EU's Triple-20 aftale  -   the Art of Realpolitik?

EU's råd af stats- og regeringschefer har lavet en aftale om klima (12.12.08), som det franske formandskab under ledelse af præsident Sarkozy kalder historisk.

Den vil måske blive døbt triple-20 aftalen, for den består af en aftale om for det første at reducere CO2 drivhusgas emissioner med 20 pct i 2020 i forhold til 1990 niveau, for det andet beskære energiforbruget med 20 pct i 2020, og endelig at sikre, at 20 pct af EU's energi vil komme fra vedvarende energi samme år.

Planen vedtages efter EU's almindelige beslutningsprocedure med forslag fra Kommissionen, der altså nu er behandlet i Rådet, og som efterfølgende i den kommende tid skal forelægges Europaparlamentet og vedtages der som endelige forordninger og direktiver.

Aftalen vil sætte gang i EU's CO2 kvotehandelssystem, der blev sat i værk med en spæd start allerede i 2005. Fra 2013 skal Europas kraftværker og procesindustrier, som er de største CO2 udledere, underlægges et kvotehandelssystem, hvor de skal betale for at forurene, men hvor de altså også kan betale sig fra det via et omfattende system med kvoter, der kan omsættes på et marked.

Dertil kommer forskellige direktiver, der skal omsættes til lov i de 27 lande om, hvad de skal gøre på nationalt niveau for at reducere forureningen i sektorer, der ikke er dækket af kvotehandelen. Det er f.eks. bygge- og anlægssektor, transport og landbrug.

Dertil kommer yderligere lovgivning om vedvarende energi og fastsættelse af nationale mål for de 20 pct reduktion frem til 2020, samt forskellige teknologiske udviklingsprojekter om opsamling og opbevaring af CO2 fra kraftværker. 

Det er de europæiske politikeres håb, at man med denne aftale har mulighed for at få en omfattende aftale i stand med den nye administration i Washington, og at man med et samlet pres kan få udviklingslande som Indien og Kina med. Det skulle give forhåbninger om en global klimaaftale ved topmødet i København i december 2009.

Der er imidlertid kritikere, der mener, at aftalen er så fuld af smuthuller og undtagelser, at det bliver vanskeligt at nå de fastsatte mål. Nogle østeuropæiske lande får lov til at øge deres emissioner, og de kommer til at nyde godt af en "solidaritetsmekanisme", der giver dem 12 pct af deres forureningstilladelser gratis. Nogle sidder stadig med kulkraftværker fra Sovjetæraen, og topmødeaftalen anerkender de problemer, disse lande har. Der er imidlertid stor skepsis over for de undtagelser, som det lykkedes Tyskland at få igennem for den tyske storindustri. George Monbiot fra The Guardian kalder Tyskland for "the dirty man of Europe" efter indgåelsen af aftalen. På trods af, at man formelt holder sig til et "forureneren betaler princip" betyder undtagelserne, at mange europæiske virksomheder får muligheder for at inkassere store gevinster i form af salg af deres "gratis" forureningskvoter, samtidig med at de sender regningen videre til forbrugerne. Den formelle begrundelse for undtagelserne bliver en henvisning til, at virksomheden potentielt er udsat for konkurrence for virksomheder uden for unionen. Aftalen undgår dermed at sætte den europæiske storindustri i en situation, hvor den reelt kunne være tvunget til at lægge sin arbejdsgange om i en mere økologisk forsvarlig retning.

Aftalen giver nye interessante muligheder for udvikling af en europæisk nykolonialisme i forhold til den 3. Verden. Emissionsreduktioner kan opfyldes via finansiering og projektbistand til projekter i udviklingslandene, de såkaldte Clean Development Projects.
   Det vil sætte gang i nye former for teknologioverførsel til disse lande. I visse tilfælde vil det sikkert kunne få gavnlige virkninger, hvis der er reel teknologispredning, men hidtidige erfaringer med vidensdeling i forhold til den tredje verden lægger ikke op til den store optimisme. Det kan i stedet ende i fastholdelse af high-tech monopoler hos de europæiske multintionale, som de fattige lande kommer til at betale dyrt for.

 

    

  Links:

EU-oplysningen

Clean Development Mechanism