Folketingsvalget 15. september 2011 og de efterfølgende lange forhandlinger om dannelse af en ny regering har givet fornyet interesse for de mange brede forlig, der indgås i Folketinget. Det "samarbejdende folkestyre" med brede forlig viser sig at være en lige så karakteristisk - eller måske endda mere karakteristisk del af Folketingets arbejde end den dramatiske situation, hvor to fløje står over for hinanden, og det skal efterpørves, i overensstemmelse med det parlamentariske princip, om der er et flertal på 90 mandater bag en regering. Det spørgsmål er naturligvis stadig vigtigt, også fordi det er bestemmende for, hvem der er overhund, og hvem der er underhund(e) i initiativet til og prægningen af processen med at finde partier og opbakning til indgåelse af brede forlig. Og det er jo oftest regeringen.

Partierne er ofte meget interesserede i at indgå i brede forlig. Deltagelsen i brede forlig viser, at man som parti er "stemmer der arbejder". Man deltager i løsningen af landets problemer. De, der ikke er med i et forlig, "sættes uden for indflydelse". Det kan have den fordel, at man ikke er med til at legitimere, hvad der er aftalt, og det kan i nogle situationer være en fordel i relation til vælgerne. Men det kan også blive til ulempe for partiet, at man ikke er med til at "tage et ansvar".
    Den siddende regering, der oftest tager initiativ til ny lovgivning, vil være interesseret i brede forlig for at få parlamentarisk og vælgermæssig rygdækning bag lovgivning. I perioden 2001 - 11 blev der indgået det ene finanslovsforlig efter det andet af VK(O). Finanslovsforligene var i flere tilfælde igangsættere af andre forlig, fordi det krævedes af f.eks. DF som betingelse for at være med. Det kunne f.eks. være udlændingelovgivning.

Begrundelsen for brede forlig og bindingen til dem kan ligge i "sagens natur". Politikområdet, som forliget drejer sig om, kan ses som havende en karakter, hvor det ikke menes at egne sig til politisering.
   Derfor skal forliget også række længere end en valgperiode. Partierne har altså en enten formuleret eller uformel aftale om ikke at ville sprænge forliget ved senere at lave forlig til anden side om det samme. Forliget skal først opsiges før et valg, før man efter valget kan lave forlig om det sammen til anden side.
    Eksempler på sådanne forlig er folkeskoleforlig og gymnasieforlig. Gymnasieforliget i 2003, hvor alle partier i folketinget, bortset fra Enhedslisten, lavede gymnasiereformen, der afskaffede gymnasiets opdeling i sproglig og matematisk linje, forventedes at række ud over en valgperiode og en række år frem. Det gælder de unges uddannelse, og der skal ikke være for stor omskiftelighed. Hvis man vil lave mindre ændringer, indkaldes forligspartierne af undervisningsministeren til forhandlinger. Høringsberettigede organisationer høres, og justeringer af lovene kan laves.
    Et andet eksempel er forsvarsforlig. Det drejer sig om landets forsvar og er derfor udtryk for "ansvarlighed", når man er med. Det var således en afgørende forudsætning for opfattelsen af SF som et "ansvarligt" parti, der kunne komme med i regering, at SF tilsluttede sig et forsvarsforlig i 2009.

I forbindelse med regeringsdannelsen 2011 viste det sig at blive et problem, at De Radikale var med i tilbagetrækningsreformen fra maj 2011, som medførte store ændringer af efterlønnen, og som førte til tidligere implementering af velfærdsforliget fra 2006, så pensionsalder og efterlønsalder vil blive sat op hurtigere. Når De Radikale var med i dette forlig, ville en ny regering af SF, S og RV jo være bundet af, at De Radikale måtte stemme sammen med V, K og O om en gennemførelse af tilbagetrækningsreformen.

Der var iagttagere, der anbefalede, at man efter et valg kan bryde indgåede forlig fra tidligere valgperioder. Det kan man måske godt, men det vil kunne blive ødelæggende for det, man kalder "det samarbejdende folkestyre", og altså ødelæggende for mulighederne for at indgå brede forlig senere.Og det vil kunne føre til massakre på forlig, som den forligsbrydende blok selv sætter højt, når den anden fløj kommer til magten efter det næstfølgende valg.

De mange brede forlig kan ses som en konsekvens af samfundsudviklingen. I og med at Danmark er blevet mere og mere integreret i den internationale økonomi, ses politik i mindre grad som kamp mellem to fløje på en national arenas kampplads. Fællesinteresser søges varetaget i relation til det internationale niveau. Polariseringen er rykket op på det internationale niveau. Hvis sager politiseres for meget på det nationale plan, risikerer man at tabe de fælles mål i forhold til omverdenen af syne. Klima- og miljøpolitik er eksempler. Der er en bred enighed om en indsats for at mindske CO2 og kilder til forurening med farlige stoffer. Der kan nok ske polarisering, men det er oftest i forhold til mere marginaliserede protestgrupperinger.

Partierne har stadig mange afvejninger at gøre i forhold til ideologi og interesse, men disse afvejninger rykker ned i 2. række, når man indgår i brede forlig i forhold til opinionsfaktorer. Det er her afgørende, hvordan man formulerer en diskurs, der forklarer, hvad man som parti vil med deltagelsen. De Radikale så f.eks. deres deltagelse i tilbagetrækningsreformen som led i fremme af en "reformdiskurs", der skulle bringe dansk økonomi på fode igen efter finanskrisen og i lyset af udfordringerne fra den demografiske bombe, der ville komme de næste årtier.

Den aktuelle situation, konjunktur og omverdensfaktorer spiller en stor rolle. Trak man f.eks. for store veksler på "reformdiskursen" om det fleksible arbejdsmarked, når krisen bredte sig i den omgivende økonomi. De "jobskabende" effekter af det fleksible arbejdsmarked, skatteincitamenter og den åbne markedsøkonomi udebliver jo. Folk skifter i den situation ikke jobs så let, eller overføres fra ledighed til jobs, når den samlede efterspørgsel er lav.
     Det  kunne til gengæld gøre velfærdsdiskursen mere appellerende. Altså f.eks. i forhold til diskussionen om dagpengeperioden: Nytter det at reducere denne, hvis de arbejdsløse omskoles til jobs, der ikke findes p.g.a konjunkturudviklingen i verden omkring Danmark?
    Diskurser bliver mere effektive, jo mere de kan rettes ind efter en vælgermæssig "fællesinteresse". Derfor skelner "reformdiskursen" da også mellem det korte og det lange sigt. På langt sigt hævder man at sikre velfærden bedre, fordi man gør Danmark mere "fit" til den globale konkurrence.

Den stærke diskurs kan blive den, der formår at binde issues sammen i logiske og forståelige bundter. At man f.eks. kan opløse paradokset vækst-jobs-miljø-velfærd. Sammenbinding af jobs, demografi og velfærd skete med velfærdsforliget i 2006. Men tidsfrister og faser kunne politiseres i relation til EU's europagt-plus og EU's gældskrise. Det kunne danne  baggrund for tilbagetrækningsreformen.

Forlig i Folketinget