IMF
LINKS:

IMF

Verdensbanken

Seattle/WTO- bevægelsen 

Tekstlinks:
IMF som governanceinstitution
Hvad siger kritikerne om IMF?

IMF blev grundlagt af 29 lande den 27.12.1945. Inden da var man i Bretton Woods i USA blevet enige om udformningen af et nyt valutasystem som et led i den nyordning af verden, som de sejrende magter i II. Verdenskrig forsøgte at få i stand. Det var først og fremmest en knæsættelse af USA som ny dominerende magt i Verden. Der indførtes et valutasystem med dollaren som ankervaluta, og Den internationale Valutafond, IMF, fik til opgave at skabe et værn imod for voldsomme betalingsbalanceproblemer i enkelte lande, som ville kunne true det nye valutasystem. IMF skulle medvirke til internationalt monetært samarbejde, som ville lette den internationale handel og skabe en afbalanceret økonomisk vækst. IMF har i dag 182 medlemmer.

 

OVERVÅGNING

IMF vurdering af medlemmernes vekselkurspolitik inden for en ramme den generelle økonomiske situation og de policy valg, det enkelte land har foretaget. Overvågningen sker igennem årlige tosidede konsultationer med enkeltlande. Multilateral overvågning foretages to gange om året igennem udgivelsen af World Economic Outlook. Den kan også finde sted i form af programovervågning og forhøjet overvågning.

TEKNISK ASSISTANCE

Ekspertbistand og støtte fra IMF til udformning og gennemførelse af skattepolitik og pengepolitik. Det kan være støtte til opbygning af institutioner, så som Centralbanker eller finansministerier. Og det kan være støtte til udformning af systemer til håndtering af IMF-midler, herunder udformning af regnskabssystemer. IMF hjælper også med udformning af statistik og forfining af statistiske data og metoder.

FINANCIELLE FACILITETER

IMF forstrækker medlemslande med valutareserver igennem systemet af finansiel assistance og kvoter, medlemslandene har indbetalt til.

Hvad er IMF’s finansielle rolle?

IMF definerer selv sin opgave således:

IMF er en kooperativ institution – på nogle måder som en kreditforening – i hvilken medlemslandenes regeringer giver midlertidig finansiel assistance til et andet medlemsland, som oplever vanskeligheder med at betale for import af varer tjenester og/eller har problemer med at servicere sin udlandsgæld; til gengæld indvilger landet i at iværksætte politikreformer for at korrigere problemerne, der forårsager betalingsbalanceproblemerne. Den midlertidige finansielle hjælp fra IMF giver medlemmerne muligheden for at korrigere dårlig tilpasning af betalingsbalancen uden at henfalde til skridt, der vil kunne ødelægge national eller international velstand.(Kilde: www.imf.org)

Hvilke finansieringskilder råder IMF over?

Hovedparten af IMF’s finansielle ressourcer kommer fra medlemmernes kvoter i fonden. Kvoterne er baseret på det enkelte medlems relative andel af verdensøkonomien. Kvoterne bestemmer det maksimale mængde finansielle ressourcer, et medlemsland er tvunget til at give til IMF, stemmeret i IMF’s beslutningstagning, og et medlems andel af tildelingen af Særlige Trækningsrettigheder (SDR). Størrelsen af den finansielle assistance, et medlemsland kan få fra IMF afhænger af størrelsen af landets kvote. Kvoternes størrelse revideres hvert femte år efter kriterier så som økonomiens vækst, de fremtidige behov for finansiel assistance og de tilgængelige finansieringskilder.

Medlemmerne betaler 25 pct af deres kvota i form af internationale reservetilgodehavender (amerikanske dollars, euro, yen, pund eller SDR). Resten betales kontant eller som sikkerhedstilgodehavende i medlemmets egen valuta. IMF låner endvidere for at supplere sine kvoteressourcer. Det kommer på tale, når kvoterne ikke slår til og i situationer, hvor store finansieringskilder er nødvendige for at tage hånd om en mulig trussel imod det internationale financielle systems stabilitet. Det var f.eks. tilfældet under den sydøstasiatiske krise i 1997-98 og krisens spredning til Rusland i 1998 og Brazilien i 1999. Her kan IMF trække på særlige lånearrangementer, dvs. i realiteten de mere velstående medlemslande i Nord og et olieland som Saudiarabien. De særlige lånearrangementer går under betegnelser som GAB (General Arrangements to Borrow, Almindelige Lånearrangementer), der blev etableret i 1962 med 11 industrilande som deltagere. Gennem GAB kan rejses op til 23 mia. dollars. Et andet lånearrangement går under betegnelsen NAB (New Arrangements to Borrow) fra 1997. Under NAB har 25 medlemslande indvilget i låne op til 46 mia. dollars til IMF. Hertil kommer IMF’s muligheder for at sælge guld fra IMF’s egne guldbeholdninger og muligheden for at trække på enkeltlandes bidrag i form af lån eller trusteebevilling til fondens program for hjælp til lavindkomstmedlemmer. Det kan være til lån til lav rente under HIPC-programmet (program til hjælp til Heavily Indebted Countries, svært forgældede lande, HIPC), så disse lande kan nedbringe tyngende udlandsgæld.

Når IMF hjælper et land, og det ikke sker som led i fattigdomsprogrammet, kræves som regel modydelse i form af krav til landets økonomiske politik. Hjælpen bliver da givet i rater, hvor udbetalingen af raterne er betinget af opfølgning på de krav til landets økonomiske politik, som IMF har stillet. Der opstilles performance criteria og benchmarks, som skal observeres.

Hvad går pengene til?

IMF-pengene går til finansiering af betalingsbalanceuligevægte, dvs de kan bruges til lang række af internationale betalinger. Pengene deponeres hos landets centralbank, hvorfra der kan trækkes på dem i lighed med andre reservepositioner i centralbanken. De går ikke til projekter, så som investeringer i infrastruktur eller virksomheder. Det er Verdensbankens eller andre udviklingsbankers gebet.

Vilkår?

Tilbagebetalingsvilkårene er afhængige af arten af betalingsbalanceproblem i lånerlandet. Ved kortsigtede betalingsbalanceproblemer, der antages at være af cyklisk karakter, gives en kort tilbagebetalingsperiode (3 – 5 år). Ved mere strukturelle betalingsbalanceuligevægte, som det vil tage længere tid at udbedre, fordi der skal gennemføres en reformpolitik, som det vil tage tid at få virkningerne af, tillades en længerevarende tilbagebetaling (4,5 – 10 år). I forbindelse med den mexikanske pesokrise i 1995 og den senere sydøstasiatiske krise henimod slutningen af 90’erne indførtes en endnu kortere tilbagebetaling, idet der her skønnedes delvist at være tale om midlertidig markedsforstyrrelser, som relativt hurtigt ville kunne overvindes. Tilbagebetalingsperioden kan her komme ned på 1 – 1,5 år, men med mulighed for forlængelse til 2 – 2,5 år.