Afhængig og semiafhængig kapitalistisk udvikling i
nyindustrialiserede økonomier som Kina og Mexico før og efter krisen
Figur 1: Vækst (BNP pr indbygger) og Amerikahandel. Mexico og Kina
 |
 |
| Kilde: Worldbanktal. | |
 |
 |
| Kilde: Census.gov |
At der er forskellige veje til udvikling, er en gammel velkendt sandhed, men hvad det er, der gør forskellen, kan føre til lange og ophedede diskussioner. Tag nu f.eks. Mexico og Kina. De er begge hårdt ramt af den økonomiske nedtur som følge af den globale recession, der startede i USA med subprimelånekrisen i 2007. Men af de to er der ikke meget tvivl om, at Kina ser ud til at klare sig bedst. Det har landet i det hele taget gjort, siden det for alvor gjorde sin entre i den globaliserede økonomi i slutningen af 1970'erne med Deng Hsiao Ping reformerne.
Det, der især er forskellen på de to lande, er stagnationen i Mexico og den fortsatte dynamiske økonomi i Kina. Diagrammet øverst til højre i figur 1 ovenfor, der giver mulighed for at sammenligne vækstforløbene i de to lande, taler sit tydelige sprog. Og så undervurderer diagrammet endda Kinas vækst, idet tallene ikke er i PPP, købekraftsparitet. En opgørelse i købekraftsparitet ville vise endnu større kinesisk vækst, idet priserne tendentielt er lavere i Kina.
De to lande ses ofte som en slags laboratorier for globalisering. De er begge blevet kraftigt inddraget i den globale økonomi, jvf f.eks. de bilaterale handelsforhold med USA. USA-handelen har givet visse fordele, men nok specielt for Kina. Hvad er det, der giver den forskel? Ikke alene er Kinas handelsoverskud i forhold til USA været langt større, også relativt set, men det har tilsyneladende også givet mere interne dynamiske effekter på den lokale økonomi.
Begge lande opererer i varierende grader af afhængighed i forhold til den amerikanske økonomi. En stor del af ekspansionen er sket i filialer af store amerikanske virksomheder. I Mainland Kinas tilfælde er en stor del af de industrielle fødekæder gået via Taiwan og Hong Kong. Lønniveauet i Taiwan er drønet opad de senere år, og taiwanesiske virksomheder har i stort omfang outsourcet produktion til Mainland China. Hong Kong og Singapore har fungeret som højteknologiske service- og finanscentre i forhold til Mainland China økonomien, - i begge tilfælde ligeledes med langt højere lønniveauer end i selve Kina. Samlet set har det kinesiske "økonomiske rum" været dynamisk, med høje vækstrater. En stor del af denne udvikling har imidlertid været afhængige af investeringer og teknologi udefra, som figur 2 afslører det. Den kinesiske eksport er præget af relativt lavteknologiske produkter. Derfor har krisen også været et chock. Over 20 mio migrantarbejdere er blevet fyret fra virksomheder i det sydlige Kina, hvor der er en stor koncentration af virksomheder, der producererer "anonymt" (dvs andre varemærker) til Verdensmarkedet. Krisen har givet et kraftigt drop i efterspørgselen efter sådanne produkter. Figuren til højre viser, at en stor del af den højteknologiske eksport skyldes udenlandske virksomheder. Kina bliver nødt til at bevæge sig opad i værdikæden, hvis landet fortsat skal holde en høj vækst.
Figur 2: Sammensætning af kinesisk eksport på lav- og højteknologi
 |
 |
| Kilde: Economist . Forskellige industrisektorers bidrag til handelsbalance. | Kinas højteknologiske eksport efter ejerskab |
Det ser dog ud til, at der fortsat er en betydelig dynamik i den kinesiske økonomi. Og landet er ved at komme teknologisk med på flere felter.
Anderledes forholder det sig med Mexico. Efter teorien burde mexicanerne have nydt godt af en meget højere vækst, end det faktisk har været tilfældet. I 1994 trådte frihandelstraktaten NAFTA (North American Free Trade Area, Det nordamerikanske Frihandelsområde) i kraft. Toldsatserne mellem de tre nordamerikanske lande skulle nedtrappes over en årrække, og man ventede, at det naturligt vil give Mexico gode handelsmuligheder og dermed en forstærket økonomisk vækst. Med hensyn til handelen ser forventningerne tilsyneladende ud til at være opfyldt, i hvert fald når man kigger på tallene, jvf tallene i fig. nederst til højre i figur 1. En eksport til USA på over 200 mia $ er dog immervæk noget, og noget som en del fattige u-lande vil kigge langt efter. Det ejendommelige er imidlertid, at i modsætning til Kina ser det ikke ud til i særlig grad at have dynamiseret den mexicanske økonomi. Den mexicanske vækst var ganske betydelig frem til de første tiltag til åbning af den mexicanske økonomi under præsident Salinas de Gortari i 80'erne. Efter NAFTA er væksten momentvist vokset lidt i perioder, men i lange perioder er den nærmest stagneret. Der er stadig den sammen forskel i lønniveau mellem USA og Mexico. Den mexicanske mindsteløn er ikke mere end godt 50 pesos daglig (ca. 20 - 25 kr), og der er det samme forhold ca. 1:8 mellem mexicanske arbejderlønninger og amerikanske.
Årsagerne ligger bl.a. i, at der er bygget forskellige former for dual økonomi op i visse områder af Mexico, hvor virksomheder indgår i arbejdsdeling med amerikanske virksomheder. I nord har man den såkaldte maquiladora-økonomi, hvor virksomheder laver samlearbejde for amerikanske virksomheder. Råvarer, viden og halvfabrikata kommer ofte udefra, og den færdige produktion eksporteres nord for grænsen og i et vist omfang til Europa. En stor del af arbejdsstyrken i disse virksomheder er lavt betalt kvindelig arbejdskraft, der fastholdes i et mønster af sexistisk undertrykkelse af lav betaling, lav uddannelse og familiemønstre præget af machismo. Det giver ikke meget udvikling. Under IT-revolutionen i Californien og Massachusetts i USA i 1990'erne udvikledes nye afhængige industricentre i Mexico, f.eks. i nogle af de største mexicanske storbyer som Guadalajara og i Monterrey. Mange af de amerikanske IT-giganter placerede samle- og udviklingsarbejde her for at nyde godt af den rigelige arbejdskraftforsyning. Det gik også rimelig godt under disse industriers etablering, men de senere år har mange af dem rykket teltpælene op igen og flyttet andre steder hen, ikke mindst til forskellige asiatiske lande. Da Kina blev medlem af WTO i 2001, opnåede Kina efter reglerne mestbegunstigelsesstatus på mange af de markeder, Mexicanske virksomheder havde gjort sig gældende på, især USA, og en del mexicansk produktion blev udkonkurreret.
NAFTA betød imidlertid også aftrapning af told på landbrugsprodukter. Amerikanske (ofte subsidierede) landbrugsvarer væltede ind i Mexico og udkonkurrerede mexicanske bønder. Bønderne kan ikke mere leve af og på deres jord. De lokale samfunds og landsbyers socioøkonomiske strukturer brydes ned som følge af det forsvundne levegrundlag, og beboerne tager væk. De forsøger i stort antal at emigrere til USA, hvor de ofte henvises til en kummerlig tilværelse som illegale arbejdere. De lokalsamfund, de kommer fra, bliver afhængige af, at de sender penge - de såkaldte remittances - hjem. I 2007 toppede denne pengestrøm, der ellers var kommet op i nærheden af 25 mia$. Krisen har fået den til at tørre ind til et noget lavere beløb.
Krisen har endvidere ført til en kraftig devaluering af den mexicanske
valuta. En dollar er steget fra omkring 10 pesos til over 14 pesos de
seneste par år efter 2007. En af årsagerne er kapitalflugt fra Mexico. De
rige mexicanere forsøger at bringe deres penge "i sikkerhed" ved f.eks. at
investere dem i amerikanske statsobligationer. Man skulle så tro,
devalueringen af peso ville give bedre eksportmuligheder. Men det sker kun i
meget begrænset omfang, dels på grund af recessionen, dels fordi
markedsmulighederne er begrænset af den strukturering af den bilaterale
arbejdsdeling, som de amerikanske virksomheder har gennemført.
Det er naturligvis en noget negativ analyse, og nogle vil nok
mene, at den er noget overdrevet. Der findes faktisk et mexicansk
kapitalejende borgerskab, der investerer også i Mexicos økonomi, - når det
ikke investerer i prestigeprojekter som overtagelse af ikonavisen The New
York Times, som Carlos Slim, Mexicos rigeste mand har gjort.
Der er imidlertid én økonomisk sektor, hvor aktiviteten er overordentlig stor. Det er narkohandelen. Mexico er blevet gennemgangsland for kokain længere sydfra og fra narko produceret i Mexico. Narkokartellerne spiller hasard med sikkerheden i det nordlige Mexico. Narkokartellerne bekriger hinanden i veritabel forstand, med stort antal faldne på hver side, når de engagerer sig i ildkamp med hinanden og med politiet. Noget af det skvulper over grænsen til USA, og her har myndighederne sat ekstra sikkerhedsstyrker ind for at inddæmme volden.
Belastet amerikansk mexicansk forhold - det bilaterale politiske forhold
Både Mexico og Kina er således præget af afhængig og semi-afhængig udvikling, Mexico dog i højere grad end Kina. Obama-administrationen ser ud til at ville satse større interesse på de nære naboer, end Bush gjorde. Hillary Clinton er i marts 2009 på officielt besøg i Mexico, et af de første mål ( - efter Kina) for hendes diplomati; og præsidenten har meldt sin ankomst på et senere tidspunkt.
Narkokrigen har ført til 7000 dødsfald fra slutningen af 2007 til starten af 2009, og den er blevet et stort problem i det bilaterale forhold. Det irriterer amerikanerne, at sikkerhedsproblemerne i grænseregionerne øges. Mexicanerne kan på den anden side med god ret hævde, at problemerne har deres udspring i USA. Markedet for langt hovedparten af narkoen er i USA. Desuden har en amerikansk undersøgelse vist, at 90 pct af de våben, der bruges af de mexicanske narkokarteller, kommer fra USA. Den amerikanske militære oprustning i grænseområdet har ført til en erklæring fra den mexicanske forsvarsminister om, at ingen fremmede tropper får ret til at opholde sig på mexicansk jord. Mexicanerne er desuden stærkt irriterede over, at højtstående amerikanske embedsmænd har sagt, at narkokarteller lige frem kontrollerer nogle dele af Mexico.
NAFTA
Det er imidlertid et åbent spørgsmål, om NAFTA vil blive genforhandlet. Mexicos officielle holdning er nærmest imod, og Obama-administrationen er også ved at ændre signaler med hensyn til en genforhandling af NAFTA. Det er ærgerligt. NAFTA er på mange måder med hensyn til de faktiske virkninger en "ulige handelstraktat", der er medvirkende til at fastholde Mexico i afhængighed. Det mexicanske borgerskab og den politiske elite ser imidlertid fordele i at fastholde traktaten. Det samme gør USA også. Obama er ved at nedtone sin anti-globaliseringsretorik fra valgkampen.
Amerikanske økonomers svar på Mexicos strukturelle underudvikling har været det velkendte nyliberale mantra: Flere markedsreformer. Og med reformer tænkes først og fremmest på privatiseringer og dereguleringer. Det store mexicanske olieselskab Pemex, der er et resultat af præsident Cardenas' nationaliseringer efter den mexicanske revolution, er et emne for privatisering. Man anbefaler også at bryde den traditionsbårne PRI-fagbevægelse, der har organiseret arbejdere i nøgleindustrier siden den mexicanske revolution i starten af det 20. århundrede. Mexico har imidlertid kedelige erfaringer med privatiseringer, f.eks. af bankvæsenet. Det er i dag for en stor del udenlandsk ejet. Initiativet kommer udefra, og ejerskab og fødelinjer til udenlandske kapitalcentre gør det svært at forhindre f.eks. kapitalflugt. På enkelte områder er der lokalt ejede monopoler, f.eks. i cement og telekommunikation (Carlos Slim), hvad der giver høje priser og for lidt innovation.
.