle man ifølge denne opfattelse dæmme op for den afvigende adfærd. Der sættes f.eks. effektivt og hurtigt ind over for graffiti, manglende billetkøb til undergrundsbanen o.lign.

STIGENDE KRIMINALITET?

Stiger kriminaliteten? Det er et spørgsmål, der ofte stilles, og som det kan være vanskeligt at give et entydigt svar på. De ubønhørligt stigende kriminalitetsrater er sommetider  "avisænder".

I perioder har befolkningen været stærkt opskræmt over en udvikling, man har set som stigende kriminalitetshyppighed: Kan man ikke længere gå på gaden om aftenen uden at være bange for at blive slået ned bagfra? Politikere reagerer måske ved at kræve strengere straffe. Det har man faktisk også fået i Danmark de senere år. Det ser dog ikke ud til at have haft den forventede gunstige virkning på voldskriminalitetsstatistikke.

Hvornår er det medierne, som serverer mere “saftige” historier om overfald og vold? Og hvornår er voldskriminaliteten reelt stigende?

   Statistikkerne viser også tit et stigende antal afgørelser for lovovertrædelser. Man kan desværre som regel ikke se ud af tallene, hvordan tilfældene er sammensat af mindre grove og grovere voldsforbrydelser. En af pointerne i debatten om den stigende vold er netop, at voldstilfældene bliver mere og mere alvorlige. Der anvendes knive og skydevåben i større antal end tidligere, siges det. Der er flere, der får frihedsstraf, men det hænger udover den eventuelle stigning i den grovere kriminalitet også sammen med, at retspolitikken er strammet i de senere år.

   Den registrerede kriminalitet er størst blandt unge mænd, har vi set. Det vil sige, at kriminalitetstallet påvirkes af ungdomsårgangenes størrelse. I 1990’erne faldt ungdomsårgangene. Når antallet af afgørelser samtidig stiger, så kan det have en sammenhæng med en stigning i den mere alvorlige kriminalitet.

   Antallet af manddrab svinger betydeligt fra år til år.

Det er ca. 1.0 - 1.5 pr 100.000 indbyggere. Det amerikanske tal ligger højere.

I de senere år har man i mange vestlige lande været stærkt bekymret over en stigende narkokriminalitet. Forbrug, besiddelse og handel med narkotika er forbudt næsten alle steder, og denne kriminalisering af narkoforbruget har medvirket til en stærkt stigende narkokriminalitet. Narkokultur og handel med narko er også en del af hverdagen i fængslerne i den vestlige verden. En betydelig del af de indsatte var narkomaner, da de fik deres dom, og de fører forbruget og altså efterspørgselen efter stofferne med sig ind i fængslet.

I Sydamerika har en stærkt stigende voldskriminalitet været forbundet med stigende udbredelse af narkotika. Narkoen har ikke været den eneste forklaring. Men den kan forklare nogle af forskellene mellem landene, f.eks. at tallene for Columbia er så høje. Medvirkende forklaringer har også været de hurtigt voksende storbyer, etniske konflikter, hastig modernisering(Sydafrika) og lemfældige våbenlove (Sydamerika). Andre kriminologer har peget på en høj grad af anomi i de latinamerikanske samfund og Sydafrika, hvad der skulle hænge sammen med hastige vandringer fra land til by og kulturelle og mediemæssige moderniseringsprocesser, der er foregået i voldsomt tempo, men uden at den økonomiske vækst nødvendigvis har været tilsvarende høj. Det har givet dual økonomi med formel/uformel sektor og stor reel arbejdsløshed.

Man kan altså bringe normløshed ind som delforklaring. De latinamerikanske samfund gennemgik nogle voldsomme ændringsprocesser i 1980’erne. Den hastig industrialisering og urbanisering (voksende byer og vandring fra land til by) førte til brudte familier og opløsning af traditionelle netværk i landsbysamfund, etc. Katolicisme eksisterede samtidig med stærk machismo og opløsning af familiebånd. Det ses også i en høj frekvens af hjemløse, herunder også gadebørn, i de latinamerikanske storbyer.

SAMFUNDETS SANKTIONER

Den kriminelle rammes af samfundets sanktioner, når kriminaliteten er af alvorligere art. Sanktionerne og begrundelserne for dem har været meget forskellige i forskellige samfund. Samfundets økonomiske udviklingsniveau og kultur har spillet ind. Det samme har opfattelsen af “retfærdighed”: Hvis man har taget af en anden persons ejendom, er det “retfærdigt”, at man straffes. Det samme gælder, hvis man har taget den andens liv, eller øvet vold mod personen Der har gjaldt hævnmotiver i “øje for øje - tand for tand” princippet.

   Der kan også ligge et hævnmotiv i dødsstraffen, som stadig findes i mange samfund: Den, der har taget en andens liv, skal bøde med sit eget.

   I vort samfund spiller det såkaldte generalpræventive hensyn en vigtig rolle. Straffen skal være sådan indrettet, at man forebygger kriminalitet ved, at andre afskrækkes fra handlingen. En bøde eller en betinget dom vil i mange tilfælde kunne gøre det. Det er ikke sikkert, det er nødvendigt med fængselsstraf.
   Hvis der er udsigt til straf, vil den enkelte, ifølge gængs opfattelse, tænke sig om to gange, før man igen begår noget kriminelt. Dette kaldes det individualpræventive hensyn: Der straffes for, at den straffede ikke vil begå kriminalitet igen.

   “Hvis man slår en mand ned på gaden, giver det normalt to-tre måneders fængsel. Men hvis man samtidig tager ofrets tegnebog, stiger straffen straks til fængsel i et år” (Formand for Dommerforeningen til Politiken 14.1.97)

Hvordan skal dette citat fortolkes? En mulighed: Forbrydelser imod den private ejendomsret straffes hårdt? Det kunne være en nærliggende forklaring. En anden forklaring ligger imidlertid i motivet. I det første tilfælde kan handlingen være lavet i affekt. I det andet tilfælde er motivet cool cash.

Formålet med at straffe kan også være at beskytte borgerne imod farlige kriminelle.

   Adskillige samfunds straffesystemer bygger i dag på den filosofi, at det ikke altid kan ses som værende de kriminelles egen skyld, at de er blevet kriminelle. Uden at tage ansvaret fra den enkelte, kan man forklare noget ved dårlige opvækstbetingelser, belastede livsforhold, psykiske problemer, m.m. Ud fra en sådan opfattelse vil man prøve at hjælpe den kriminelle tilbage til samfundet. Det kaldes resocialisering. Man oplever imidlertid ofte, at fængselsophold har den stik modsatte virkning. Derfor har man da også gjort forsøg med samfundstjeneste, øget brug af betingede straffe, tilsynsværger m.v.

   Under alle omstændigheder kan man se, at det, man kalder recidivprocenten er temmelig høj. Recidivist betyder tilbagefaldskriminel, og det defineres som en person med ubetinget eller betinget dom til frihedsstraf, som inden for tre år efter dommen har fået en ny, tilsvarende dom. I alt er det omkring 40 pct af mændene, der er recidivister, men kun godt 20 pct af kvinderne. Mænds recidivprocent er næsten dobbelt så høj som kvinders Det hænger sammen med både kønsroller og de forskellige gruppemønstre og kulturer, som findes i mandlige og kvindelige fængsler.

   Der er tendenser til, at recidivet falder, når straffen lempes. Keith Chen, der er professor i behavioral economics ved Yale University har sammen med Jesse Shapiro fra Chicago University lavet en undersøgelse af recidiv blandt hårde kriminelle i USA. De undersøgte og sammenlignede to grupper af fanger. Den ene gruppe var tæt på, men ikke helt "slemme nok" til at blive indsat i et højsikkerhedsfængsel. Den anden gruppe bestod af fanger, der lige netop var "slemme nok" til at komme i et sådant fængsel. De to grupper af fanger skulle altså ligne hinanden med hensyn til behavioristiske kendetegn. Gruppen, der blev sat i et højsikkerhedsfængsel, fik imidlertid en hårdere behandling og havde "dårligere" cellekammerater end den anden gruppe. De to forskere sammenlignede nu recidivraterne i de to grupper for at undersøge om hårde fængselsvilkår ville forværre fanger. Det viste sig at være tilfældet. De, der havde siddet i højsikkerhedsfængslet havde en 10-15 pct større sandsynlighed for at ende i fængsel igen efter løsladelse i forhold til den anden gruppe.

Det kan generelt set hænge sammen med både fængselsinstitutionens negative indflydelse på den kriminelles personlighed og fængselsmiljøets påvirkning af den enkelte indsatte med rollemønstre og adfærd, som ikke er hensigtsmæssige uden for fængselsmurene. Jo  værre fængslet er, jo stærkere er virkningen af denne faktor.
   Hertil kommer virkningen af at være “brændemærket” (stigmatiseret) ude i samfundet, når man har en fængselsdom bag sig. Stigmaet vil afhænge af fængselsinstitutionens omdømme. Det kan gøre det vanskeligere at få job. Familien har måske trukket sig helt eller delvist væk. Samfundet ser på den tidligere indsatte på en måde, som bevirker, at denne bliver isoleret og måske reagerer ved at søge tilflugt i det kriminelle miljø. Man har forsøgt sig med andre former for straf, som kan mindske tilbagefaldet. Mange steder har man brugt samfundstjeneste, dvs en eller anden form for arbejde for samfundet. I Sverige har man ladet dømte strafafsone i eget hjem. De dømmes til en slags husarrest. Husarresten sikres ved, at myndighederne sætter en elektronisk “lænke” om ankel eller håndled. Personens bevægelser registreres herefter i en elektronisk box, som sender de registrerede oplysninger videre via modem til myndighederne.

   I 1997 overvejede man at indføre denne form for straf i Danmark. Der var dog delte meninger om det. Nogle politikere mente, at der ikke herved blev straffet tilstrækkeligt. Det blev bl.a. fremhævet, at straffen så også ville være forskellig efter værdien af folks bolig. Man kan forestille sig strafafsonere i egen velbeliggende villa med computer og adgang til internet, mv. på den ene side, og på den anden side strafafsonere i lejet værelse eller et-værelses lejlighed. Det kan måske overvindes ved, at straffens længde differentieres efter “hjemmets kvalitet”?

   Kan man helt lade være med at straffe? Det ville stride imod det generalpræventive hensyn og imod befolkningens retfærdighedssans.

   Narkotikakriminalitet er forsøgt bekæmpet på meget forskellige måder i forskellige lande. Lande som Schweiz (på forsøgsbasis) og Holland har forsøgt at afkriminalisere området ved at indrette klinikker, hvor narkomaner har kunnet få stoffer under lægekontrol. Flere amerikanske delstater er gået den modsatte vej med forstærket kriminalisering sådan, at besiddelse af bestemte mængder af et stof på forhånd i straffeloven tildeles en bestemt straframme. Det har sammen med andre lov-og-orden tiltag været en medvirkende årsag til, at der sidder en 7 gange så stor en andel af den amerikanske befolkning i fængsler som i Europa.

Foucaults undersøgelser af straffesystemets udvikling

I bogen Overvågning og Straf undersøger Michel Foucault, hvordan straffesystemet har ændret sig igennem tiden. Foucault fortæller historien om Francois Damiens, som i 1857 forsøgte at iværksætte et attentat imod den franske konge, Ludvig den 15. Attentatet mislykkedes. Det er dog ikke det, der er interessant. Det er den straf, Damiens blev udsat for. Han skulle nærmest tilintetgøres for dette anslag imod kongens liv og person. Henrettelsen skete offentligt ved, at Damiens’ fire arme og ben blev bundet til heste, som derefter løb af fuld kraft i fire retninger. Hensigten var at splitte forbryderen i fire dele, så han var effektivt og synligt tilintetgjort. Da det ikke lykkedes i første omgang, snittede man ham ved skuldre og skridt, så den bestialske ødelæggelse af mandens krop kunne fuldbyrdes. 

    Begivenheden udlægges af Foucault på den måde, at kongen må demonstrere sit magtoverskud. Der er forsøgt et attentat imod kongens krop. Attentatmanden må logisk set og symbolsk bøde med sin egen krop, og helst på en meget synlig måde, så kongen kan vise sit magtoverskud til offentligheden.

     Med industrialisering, oplysningstid og det moderne samfund udvikles en mere humanistisk tænkning. Med humanismen (gen)opdages menneskesjælen.  Det er nu forbryderens sjæl, kontrollen af  hans bevidsthed, straffen kan rettes imod. Øje-for-øje filosofien anses for at være for primitiv. I stedet for at gå efter fysisk afstraffelse af kroppen, går man nu efter åndelig opdragelse. Forbryderen skal disciplineres. Mennesket har en dømmende og censurerende instans i personligheden, en samvittighed, sociale normer og en etik for, hvad der er rigtigt og forkert. Det var det, Freud kaldte over-jeget. Ved at få indflydelse på denne del af menneskets personlighed er det ikke længere nødvendigt at kontrollere kroppen direkte, endsige udslette den, som det skete for Damiens.

Den disciplinerende magt udøves i alle industrisamfundets institutioner. Foucault studerer særlig fængslernes udformning. Industrisamfundets fængsler adskiller sig fra de feudale herskeres fangehuller, der nærmest havde til hensigt at udslette forbrydernes kroppe, eller det at gøre forbryderne til ”fredløse”, som det skete endnu længere tilbage. I det moderne fængsel vil man genopdrage forbryderen. Han skal resocialiseres. Man vil ideelt set redde hans sjæl, så han får mulighed for at vende tilbage til samfundet. Forbryderen sættes til at arbejde i fængslet, og der kan være særlige uddannelsesprogrammer. Det væsentligste er dog de måder, disciplinering og overvågning foregår på. Foucault refererer det såkaldte panoptikonfængsel, der blev udformet af den engelske nyttefilosof Jeremy Bentham (1748-1832).

Jeremy Benthams panoptikonfængsel.

Panoptikonfænglset giver mulighed for den totale overvågning. Cellerne i et panoptikonfængsel er bygget i en cirkel omkring et udsigtstårn sådan, at der er mulighed for, at vagterne kan se, hvad der foregår i cellerne, men de indsatte kan ikke se vagterne. Det gør, at fangerne konstant føler sig overvåget, uden at de nødvendigvis konkret behøver at være det på et givent tidspunk

Ulighedens Danmarkskort: Kriminalitet

Amerikansk føderal kriminalstatistik

The American Prison System

Justitsministeriet  Foreningen Krim