KRIMINALITET

Kriminalitet er et af de sociologiske forskningsområder, som der er lavet mange teorier om. Der er i tidens løb lavet både biologiske, psykologiske og sociologiske forklaringer på kriminalitet. De hæfter sig ved, om det er medfødte træk i generne, personlighedsfaktorer eller samfundsmæssige faktorer, der forklarer kriminaliteten.

Er det muligt at forklare kriminalitet ud fra psykologisk teori?
Her må man nok slå fast, at det naturligvis drejer sig om at få præciseret, hvad det er for noget kriminalitet, der skal forklares på denne måde. Det er ikke uden videre uproblematisk at ville forklare fænomener på makro- eller strukturniveau med fænomener eller teorier på individniveau. Når kriminalitet forklares sociologisk, bevæger vi os normalt på strukturniveau og forklarer sammenhænge på strukturniveauet med andre sammenhænge på samme niveau. At etablere forbindelse fra aktørniveau til strukturniveau er et gammelt problem i sociologien. Det kan ikke gøres uden videre. Freuds teori kan altså ikke bruges til generel forklaring på kriminalitet, men kun på forklaringer på, hvad der evt. sker i visse ekstreme situationer, og hvad der sker med enkeltindivider. Derimod kan Freud som filosoffen, der skrev om lystprincip ctr. realitetsprincip m.m. bruges som illustrativ skildrer af samfund, der "kæmper med sit eget moralkodeks". Hvad skal vi f.eks. sige om et senvictoriansk samfund, der gemmer drifter og "moralske dårligdomme" væk i provinsbyens red light district, hvor pæne borgere i hvert fald ikke bevæger sig hen, eller hvor de sidder bag bilens tonede ruder, når de er på Kerb-crawling? Ipswichmordene har også ført til en bredere samfundsetisk diskussion i Storbritannien: Måske kunne disse mord være undgået, hvis der havde været en anden narkotikalovgivning, - og en anderledes kodeks omkring lovgivning over for de humane hensyn, et menneskeligt samfund bør tage?

Der er nok ingen tvivl om, at en del voldskriminalitet, seksualforbrydelser og mord begås i en eller anden form for psykisk affekttilstand. Det er også oplagt, at forskellige former for psykisk afvigende adfærd kan komme i karambolage med samfundets normer og på den måde føre til lovovertrædelser.

Hvad nu med serien af Ipswich mord, der rystede Storbritannien for nogle år siden. Fem unge kvinder måtte lade livet på bestialsk facon? Kan det overhovedet forklares?
Der er faktisk lavet forsøg på psykologiske forklaringer, men de er noget spinkle, da der - selv efter at det britiske politi havde brugt 1/4 milliard kroner på opklaringsarbejdet (marts 07), stadig ikke var fældende beviser mod nogen mistænkt.

Joseph Diaz, en kriminolog på Fayetteville State University i North Carolina, USA udtalte, at morderen måtte være af en intelligens over det normale, fordi han dumpede ligene i vand for at slette sporene. Derudover mente Diaz, at morderen "har en domierende moder og ikke er i et stabilt forhold med en kvinde- sandsynligvis en jomfru". Der er her et slags forsøg på at etablere en freudiansk forklaring, idet der henvises til mønstre i primær socialisation og forhold til primær forælder. Det er karakteristisk, at man på forhånd er sikker på, at det er en mand, der er forbryderen. Det er da nok også mest sandsynligt, når det gælder en forbrydelse af denne slags.

Retspsykologen Glenn Wilson mener i samme artikel i New Scientist, at psykologisk profilering kan være et nyttigt værktøj, men det skal benyttes med forsigtighed. De fleste seriemordere, siger han, har været unge mænd - mellem 25 og 40 - typisk med mandejobs, der indebærer højt testosteronniveau. Det kan være jobs som mekaniker, vejarbejder eller byggearbejder. Man må nok sige, psykologen her er ude på et overdrev, der er lidt tvivlsomt. Han tilføjer, at det ofte er mænd, hvis karrierer er kommet på vildspor. Derfor har de ringe muligheder for at opbygge selvagtelse og føle værdi i kraft af arbejdet. De er ofte socialt og seksuelt uerfarne og utilpassede. De bærer rundt på en stor mængde af vrede mod andre, som de opfatter som ansvarlige for den situation, de er kommet i. Med hensyn til Ipswich mordene mener Wilson, at niveauet af kontrol i udførelsen antyder, at gerningsmanden ikke er psykotisk (dvs egentlig psykisk syg). Han er snarere en psykopat, der har "gået og ruget på bestemte fantasier og nu udfører dem".
    Man må nok vente på, at Ipswichmordene er opklaret, hvis det nogensinde sker, før man kan komme videre i disse spekulationer, og de kan få mere fast grund under fødderne. Til forklaring af kriminalitet i mere ekstreme situationer er der dog ingen tvivl om, at vi må have fat i de socialpsykologiske forklaringer, dvs de menneskelige psykiske faktorer må sammenholdes med gruppefaktorer: Hvordan fungerer mennesket i gruppe? Hvordan er den primære socialisation (indlæring af personlighed, roller og normer) foregået? Det er svaret på sådanne spørgsmål, der giver bidrag til en forklaring.

    Forholdet mellem offentlig moral og privat moral er behandlet i de europæiske værdiundersøgelser. Værdiprojektet har fundet to moraldimensioner. Den ene drejer sig om forholdet til det offentlige. I hvilket omfang er det acceptabelt at bryde lovgivningen, f.eks. lave mindre skattesnyd, få lavet sort arbejde, køre for hurtigt på vejene, etc? Den anden moraldimension går på det private liv (Gundelach: Danskernes Særpræg): I hvilket omfang føler man, at man kan bestemme over sine egne handlinger uafhængigt af kollektivet? Det påvirkes bl.a. af den øgede tendens til individualisering, som man mener at kunne påpege som en tendens i det senmoderne samfund. Værdiundersøgelserne har bl.a. vist, at det er mere acceptabelt at få lavet sort arbejde og indtage hash i Danmark end i andre lande. Derimod er det mindre acceptabelt at snyde i skat.

Sociologiske faktorer

Hermed rykker gruppe- og samfundsperspektivet mere i fokus. For det første er det vigtigt at få defineret, hvad kriminalitet egentlig er. Definitionen af, hvad der er kriminelt, er forskellig fra samfund til samfund. Man kan vælge en begrebsfastlæggende definition, en såkaldt nominel definition. Valget af denne vil afhænge af, hvad man vil bruge definitionen til. Hvis det er som led i en undersøgelse, gælder det om at finde en begreb, der samtidig operationaliserer kriminalitet som begreb.
     Hvis vi tager udgangspunkt i en såkaldt realdefinition, kan vi risikere at bekræfte allerede eksisterende antagelser, hvor "kriminalitet" kan være udtryk for stigmatisering/stempling af bestemte samfundsborgere.
    En første tilnærmelse til en definition kan gå på, at det er bestemte typer af overtrædelser af straffeloven, der betegnes som "kriminalitet".
    Hvis man så herefter vil måle kriminalitetens størrelse for at se på, hvordan den har udviklet sig over tid, og for at sammenligne med andre samfund, kan man geråde ud i problemer. Hvad er det, vi ser på? Er det anmeldte straffelovsovertrædelser? - så står vi overfor problemet, at det afhænger af anmeldelseshyppighed og hermed f.eks. forsikringsforhold. Det såkaldte "mørketal" bliver vigtigt. "Mørketallet" er den kriminalitet, der ikke måles, fordi den dels falder uden for de opstillede definitioner, dels, at der ikke anmeldes.

Anmeldte straffelovsovertrædelser (i alt venstre y-akse. Pr 100.000 indbyggere højre akse)

Forsikringsforhold har utvivlsomt spillet ind til forklaring på stigningen i anmeldelseshyppighed i sidste halvdel af det 20. århundrede. Det kan derimod diskuteres, hvordan faldet i anmeldelser efter 1995 skal forklares. En nærliggende forklaring er nok demografisk (ændret alderssammensætning i befolkningen). Men det forklarer næppe det hele.

Nogle af de første teorier, sociologer lavede i den empiriske amerikanske sociologi, førte til de såkaldte økologiske teorier. Det er "økologi" forstået på en helt anden måde, end når man taler om miljøforhold. Ved økologi forstås i den kriminologiske sammenhæng omgivelser: Hvor bor folk, og hvordan øver dette bosted indflydelse på kriminalitetshyppigheder? Man kunne konstatere, at kriminaliteten i storbyer var langt højere i bestemte kvarterer end i andre.
Det var især den såkaldte Chicago-skole, som fandt sådanne sammenhænge ved studier af Chicago. Byen blev inddelt i zoner, og man kunne bruge inddelingen til at forudsige graden af, og typerne af kriminalitet, i de forskellige zoner. Andre sociologer undersøgte storbyen Seattle, hvor de fandt lignende tendenser. Her opstilledes hypoteser om sammenhænge mellem familiesammenhold, socialt sammenhold i det hele taget, flytningsmønstre, race, etc på den ene side og forskellige typer af kriminalitet på den anden. Senere sociologiske undersøgelser har koncentreret sig om disse sociale faktorer som de egentlig bestemmende, snarere end selve bomiljøet. Bomiljøet er udtryk for sociale ressourcer i mere overordnet forstand, og det er fordelingen af disse, man skal interessere sig for.

Blandt sociologiske gruppefaktorer vil man især understrege indlæring af adfærd i primærgrupper. Folk lever i forskellige miljøer og kulturer, og de har forskellige virkninger m.h.t., hvordan de kommer til at fungere som samfundsborgere. Man risikerer at blive kriminel ved at leve i et kriminelt miljø. Et uddannelsesmæssigt og kulturelt depriveret miljø fører til, at man får vanskeligere ved at tilpasse sig jobmarkedet. Det gælder ikke mindst videnssamfundet, hvor der kan være betydelig mangel på jobs til ufaglærte.
I den såkaldte anomiteori ser man på, hvordan kriminalitet kan hænge sammen med konflikt mellem det sociale system og de kulturelle værdier. De kulturelle værdier fremhæver f.eks., at man skal opnå succes. Der er bestemte succes-mål, der er alment accepterede, f.eks. materielt forbrug på et højt niveau, uddannelsesmæssig og jobmæssig succes, etc. Men det er ikke alle beskåret at nå målene, fordi det sociale system, der f.eks. bestemmes af markedsøkonomiens ulighedsskabende mekanismer, giver forskellige muligheder for at nå målene. Kriminalitet er da så at sige en "genvej" for underklassen til at nå de alment accepterede mål. Anomi betyder normløshed. De fælles mål i et samfund svækkes eller nedbrydes, - ikke nødvendigvis i alle sociale lag. Anomi er en tilstand i det sociale system, der af den enkelte opleves som en situation, hvor man ikke ved, hvad man har at rette sig efter.

Når der er økonomisk krise og stor arbejdsløshed, så stiger kriminaliteten vel?

Det er en nærliggende tanke. Folk må blive sultne, hvis de er arbejdsløse og skal leve af bistandshjælp eller støtte fra a-kassen? Og så begår de berigelseskriminalitet? Så enkelt er det selvfølgelig ikke i et velfærdssamfund, hvor arbejdsløshed og sult ikke nødvendigvis følges ad.

Rent faktisk har man ikke kunnet konstatere, at krisetider har haft nævneværdig indflydelse på kriminaliteten i nyere tid. Undersøgelser af tiden før industrialiseringen eller i den tidlige fase af industrialiseringen viser dog, at der dengang kunne være en sammenhæng. Man har f.eks. sammenlignet udviklingen i kornpriserne og kriminaliteten og set, at der var en sammenhæng. Når kornprisen steg, steg antallet af tyverier, simpelthen fordi folk var sultne, når den grundliggende ernæring blev for dyr for dem.

I nyere tid er der ikke så klar en sammenhæng. Der har dog været diskussion af faldet i den registrerede kriminalitet i USA fra midt i 1990'erne og begyndelsen af det 21. århundrede. Dette fald er kommet samtidig med et fald i den amerikanske arbejdsløshed som følge af konjunkturopgang i amerikansk økonomi. Det er en nærliggende tanke, at eftersom en betydelig del af den registrerede kriminalitet udøves af underklassen, så vil bedrede beskæftigelsesforhold for ufaglærte føre til en nedgang i kriminalitet, idet indviderne nu indgår i sociale sammenhænge, hvor kriminalitet ikke i samme grad ligger "lige for", som når man er i en tilstand af lediggang.

Figur 1: Vækst i bruttonationalproduktet i faste priser og anmeldte straffelovsovertrædelser i Danmark

I nyere tid ser det ud til, at kriminaliteten er steget mest under højkonjunktur, f.eks. i 1960’erne, jvf figur 1. Udviklingen siden 2. verdenskrig har været præget af stigende velstand. Figur 1 viser, at produktionen i Danmark er mere end fordoblet i sidste halvdel af det 20. århundrede. Kriminaliteten målt ved antallet af anmeldte straffelovsovertrædelser er samtidig også steget, faktisk endnu mere end produktionen. Dette kan dog også hænge sammen med ændrede forsikringsforhold kombineret med et langt større ejerskab af materielle goder.

Mænds kriminalitetshyppighed er betydelig højere end kvinders, i hvert fald når man måler kriminaliteten ud fra den officielle statistik. Man bør være opmærksom på denne statistiks mangler. Der er meget, der slet ikke anmeldes, og det kan tænkes, at anmeldelseshyppighed påvirkes af fordomme om de kriminelle. Den “pæne kriminelle” er måske ikke helt så “slem” som den mindre pæne.

Man har forklaret de forskellige tal for mænds og kvinders kriminalitet ved kønsrolleforskelle. Den traditionelle mandlige kønsrolle disponerer i højere grad for traditionel straffelovskriminalitet. Det kan være det, man traditionelt ser som det aktive og udfarende i manderollen. Trangen til spænding og oplevelse. Det kan også være de mere “afstumpede” sider af manderollen: Den manglende evne til at udtrykke følelser viser sig så i stedet i, at der bruges “slående argumenter”, og at man “udtrykker sig igennem kropssproget”, hvad enten det foregår ved et pengeskabskup, ved at køre for hurtigt i bil, slå ældre damer ned på gaden eller udøve hustruvold.

Kilde: Danmarks Statistik. Note: Kan man nu herudfra udlede, at indvandrerkriminaliteten ligger over den etnisk danske? Ja, i hvert fald for mænd og især for de, der kommer fra ikke-vestlige lande. Men man kan ikke udlede med nogen sikkerhed, at årsagen er kulturel/etnisk. For hvad siger f.eks. den økologiske/social baggrundsmæssige forklaring? Hvor bor indvandrerne? Hvordan ser beskæftigelsesmønstret ud? Der er en række mellemkommende variable, socialgruppe, uddannelse, i arbejde/ledig m.v., vi skal have styr på.

Kønsforskelle slår ikke igennem med samme styrke i de forskellige arter af lovovertrædelser. Kvinder er “bedre med”, når det gælder ejendomsforbrydelser. Her viser kønsforskellene sig imidlertid også: Ca en fjerdedel af bedragerierne begås af kvinder, men kun 1/25 af indbruddene. Kønsrollerne ændrer sig, og det ser også ud til at vise sig i statistikken, idet der i de senere år ses klare tegn på stigninger i kvindernes kriminalitet.

En meget stor del af den registrerede berigelseskriminalitet og voldskriminalitet begås af unge mænd. Det er også i vidt omfang dem, der som indsatte befolker arresthuse og fængsler.

Det påstås også ofte, at det gennemgående er unge mænd fra de lavere sociale lag. Det er sandsynligvis korrekt. Det hænger sammen med den måde, vort retssystem fungerer på.

Hvis man udvider det til en påstand om, at kriminalitet især begås i de lavere sociale lag, så er det vanskeligt videnskabeligt at bevise denne påstand. Samfundet slår ned på den påviselige berigelses- og voldskriminalitet. Her er der som regel også et offer, som både er synligt og foretager anmeldelse.

Økonomisk kriminalitet og særlovskriminalitet

Når det gælder den økonomiske kriminalitet, forsvinder en stor del af synligheden. Mange lovovertrædelser opdages slet ikke. De fortaber sig simpelthen i den måde, et virksomhedsregnskab er lavet på, og det er kun for indviede (revisorer o.lign.) at kunne få øje på.

Ved skatteunddragelse er “offeret” samfundet. Det kan være vanskeligt at “se” forbrydelsen og dermed foretage anmeldelse. Det samme kan også være tilfældet, når der er sket brud på arbejdsmiljøloven eller miljøloven. Virkningerne af et dårligt arbejdsmiljø viser sig måske gradvist og langsomt. I visse tilfælde kan det dog vise sig hurtigt og umiskendeligt, men så er det sommetider vanskeligt at placere skylden.

Voldtægtshyppigheden i USA svinger meget mere end mordstatistikken. Det, man kan spørge, er, i hvilken grad de to kriminalitetsformer er "baby-boom-afhængige". Figur 2.c kunne tyde lidt i den retning.

Figur 2: a. Voldskriminalitet pr 100.000 indbyggere i USA, b. indkomst pr indbygger i faste priser, c. udvikling i ungdomsgeneration

Kilde: US Census/census.gov. Note: Baby-boomeffekten er den stigende kurve i 60'erne. Manddrabshyppigheden i Danmark svinger normalt mellem 1-2 pr 100.000. Statistikken gælder: Robbery: Den amerikanske penal codes betegnelse for røveri, hvor der anvendes overfald eller anden vold mod person. Homicide (manddrab), dvs overlagt mord. Manslaughter: Uagtsomt manddrab (det indgår ikke i homicidestat., bortset fra få tilfælde).

Hvordan skal man ellers forklare en kraftigt stigende kurve fra 1960 til starten af 90'erne, og herefter et fald. Der var et stort baby-boom i forlængelse af II. Verdenskrig. Kriminalitetsfaldet i 1990'erne er imidlertid kraftigere end faldet i ungdomsgenerationens størrelse.
En mulig forklaring på dette er den, forfatteren til den sjove økonomibog Freakonomics Stephen Levitt er kommet med, idet han forklarer det ved abortens frigivelse. Den frie abort blev indført i USA samtidig med, at aborten blev givet helt fri i Danmark. Det var i 1973. Det skete i USA med højesteretsdommen Roe versus Wade, der henviste til den forfatningsmæssige sikring af individets rettigheder, i dette tilfælde altså også retten til abort. Det har bevirket, at et stort antal "uønskede børn" ikke er blevet født, og det er traditionelt blandt disse man vil finde en betydelig del af kandidaterne til de nævnte typer af straffelovsovertrædelser. Det kraftige fald i voldskriminaliteten kommer faktisk knap 20 år efter, aborten blev givet fri, altså den alder, hvor den kriminelle aktivitet topper. Det er imidlertid også i 90'erne, at der er en relativt kraftig konjunkturopgang i amerikansk økonomi (figur 2b), som giver stigende indkomster og beskæftigelse. Det kan også have påvirket voldskriminaliteten i nedadgående retning.
Måske kan man også inddrage forklaringer som anomi, teorien om differentiel socialisation (forskellige socialisationsmønstre i forskellige subkulturer og -grupper i samfundet, ændrede seksualnormer, ændrede anmeldelses-/angivelseskultur, etc.

Figur 3a: Manddrabshyppighed efter alder pr 100.000 og 3b: Ofre for manddrab efter alder pr 100.000 USA

Et af de steder i USA, hvor man har konstateret et kraftigt kriminalitetsfald fra midten af 1990'erne, er storbyen New York. Man har ligefrem knyttet betegnelsen "New York miraklet" til fænomenet. Rudy Giuliani, der var borgmester i byen fra 1994-2001, har forsøgt at forbinde det med den kriminalitetsbekæmpende politik, hans bystyre førte.
Det er der imidlertid noget delte meninger om. I stedet er nogle af de teorier, der er nævnt ovenfor blevet inddraget, ikke mindst den demografiske teori (den ændrede alderssammensætning).
Men det er også værd at nævne den såkaldte "blyforgiftningsteori". Det er økonomen Rick Nevin, der har brugt et tiår af sit liv på et omfattende forsknings- og dokumentationsarbejde, hvor han forsøger at verificere denne teori. Nevin sammenholder data for en række landes kriminalitetsstatistikker med de tidspunkter, hvor man begyndte at bruge benzin uden bly. Bly blev brugt til at sætte oktantallet i benzin op, men man fandt ud af, at bly kan have alvorlige konsekvenser for hjernen. Det er altså en slags neuropsykologisk teori. Et højt indhold af bly skulle kunne forårsage impulsivitet og aggression. Børn i storbyen blev blyforgiftet både når de indåndede luften, og når de suttede på fingre, der havde berørt flader med bly. I adolescensen skulle virkningen så slå igennem på adfærden. Giuliani og hans politifolk har afvist Nevins teori. I stedet peger de på New Yorks kriminalitetsbekæmpende politik i perioden, som gik ud på tidligt at sætte hårdt ind imod mindre forseelser. Den gik også under betegnelsen nul-tolerancepolitikken. Afvigende adfærd skal stoppes i opløbet, inden den breder sig. Politikken byggede blandet andet på den såkaldte "broken windows" teori om, hvad det er for faktorer, der får bysamfund til at blive præget af normopløsning, så respekten for lov og orden bryder sammen. Hvis der f.eks. er knuste ruder i et socialt boligbyggeri, vil der hurtigt komme flere knuste ruder, fordi nogle af beboerne overvindes af en følelse af håbløshed og reagerer ved at tilpasse sig et "åndeligt klima af opløsning" ("Når andre gør det, bliver jeg også nødt til at gøre det"). Hvis myndighederne sætter hurtigt og effektivt ind imod sådanne opløsningstendenser, skulle man ifølge denne opfattelse dæmme op for den afvigende adfærd. Der sættes f.eks. effektivt og hurtigt ind over for graffiti, manglende billetkøb til undergrundsbanen o.lign.

Stiger kriminaliteten? Det er et spørgsmål, der ofte stilles, og som det kan være vanskeligt at give et entydigt svar på. De ubønhørligt stigende kriminalitetsrater er sommetider "avisænder".

I perioder har befolkningen været stærkt opskræmt over en udvikling, man har set som stigende kriminalitetshyppighed: Kan man ikke længere gå på gaden om aftenen uden at være bange for at blive slået ned bagfra? Politikere reagerer måske ved at kræve strengere straffe. Det har man faktisk også fået i Danmark de senere år. Det ser dog ikke ud til at have haft den forventede gunstige virkning på voldskriminalitetsstatistikke, jvf tabel 1.

Hvornår er det medierne, som serverer mere “saftige” historier om overfald og vold? Og hvornår er voldskriminaliteten reelt stigende?

Figur 4: Dømte til frihedsstraffe (betingede såvel som ubetingede) i forskellige aldersgrupper, Danmark

Kilde: Samfundsstat. 2006

Statistikkerne viser også tit et stigende antal afgørelser for lovovertrædelser. Man kan desværre som regel ikke se ud af tallene, hvordan tilfældene er sammensat af mindre grove og grovere voldsforbrydelser. En af pointerne i debatten om den stigende vold er netop, at voldstilfældene bliver mere og mere alvorlige. Der anvendes knive og skydevåben i større antal end tidligere, siges det. Der er flere, der får frihedsstraf, men det hænger udover den eventuelle stigning i den grovere kriminalitet også sammen med, at retspolitikken er strammet i de senere år.

Den registrerede kriminalitet er størst blandt unge mænd, har vi set. Det vil sige, at kriminalitetstallet påvirkes af ungdomsårgangenes størrelse. I 1990’erne faldt ungdomsårgangene. Når antallet af afgørelser samtidig stiger, så kan det have en sammenhæng med en stigning i den mere alvorlige kriminalitet.

I de senere år har man i mange vestlige lande været stærkt bekymret over en stigende narkokriminalitet. Forbrug, besiddelse og handel med narkotika er forbudt næsten alle steder, og denne kriminalisering af narkoforbruget har medvirket til en stærkt stigende narkokriminalitet. Narkokultur og handel med narko er også en del af hverdagen i fængslerne i den vestlige verden. En betydelig del af de indsatte var narkomaner, da de fik deres dom, og de fører forbruget og altså efterspørgselen efter stofferne med sig ind i fængslet.

I Sydamerika har en stærkt stigende voldskriminalitet været forbundet med stigende udbredelse af narkotika. Narkoen har ikke været den eneste forklaring. Men den kan forklare nogle af forskellene mellem landene, f.eks. at tallene for Columbia er så høje. Medvirkende forklaringer har også været de hurtigt voksende storbyer, etniske konflikter, hastig modernisering(Sydafrika) og lemfældige våbenlove (Sydamerika). Andre kriminologer har peget på en høj grad af anomi i de latinamerikanske samfund og Sydafrika, hvad der skulle hænge sammen med hastige vandringer fra land til by og kulturelle og mediemæssige moderniseringsprocesser, der er foregået i voldsomt tempo, men uden at den økonomiske vækst nødvendigvis har været tilsvarende høj. Det har givet dual økonomi med formel/uformel sektor og stor reel arbejdsløshed.

Man kan altså bringe normløshed ind som delforklaring. De latinamerikanske samfund gennemgik nogle voldsomme ændringsprocesser i 1980’erne. Den hastig industrialisering og urbanisering (voksende byer og vandring fra land til by) førte til brudte familier og opløsning af traditionelle netværk i landsbysamfund, etc. Katolicisme eksisterede samtidig med stærk machismo og opløsning af familiebånd. Det ses også i en høj frekvens af hjemløse, herunder også gadebørn, i de latinamerikanske storbyer.

Den kriminelle rammes af samfundets sanktioner, når kriminaliteten er af alvorligere art. Sanktionerne og begrundelserne for dem har været meget forskellige i forskellige samfund. Samfundets økonomiske udviklingsniveau og kultur har spillet ind. Det samme har opfattelsen af “retfærdighed”: Hvis man har taget af en anden persons ejendom, er det “retfærdigt”, at man straffes. Det samme gælder, hvis man har taget den andens liv, eller øvet vold mod personen Der har gjaldt hævnmotiver i “øje for øje - tand for tand” princippet.

Der kan også ligge et hævnmotiv i dødsstraffen, som stadig findes i mange samfund: Den, der har taget en andens liv, skal bøde med sit eget.

I vort samfund spiller det såkaldte generalpræventive hensyn en vigtig rolle. Straffen skal være sådan indrettet, at man forebygger kriminalitet ved, at andre afskrækkes fra handlingen. En bøde eller en betinget dom vil i mange tilfælde kunne gøre det. Det er ikke sikkert, det er nødvendigt med fængselsstraf.
Hvis der er udsigt til straf, vil den enkelte, ifølge gængs opfattelse, tænke sig om to gange, før man igen begår noget kriminelt. Dette kaldes det individualpræventive hensyn: Der straffes for, at den straffede ikke vil begå kriminalitet igen.

“Hvis man slår en mand ned på gaden, giver det normalt to-tre måneders fængsel. Men hvis man samtidig tager ofrets tegnebog, stiger straffen straks til fængsel i et år” (Formand for Dommerforeningen til Politiken 14.1.97)

Hvordan skal dette citat fortolkes? En mulighed: Forbrydelser imod den private ejendomsret straffes hårdt? Det kunne være en nærliggende forklaring. En anden forklaring ligger imidlertid i motivet. I det første tilfælde kan handlingen være lavet i affekt. I det andet tilfælde er motivet cool cash.

Formålet med at straffe kan også være at beskytte borgerne imod farlige kriminelle.

Adskillige samfunds straffesystemer bygger i dag på den filosofi, at det ikke altid kan ses som værende de kriminelles egen skyld, at de er blevet kriminelle. Uden at tage ansvaret fra den enkelte, kan man forklare noget ved dårlige opvækstbetingelser, belastede livsforhold, psykiske problemer, m.m. Ud fra en sådan opfattelse vil man prøve at hjælpe den kriminelle tilbage til samfundet. Det kaldes resocialisering. Man oplever imidlertid ofte, at fængselsophold har den stik modsatte virkning. Derfor har man da også gjort forsøg med samfundstjeneste, øget brug af betingede straffe, tilsynsværger m.v.

Under alle omstændigheder kan man se, at det, man kalder recidivprocenten er temmelig høj. Recidivist betyder tilbagefaldskriminel, og det defineres som en person med ubetinget eller betinget dom til frihedsstraf, som inden for tre år efter dommen har fået en ny, tilsvarende dom. I alt er det omkring 40 pct af mændene, der er recidivister, men kun godt 20 pct af kvinderne. Mænds recidivprocent er næsten dobbelt så høj som kvinders Det hænger sammen med både kønsroller og de forskellige gruppemønstre og kulturer, som findes i mandlige og kvindelige fængsler.

Der er tendenser til, at recidivet falder, når straffen lempes. Keith Chen, der er professor i behavioral economics ved Yale University har sammen med Jesse Shapiro fra Chicago University lavet en undersøgelse af recidiv blandt hårde kriminelle i USA. De undersøgte og sammenlignede to grupper af fanger. Den ene gruppe var tæt på, men ikke helt "slemme nok" til at blive indsat i et højsikkerhedsfængsel. Den anden gruppe bestod af fanger, der lige netop var "slemme nok" til at komme i et sådant fængsel. De to grupper af fanger skulle altså ligne hinanden med hensyn til behavioristiske kendetegn. Gruppen, der blev sat i et højsikkerhedsfængsel, fik imidlertid en hårdere behandling og havde "dårligere" cellekammerater end den anden gruppe. De to forskere sammenlignede nu recidivraterne i de to grupper for at undersøge om hårde fængselsvilkår ville forværre fanger. Det viste sig at være tilfældet. De, der havde siddet i højsikkerhedsfængslet havde en 10-15 pct større sandsynlighed for at ende i fængsel igen efter løsladelse i forhold til den anden gruppe.

Det kan generelt set hænge sammen med både fængselsinstitutionens negative indflydelse på den kriminelles personlighed og fængselsmiljøets påvirkning af den enkelte indsatte med rollemønstre og adfærd, som ikke er hensigtsmæssige uden for fængselsmurene. Jo værre fængslet er, jo stærkere er virkningen af denne faktor.
Hertil kommer virkningen af at være “brændemærket” (stigmatiseret) ude i samfundet, når man har en fængselsdom bag sig. Stigmaet vil afhænge af fængselsinstitutionens omdømme. Det kan gøre det vanskeligere at få job. Familien har måske trukket sig helt eller delvist væk. Samfundet ser på den tidligere indsatte på en måde, som bevirker, at denne bliver isoleret og måske reagerer ved at søge tilflugt i det kriminelle miljø. Man har forsøgt sig med andre former for straf, som kan mindske tilbagefaldet. Mange steder har man brugt samfundstjeneste, dvs en eller anden form for arbejde for samfundet. I Sverige har man ladet dømte strafafsone i eget hjem. De dømmes til en slags husarrest. Husarresten sikres ved, at myndighederne sætter en elektronisk “lænke” om ankel eller håndled. Personens bevægelser registreres herefter i en elektronisk box, som sender de registrerede oplysninger videre via modem til myndighederne.

I 1997 overvejede man at indføre denne form for straf i Danmark. Der var dog delte meninger om det. Nogle politikere mente, at der ikke herved blev straffet tilstrækkeligt. Det blev bl.a. fremhævet, at straffen så også ville være forskellig efter værdien af folks bolig. Man kan forestille sig strafafsonere i egen velbeliggende villa med computer og adgang til internet, mv. på den ene side, og på den anden side strafafsonere i lejet værelse eller et-værelses lejlighed. Det kan måske overvindes ved, at straffens længde differentieres efter “hjemmets kvalitet”?

Kan man helt lade være med at straffe? Det ville stride imod det generalpræventive hensyn og imod befolkningens retfærdighedssans.

Narkotikakriminalitet er forsøgt bekæmpet på meget forskellige måder i forskellige lande. Lande som Schweiz (på forsøgsbasis) og Holland har forsøgt at afkriminalisere området ved at indrette klinikker, hvor narkomaner har kunnet få stoffer under lægekontrol. Flere amerikanske delstater er gået den modsatte vej med forstærket kriminalisering sådan, at besiddelse af bestemte mængder af et stof på forhånd i straffeloven tildeles en bestemt straframme. Det har sammen med andre lov-og-orden tiltag været en medvirkende årsag til, at der sidder en 7 gange så stor en andel af den amerikanske befolkning i fængsler som i Europa.

Figur 7a: Voksne (adult) indsatte i amerikanske fængsler, under prøveløsladelse (parole) og opsyn (probation). 7b: Indsatte i engelske/walisiske fængsler

I bogen Overvågning og Straf undersøger Michel Foucault, hvordan straffesystemet har ændret sig igennem tiden. Foucault fortæller historien om Francois Damiens, som i 1857 forsøgte at iværksætte et attentat imod den franske konge, Ludvig den 15. Attentatet mislykkedes. Det er dog ikke det, der er interessant. Det er den straf, Damiens blev udsat for. Han skulle nærmest tilintetgøres for dette anslag imod kongens liv og person. Henrettelsen skete offentligt ved, at Damiens’ fire arme og ben blev bundet til heste, som derefter løb af fuld kraft i fire retninger. Hensigten var at splitte forbryderen i fire dele, så han var effektivt og synligt tilintetgjort. Da det ikke lykkedes i første omgang, snittede man ham ved skuldre og skridt, så den bestialske ødelæggelse af mandens krop kunne fuldbyrdes.

Begivenheden udlægges af Foucault på den måde, at kongen må demonstrere sit magtoverskud. Der er forsøgt et attentat imod kongens krop. Attentatmanden må logisk set og symbolsk bøde med sin egen krop, og helst på en meget synlig måde, så kongen kan vise sit magtoverskud til offentligheden.

Med industrialisering, oplysningstid og det moderne samfund udvikles en mere humanistisk tænkning. Med humanismen (gen)opdages menneskesjælen. Det er nu forbryderens sjæl, kontrollen af hans bevidsthed, straffen kan rettes imod. Øje-for-øje filosofien anses for at være for primitiv. I stedet for at gå efter fysisk afstraffelse af kroppen, går man nu efter åndelig opdragelse. Forbryderen skal disciplineres. Mennesket har en dømmende og censurerende instans i personligheden, en samvittighed, sociale normer og en etik for, hvad der er rigtigt og forkert. Det var det, Freud kaldte over-jeget. Ved at få indflydelse på denne del af menneskets personlighed er det ikke længere nødvendigt at kontrollere kroppen direkte, endsige udslette den, som det skete for Damiens.

Den disciplinerende magt udøves i alle industrisamfundets institutioner. Foucault studerer særlig fængslernes udformning. Industrisamfundets fængsler adskiller sig fra de feudale herskeres fangehuller, der nærmest havde til hensigt at udslette forbrydernes kroppe, eller det at gøre forbryderne til ”fredløse”, som det skete endnu længere tilbage. I det moderne fængsel vil man genopdrage forbryderen. Han skal resocialiseres. Man vil ideelt set redde hans sjæl, så han får mulighed for at vende tilbage til samfundet. Forbryderen sættes til at arbejde i fængslet, og der kan være særlige uddannelsesprogrammer. Det væsentligste er dog de måder, disciplinering og overvågning foregår på. Foucault refererer det såkaldte panoptikonfængsel, der blev udformet af den engelske nyttefilosof Jeremy Bentham (1748-1832).

Panoptikonfænglset giver mulighed for den totale overvågning. Cellerne i et panoptikonfængsel er bygget i en cirkel omkring et udsigtstårn sådan, at der er mulighed for, at vagterne kan se, hvad der foregår i cellerne, men de indsatte kan ikke se vagterne. Det gør, at fangerne konstant føler sig overvåget, uden at de nødvendigvis konkret behøver at være det på et givent tidspunk