Social arv: Social kapital kører videre fra
generation til generation. Du ligner dine forældre
Dårlig social arv: Sociale problemer (anbragte børn, druk, narko, kort
skolegang, m.v.) fortsætter fra generation til
generation
Mønsterbryder: Den, der flytter sig fra venstre til højre
ovenover, hvis det skal formuleres meget konkret. Formuleret på den
måde drejer det sig naturligvis ikke om ret
mange, og det er meget andet end bolig, der spiller en rolle. Ofte spiller social og kulturel kapital en rolle for at kunne
flytte sig socialt mellem generationer.
Social arv: Kritik af begrebet: Fastlåser. Virker deterministisk. Sætter
folk i bås. Samfundet er i virkeligheden mere dynamisk, end
tilhængere af begrebet mener, og mange flytter sig.
Teorier om social differentiering
Når man ser "fedmens
Danmarkskort", er man ikke meget i tvivl om, at der fortsat er en
social differentiering - også i det såkaldte IT- eller netværkssamfund. Hvordan er
social differentiering blevet udlagt og forklaret i samfundsteori?
Traditionelt har man i sociologisk teori
forklaret ulighed med funktionalistisk, weberiansk teori eller
klasseteori, hvor man ser på målelige "objektive"
socio-økonomiske kendetegn.
Funktionalistisk teori
I såkaldt funktionalistisk
sociologisk teori er hierarkiseringen af samfundet eller social
stratificering, som man også kalder det, blevet forklaret som en
nødvendighed for det samfundsmæssige system. Uligheden er den sociale
differentieringsmekanisme, som sikrer dynamikken i samfundet. I alle
samfund af et vist udviklingsniveau er der en arbejdsdeling. For at
gøre visse positioner attraktive er det nødvendigt med belønninger.
Der opstår et status- og belønningshierarki, der er udtryk for dette.
Hermed er uligheder ikke nødvendigvis legitimeret.
Weberiansk teori
Når man skal forklare
klassedelingen i f.eks. det globaliserede IT samfundet, ses den weberianske teori af mange som den pt
mest
frugtbare. Den er bedst i overensstemmelse med
antagelser om samfundsudviklingens senmoderne træk. Og den giver visse muligheder for at indfange nogle af de specifikke
markedsmæssige former, som IT og netværkssamfundet giver anledning til. Den forbinder
klasseprivilegierne med restriktionen i adgangen til erhvervsmæssig
udøvelse. Max Weber (1864 1920) havde
således en opfattelse, der divergerede noget fra den marxistiske af, hvad der konstituerer
klassedelingen i samfundet. Hos neo-weberianere ses magt- og
statusforskelle som vigtige, samt indkomstforskelle, der har sin
oprindelse i forskelle i markedsadgang og erhvervsudøvelse.
Den marxistiske
klasseteori ser de sociale klasser som en del af
ejendomsrelationerne i kapitalismen. Der er de, der ejer kapital (bourgeoise/kapitalejere)
og de, der ikke gør (lønarbejdere), og man analyserer klasserne som en del af
samfundsdynamikken i forbindelse med kapitalistiske markedsforhold.
Weber var enig med marxisterne i, at kapitalejendom
er vigtig. Sociale klasser var for ham at se baseret på fælles
materielle interesser. Den markedsmæssige situation for gruppen
spiller således en rolle. Det er da ikke kun ejerskab af kapital, der
har betydning, men også f.eks. en gruppes mulighed for via
autorisationsordninger o.lign. at beherske den markedsmæssige
udbudssituation på deres område. Webers klassebegreb kan altså
medvirke til at forklare, hvorfor f.eks. speciallæger og
statsautoriserede revisorer rykker op i klassehierarkiet. De behersker
kvalifikationer, der er såvel knappe som efterspurgte, og
markedspositionen sanktioneres af statslig-officielle
autorisationsordninger. Herudover tillagde Weber også status og
prestige afgørende betydning. Der er en lang række kulturelle og
prestigemæssige faktorer, der spiller en rolle. Det kan forklare, at f.eks. kulturpaver
og mediebaroner og personligheder får høj klassemæssig placering.
Endelig mente Weber, at de politiske magtforhold havde betydning.
Klasse og status
Finanskrisen fra 2007 viste, at
konjunkturer stadig er en del af det økonomiske system. Det går op og
ned med økonomien, og når det går ned, kastes mange ud i arbejdsløshed
og den sociale ulighed øges mellem de, der er i beskæftigelse og de, der
ikke er det.
Tabel 1: De rigeste i Verden.
Alder. Formue i mia. dollars og i enkelte tilfælde kilden til formuen
Kilde:
Forbes.com 2010.
Er det så den "globale overklasse", vi kan se i
tabellen ovenover? I en vis forstand kan man godt sige, det er en del af
den, men det er naturligvis stærkt forenklende. De er kapitalejere og
har akkumuleret kapital, men de har næppe nogen særlig stærk fælles
klassebevidsthed. Marx analyserede de sociale klasser på nationalt plan
(nationale bourgeoisier), men den øgede globalisering har naturligvis
fået nymarxister til at udforme begreber om globalt bourgeoisi, men i
den sammenhæng vil den ovenstående liste kun være en del af en lille
top.
Ifølge Weber og den tradition, han repræsenterer, har klasse også noget med social anerkendelse at gøre.
Man kan sagtens have en høj indkomst uden at være socialt anerkendt. Der
er i det senmoderne samfund en medie- og kultursfære, der har
betydning for den anerkendelse, folk nyder. En velestimeret overlæge,
professor eller ambassadør kan have betydelig større social
anerkendelse/prestige end en højtlønnet direktør i en bank eller
stålvirksomhed. Vi kan altså have et stillingshierarki, hvor folk
er placeret på en stige med lønninger, der går fra det laveste til det
højeste. Og ved siden af dette kan vi have et statushierarki, hvor der i
bunden er en "underklasse" af lavtlønnede/arbejdsløse, der lever i usle
almennyttige byggerier, og i toppen berømtheder ("med eller uden
penge"), der bor i et gentrificeret nabolag og nyder høj social
anerkendelse.
"Klasser" ud fra
objektive kendetegn/positioner
Én mulig indgangsvinkel
til inddelingen i sociale klasser er SFI's gammelkendte
socialgruppeinddeling:
|
Befolkningen fordelt
efter socialgruppe i procent |
|
|
Egen socialgruppe |
|
|
|
|
1976 |
1986 |
2000 |
|
I |
4 |
5 |
9 |
|
II |
7 |
11 |
16 |
|
III |
24 |
19 |
17 |
|
IV |
32 |
37 |
38 |
|
V |
33 |
27 |
21 |
Note:
Socialgruppernes definition: 1: Selvstændige med store
virksomheder og funktionærer med mere end 50 underordnede samt
selvstændige og funktionærer med akademisk uddannelse. 2: Selvstændige
med større virksomheder og funktionærer med 11-50 underordnede med
mellemlang teoretisk uddannelse. 3: Gårdejere med 0-3 ansatte, mindre
selvstændige og funktionærer med 1-10 underordnede eller i stillinger,
der kræver en vis oplæring. 4: Faglærte arbejdere, funktionærer uden
underordnede samt husmænd. 5: Ikke faglærte arbejdere og
specialarbejdere. Eksempelvis: Murearbejdsmænd.
Her måles klasseposition ud fra såkaldt
objektive økonomiske kendetegn, så som placering i samfundsmæssig
produktion, antal underordnede, uddannelseslængde. Det er primært en
statistisk registrering. Den er ikke så god til at forklare, hvorfor der
er sociale forskelle.
Hertil skal den suppleres med f.eks. en økonomisk
teori om, hvordan den forskellige adgang til ejerskab af
produktionsmidler og ressourcer, der giver magt, kan bidrage til sociale
forskelle. Ejer man f.eks. medier eller sidder på en attraktiv post i
medie- eller organisationsverdenen, råder man over organisatoriske
ressourcer, der er med til at befæste en position i overklassen.
Ejer man til gengæld ingenting, men er fastlåst f.eks. som social
klient, hjemløs, uden job el. lign., tilhører man en lavere klasse.
Forskellige ulighedsmål
Ulighed måles på mange forskellige måder,
f.eks. gini-koefficient. Gini kan ved hjælp af et enkelt tal give
et samlet billede af lighed/ulighed i et samfund. Ginien måles hyppigst
for indkomstfordelingen (før eller efter skat, opdelt efter enlige eller
familieindkomster), men man kan også se Gini-koefficienter for
formuefordelingen. Der kan ofte ligge betydelige statistiske skøn over
indkomsterne bag en beregning af Gini-koefficienter.
Figur 1 a og b: Gini-koefficienten v.
diagonallinje og Lorenzkurve (a) og forskellige danske Gini-indeks over
tid (b)
Kilde:
Skattekommissionen:
Den kurve, der viser indkomstfordelingen, kaldes Lorenzkurven.
Når man følger den diagonale linje, er der fuld lighed. Jo større
arealet mellem den diagonale, blå linje og Lorenzkurven (den bugtede
kurve) er, desto større Gini, og altså desto større ulighed. Gini-koefficienten kan beregnes som arealet mellem Lorenz-kurven og den
diagonale linje ganget med 2.
Et simpelt mål kan være en beregning af, hvad
de rigeste 10 pct har i forhold til de fattigste 10 pct, jvf figur 1
ovenover, hvor deciler (tiendedele) af befolkningen er afsat ud ad
x-aksen og andele af indkomst op ad y-aksen (figuren viser, hvad de 20
pct fattigste har i forhold til de 20 pct rigeste).
I USA har man målt, hvor stor en andel af de
samlede indkomster over lange tidsforløb, som forskellige dele af de 10 pct bedst aflagte har, jvf figur 2
Figur 2: Andel af samlede indkomst, der
tilfalder dele af de højeste 10 pct af indkomster

Kilde:
http://elsa.berkeley.edu/~saez/saez-UStopincomes-2006prel.pdf
Den udvikling, figur 2 viser, har
bevirket, at ginikoefficienten er steget i USA de seneste årtier. Det
bekræftes af figur 3, hvor Gini for personlige indkomst er fulgt i en
længere årrrække. Men
det er måske ved at ændre sig nu p.g.a. den politik,
Obama-administrationen fører?
Figur 3: Gini-koefficientens udvikling i USA

Note: I modsætning til figur 1 er gini
ovenover angivet i dele af 1, ikke i pct.
Der er mange årsager til denne udvikling i den
amerikanske Gini-koefficient. Nogle af dem er hænger sammen med den
økonomiske udvikling i 1990'erne med skabelse af mange deltidsjobs og Mc-jobs. Outsourcing af bedre betalte arbejderjobs som led i
globaliseringen af amerikansk økonomi kan have spillet ind.
Politiske indgreb/lovgivning spiller også en rolle. Det
gælder f.eks. præsidenterne Reagan og George W. Bush' skattelovgivning i
henholdsvis 1980'erne og 2000-tallet, hvor der blev givet
skattelettelser til de højere indkomster. Under disse præsidenter
argumenterede økonomer for den såkaldte trickle-down effekt, dvs at
rigdommen "risler ned" til de fattige. Ved at favorisere de rige igennem
incitamenter sikres det, at "kagen bliver større", lød argumentationen.
Det er et udtryk for den nye tidsånd under præsident Barack Obama, at
mange stiller sig skeptiske over for hypotesen om trickle-down. Ifølge
flere undersøgelser af udviklingen i indkomster i USA de seneste årtier
har trickle-down effekten i bedste fald været temmelig lille - i værste
fald måske helt fraværende. Det har bragt fordelingspolitik på banen
igen i amerikansk politik.
Figur 4: Procentvis andel af lønmodtagere i
i forskellige lande, der er
medlemmer af fagforeninger

Kilde: Economist
Kan udviklingen i den amerikanske
Gini-koefficient hænge sammen med udviklingen i organisationsgraden på
arbejdsmarkedet? Det er et spørgsmål, økonomer og arbejdsmarkedsforskere
har stillet. Det er muligt, idet en høj organisationsgrad kan
føre til forhandlede mindstelønninger, der ligger over, hvad markedet
overladt til sig selv kan give. Den øgede ulighed kan altså muligvis
forklares mere generelt ved en lavere solidaritetstendens i samfundet,
der bl.a. viser sig i den faldende organisationsgrad på arbejdsmarkedet.
Det er dog ikke sikkert, idet man også
kan se, at statsligt fastsatte mindstelønninger kan hæve niveauet blandt
de lavestlønnede. I Frankrig har staten således fastsat en mindsteløn,
der ligger noget højere end den føderalt fastlagte amerikanske
mindsteløn (man kan finde satserne ved at søge på nettet efter
henholdsvis smic salaire minimum (fr.)eller minimum wage
(am.).
Udviklingen i Storbritannien ifølge Dorling
Professor i humangeografi ved Sheffield University
Danny Dorling sætter uligheden ind i en bredere ramme, hvor
finanssektorens geografiske skævvridning af Storbritannien
under de senere års globalisering er en del af fænomenet.
Dorling har offentliggjort bogen
Injustice: Why Social Inequality
Persists (Uretfærdighed:
Hvorfor ulighed fortsætter), hvor han
forsøger at forklare, hvorfor og hvordan Storbritannien har udviklet et
af de mest ulige samfund i den moderne del af Verden.
Dorling sammenligner den sociale ulighed i Storbritannien med den, der
var i landet under Victoriatiden (f.eks. skildret i Dickens' bog Hard
Times fra 1854).
Forklaringen mener han ligger dels i uddannelsessystemet, dels i, at der
er kommet andre holdninger til den sociale ulighed. Han identificerer
fem sæt af "trossætninger", der er gået hen og blevet indiskutable i
brede kredse. De er blevet en del af tidsånden:
Elitisme er effektiv
Eksklusion er nødvendig
Fordomme er naturlige
Grådighed er godt
Fortvivlelse er uundgåelig
"Elitisme er effektiv" vil sige, at det bedst kan betale sig for
samfundet at investere i "de begavede". Et alternativt syn går ud på, at
det er socialt konstrueret, hvem der er "de begavede". Med "fortvivlelse
er uundgåelig" (despair is inevitable)
menes, at hvor fattigdom før var karakteriseret ved, at folks helbred
var synligt dårligere, så er det nu psykiske problemer/psykopatologi,
der betragtes som uundgåeligt (fordi "man kan behandle det andet"). At
"grådighed er godt" er begrundet bl.a. ved trickling-down effekten -
"alle begunstiges, når kagen bliver større" (selv om det modsatte evt.
har vist sig at være tilfældet).
De 5 sætninger har som dominerende "mindset" erstattet den
identifikation af sociale problemer, som den britiske velfærdsstats
grundlægger Lord Beveridge fandt, nemlig: Uvidenhed, afsavn, lediggang,
social elendighed og sygdom (ignorance,
want, idleness, squalor and disease).
Det er Beveridge, der er den britiske velfærdsstats åndelige fader (The
Beveridge Report fra 1942). For hver af de fem områder blev
udviklet velfærdspolitik på et næsten universelt grundlag. Systemet
byggede på en national obligatorisk forsikring (National Insurance), som
skulle omfatte alle på arbejdsmarkedet, og som skulle foretage ens (flat
rate) udbetalinger. Som Dorling beskriver det, har det været
under kraftigt pres fra nyliberal ideologi de senere år. Beveridge er
blevet undermineret af den brølende globalisering, der nok har gjort den
berømte Square Mile i City of London rig, men har efterladt andre dele
af landet i relativ deprivation.
De fem af Dorling nævnte (nyliberale) holdninger er blevet så
grundfæstede, at de er med til at bevare et uretfærdigt system, der
opretholder ulighed og fattigdom. Det forstærkes af, at de grundlæggende
forestilling om, hvem det er "fit to educate" løbende ændrer sig. Det
kan være svært at se, men uddannelsesressourcer skal måles over et
livsforløb.
De tiltag, New Labour har gennemført, så som bekæmpelse af
børnefattigdom, har kun været et tyndt lag fernis, der ikke har rokket
ved disse underliggende tendenser i Storbritannien og nogle andre lande.
Han mener, de nævnte trossætninger/holdninger understøttes af medierne,
hvor der ofte er historier om, hvorfor "nogle mennesker selv er ude om
det, og hvor den store erhvervsleder er vor tids helt".
Dorlings styrke ligger nok mere på det statistiske plan, hvor han
afdækker væsentlige socio-økonomiske problemområder på basis af
tilgængelig statistik. Hans forståelse af baggrunden for uligheden
ligger tilsyneladende ikke på et meget højere plan end den, Dickens
præsterede. Det er ikke tro og holdninger, der afgør det, men snarere,
hvad der ligger bag, at sådanne holdninger udvikler sig.
|
Gini i forskellige lande
|