Erfaringerne viser desværre med stor tydelighed, at det er problematisk i Verden i dag, at IMF skal fungere som den førende økonomiske governance institution. Der er ikke i sig selv noget ondt i IMF. På mange måder er det en fortræffelig institution med et stort antal højt kvalificerede eksperter. Men det afgørende spørgsmål, man må stille, er:  Hvor bliver governance af i en institution, der skal fungere efter bankverdenens skrappe lånevilkår?

Hvor blev f.eks. den økonomiske styring af i den asiatiske krise 1997-98? De internationale spekulationskapitaler trak sig med ret kort varsel ud af området, og landenes valutabalancer kom under pres. De forskellige stater forsøgte at gøre nogle ting for at formindske krisen. Det måske hårdest ramte land var Indonesien. Her havde den aldrende diktator Suharto siddet ved magten i 35 år.

Da valutakrisen nåede Indonesien med pres på valutakursen, forsøgte man en afværgemanøvre ved at hæve renterne og øge udsvingsmuligheden for valutaen. Det måtte imidlertid hurtigt opgives, og den indonesiske regering henvendte sig til Den internationale Valutafond (IMF) og udenlandske regeringer og bad om hjælp. IMF ydede en af de største hjælpepakker i organisationens historie, med et beløb på 10 mia dollars fra IMF og et næsten tilsvarende beløb fra andre.

IMF stillede nogle betingelser for hjælpen, som er blevet kritiseret, ikke alene fra Indonesiens side, men også fra mange økonomers og kommentatorers side. IMF forlangte en stram finanspolitik, dvs besparelser på de offentlige udgifter og omdannelse af banksektoren. Desuden skulle økonomien liberaliseres, bl.a. skulle forhindringer for udenrigshandel og investeringer udefra lempes eller fjernes.

Den stramme finanspolitik førte til, at Indonesien måtte skære ned på fødevareprogrammer, så forholdene for beboerne i storbyerne forværredes med social uro til følge.

Indonesien havde ikke noget særlig underskud på sine offentlige budgetter. Derfor kunne man undre sig over, at IMF stillede denne betingelse. Det var den slags betingelser, IMF plejede at stille. Men netop i dette tilfælde var det ikke så relevant. De offentlige sektorer i de sydøstasiatiske lande var meget små. Det offentlige lagde ikke beslag på mere end 15-20 pct af den økonomiske aktivitet, hvad der er langt lavere end i Vesteuropa, og der var ligevægt eller overskud på budgetterne i flere af landene.

Det kunne snarere have hjulpet Sydøstasien ud af krisen, hvis den samlede efterspørgsel var blevet øget.

Krisen bredte sig.I august 1998 nåede den Rusland, som måtte devaluere rublen kraftigt og skære ned på sin udenrigshandel. 

Den russiske krise forplantede sig til Vesteuropa. Især den tyske økonomi har en stor eksport og investeringer i Rusland. Det tyske aktieindeks faldt kraftigt. Den tyske arbejdsløshed holdt sig på sit i forvejen høje niveau. Den russiske krise var dog ikke i stand til for alvor at true den relativt stærke vesteuropæiske økonomi. Men der mærkedes betydelige virkninger.

Det var længe ventet, at krisen ville brede sig til økonomierne i Latinamerika. De to store latinamerikanske økonomier Mexico og Brazilien var sårbare, den første med en udlandsgæld på 160 mia$, den anden med en udlandsgæld, der nærmede sig 200mia$. Hertil kom, at de begge og især Brazilien, også havde modtaget store private udenlandske investeringer. Hvis de internationale investorer mistede tilliden, ville de trække deres penge ud, og så ville det samme ske, som var sket i Asien. Det var en negativ virkning af den nyliberale politik.

I 1998 fik IMF arrangeret en lånepakke på 41.5 mia dollars til Brazilien. Som betingelse for lånets udbetaling blev stillet de sædvanlige IMF-krav. Braziliens offentlige budgetter udviste et underskud på 8 pct af BNP i 1998. Det skulle nedbringes. Konsekvensen kunne imidlertid blive en forringelse af sociale programmer. Det ville kunne udløse social uro.