POLITISK SPIL OM EU FORBEHOLD

Sig nærmer tiden, hvor vælgerne skal tage stilling til de fire EU-forbehold. Der er lagt op til nogle hårde forhandlinger om noget, der måske bliver til at nye nationalt kompromis om EU-politikken. 

Figur 1: Politiske partikonstellationer og forligsmuligheder omkring EU-forbehold

De fire forbehold er:
      

1. Unionsborgerskab
2. Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (euroen)
3. Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet 
4. Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender

De danske vælgere stemte nej til EU's unionstraktat Maastrichttraktaten ved folkeafstemning i juni 1992. SF var på nej-siden i den afstemning. Mange husker stadig plakaten "Holger og Konen siger nej til unionen". 
    Derefter indgik partier i folketinget "Det nationale kompromis", som indeholdt de senere forbehold. Den socialdemokratiske mindretalsregering sørgede for at få SF med i denne aftale. Alle partier i Folketinget deltog, bortset fra Fremskridtspartiet. På et EU topmøde i Edinburgh i december 1992 indgik EU-landene en aftale med Danmark om at Danmark kunne stå uden for unionstraktaten på de fire områder. Det var med til at sikre et dansk ja ved en ny afstemning om Maastrichttraktaten i 1993.

Det første forbehold, unionsborgerskabet; spiller ikke nogen rolle, fordi det er vedtaget, at det ikke træder i stedet for nationalt borgerskab, men supplerer det, og dets betydning afgøres af det enkelte lands egen følgelovgivning.

ØMU-forbehold

Det andet forbehold betyder, at Danmark ikke har taget den fælles valuta, euroen, til sig. Til gengæld er man med i ØMU'ens anden fase, dvs valutasamarbejdet ERM II (Exchange Rate Mechanism). Det indebærer, at kronen svinger inden for et vist interval (+/- 2,25 pct)i forhold til euroen. Det er Nationalbankens opgave via køb og salg af valuta at sørge for, at kronen ikke kommer uden for båndet. I praksis forvalter Nationalbanken politikken på en sådan måde, at den danske krone skygger euroen tæt, så de realiserede kursudsving er inden for meget små marginaler.
    For så vidt kan man sige, at Danmark deltager, men uden at have den indflydelse, der følger af fuldt medlemskab. Danmark har også stadig en - i hvert fald formel - mulighed for at gennemføre devalueringer eller revalueringer af kronen i forhold til euro.

Argumenter for og imod fællesvaluta
 

For deltagelse i fælles valuta	Imod deltagelse i fælles valuta
Lettere at rejse til udlandet og umiddelbart bruge penge. Naturligt med den øgede globalisering	Sikrer, vi har en dansk mønt, med danske symboler. Mønten er en naturlig del af den nationale identitet
Sikrer imod hyppige kursudsving og imod at spekulanter kan spille imod valutaer og tjene på valutaudsving	En fælles valuta gør det ikke muligt at tage højde for og tilpasse sig forskellig udvikling i konkurrenceevne i forskellige dele af området
Fremmer handel og investeringer over grænser via lettelse af transaktionsbesvær og transaktionsomkostninger	Gør Danmark mere afhængig af den økonomiske udvikling i de andre lande
Øger internationalt økonomisk samarbejde	Ja, men øger det kun inden for EU-området, hvorved man måske er med til at forstærke "Fort Europa" tendens
Gør det umuligt at devaluere krone, hvorved vi sikres imod mulig inflationær udvikling	Gør det umuligt at bruge valutapolitik med f.eks. devaluering i en situation med faldende konkurrenceevne og stigende arbejdsløshed.
Fører til fælles pengepolitik, hvad der modvirker nationale konkurrerende pengepolitikker	Bevirker at vi (i dette specifikke tilfælde) underlægger os en europæisk centralbanks deflatoriske pengepolitik
Euro er et så forpligtende projekt, at det via spill over virkninger leder EU ind  i en føderalistisk union	Et forpligtende økonomisk samarbejde og et stærkt EU det bedste bolværk imod vild globalisering med store multinationale selskaber
Der er ulige økonomisk styrke, men netop derfor er der argument for fælles overnational økonomisk politik og regionaludviklingsstøtte, så svage områder hjælpes frem	Eurozonen er præget alt for ulige økonomisk udvikling. Derfor kan fællesvalutaen risikere at bryde sammen. Et land som Italien kan blive tvunget til at gå ud. Inden det sker, vil de have ødelagt fællesvalutaen med store ufinansierede statsbudgetunderskud.

Deltagere i euroen har forpligtet sig til at overholde de såkaldte konvergenskriterier. Det er kriterier for god økonomi, der skal sikre, at valutaen holder sin værdi. Konvergens betyder egentlig "samløbende", og det, der skal "løbe sammen", dvs være ensartet i euro-landene, er rente, inflation, offentlige budgetunderskud og offentlig gæld. Hvis det offentlige har for stort et budgetunderskud, kan finansieringen af det føre til øget inflation eller stigende rente, når man sælger statsobligationer. Det kan underminere værdien af en fælles valuta. Derfor stilles der krav om, at de offentlige budgetter ikke må have et større minus i pct af BNP end 3 pct. Statens gæld må ikke overstige 60 pct af BNP.
     Det største problem ved euroen er dog den forskelligartede økonomiske udvikling i området. Der er tendens til, at den centrale og nordlige del af eurozonen har en stærk økonomi, mens de sydeuropæiske landes økonomi kan være mere skrantende. Det viser sig f.eks. i et stort tysk eksportoverskud og ofte tilsvarende underskud i f.eks. Italien. Tidligere kunne Italien genoprette konkurrenceevnen over for Tyskland ved at devaluere. Det kan italienerne ikke længere, når de er med i euroen. Så må de i stedet forsøge det lange, seje træk, der går ud på at forbedre konkurrenceevnen ved at få mere innovation og fleksibilitet i økonomien, bedre uddannet arbejdskraft, bedre infrastruktur, og bedre iværksætterpolitik. 

De relative konkurrenceevneforhold i euroområdet har udviklet sig til tysk/hollandsk og enkelte andre landes fordel de første7 år af euroens eksistens. Hvis den udvikling fortsætter, lover det ikke godt for euroens fremtid.
    Det stiller krav om en stærkere koordinering af fælles finans- og strukturpolitik og en stærkere regionaludviklingspolitik, der kan styrke de sydlige økonomier. Finans- og skattepolitik er jo de enkelte landes anliggender. Igennem disse politikker kan man i en nationalstat styre pengene hen, hvor behovene er. Det kan man ikke i EU, selv om relevansen af fælles politik på disse områder anerkendes af de fleste iagttagere af europæisk politik.
   En sådan politik har man altså ikke fået udviklet i tilstrækkelig grad, hvad der reelt er udtryk for, at euroen mangler tilstrækkelig overnational styringskapacitet. Det er netop ikke ét land med én fælles national identitet. Derfor er der grænser for, hvor meget de stærke vil ofre for de svage. I stedet henvises der vagt og uforpligtende til, at man skal gøre økonomi og arbejdsmarked mere fleksible, uddannelser skal styrkes etc. Men det batter ikke i Italien, hvor staten i forvejen kører med underskud. . 
    Euroen stiller landene anderledes i situationer med "bobleøkonomi". Her havde man tidligere valutakurs og obligationsmarkeder til at "måle" temperaturen. Man kunne gribe ind med en stram pengepolitik. Nu kan spekulationsbobler løbe i årevis, som de f.eks har gjort. i Irland og Spanien i første årti af 2000-tallet, uden der gribes ind af nationale myndigheder.
   Man har dannet den såkaldte euro-gruppe under Eco-Fin Ministerrådet (Finansministerrådet), som mødes før finansministermøderne. Men det er næppe tilstrækkeligt til styring af den komplicerede euroøkonomi.
   Den pengepolitiske styring står den Europæiske Centralbank, ECB, for. Den har som primært mål fået inflationsbekæmpelse. Under finanskrisen i 2008 har man set ECB leve op til denne forpligtelse. Der var ellers et stærkt pres fra forskellige interessers side for, at man skulle følge den amerikanske centralbanks rentenedsættelser for at øge livkviditeten, billiggøre låneoptagelse og således medvirke til at formindske virkningerne af finanskrisen. ECB levede imidlertid op til kravene om pengepolitisk disciplin. Det har været medvirkende til at gøre euroen til en stærk international reservevaluta, så den i dag er ved at gøre dollaren rangen stridig som den førende reservevaluta i Verden. Kursen på euro er drevet opad, hvad der har givet konkurrenceudsatte erhverv problemer med at afsætte varer til konkurrencedygtige priser i dollarzonelandene. Det gælder også dele af det eksporterende danske erhvervsliv, idet den danske krone jo følger euro tæt.
   

Forsvarsforbeholdet

Forsvarsforbeholdet indebærer, at Danmark ikke deltager i fælles EU-aktioner med et militært aspekt.

Argumenter for og imod forsvarsforbeholdet

Retsforbeholdet

Om retsforbeholdet siger EU-oplysningen: Med Amsterdam-traktaten blev det besluttet at gøre dele af det mellemstatslige samarbejde om retlige og indre anliggender til overstatsligt samarbejde. Bestemmelserne om visum, asyl, indvandring og andre politikker i forbindelse med den fri bevægelighed for personer blev derfor flyttet over i EF-traktaten. Denne overflytning aktiverede det danske forbehold.
 

Retsforbeholdet er på dramatisk vis kommet i spil med det, man vist roligt kan kalde for en krise for VK-regeringens parlamentariske basis sammen med Dansk Folkeparti. Krisen er udløst af en dom i EF-domstolen, som har skabt tvivl om behandlingen af danske familiesammenføringssager, i princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed i Det indre Marked giver arbejdstagere ret til at tage ophold i et andet EU-land, når vedkommende har arbejdet i et andet land i en vis periode.

Politisk spil

Det store spørgsmål vedrørende afskaffelsen af forbeholdene er, om man tør gå efter den såkaldte Big Bang model, dvs få en afstemning om alle fire (eller tre) forbehold på én gang? Det kan bevirke, at de bliver forkastet under ét. Selv om de sættes til afstemning som en samlet pakke, kan man give vælgerne mulighed for at stemme ved separate kryds for hver af dem. Det vil give mulighed for, at vælgere kan vise EU-skepsis ved at stemme nej til ét af forbeholdene og evt. ja til de andre. Endelig kan man også dele afstemningsdatoerne op, så man f.eks. tager forsvars- og retsforbeholdene for sig og ØMU-forbeholdet for sig.

Helt afgørende vil dog være, at VK regeringen vil ønske at få en aftale med SF, da en SF-anbefaling vil kunne flytte mange skeptiske vælgere. SF er imidlertid bundet af nogle hovedbestyrelsesbeslutninger om forsvars-, rets- (februar 08) og ØMU-forbeholdene. Der vil være en "pris" at betale til SF for at få dem ophævet og få SF med i en anbefaling. SF vil f.eks. kunne tænkes at stille betingelser til, hvilke typer af EU militært samarbejde og -aktioner, Danmark kan være med i.

For VK er det lidt af en knivsæg, der skal balanceres på. Hvis man giver SF indrømmelser i asylpolitikken som betingelse for afskaffelse af retsforbeholdet, vil det kunne antagonisere Dansk Folkeparti og vanskeliggøre et kommende VK(O)-samarbejde.

Der er en stor joker i sagen, som ikke gør det hele nemmere. Det er spørgsmålet om en mulig international toppost til statsminister Anders Fogh Rasmussen. En toppost i EU-systemet kan blive givet med den stiltiende forventning, at Danmark ophæver forbeholdene. Hvis politikerne føler, de er under et sådant pres, kan det vanskeliggøre forhandlingerne. Det er f.eks. muligt, at SF vil stille mere vidtgående krav til en aftale end ellers. 

Da Fogh vendte hjem fra ferie 5.8., vendte han hjem til al balladen om EF-domstolens dom. EF-domstolens dom har fastslået princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed inden for Det indre Marked i EU. Det sætter sagen om forbeholdene i et nyt lys. Foghs første reaktion var, at "den danske udlændingepolitik ligger fast", og at man vil tage kontakt til EU i et forsøg på at få afklaret problemerne efter, at .
    Det er mærkeligt, at det kan komme bag på nogen, at dette princip gælder, og at det retsligt er overordnet national ret. - Så kommer problemerne med fortolkning selvfølgelig ind. Men det har altid været en domstols opgave at fortolke love, når de lovgivende folkevalgte politikere har efterladt uklarheder i dem.
    Der er ikke noget udemokratisk i, at EF domstolen fortolker EU-love. Danske domstole fortolker også danske love. Danske folkevalgte politikere har været med til at vedtage de regler, der ligger til grund for EF domstolens lovfortolkning. Der har været en lang og snørklet vej igennem EU beslutningsprocessen, men der er ikke ud fra et repræsentativt demokratisk princip nødvendigvis noget udemokratisk i det. Man kan kalde det fjerndemokrati. Det er desuden almindelig kendt, at når man skal lave et internationalt samarbejde mellem en større kreds af lande, både store og små, så kommer der til at blive indgået mange kompromiser. Det har imidlertid altid været en grundprincip i dansk udenrigspolitik, at man foretrækker denne form for multilateralisme, frem for nationalismen og  "nationalstatshalløjet", fordi det binder stormagterne i fælles beslutninger.
    På den baggrund kan det også undre noget, at regeringen og et flertal i Folketinget er gået med til at ratificere Lissabontraktaten. Den indskriver EF-domstolens (fremover efter den nye traktat kaldt EU domstolen)  ret til lovfortolkning. Og den lægger det meste af søjle to og tre, det mellemstatslige samarbejde, f.eks. om rets- og asylpolitik, ind under domstolens jurisdiktion. Det mindste, man kunne have gjort, havde været at stille forslag om ændringer til Lissabontraktaten, hvis man havde ment, dette er en betænkelig politik, men man har måske været fortrøstningsfuld p.g.a. det danske forbehold over for rets- og asylpolitikken. Man har ikke forudset, at reglerne om fri bevægelighed kunne ramme den danske asylpolitik som en boomerang. 

Agendaer

Figur 2: Dagsordener

"Policy-agendaen" er den dagsorden, der hedder, at der skal føres en politik igennem på den ene eller den anden måde. Der er et problem, der skal løses. Muligvis kan det ske i forhold til EU, muligvis skal dansk lovgivning ændres. I det tilfælde skal fremlægges et lovforslag, man skal finde et flertal for loven.
   Medie-agendaen er den dagsorden, medierne sætter op. Den er præget af personfaktorer og dramatik, f.eks. Foghs mulige internationale topposter, Pias ildebindende o.lign., samtidig med, at man også skal forklare de indviklede sager, der er baggrund for politikernes uenighed. Det sker naturligvis på meget forskellige måder i forskellige medier, afhængig af mediernes målgrupper.
   Den økonomiske agenda er den dagsorden, der forsøger at prioritere, hvordan de økonomiske problematikker skal gribes an. Det kan f.eks. være de forskellige agendaer, som store organisationer vil sætte, og som kan være forskellige i forhold til de interesser, der skal varetages. Erhvervslivet vil presse på for at Danmark har et tæt og forpligtende samarbejde med Europa.

De forskellige agendaer kan spille sammen til en dominerende politisk dagsorden, som i dette tilfælde formentlig vil være bestemt af VK(O)'s villighed eller uvillighed til at bryde en parlamentarisk basis, der har sikret VK-regeringsflertal i flere år. Man kunne forestille sig den dominerende politiske dagsorden havde set anderledes ud, hvis f.eks. erhvervsinteresser var kommet igennem med synspunkter om, at arbejdskraftmangelen er/har været et dominerende problem. Eller de havde påvirket valutakurspolitikken noget mere.

Den politiske beslutning, der i første række skal tages, er naturligvis at finde ud af, om den danske indvandrings-/udlændingepolitik kan opretholdes, eller den skal ændres.
    Man kan diskutere, om  det er blevet symbolpolitik - uden ret meget substantielt indhold? Politik drejer sig ikke altid kun om "virkelige", men kan også dreje sig om noget, der efterhånden mestendels har et symbolsk indhold og betydning.
   Den "faste, men fair danske udlændingepolitik" har længe været ved at blive overtrumfet af en udvikling længere nede i Europa, som man ikke har været særlig optaget af i Danmark.
   Lige inden Fogh kom hjem, havde Berlusconi sat den italienske hær ind imod illegale indvandrere i Roms og andre byers gader. Den italienske regering har lavet aftaler med den libyske regering om etablering af "modtagecentre" i Libyen, som afrikanske indvandrere kan sendes tilbage til. EU er ved at vedtage et direktiv som led i den fælles asylpolitik, der gør det muligt at tilbageholde og fængsle (og tilbagesende) immigranter, der ikke har papirerne i orden, i først 6 måneder, med mulighed for forlængelse helt op til 18 måneder.
  Det er faktisk sådan, at der er flere latinamerikanske regeringer, der har protesteret kraftigt over for stramningen af EU-indvandrerpolitikken. Der er blevet truet med konsekvenser for de diplomatiske forbindelser (Venezuela).
    Hvad er det, EU's asylpolitik ikke kan, som Danmark kan? Det er jo ikke sådan, at man åbner for sluserne for indvandring ved at tilslutte sig og samarbejde med de andre EU-lande i en fælles indvandrings- og asylpolitik.
    Først når retsforbeholdet er afklaret, kan man gå i gang med de andre.

Velegnet til beslutningsprocesser og rollespil

Forhandligsforløbet kan gå hen og blive ret så dramatisk. Der er godt stof i det til et rollespil. Partierne kan blive udstyret med forhandlingspositioner og -strategier ud fra deres ideologi og interesse, samt popularitetsfaktorer og parlamentariske faktorer. Et forhandlingsspil kan løbe over flere runder, hvor udfaldet kan komme til at tage sig ud som en af flere mulige typer af beslutningsprocesser. F.eks.:

Rationel model (landets interesser sættes i centrum. Der formuleres mål og man vælger midler, der effektivt fører frem til målene)
Inkrementalistisk model (først afstemning om et forbehold, derefter de øvrige. "Belønninger" til både deltagende politikere og vælgere undervejs.
"Studehandel". (den store studehandel mellem VK og SF. Accepterer de andre partier bare at stå ude på sidelinjen?)
Skraldespandsmodel (hvad dukker op undervejs, som kan inddrages?)

EU-oplysningen om EU-forbeholdene

Læs her mere om beslutningsmodeller

Model for EU's beslutningsproces

Økonomiske indikatorer til bedømmelse af landenes økonomi - burgerindekset

EF-domstolen og magtens tredeling m.m. - aviskommentar