KLASSISK IMPERIALISMETEORI

Nødvendigheden af at skaffe stadig øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet ud over hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå sig ned overalt, at knytte forbindelser overalt.

Bourgeoisiet har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Til de reaktionæres store sorg har de slået den nationale grund bort under fødderne på industrien. De ældgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag. De bliver fortrængt af nye industrier, som det bliver et livsspørgsmål for alle civiliserede nationer at indføre, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets egen frembringelser, kommer der nye, som kræver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrøg for at blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med den åndelige. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.

Bourgeoisiet river alle, selv de mest barbariske nationer, med ind i civilisationen ved den hurtige forbedring af alle produktionsmidler, ved det kolossale fremskridt med hensyn til samfærdselsmidlerne. De billige varepriser er det svære artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne. Det tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil gå til grunde; det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s. at blive bourgeois'er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede. (Det kommunistiske Manifest 1848)

Der er ingen tvivl om, at vi ser kimen til en tidlig globaliseringsteori i ovenstående citat fra Marx' og Engels' populærvidenskabelige skrift Det kommunistiske Manifest. Kapitalen glider ud over hele kloden.
    Drivkræfterne er søgningen efter afsætningsmarkeder og råstofleverancer. Det er dog ikke helt uden forhindringer: "Til de reaktionæres store sorg har de slået den nationale grund bort....."   Der danner sig modbevægelse til internationaliseringen, f.eks. nationalistisk konservatisme, der vil beskytte nationale industrier imod kapitalens internationalisme.
    Med sin økonomiske stræben er bourgeoisiet (kapitalejerne) en ekspansiv klasse, der "river alle med ind i civilisationen" med samfærdselsmidlernes udvikling. Alle bliver nødt til at efterligne bourgeoisiets produktionsmåde, dvd den frikonkurrencekapitalistisk produktionsmåde med privateje af kapitalen og udveksling af varer på markederne.

”Imperialisme” er et ord, der er blevet brugt lige siden romerne skyllede ud over Italiens grænser og erobrede provins efter provins og indlemmede dem i det romerske imperium. ”Imperio” er et latinsk ord, der betyder ”jeg befaler”. Der er militære overtoner i det, og det er klart, at den dominans af fremmede områder, der var tale om, ikke umiddelbart kan sammenlignes med den, vi har senere med de europæiske imperier.
   Her er der kommet en økonomisk logik ind, som marxisterne ikke var sene til at påpege. Roms imperialisme var politisk. Det var et økonomisk stagnationssamfund. Der var ikke den vækst, som der er i det kapitalistiske samfund, og som dette har fået via udnyttelsen af maskinkraft og fossile brændsler (kul, olie, naturgas).

Marx var dristig i sine antagelser. Hvis han havde fået ret, og kapitalen var skyllet ud over hele kloden med så voldsom kraft, som det antages i citatet i starten af artiklen, ville denne mand ikke have siddet på håndknyttet tæppe og drukket sin te. Han ville have siddet i en Ikea-plasticstol, spist en BigMac og drukket Coca cola. Han var kort sagt blevet udviklet. Foto: GF

Hobsons underkonsumptionsteori

De europæiske kolonimagter manglede ifølge den britiske økonom J.A. Hobson (1858 - 1940) afsætningsmarkeder for den produktion, der ikke kunne findes afsætning for i hjemlandet. Hobson flyttede fra den engelske provins til London i 1887. På det tidspunkt var England midt i en svær økonomisk recession, som de klassiske liberale økonomer på det tidspunkt havde svært ved at forklare. Ifølge den såkaldte Says lov skulle udbudet skabe sin egen efterspørgsel. Det så ikke ud til at ske. Hobson udviklede derefter underkonsumptionsteorien, der forklarer, hvorfor ethvert udbud ikke altid følges af en tilsvarende efterspørgsel, der sørger for de producerede varers afsætning. Forklaringen på underforbruget, og altså den utilstrækkelige efterspørgsel, kunne findes i en ulige indkomstfordeling. Når realindkomsten ikke var høj nok, var der ikke penge nok hos almindelige mennesker til at efterspørge de producerede varer.
   Underkonsumptionsteorien kunne naturligt føre videre over i en teori til forklaring på imperialismen. Det kunne være svært at finde afsætningsmulighederne i de nære omgivelser på hjemmemarkedet. Der var ikke helt den samme frihandel, som vi kender i dag, selv om den engelske flåde gjorde sit til at holde i hvert fald verdenshavene åbne. Endvidere manglede den private kapital ofte investeringsmuligheder på hjemmemarkedet. Dem fandt man også  i  kolonierne. Endelig fungerede disse som råstofleverandører til industrien i moderlandet. Råvarerne blev forarbejdet  og sendt tilbage til kolonierne som færdigvarer.

  Moderland og kolonier var i et økonomisk kredsløb med hinanden, der blev bakket op og forstærket af den militære dominans og politiske kolonisering.

Økonomisk analyse af kapitalens dynamik

Kapitalismen er i følge Karl Marx (1818 – 1883)  et system, hvor pengekapital (M, money) ombyttes til varer (C, commodities). Frikonkurrencekapitalismen er et system med nådesløs konkurrence. Derfor er kapitalisterne nødt til hele tiden at investere i nye maskiner for ikke at bukke under i konkurrencen. Det gør kapitalismen til et dynamisk økonomisk system med vækst (kapitalakkumulation). 
    Reale kapitalgoder (maskiner og råvarer) og arbejdskraft kombineres og omdannes igennem produktionsprocessen til flere varer. Da målet med kapitalistisk produktion og distribution er profit, skal man stå tilbage efter denne cyklus med en større pengekapital M'.
   Penge-kapital-vare-cyklusen kan kort skrives således:  M - C - M’.
   M' er det samme som M + ∆m (merværdi).
   M' investeres så i en ny produktionscyklus.
   Resulatatet er en kapitalakkumulation, en vækst i kapitalen i den enkelte virksomhed.
   I stedet for at blive anbragt i "produktive investeringer" kan kapitalen blive anbragt spekulativt.
   Kapitalen er ifølge teorien blind over for, hvad der er "produktivt" ud fra en samfundsbetragtning, da formålet alene er at tjene flere penge, end man havde i forvejen. 
    Den økonomiske værdi, produktionsresultatet, kommer fra den del af kapitalen, man kaldte variabel kapital. Det er arbejdskraften. Den fysiske kapitals værdi afhænger af, hvor mange timer arbejdskraft, der direkte og indirekte indgår i den. Kapitalen har ikke værdi i sig selv. Derfor er den heller ikke berettiget til at skulle have en aflønning.
   Dens aflønning beror i marxistisk analyse på, at kapitalen er et socialt forhold, hvor det er muligt at presse profit (merværdi) ud af arbejdskraftens indsats. Arbejdskraft kan producere mere værdi end det, der går til arbejdskraftens underhold.
  Arbejdsdagen antages at være delt i en "nødvendig arbejdstid", hvor arbejderen tjener til sit eget underhold (svarende i værdi til v) og en merarbejdstid, hvor produktionsmidlerne (C) tilføres mere værdi, end de havde i forvejen:

 Grænsen mellem de to kan skubbes ved brug af mere effektivt maskineri, ved øget udbytning (intensiveret arbejdstempo) af arbejderen, mere intelligent tilrettelæggelse af arbejdet og ved, at arbejdsdagen forlænges.

Den samlede samfundsmæssigt producerede værdi består af merværdien m (bruttoprofit), den konstante kapital C (maskiner, råvarer, halvfabrikata og andre inputs) og den variable kapital v (arbejdskraften). Det kan formuleres som:

Samlet produktion = m + C + v

Virksomheden/"kapitalisten" køber råvarer, realkapital (maskiner, bygninger) C og arbejdskraft v for at sætte en produktion i gang. Efter en produktionscyklus består den producerede værdi af C + v + m (merværdi), hvor m er en øget værdi, der tilføres igennem produktionsprocessen, og som beror på, at arbejdskraften kan skabe mere værdi, end der er indeholdt i den i forvejen. Igennem hver produktions- og salgscyklus forsøges realiseret en større bytteværdi, sådan at P' (Profit efter en realiseret produktions- og salgscyklus) er større end P (profitten efter en tidligere produktions- og salgscyklus).
    Det er forholdet mellem profit og samlede kapitaludlæg, der er interessante for kapitalejerne og bestemmer lysten til at investere. Det kan formuleres som:

m/C+v. Eller, hvis man dividerer med v over og under brøkstregen:

Profitrate:         m/v
                    _____
                    C/v +1

m/v: Merværdirate
C/v: Organisk kapitalsammensætning

Denne sammenhæng kan i den marxistiske optik bruges til at forklare de dybereliggende konjunkturbevægelser, fordi den så at sige "måler temperaturen” på den samlede kapitals indtjeningsevne. Det er altså ikke på dette generaliseringsniveau profitraten for enkeltvirksomheder, der er i fokus, men hvordan det går den samlede kapital. 
   Under opgangskonjunktur er der stor investeringslyst. Med indsats af nye maskiner og ny teknologi kan hver arbejder producere mere. I starten af konjunkturopgangen er der endvidere ikke noget stærkt opadgående pres på reallønnen.  Produktiviteten stiger (merværdiraten stiger). Dermed stiger profitraten.
   Det øger investeringslysten. Når arbejdsløsheden falder senere i konjunkturopgangen, er der tendenser til lønstigninger. Reallønnen stiger. Den variable kapitaldel bliver dyrere.  Det mindsker merværdiraten. Samtidig er der under højkonjunkturen sket en overakkumulation af kapital (højere C/v). Disse to udviklingstræk giver dermed tendenser til fald i profitraten - og dermed fald i investeringerne. Opgangen afløses af nedgang. Når der har været krise i længere tid falder værdien af kapitalapparatet, virksomheder udkonkurreres af mere effektive konkurrenter.
    Kapitalsammensætningen (C/v) ændres, dvs formindskes, når kapital er blevet billigere. Dermed stiger profitraten, det bliver attraktivt at investere, og man bevæger sig ud af lavkonjunkturen. Og så kan det starte forfra i en ny konjunkturcyklus.
    Der er  i nogle varianter af denne "kapitallogiske" kriseteori om profitratens tendens til fald, en opfattelse af, at der er en langsigtet tendens til stigning i den organiske kapitalsammensætning. Det er ifølge teorien en af kapitalismens modsigelser, at der er en tendens til, at det levende arbejde, der producerer merværdi, bortrationaliseres. Det skyldes konkurrencen. Og dermed  er der tendens til langsigtet fald i profitraten.  Det kan forklare paradokset, at selv om profitkvoten stiger i forhold til lønkvoten, så kan profitraten være faldende, fordi kapitaludlæggene til produktionen bliver større og større.


V.I. Lenins imperialismeteori

Det er denne sidste del af Marx' kapitalanalyse, Lenin bruger i udviklingen af sin teori. Vi befinder os nu omkring 1900 og i begyndelsen af det 20. århundrede. Kapitalismen antages at være i færd med at skifte karakter. Den går fra at være et konkurrencekapitalistisk system til et monopolkapitalistisk system, antager Lenin og mange andre marxistiske teoretikere på dette tidspunkt. På en række markeder har den nådesløse konkurrence ført til, at der kun er enkelte producenter/sælgere (monopolister) tilbage. Når den situation opstår, er kapitalismen ikke længere så dynamisk, fordi monopolerne begrænser konkurrencen. Systemet forsøger imidlertid at nå ud over sine grænser, og det sker i bogstaveligste forstand igennem imperialismen. Samtidig bevirker den faldende profitrate også, at nye markeder må opdyrkes, ikke alene med henblik på salg/afsætning, men også med henblik på investeringer. Ved at investere i nye områder, kan profitten øges, og profitratens tendens til fald modvirkes.
   V.I. Lenin udsendte i begyndelsen af det 20. århundrede bogen ”Imperialismen som kapitalismens højeste stadium”, hvor han udformede sin økonomiske forklaring på imperialismen.
   Han forholdt sig kritisk til Marx’ teori, som mest analyserede kapitalismen som et nationalt fænom, selv om han dog nogle steder, som f.eks. i citatet ovenover, udfoldede en betydelig analyse også af kapitalens internationale gennemslag.
   Marx var kun lidt opmærksom på de store forskelle mellem de rige lande og de fattige, som var ved at udvikle sig. Han forestillede sig, som vi har set, at kapitalen ville sprede sig over hele kloden, og det ville føre til udvikling over det hele.
   At der kunne være et center, hvor kapitalen var meget stærkere, og en periferi, hvor økonomien kun var lidt udviklet, indgik ikke.
    Som Lenin så det, havde kapitalismen i de dominerende  vesteuropæiske lande nået en modenhed, hvor kapitalen var blevet koncentreret på store virksomheder, der begyndte at få monopollignende status. Samtidig – og som følge af den monopollignende kapitalkoncentration – var der tendens til, at profitraten af investeringer i Vesteuropa var faldende. Det kan lyde som en modsigelse, at der kommer monopoler, og profitraten samtidig falder. Det behøver det imidlertid ikke at være, jvf den økonomiske analyse ovenover. Monopoler kan ganske vist tjene en større profit, men de kræver samtidig store kapitaludlæg. Når man måler profitraten, sættes overskuddet netop i relation til kapitaludlæget. Monopoler er endvidere udtryk for, at investeringsmuligheder er ved at være opbrugte.
   Ved at søge ud i kolonierne med investeringerne kunne kaptalejerne satse på nye markeder, få adgang til billigere arbejdskraft og råstoffer og dermed få et bedre afkast. Profitraten blev herved højere. På den måde kunne man via imperialismen holde profitraten oppe.

   Ifølge den marxistiske teori om staten, er det statens opgave at sørge for den kapitalistiske produktionsmådes reproduktion. Således kan man forklare statens handlinger med, at den laver politik og foretager militær ekspansion af hensyn til kapitalens overordnede interesser.

   De europæiske stater måtte altså hjælpe kapitalen med at finde passende kolonier. Det var svært for den stærkt ekspansive tyske kapital at få en sådan hjælp fra den tyske stat, fordi englændere, franskmænd, portugisere og hollændere var ”kommet først” i kapløbet om kolonier. Tyskerne havde ikke nået at komme med, idet landet først blev samlet og nåede en stærk økonomisk ekspansionskraft i anden halvdel af det 19. århundrede. De måtte nøjes med ”resterne fra de riges bord”. Det ville de ikke finde sig i. Derfor kan man se de to verdenskrige i det 20. århundrede i lyset af den asymmetri, der opstod i Verden som en følge af, at Tyskland var blevet den stærkeste og mest industrialiserede økonomi i Europa, men markederne i den nye verden blev lukket af for landet.
    Det samme skete i Asien, hvor der i 1930’erne lukkedes for den ekspanderende japanske økonomi. Verden blev derfor udsat for tysk og japansk imperialisme med tyskernes Drang nach Osten (”ekspansion østpå”) og japanernes besættelse af dele af Kina i 1930'erne.

Afhængighedsteorien

Jeg ved, at det engelske industribourgeoisi agter at lyksaliggøre Indien med jernbaner for at kunne fremskaffe bomulden og de andre råstoffer, som dets fabriker har brug for, med lavere omkostninger. Men hvis man først har indført maskiner i transportvæsenet i et land, der ejer jern og kul, så er man ikke i stand til at forhindre det i at fremstille dem selv. Man kan umuligt opretholde et jernbanenet i et land af så uhyre dimensioner uden samtidig at indføre alle de industrielle processer, der behøves for at tilfredsstille jernbanetrafikkens umiddelbare og løbende krav. Heraf følger med nødvendighed anvendelsen af maskiner i sådanne industrigrene, der ikke hænger umiddelbart sammen med jernbanen. Således vil jernbanesystemet i Indien faktisk blive forløberen for en moderne industri. Dette vil så meget mere være tilfældet, som de britiske myndigheder selv siger om inderne, at de har en særlig evne til at tilpasse sig efter fuldstændig nye arbejdsmetoder og tilegne sig de nødvendige tekniske kundskaber. (K. Marx: De fremtidige resultater af det britiske herredømme i Indien. (1853) “The New York Daily Tribune”)

Det, Marx forudså med den imperialistiske gennemtrængning i koloniområderne, er først ved at ske nu, - og kun i store lande som Indien, Kina og Brazilien. I mange andre lande, f.eks. Afrika syd for Sahara, kniber det.

 Imperialismeteorien blev kritiseret af latinamerikanske økonomer i 1960’erne og 70’erne. Det var økonomer som bl.a. Raul Prébitsch, Celso Furtado m.fl., der havde forbindelse til CEPAL, FN’s økonomiske Kommission for Latinamerika.

    De sagde, at imperialismeteorien overdrev den økonomiske imperialismes reelle betydning for de rige landes kapitaler. I virkeligheden investerede de meget mere i hjemlandene og hos hinanden, end de investerede  i  kolonierne og de tidligere kolonier.

   Hvad der derimod var interessant for disse "afhængighedsøkonomer" var imperialismens virkning på samfundene i de tidligere kolonier.
   Her var skabt en række af reelt meget fattige lande, der havde fået en økonomi, der stod i dyb afhængighed til de rige landes økonomier. De havde fået svært ved at udvikle sig ved egen kraft, fordi de manglede uafhængige nationale bourgeoisier (kapitalejende klasser), der kunne udvikle landene via den samme form for økonomisk vækst og ekspansion, som man havde set i Vesteuropa og Nordamerika.

    Det førte til udviklingen af den såkaldte afhængighedsteori, der ser udviklingsproblematikken i de fattige lande som et resultat af den tidligere kolonisering, der har ført til samfundsstrukturer, der gør udvikling vanskelig eller umulig.  

Gregers Friisberg