AFSLØRING AF MEDIERS BRUG AF "UAFHÆNGIGE EKSPERTER"

New York Times' hovedhistorie den 20.4.08 er en afsløring af, hvordan det amerikanske forsvarsministerium Pentagon har styret de "uafhængige" militære analytikere, som amerikanske TV-stationer har benyttet i årevis til at analysere situationen i Irak og Mellemøsten. Det har været et bevidst led i en kampagne, der har skullet give modspil til de medier og NGO'er, der har formuleret kritik af Irakpolitikken.

I sommeren 2005 blev Bush-administrationen konfronteret med endnu en bølge af kritik af Guantanamo, idet det blev kaldt "vor tids Gulag" af Amnesty International. FN's menneskeretseksperter kritiserede fængslet, og der var voksende krav om dets lukning. New York Times beskriver, hvordan Bush-administrationens kommunikationseksperter reagerede hurtigt. Det satte en gruppe pensionerede generaler om bord på Vicepræsident Dick Cheneys jetfly og fløj dem til Cuba med henblik på en veltilrettelagt tur til Guantanamo, der kunne lede dem til et andet syn på centret end det, Amnesty havde givet udtryk for.

Det drejede sig om en gruppe militærfolk, der var velkendt i offentligheden, præsenteret "titusindevis af gange i TV og radio som "militæranalytikere", hvis lange tjeneste har givet dem ekspertisen til at komme med autoritative og ligefremme vurderinger af de mest presserende sager som post-11.9. verdenen har stillet USA overfor" (N.Y.T.)

 

Det er interessant at se måden, hvorpå generalerne præsenteres på i TV-kanalerne. Det er med baggrunde af læderindbundne bøger, Capitol (på Capitol Hill: Kongressbygningen) eller græske kolonnader, der repræsenterer tyngden af offentlig myndighed i USA.
    Når eksperter præsenteres på den måde giver det en positiv effekt hos TV-seerne i den forstand, at de ubevidst indstiller det kognitive apparat til en given kontekst af autoritativ belæring om, hvordan tingene egentlig hænger sammen. I medieteori kaldes fænomenet for priming. Begrebet kommer egentlig fra den kognitive psykologi, hvor det betyder, at det kognitive apparat er forhåndsindstillet på at erkende og tænke om sammenhænge på en bestemt måde, når en kontekstuel sammenhæng af billeder eller ord, der opfattes positivt, gentages. Information indoptages og fortolkes ud fra tidligere "indlærte" kontekster. Det giver en parathed i perception og kognition, der får budskabet til at glide ind. Priming er blevet studeret i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg i 1992, hvor Bush Senior tabte til Bill Clinton. Det viste sig, at vælgerne havde fået et mere negativt billede af den amerikanske økonomis tilstand, end økonomiens faktiske tilstand burde retfærdiggøre. Det skyldtes, at medierne havde "primet" vælgerne til at opfatte økonomien som dårlig og primet dem til, at opfatte økonomi som et vigtigt spørgsmål. Hver gang man efterfølgende så Bush, tænkte man automatisk: "Dårlig økonomi". Bill Clinton var dygtig til at udnytte det. Han kunne nøjes med at sige: "It's the economy, stupid". Så vidste alle, eller i hvert fald bare nogenlunde oplyste seere, hvad det drejede sig om.

Bag indtrykket af objektivitet i generalernes fremtræden gemmer der sig imidlertid en bevidst kampagne. Bladet citerer dokumenter, hvor der er passager, der direkte viser, hvad hensigten har været. Den såkaldte "objektivitet" bliver ikke mindre tvivlsom i og med, generalerne ifølge avisen har tætte bånd til firmaer, der leverer udstyr og tjenesteydelser til forsvarsministeriet. Flere af dem fungerer som lobbyister eller er konsulenter eller bestyrelsesmedlemmer i firmaer, der er involveret i det militær-industrielle kompleks.  

 

  Links:

New York Times artiklen