Diskussionerne om valutapolitik tager ny drejning under
indtryk af finanskrisen og udsvingene mellem hovedvalutaer
Det britiske blad Economist har lige offentliggjort sit seneste Burgerindeks. Dataene er indsamlet 19.1.09 de steder i verden, hvor der ligger McDonaldrestauranter. Og det er ikke så få. BigMac indekset, som det også hedder, giver en en mulighed for hurtigt indblik i, hvordan relative konkurrenceforhold udvikler sig på tværs af valuta- og handelszoner.
| Figur 1: Ronald McDonald viser herlighederne frem
|
Figur 2: Opskrivningen af kinesiske yuan siden 2005  Kilde: Wall Street Journal Revalueringen af den kinesiske valuta ser ud til at stoppe ultimo 2008 |
Men indekset skal naturligvis tages med alle mulige forbehold. I modsætning
til Verdensbankens og UNDP's købekraftsdata (PPP), der bygger på
gennemsnitlige kurve af varer, bygges der i dette tilfælde kun på én vare
til vurdering af relative omkostningsniveauer.
Ikke desto mindre rammer disse data på interessant vis lige ind i diskussionen om relative omkostninger under finanskrisen, og hvordan nogle lande "afskærmer" sig, mens andre lande forsøger at ride stormen af.
Storbritannien har fået en helt anderledes placering i forhold til tidligere målinger. Pundet er styrtdykket under finanskrisen, - i en grad, så der er en diskussion blandt økonomer i Storbritannien om, at landet muligvis er ved at gå fallit og skal undsættes af lån fra IMF. Der er ikke tale om nogen bevidst valutapolitik, men om en devaluering, der er gennemtvunget af internationale kapitalstrømme, der søger væk fra pundet og over i mere "safe havens", heriblandt dollar og euro. Det bliver interessant at se, om briterne kan udnytte konkurrenceevnefordelen til at få mere gang i industrien. Efter at have kørt på Fætter Højben-effekter fra først Nordsøolie og siden det neoliberale Big Bang (1986 under Margaret Thatcher), hvor finansielle reguleringer blev kraftigt lempet, og landet levede i et par årtier på en ekspanderende finanssektor, står man nu med en mangel på nye økonomiske aktiviteter til at fylde hullerne fra massefyringerne i servicesektoren.
Kina har ifølge burgerindekset stor konkurrenceevne. Dollarprisen på en
Big Mac i Kina er kun 1,83 $, hvor prisen i USA er 3,54$ (19.1.09).
Yuankursen er ikke kun overladt til markedskræfterne, udbud og efterspørgsel
efter valuta,
men styres af de kinesiske pengemyndigheder. Det er dog en styring,
kineserne kan begrunde med ønsker om at kunne regulere kapitalbevægelser og
pengepolitikken internt.
Der har i lang
tid været kritik fra amerikanernes side af, at kursen er manipuleret.
Kritikken er dog hidtil ikke formuleret direkte.
Bush-administrationen havde en relativt blød holdning på dette område. Den
ville ikke officielt udpege Kina som valutamanipulator i den årlige
redegørelse, det amerikanske finansministerium udsender om valutapolitik
rundt omkring i Verden. En sådan betegnelse i rapporten vil efter de
amerikanske regler, begrundet bl.a. i WTO-regler, indebære, at man skal starte officielle
forhandlinger med landet.
Uofficielt er der løbende blevet lagt pres på
kineserne. Det ser ud til, at Obama-administrationen vil skærpe kursen over
for Kina. Det kan se ud som om, USA vil blive mere protektionistisk
under Obama, end landet var under Bush.
Under Senatets godkendelse af Obamas finansminister Geithner
understregede denne den nye amerikanske holdning:
Responding to questions from the Senate Finance Committee overseeing his confirmation hearings, Mr. Geithner stressed Mr. Obama's promise (i præsidentvalgkampen, GF) to "use aggressively all diplomatic avenues open to him to seek change in China's currency practices." (Wall Street Journal)
Det vil være en markant skærpelse, og det kan måske føre til handelskrig
mellem de to parter. Det kan være en ny amerikansk økonomisk nationalisme,
der er på vej. Men det kan blive udlagt som en ny omgang China-bashing. USA's egentlige problem er, at man igennem flere år har
udsultet infrastruktur, uddannelse og forskning, så man nu står med et
teknologiefterslæb, der gør, at man efterhånden konkurrerer om de samme
lavprissegmenter, som kineserne har sat sig på.
Geithners bemærkninger er ikke tilfældige. De er snarere
meget velforberedte, idet de indgår i et papir på over 100 sider, hvor han
formelt besvarer forskellige spørgsmål, Senatets finanskomité har stillet i
anledning af godkendelsen af ham som finansminister.
Efter hans meddelelse
faldt dollaren på valutamarkederne, og guldet steg over 40$. Geithner gav
udtryk for, at han ønsker "valutakurser bestemt af markedskræfterne, da det
er en sådan fastlæggelse af kursen, der på langt sigt vil sikre balanceret
vækst". Så enkel er virkeligheden bare ikke. Der er i ethvert valutaområde
en centralbank, der har et monopol på udstedelse af penge. Og den
pengemængde, der udstedes af Centralbanken, har stor indflydelse på kursen
på valutaen. Hvis Kina altså "manipulerer sin valuta" er det i virkeligheden
udtryk for, at han ønsker, at den kinesiske centralbank begrænser
pengemængden, hvad der vil tendere imod en fordyrelse af valutaen
(revaluering). Det vil omvendt svare til en devaluering af dollaren i det
bilaterale handelsforhold imellem de to lande. Det er et spørgsmål, om det
er en særlig klog politik i betragtning af, at den amerikanske centralbank
formentlig kommer til at vælte et par trillioner ekstra dollars ud på
pengemarkederne de kommende år for at finansiere de voldsomt stigende
amerikanske underskud. Samtidig vil en revaluering af yuan risikere at føre
til kinesisk deflation, næppe en særlig god politik i en situation med
faldende internationale konjunkturer.
Danmark er et af de lande, der forsøger at ride stormen af med sin såkaldte "fastkurspolitik", hvor "fastkurspolitik" defineres som en klining af valutakursen til euroen, så man er halvt medlem af den eksklusive klub. Denne klub er dog ikke mere eksklusiv, end at der er et alvorligt problem med en sydeuropæisk soft underbelly, der meget passende har fået betegnelsen Club Med(iterranee), opkaldt efter et kendt fransk luksusrejsebureau. Det er lande ved Middelhavet (Italien, Grækenland, Spanien og Portugal) med betydelig dårligere konkurrenceevne end Tyskland, Benelux og delvist Frankrig. Hvor Tyskland og Holland har kæmpestore overskud på deres betalingsbalancer, har Club Med landene tordnende underskud, som de ikke kan gøre noget ved via valutapolitisk tilpasning. Det er udtryk for, at eurozonen nærmest er ved at knække over i en nordlig del og en sydlig del. Det er udtryk for, at eurozonen mangler nogle af de egenskaber, som den amerikanske økonom Robert Mundell omtaler som et optimalt valutaområde. Det er en forudsætning for at få et samarbejde som ØMU'en til at fungere, at der ikke er for store regionale forskelligheder i konkurrenceevne.
Man kan også sige, at det viser nødvendigheden af, at en
økonomisk-monetær union følges op af en politisk union, hvor der tages
bindende beslutninger om en lang række politikområder, der kan afhjælpe de
regionale uligheder. Det mangler EU. Det kan gøre euro-zonen til at
potentielt farligt område for svage økonomier at træde ind i.
Sverige kan ikke betegnes som en svag økonomi. Alligevel har landet valgt en
styret flydning af kronen, så den svenske krones kurs indrettes efter
Sveriges vigtigste handelspartnere, dvs den lægges et sted midt imellem
euro, dollar og pund. Det er i virkeligheden udtryk for, at Sverige fører
aktiv industripolitik. Man har ikke lyst til at lade en masse
industriarbejdspladser gå tabt for at følge med i et konkurrenceevneridt med
euroen. Omkostningerne tilpasses via valutakursen, så kronjuveler i landets
erhvervsliv holder snuden oven vande - og evt. overtales til ikke at
oursource. Bevaringen af konkurrenceevnen viser sig bl.a. ved, at Sverige
har et kæmpemæssigt overskud på betalingsbalancen.
Den danske såkaldte "fastkurspolitik" har været meget debatteret på det
seneste i lys af den evt. kommende folkeafstemning om euroen.
Debatten har kørt alt for ensidigt ud fra en
one-size-fits-all antagelse. Sådan er virkeligheden ikke. Den danske
situation er, at man har erhvervssektorer, der i meget forskellig grad
udsættes for udfordringer fra de åbne markeder og valutakursen. For nogle af
de stærkeste virksomheder i medicinalsektoren, inden for logistik, eller når
det drejer sig om virksomheder, der har outsourcet meget, er den faste krone
ikke noget problem. Det er den imidlertid for mange virksomheder, der er
meget konkurrenceudsatte. Derfor ser man mange fyringer i denne tid. Man
kunne have taget noget af presset af, hvis man havde fulgt en svensk
valutapolitik.
Dansk valutakurspolitik i et EU-økonomisk perspektiv
Economists Big Mac index side