Social lagdeling

Social arv: Social kapital kører videre fra generation til generation. Du ligner dine forældre
Dårlig social arv: Sociale problemer (anbragte børn, druk, narko, kort skolegang, m.v.) fortsætter fra generation til generation
Mønsterbryder: Den, der flytter sig fra venstre til højre ovenover, hvis det skal formuleres meget konkret. Formuleret på den måde drejer det sig naturligvis ikke om ret mange, og det er meget andet end bolig, der spiller en rolle. Ofte spiller social og kulturel kapital en rolle for at kunne flytte sig socialt mellem generationer.
Social arv: Kritik af begrebet: Fastlåser. Virker deterministisk. Sætter folk i bås. Samfundet er i virkeligheden mere dynamisk, end tilhængere af begrebet mener, og mange flytter sig.

Når man ser "fedmens Danmarkskort", er man ikke meget i tvivl om, at der fortsat er en social differentiering - også i det såkaldte IT- eller netværkssamfund. Hvordan er social differentiering blevet udlagt og forklaret i samfundsteori?

Traditionelt har man i sociologisk teori forklaret ulighed med funktionalistisk, weberiansk teori eller klasseteori, hvor man ser på målelige "objektive" socio-økonomiske kendetegn.

Funktionalistisk teori

I såkaldt funktionalistisk sociologisk teori er hierarkiseringen af samfundet eller social stratificering, som man også kalder det, blevet forklaret som en nødvendighed for det samfundsmæssige system. Uligheden er den sociale differentieringsmekanisme, som sikrer dynamikken i samfundet. I alle samfund af et vist udviklingsniveau er der en arbejdsdeling. For at gøre visse positioner attraktive er det nødvendigt med belønninger. Der opstår et status- og belønningshierarki, der er udtryk for dette. Hermed er uligheder ikke nødvendigvis legitimeret.

Når man skal forklare klassedelingen i f.eks. det globaliserede IT samfundet, ses den weberianske teori af mange som den pt mest frugtbare. Den er bedst i overensstemmelse med antagelser om samfundsudviklingens senmoderne træk. Og den giver visse muligheder for at indfange nogle af de specifikke markedsmæssige former, som IT og netværkssamfundet giver anledning til. Den forbinder klasseprivilegierne med restriktionen i adgangen til erhvervsmæssig udøvelse. Max Weber (1864 – 1920) havde således en opfattelse, der divergerede noget fra den marxistiske af, hvad der konstituerer klassedelingen i samfundet. Hos neo-weberianere ses magt- og statusforskelle som vigtige, samt indkomstforskelle, der har sin oprindelse i forskelle i markedsadgang og erhvervsudøvelse.
Den marxistiske klasseteori ser de sociale klasser som en del af ejendomsrelationerne i kapitalismen. Der er de, der ejer kapital (bourgeoise/kapitalejere) og de, der ikke gør (lønarbejdere), og man analyserer klasserne som en del af samfundsdynamikken i forbindelse med kapitalistiske markedsforhold.

Weber var enig med marxisterne i, at kapitalejendom er vigtig. Sociale klasser var for ham at se baseret på fælles materielle interesser. Den markedsmæssige situation for gruppen spiller således en rolle. Det er da ikke kun ejerskab af kapital, der har betydning, men også f.eks. en gruppes mulighed for via autorisationsordninger o.lign. at beherske den markedsmæssige udbudssituation på deres område. Webers klassebegreb kan altså medvirke til at forklare, hvorfor f.eks. speciallæger og statsautoriserede revisorer rykker op i klassehierarkiet. De behersker kvalifikationer, der er såvel knappe som efterspurgte, og markedspositionen sanktioneres af statslig-officielle autorisationsordninger. Herudover tillagde Weber også status og prestige afgørende betydning. Der er en lang række kulturelle og prestigemæssige faktorer, der spiller en rolle. Det kan forklare, at f.eks. kulturpaver og mediebaroner og –personligheder får høj klassemæssig placering. Endelig mente Weber, at de politiske magtforhold havde betydning.

Finanskrisen fra 2007 viste, at konjunkturer stadig er en del af det økonomiske system. Det går op og ned med økonomien, og når det går ned, kastes mange ud i arbejdsløshed og den sociale ulighed øges mellem de, der er i beskæftigelse og de, der ikke er det.

Tabel 1: De rigeste i Verden. Alder. Formue i mia. dollars og i enkelte tilfælde kilden til formuen

Er det så den "globale overklasse", vi kan se i tabellen ovenover? I en vis forstand kan man godt sige, det er en del af den, men det er naturligvis stærkt forenklende. De er kapitalejere og har akkumuleret kapital, men de har næppe nogen særlig stærk fælles klassebevidsthed. Marx analyserede de sociale klasser på nationalt plan (nationale bourgeoisier), men den øgede globalisering har naturligvis fået nymarxister til at udforme begreber om globalt bourgeoisi, men i den sammenhæng vil den ovenstående liste kun være en del af en lille top.
Ifølge Weber og den tradition, han repræsenterer, har klasse også noget med social anerkendelse at gøre. Man kan sagtens have en høj indkomst uden at være socialt anerkendt. Der er i det senmoderne samfund en medie- og kultursfære, der har betydning for den anerkendelse, folk nyder. En velestimeret overlæge, professor eller ambassadør kan have betydelig større social anerkendelse/prestige end en højtlønnet direktør i en bank eller stålvirksomhed. Vi kan altså have et stillingshierarki, hvor folk er placeret på en stige med lønninger, der går fra det laveste til det højeste. Og ved siden af dette kan vi have et statushierarki, hvor der i bunden er en "underklasse" af lavtlønnede/arbejdsløse, der lever i usle almennyttige byggerier, og i toppen berømtheder ("med eller uden penge"), der bor i et gentrificeret nabolag og nyder høj social anerkendelse.

Én mulig indgangsvinkel til inddelingen i sociale klasser er SFI's gammelkendte socialgruppeinddeling:

Note: Socialgruppernes definition: 1: Selvstændige med store virksomheder og funktionærer med mere end 50 underordnede samt selvstændige og funktionærer med akademisk uddannelse. 2: Selvstændige med større virksomheder og funktionærer med 11-50 underordnede med mellemlang teoretisk uddannelse. 3: Gårdejere med 0-3 ansatte, mindre selvstændige og funktionærer med 1-10 underordnede eller i stillinger, der kræver en vis oplæring. 4: Faglærte arbejdere, funktionærer uden underordnede samt husmænd. 5: Ikke faglærte arbejdere og specialarbejdere. Eksempelvis: Murearbejdsmænd.

Her måles klasseposition ud fra såkaldt objektive økonomiske kendetegn, så som placering i samfundsmæssig produktion, antal underordnede, uddannelseslængde. Det er primært en statistisk registrering. Den er ikke så god til at forklare, hvorfor der er sociale forskelle.
Hertil skal den suppleres med f.eks. en økonomisk teori om, hvordan den forskellige adgang til ejerskab af produktionsmidler og ressourcer, der giver magt, kan bidrage til sociale forskelle. Ejer man f.eks. medier eller sidder på en attraktiv post i medie- eller organisationsverdenen, råder man over organisatoriske ressourcer, der er med til at befæste en position i overklassen. Ejer man til gengæld ingenting, men er fastlåst f.eks. som social klient, hjemløs, uden job el. lign., tilhører man en lavere klasse.

Ulighed måles på mange forskellige måder, f.eks. gini-koefficient. Gini kan ved hjælp af et enkelt tal give et samlet billede af lighed/ulighed i et samfund. Ginien måles hyppigst for indkomstfordelingen (før eller efter skat, opdelt efter enlige eller familieindkomster), men man kan også se Gini-koefficienter for formuefordelingen. Der kan ofte ligge betydelige statistiske skøn over indkomsterne bag en beregning af Gini-koefficienter.

Figur 1 a og b: Gini-koefficienten v. diagonallinje og Lorenzkurve (a) og forskellige danske Gini-indeks over tid (b)

Kilde: Skattekommissionen: Den kurve, der viser indkomstfordelingen, kaldes Lorenzkurven. Når man følger den diagonale linje, er der fuld lighed. Jo større arealet mellem den diagonale, blå linje og Lorenzkurven (den bugtede kurve) er, desto større Gini, og altså desto større ulighed. Gini-koefficienten kan beregnes som arealet mellem Lorenz-kurven og den diagonale linje ganget med 2.

Et simpelt mål kan være en beregning af, hvad de rigeste 10 pct har i forhold til de fattigste 10 pct, jvf figur 1 ovenover, hvor deciler (tiendedele) af befolkningen er afsat ud ad x-aksen og andele af indkomst op ad y-aksen (figuren viser, hvad de 20 pct fattigste har i forhold til de 20 pct rigeste).

I USA har man målt, hvor stor en andel af de samlede indkomster over lange tidsforløb, som forskellige dele af de 10 pct bedst aflagte har, jvf figur 2

Figur 2: Andel af samlede indkomst, der tilfalder dele af de højeste 10 pct af indkomster

Den udvikling, figur 2 viser, har bevirket, at ginikoefficienten er steget i USA de seneste årtier. Det bekræftes af figur 3, hvor Gini for personlige indkomst er fulgt i en længere årrrække. Men det er måske ved at ændre sig nu p.g.a. den politik, Obama-administrationen fører?

Note: I modsætning til figur 1 er gini ovenover angivet i dele af 1, ikke i pct.

Der er mange årsager til denne udvikling i den amerikanske Gini-koefficient. Nogle af dem er hænger sammen med den økonomiske udvikling i 1990'erne med skabelse af mange deltidsjobs og Mc-jobs. Outsourcing af bedre betalte arbejderjobs som led i globaliseringen af amerikansk økonomi kan have spillet ind.
Politiske indgreb/lovgivning spiller også en rolle. Det gælder f.eks. præsidenterne Reagan og George W. Bush' skattelovgivning i henholdsvis 1980'erne og 2000-tallet, hvor der blev givet skattelettelser til de højere indkomster. Under disse præsidenter argumenterede økonomer for den såkaldte trickle-down effekt, dvs at rigdommen "risler ned" til de fattige. Ved at favorisere de rige igennem incitamenter sikres det, at "kagen bliver større", lød argumentationen. Det er et udtryk for den nye tidsånd under præsident Barack Obama, at mange stiller sig skeptiske over for hypotesen om trickle-down. Ifølge flere undersøgelser af udviklingen i indkomster i USA de seneste årtier har trickle-down effekten i bedste fald været temmelig lille - i værste fald måske helt fraværende. Det har bragt fordelingspolitik på banen igen i amerikansk politik.

Figur 4: Procentvis andel af lønmodtagere i i forskellige lande, der er medlemmer af fagforeninger

Kan udviklingen i den amerikanske Gini-koefficient hænge sammen med udviklingen i organisationsgraden på arbejdsmarkedet? Det er et spørgsmål, økonomer og arbejdsmarkedsforskere har stillet. Det er muligt, idet en høj organisationsgrad kan føre til forhandlede mindstelønninger, der ligger over, hvad markedet overladt til sig selv kan give. Den øgede ulighed kan altså muligvis forklares mere generelt ved en lavere solidaritetstendens i samfundet, der bl.a. viser sig i den faldende organisationsgrad på arbejdsmarkedet.
Det er dog ikke sikkert, idet man også kan se, at statsligt fastsatte mindstelønninger kan hæve niveauet blandt de lavestlønnede. I Frankrig har staten således fastsat en mindsteløn, der ligger noget højere end den føderalt fastlagte amerikanske mindsteløn (man kan finde satserne ved at søge på nettet efter henholdsvis smic salaire minimum (fr.)eller minimum wage (am.).

Professor i humangeografi ved Sheffield University Danny Dorling sætter uligheden ind i en bredere ramme, hvor finanssektorens geografiske skævvridning af Storbritannien under de senere års globalisering er en del af fænomenet.
Dorling har offentliggjort bogen Injustice: Why Social Inequality Persists (Uretfærdighed: Hvorfor ulighed fortsætter), hvor han forsøger at forklare, hvorfor og hvordan Storbritannien har udviklet et af de mest ulige samfund i den moderne del af Verden.

Dorling sammenligner den sociale ulighed i Storbritannien med den, der var i landet under Victoriatiden (f.eks. skildret i Dickens' bog Hard Times fra 1854).
Forklaringen mener han ligger dels i uddannelsessystemet, dels i, at der er kommet andre holdninger til den sociale ulighed. Han identificerer fem sæt af "trossætninger", der er gået hen og blevet indiskutable i brede kredse. De er blevet en del af tidsånden:

Elitisme er effektiv
Eksklusion er nødvendig
Fordomme er naturlige
Grådighed er godt
Fortvivlelse er uundgåelig

"Elitisme er effektiv" vil sige, at det bedst kan betale sig for samfundet at investere i "de begavede". Et alternativt syn går ud på, at det er socialt konstrueret, hvem der er "de begavede". Med "fortvivlelse er uundgåelig" (despair is inevitable) menes, at hvor fattigdom før var karakteriseret ved, at folks helbred var synligt dårligere, så er det nu psykiske problemer/psykopatologi, der betragtes som uundgåeligt (fordi "man kan behandle det andet"). At "grådighed er godt" er begrundet bl.a. ved trickling-down effekten - "alle begunstiges, når kagen bliver større" (selv om det modsatte evt. har vist sig at være tilfældet).

De 5 sætninger har som dominerende "mindset" erstattet den identifikation af sociale problemer, som den britiske velfærdsstats grundlægger Lord Beveridge fandt, nemlig: Uvidenhed, afsavn, lediggang, social elendighed og sygdom (ignorance, want, idleness, squalor and disease).
Det er Beveridge, der er den britiske velfærdsstats åndelige fader (The Beveridge Report fra 1942). For hver af de fem områder blev udviklet velfærdspolitik på et næsten universelt grundlag. Systemet byggede på en national obligatorisk forsikring (National Insurance), som skulle omfatte alle på arbejdsmarkedet, og som skulle foretage ens (flat rate) udbetalinger. Som Dorling beskriver det, har det været under kraftigt pres fra nyliberal ideologi de senere år. Beveridge er blevet undermineret af den brølende globalisering, der nok har gjort den berømte Square Mile i City of London rig, men har efterladt andre dele af landet i relativ deprivation.

De fem af Dorling nævnte (nyliberale) holdninger er blevet så grundfæstede, at de er med til at bevare et uretfærdigt system, der opretholder ulighed og fattigdom. Det forstærkes af, at de grundlæggende forestilling om, hvem det er "fit to educate" løbende ændrer sig. Det kan være svært at se, men uddannelsesressourcer skal måles over et livsforløb.

De tiltag, New Labour har gennemført, så som bekæmpelse af børnefattigdom, har kun været et tyndt lag fernis, der ikke har rokket ved disse underliggende tendenser i Storbritannien og nogle andre lande.

Han mener, de nævnte trossætninger/holdninger understøttes af medierne, hvor der ofte er historier om, hvorfor "nogle mennesker selv er ude om det, og hvor den store erhvervsleder er vor tids helt".

Dorlings styrke ligger nok mere på det statistiske plan, hvor han afdækker væsentlige socio-økonomiske problemområder på basis af tilgængelig statistik. Hans forståelse af baggrunden for uligheden ligger tilsyneladende ikke på et meget højere plan end den, Dickens præsterede. Det er ikke tro og holdninger, der afgør det, men snarere, hvad der ligger bag, at sådanne holdninger udvikler sig.