En noget debil verdensregering

Den 7-9. juli afholdtes topmøde i G8 i Hokkaido i Japan. G8 hed oprindelig G7 og bestod af USA, Japan, England, Tyskland, Frankrig, Italien og Canada. Siden er Rusland blevet inviteret med.  G8 er det tætteste, man kan komme på en slags verdensregering, en selvsupplerende og selvudnævnt styregruppe for globale problemer. Møderne startede i midten af 1970'erne på initiativ af den franske præsident Giscard d'Éstaing som et forsøg på at løse de økonomiske koordineringsproblemer, der var forårsaget af den 1. oliekrise i 1973-74.
    Er der noget, der især karakteriserer denne ad hoc "verdensregering", så er det en udpræget brug af flotte erklæringer og en udtalt mangel på konkrete resultater. Det er måske ikke så mærkeligt i betragtning af, at betegnelsen "de rige landes klub" bliver mere og mere misvisende. Det ville være mere passende at døbe forsamlingen "de rige vestlige landes klub + Rusland". Med de senere års vækst i de asiatiske lande, er Verdens økonomiske tyngdepunkt begyndt at flytte østover. Hvis G8 skulle afspejle de reelle økonomiske magtforhold i Verden, burde Kina og Indien, samt vel også Brazilien, Mexico, Indonesien, Sydafrika og forskellige andre lande inviteres med. Det bliver flere af dem også, som observatører/uforpligtede medrådslagere, - og især da denne gang, hvor global opvarmning var et af de varmeste emner. I den henseende kan man sige, at det var en succes for japanerne, at man kunne bringe de største CO2-udledere - som ellers har svært ved at tale med hinanden - sammen under ét tag.  På FN-mødet i Bali i december 07, hvor det lykkedes at lave en slags roadmap frem til Københavnstopmødet i 2009, drøftedes en 25-40 pct reduktion af drivhusgasudledning i 2002 ud fra 1990 udledningsniveauer. Drøftelsen fandt sted med udgangspunkt i anbefalingerne fra FN's klimapanel  Panel on Climate Change (IPCC).
Det er første skridt på vejen til reduktioner på 80-90 pct i 2050, der anses som nødvendige, hvis temperaturstigninger på 2 eller flere pct i den globale gennemsnitstemperatur skal undgås. Det er mere vidtgående end den consensus, der blev opnået med USA (i Bali) og senere på G8-mødet. I modsætning til G8 mødet, der er juridisk uforpligtende er FN-beslutninger forpligtende for lande, der indgår i dem.
    G8 mødets beslutninger er et tilbageskridt i forhold til den enighed, der var på vej i Bali - udenom USA.

Noget andet, der slår en ved disse regelmæssige kom-sammen'er er mangelen på demokratisk repræsentativitet og åbenhed. Japanerne brugte i alt 30 mia yen på at gøre mødet så lukket og fjernt fra offentligheden som muligt. Enorme ressourcer blev brugt på at holde demonstranter på afstand. Mange fik endda ikke lejlighed til at komme ind i landet. I modsætning hertil er FN-møder normalt langt mere imødekommende over for det globale civilsamfund, idet der som regel arrangeres en alternativ konference for NGO organisationer herfra.   
    I 2007 lykkedes det Angela Merkel, forbundskansler i Tyskland, at få trukket George W. Bush, præsident for det mægtige USA, hen til den globale opvarmnings politiske trug og få ham til at gå med til, at G8 besluttede at "alvorligt overveje" at nedskære drivhusgasudledninger med mindst det halve i år 2050.   I 2008 tog man så den historiske beslutning at "overveje og påtage sig" sådanne beskæringer af CO2. Der er imidlertid, i modsætning til det, der først var ved at blive opnået enighed om i Bali,  intet konkret besluttet m.h.t. tidsplaner og udgangspunkter.
   Det overlades til Københavnstopmødet i december 2009, hvor 180 lande i FN-regi skal finde en afløser for Kyoto-protokollen.

Topmødet ikke formåede at binde de andre af de store udfordringer, Verden står over for, fødevareknaphed og energipriser, sammen og at binde energi og vækstproblematikken sammen med den globale opvarmning. Det nytter ikke meget at forsøge at finde veje ud af den krise, som den håbløst fungerende finanssektor er ved at påføre verden, via traditionel stimulerende finanspolitik, som USA gør det med den skattepakke, Kongressen vedtog sidste vinter, og samtidig sige at CO2-udledning skal reduceres til det halve. Der er en ironi i, at politikerne i flere lande på det nærmeste har indgået en underforstået social pagt med deres vælgere, der går ud på, at alle har uindskrænket ret til at blive transporteret ad motorvejssystemer i privatbiler, der ikke kører ret langt på literen og til lave benzinpriser. Det hænger ikke logisk sammen med, at man samtidig vil reducere CO2-udledningerne.

Styring af den globale økonomi

M.h.t. makroøkonomisk styring kom topmødet med uforpligtende erklæringer om, at tingene hænger sammen. I halvfjerdserne fik vi serveret den såkaldte "lokomotivteori": Overskudslande skal optræde som lokomotiver for verdensøkonomien og stimulere deres økonomier v.h.a. f.eks. ekspansiv finans- og pengepolitik, så lande med underskud på betalingsbalancerne kan få øget afsætningen til overskudslandene og få "råd" til også at stimulere deres hjemmemarkeds økonomi. Det var forsåvidt et fornuftigt nok "globalkeynesiansk" råd. Det var imidlertid så uforpligtende, at Japan og Vesttyskland, der sammen med nogle af olieeksportørerne var de to førende overskudslande på det tidspunkt, kunne lade hånt om det.
    I dag er der kommet nye overskudslande til i form af nogle af de nyindustrialiserede lande, især Kina. Kina har en valutakasse på over 1800 mia $.
    Der bliver ikke i 2008 udformet nogen "lokomotivteori", hvad der da heller ikke er i tidens ånd. I stedet tales om globalisering og fleksible strukturtilpasninger, herunder også, at overskudslande lader deres valuta appreciere ("revaluere"):

We are mindful of the inter-related nature of the issues surrounding the world economy. We remain committed to promoting a smooth adjustment of global imbalances through sound macroeconomic management and structural policies in our countries as well as in emerging economies and oil producing countries. In some emerging economies with large and growing current account surpluses, it is crucial that their effective exchange rates move so that necessary adjustment will occur ("Vi er opmærksomme på den forbundne natur, som de verdensøkonomiske sager har. Vi forbliver forpligtede på at fremme smidig tilpasning af de globale ubalancer gennem sund makroøkonomisk styring og strukturelle politikker i vore lande, så vel som i de nye økonomier og de olieproducerende lande.  I nogle nye økonomier med store og voksende betalingsbalanceoverskud, er det afgørende, at deres effektive vekselkurser bevæger sig sådan, at den nødvendige tilpasning vil komme")