og privat sektor i Storbritannien
Medlemsskab af fagforeninger har udviklet sig i nedadgående retning i Storbritannien i de senere år.
Blandt de offentlig ansatte er det stadig en stor del af de beskæftigede, der er medlem af en fagforening. Blandt de privatansatte er medlemstallet faldet kraftigt, så det kun udgør 17.1 pct.
Det siges, at de unge ikke interesserer sig for fagforeningsmedlemsskab. "Røde faner og solidaritet - det er bare ikke mig!" kan man høre. Det er måske ikke helt uforståeligt, når man tænker på, hvad solidariteteten koster? På den anden side vil de gerne nyde godt af de privilegier, fagforeningerne har været med til at hente hjem. Og når de gør det, er de gratister.
Det er nu andet end blot mentalitetsskift, der forklarer udviklingen.
Der ligger strukturelle ændringer i økonomien bag. Der er ikke længere så
mange traditionelt industribeskæftigede. Til gengæld er antallet af
ansatte i servicesektoren vokset. Der er ofte her tale om mindre
arbejdspladser og ansatte på individuelle kontrakter. Samtidig er krav til
uddannelsesniveau vokset. Man har altså ofte i den "høje ende" af
arbejdsmarkedet folk ansat , der er deres eget værd bevidst. De kan selv
forhandle løn uden en fagforening i ryggen. Og i den anden ende har man en
stor mængde lettere proletariserede ansat i servicesektorens mange
midlertide jobs.
Som The Economist skriver (9.6.06) spiller globaliseringen ind. En
arbejdsgiver kan true med at outsource jobs, hvis de ansatte ikke makker
ret. Det har vi netop set et eksempel på i Katrup Lufthavn med
sikkerhedspersonalet. Hvis arbejdsgiverne udnytter denne mulighed - det er
naturligvis ikke alle arbejdsgivere, der har muligheden, så er det klart,
at det svækker fagforeningerne, og dermed argumentet for at være i
fagforening.
I storbritannien blev fagforeningerne også svækket i den nyliberale
tidsånd under Margaret Thatcher (1979-91). Hun fik gennemført love, der
forbød sympatiaktioner i form af blokader og eksklusivaftaler, samt regler
om urafstemning ved valg af ledelse og beslutning om strejke. Tony Blairs
New Labour har også delvist lagt fagforeningerne på is. The "block vote",
hvor fagforeningerne kunne stemme ved valg til Labours organer med alle
deres medlemmer, er afskaffet. På den anden side er noget af baggrunden
for de offentlig ansatte fagforeningers vækst under Labour begrundet i den
udvidelse af den offentlige sektors beskæftigelse, især i uddannelses- og
sundhedssektorerne, som Labourregeringerne har gennemført. Men en del af
Tony Blairs "kontrakt" med vælgerne har bestået i, at der skulle holdes en
"low profile" policy på denne del af arbejdsmarkedsområdet. Hermed har man
fået fat på middelklassevælgerne, der måske ellers ikke var gået til
partiet i de antal, det er sket. Politikken har bestået i at skabe lige
muligheder i stedet for arbejderklassefavorisering (Fairness, not favours).
Det har lagt initiativet over til statsmagten i stedet for at lægge det
hos arbejdsgivere og fagforeninger og deres fælles overenskomstaftaler.
Der er således i Storbritannien under Blair lavet en mindstlønslovgivning
- hvad der selvsagt kan tage noget af "arbejdsgebetet" ud af hænderne på "organised
Labour" og dermed mindske begrundelserne for medlemsskab.
Men tilbage har man jo så den offentlige sektor som proletariatets sidste
bastion. Og her afløser den ene strejke den anden. Senest jernbaner og
universitetslærere. Universitetslærerne har lige fået tilbudt en lønpakke
på 13.1 pct over tre år.
I Danmark har man set lignende tendenser. De er blot ikke slået igennem
med nær den samme styrke som i Storbritannien. Men det vil nok komme.
Sikkerhedspersonalet i Lufthavnen fik nok reddet sig fra at få udliciteret
deres jobs til det private servicemarked, men på længere sigt kan de være
blevet svækket som gruppe over for den australske ejer af lufthavnen.