BEHOV FOR GRUNDLOVSÆNDRINGER (Kommentar i Politiken 7.1.06)

Den 4. oktober 2005 fremlagde regeringen forslag til ændring af tronfølgeloven. I den eksisterende tronfølgelov gælder, at ”Såfremt en konges førstefødte er en datter, vil datterens arveret til tronen således blive fortrængt af en yngre søns” (regeringens fremlæggelsestekst). Ud fra hensynet til kønsmæssig ligestilling er det nødvendigt at få moderniseret loven. Det er rigtigt af regeringen at tage dette alvorligt, selv om fødslen af en kronprins kunne have gjort det mindre aktuelt. Det er imidlertid underligt, at regeringen, når den har denne sans for konsekvens, ikke benytter lejligheden til at få en moderne grundlov.

Da tronfølgeloven har grundlovsrang er man nødt til at følge reglerne for ændring af grundloven, som kræver, at loven vedtages af Folketinget, dernæst af et nyvalgt folketing og endelig ved folkeafstemning, hvor mindst 40 pct skal stemme for.

 Der er i høj grad behov for en gennemgribende revision af grundloven. Når man underviser unge i samfundsfag og kommer ind på grundlovsteksten under gennemgange af det danske politiske system, slår det én gang på gang, hvor fremmed denne tekst virker på de unge. De tager jo i første omgang det, der står, bogstaveligt, og de får da det indtryk, at Danmark næsten er et diktatur underlagt Kongen. Ordet Kongen nævnes over 30 gange. I de fleste tilfælde er ordet ”Kongen” synonymt med regeringen, i andre tilfælde står det for en person, der handler selv. Enhver, der har gennemgået et kursus i statsret på et juridisk fakultet har oplevet, hvordan danske jurister har måttet gradbøje teksten og læse mellem linjerne for at få noget, der ligner et moderne parlamentarisk demokrati til at fremstå i en opdateret statsretlig fremstilling.

Derfor må man spørge: Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og få moderniseret teksten, når chancen er der?

    Grundloven §4 fastslår, at ”Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan at staten.” Og §6 fastslår, at Kongen skal høre til denne kirke.

 I dag er der andre betydelige religioner i Danmark end kristendommen. Der er over 200.000 muslimer i landet. Da Kongen/Dronningen har stor betydning som identifikationsobjekt og rollemodel, må det betragtes som diskrimination af muslimer, at monarken, statsoverhovedet, ikke må være muslim.  Og der er andre store grupper af ikke-kristne, herunder ateister. Når de får børn, skal fødslerne registreres af kirkekontorerne.

 I en gennemgribende ny grundlovstekst kunne man skille stat og kirke helt ad, så ikke-kristne ikke blev tvangsindlagt til et kristent fællesskab, de ikke føler sig som en del af. Og det kunne gøres frivilligt for Monarken, hvilket religiøst tilhørsforhold denne ville have. Når det er noget, personen selv har valgt, føles valget ikke diskriminerende for andre. Protestanter i USA følte sig ikke diskriminerede af, at Kennedy var katolik. 

En grundlovskommission kunne tage stilling til Folketingets størrelse. Tallet 179 behøver ikke være noget helligt tal. Mange lande med betydelig større befolkninger har parlamenter med færre medlemmer end det danske folketing. Når et regerende flertal har fundet sammen om at føre politikken, ser man ofte Folketinget blive reduceret til et gummistempel. De folketingsmedlemmer, der ikke har betydelige ordførerskaber eller udvalgsformandskaber klager over, at beslutningerne ofte er taget, og de ikke inddrages. Udeblivelse fra møder, både i udvalg og i folketingssalen, er et tilbagevendende problem.  Hertil kommer, at en stor del af lovgivningen i dag starter i Bruxelles. Det vil være logisk at tage konsekvensen og skære antallet af valgte ned.  

Der er behov for i meget højere grad at få understreget, at Danmark er et demokrati, hvor menneskerettighederne er centrale. Grundloven nævner tredelingen af magten og de traditionelle frihedsrettigheder (ytringsfrihed m.fl.), men meget lidt om, hvordan tredelingen kan udformes, så menneskers ret til liv og frihed beskyttes. Det kunne gøres ved en opdateret præcisere udformning af menneskerettighederne og en formaliseret adgang for Højesteret til at prøve loves grundlovsmedholdelighed. Det vil give en bedre sikkerhed for, at terrorbekæmpelse ikke fører til underminering af menneskerettighederne.
    Man kan også udvide med mere direkte demokrati, så landet ikke bare er et parlamentarisk, repræsentativt demokrati, hvor vælgerne synker hen i apati mellem valgene. Når man har set Anders Fogh Rasmussens og andre statsministres ageren mellem valgene, er der ingen tvivl om, at den ikke-participerende vælger reelt alligevel har en stor skjult indflydelse. Man tør i regeringsledelsen ikke tage sager op, f.eks. velfærdsreformer, hvor man frygter for vælgernes reaktion. Oprindelig var det ikke meningen med det repræsentative demokrati. ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere” står der i grundlovens §56. Denne bestemmelse er kommet ind, netop for at ”de vise fædre” – og mødre -  kan handle til bedste for landet – og ikke til bedste for egne chancer for genvalg. 

Når politikerne ikke reelt lever op til, at de sidder med et ubundet mandat, kunne man alternativt forsøge at ansvarliggøre de vælgere, der altså tilsyneladende ofte sidder med nøglen til beslutningerne (eller ikke-beslutningerne), - også midt i valgperioderne. Det kunne gøres ved at udbygge det participative demokrati (deltagelsesdemokratiet), som man f.eks.har eksperimenteret med det i Brazilien. Der kunne indføres større adgang til folkeafstemninger, evt. også med initiativret for vælgerne, som man f.eks. har det i Schweiz,  Californien og i forslaget til EU-forfatningstraktat. Man kunne indarbejde bestemmelser om procedurer for det ”participative budget”, som man har flere steder i Brazilien, hvor organisationer i civilsamfundet og folk i beboelseskvartererne får indflydelse på budgetlægning i kommuner og stat. Det er imidlertid at gå noget videre end bare en modernisering af teksten, som man kunne starte med at tage fat på.

 

 

  

 

LINKS:

Lovforslagets fremsættelse
 

Grundloven