Mexico er et særligt tilfælde af et nyindustrialiseret land og globaliseringens virkninger på grund af nærheden til det amerikanske marked. Det gør den meksikanske økonomi sårbar over for udviklingen i den amerikanske økonomi. Men det giver også Mexico store muligheder for at udnytte afsætningsmulighederne over grænsen og for at få fremmedvaluta fra mexikanske arbejdere i USA. Man har i debatten om globalisering og u-lande fokuseret meget på, hvor forfærdelig globaliseringen er for u-landene, fordi den foregår på i-landenes præmisser.

Samtidig er det dog sådan, at de fleste u-lande nødig vil undvære muligheden for udenlandske investeringer. Det er ikke kun fordi, det er eliten der favoriseres af mulighederne, disse indebærer. De kan også medvirke til at sætte gang i en stagnerende økonomi.

Under pesokrisen i 1994-1995 blev Mexico tvunget ud i en meget kraftig devaluering af pesoen over for dollaren. Det førte til bølger af afsmittende virkninger i andre latinamerikanske lande, den såkaldte tequila-effekt. Store dele af det finansielle system i Mexico var ved at bryde sammen. Med devalueringen voksede pesoværdien af bankers og virksomheders dollargæld.

Figur 1: Udviklingen i udlandsgæld og debt service (betaling på udlandsgæld i pct af eksport

Kilde: Interamerikanske udviklingsbank

Pesoen kom under pres i 1994, bl.a. efter, at den førende PRI-kandidat til præsidentvalget samme år, Luis Donaldo Colosio, blev dræbt ved et politisk attentat. Det var en af den siddende præsident Salinas’ nærmeste medarbejdere, og han var udpeget af Salinas til at efterfølge ham som PRI-kandidat.

I december 1994 var der "run" på den mexikanske peso, dvs at ind- og udlændinge forsøgte at komme af med pesos i stor stil. Det skyldtes almindelige formodninger om, at pesoen var overvurderet i forhold til dollaren. Der var et betydeligt betalingsbalanceunderskud. Mexicos valutapolitik gik ud på at lade pesoen svinge i værdi i et interval i forhold til dollar. Den politiske ustabilitet i landet, bl.a. med en skærpelse af Chiapas-konflikten, bidrog til mistilliden til den mexikanske økonomi.

Tabel 1: Økonomiske indikatorer for Mexico i 1. halvdel af 90’erne

Kilde: OECD: Economic Outlook, nr 57, June 1995

Den 20. december 1994 udvidede Mexiko pesoens tilladte udsving i forhold til dollaren, hvad der reelt svarede til en devaluering på 15 pct. Presset på pesoen fortsatte. To dage senere måtte regeringen lade pesoen flyde. Marts 1995 var pesoen devalueret med 50 pct over for dollar, og renten lå og svingede helt oppe omkring 80 pct. Det var for at gøre det tillokkende at lade pengene blive i Mexico, men det ramte investeringerne utrolig hårdt. Hvem tør låne penge til at investere for med så høj en rente?

Den internationale valutafond (IMF) gik ind med den største hjælpepakke nogensinde, 40 mia. dollars Pesokrisen var den første krise i en nyindustrialiseret økonomi af den slags, som man kom til at se f.eks. i Sydøstasien i 1997. Den fik kraftige spredningsvirkninger på andre lande, hvad der ikke alene hang sammen med den mexikanske økonomis relative størrelse, men også landets store udenrigshandel. Mexico er af central betydning for amerikanske interesser, og USA har en betydelig del af stemmevægtene i IMF’s ledelse. Til pakken var knyttet de sædvanlige betingelser om, at modtagerlandet skal stramme de offentlige finanser, skære ned på fattighjælpsprogrammer o.lign.

De offentlige udgifter blev skåret kraftigt ned, med et beløb, der svarede til 1,3 pct af BNP. For i nogen grad at friholde sociale programmer søgte den meksikanske stat at skabe indtægter eller mindske offentlige udgifter gennem privatiseringer og tilbagetrækning fra offentlig erhvervsvirksomhed. Det var godt i tråd med IMF’s liberaliseringspolitik. Havne og jernbaner blev privatiseret, og elforsyningen blev delvist åbnet op for privat konkurrence.

Den mexikanske stat søgte at hindre sammenbruddet i den mexikanske økonomi ved at gå ind og opkøbe virksomheder på vej ud i fallit og skubbe penge i nødlidende banker. Herved undgik man fallitter i banksektoren, og småsparerne beholdt deres sparepenge. De statslige tilgodehavender blev opsamlet i en fond, Fobaproa (Fondo Bancario de Proteccion al Ahorro, Bankfonden til beskyttelse af opsparingen). Det lyder som et smukt almennyttigt formål. Problemet med denne form for statsindblanding, eller den særlige udformning den fik under mexikanske forhold, var, at en masse korruption fulgte i kølvandet på indgrebene. Det kunne være forretningsfolk med tætte forbindelser til den politiske elite, der fik offentlige penge til at holde deres foretagender i gang. I nogle tilfælde var det politikere, som var engageret i erhvervsvirksomhed, der nød godt af de mange statspenge.

I årene efter pesokrisen tumlede det politiske system i Mexico med problemet, hvad man skulle stille op med Fobaproa. Det endte med en aftale i den mexikanske Kongres imellem regeringspartiet PRI og det konservative PAN i slutningen af 1998, hvorefter de 65 mia dollars i Fobaproa blev omdannet til statsgæld. Centrum-venstrepartiet PRD var imod med henvisning til, at mange af de korrupte foretagender dermed var blevet hvidvasket, og at det var urimeligt at overlade byrden til kommende generationer, når statsgælden skal afdrages.

NAFTA

I Carlos Salinas de Gortari perioden (mexikansk præsident 1988-94) gennemførtes radikale reformer med det formål at få de mexikanske love til at fungere på nye betingelser med henblik på det frie marked, herunder at åbne landet for den internationale finanskapital. Den handelsmæssige åbning og liberalisering førte til et fald i den mexikanske produktion, forøgelse af arbejdsløsheden, fald i investeringerne, spekulative kapitalers indtog og forværring af den udenrigsøkonomiske balance. Det mundede alt sammen ud i krisen i december 1994 med en devaluering på over 100 pct af pesoen og en stor såvel udenlandsk som indenlandsk gæld. (A. O. Guzman: La Economía Chiapaneca ante el Tratado de libre Comercio. CIACH, CHIAPAS 1999)

NAFTA blev undertegnet af Mexico, Canada og USA i 1993. NAFTA står for North American Free Trade Area (det nordamerikanske frihandelsområde). Et frihandelsområde indebærer, at deltagerlandene aftrapper toldsatser og handelsrestriktioner over for hinanden.

Mexico forberedte sig på NAFTA ved bl.a. at ændre §27 i forfatningen, så det bliver muligt for private og virksomheder at købe kollektivbrug. Mange frygter, at det vil føre til en "amerikanisering" af det meksikanske landbrug med udvikling i retning af store effektive, kapitalistisk drevne farme. Det vil ikke mindst ramme den indfødte indianerbefolkning og ejido-systemet.

Det optimistiske syn på globaliseringens virkninger på Mexiko

Grundlaget for det optimistiske syn på globaliseringens virkninger er en positiv vurdering af frihandelens virkninger. Frihandel, siger man, kan nok føre til, at visse virksomheder og brancher udkonkurreres; men den har også en handels- og produktionsskabende virkning. Nye konkurrencedygtige virksomheder opstår. De mere optimistiske liberale økonomer, f.eks. professor J. Bradford Delong ved Berkeley universitetet i Californien siger, at globaliseringen fører til konvergens i Verdens økonomiske udvikling. Bradford Delong illustrerer det med en figur, der viser, hvordan Verdens konvergensklub har udviklet sig og blevet stadig større. Her er der ikke nogen, der vil fastholde andre i underudvikling, men udviklingen er et resultat af gradvis fremadskridende liberalisering af økonomien.  Konvergensklubben omfatter de lande, der "er med på vognen":

Figur 2: Den "deterministiske" teori om konvergens

Noter: Grøn farve: De, der tidligere har været med, men ikke længere er det. Mørk lilla: Medlemmerne af konvergensgruppe. Lys-lilla: potentielle medlemmer af konvergensklubben. Olivengrønne: Mulige tidligere medlemmer af konvergensgruppen; - var ikke klar over, at de måske faktisk hørte til klubben.
 

NAFTA har - i kombination med den gunstige økonomiske udvikling i USA under Clinton - ført til en kraftig opblomstring i den mexikanske handel med USA. Fra 1993 til 1998 voksede den samlede mexikanske eksport fra godt 50 mia dollars til næsten 120 mia dollars, en vækst der er på højde med eller overgår de meget omtalte tigerøkonomier i Østasien. Antallet af mexikanske eksportvirksomheder voksede fra omkring 10.000 til over 30.000. NAFTA ser altså ud til at have ført til en gunstig kapitalistisk økonomisk ekspansion. Men der er ikke dermed sagt, hvad det er for virksomheder, -  om det er nogen, der skaber fortsat udvikling? En stor del ligger tæt på grænsen til USA og er mere en "forlængelse af den amerikanske økonomi sydpå" end egentlig udtryk for meksikansk genereret udvikling.

Eksporten af industrivarer udgør ved udgangen af 90’erne over 90 pct af den samlede eksport - en stigning fra 75 pct i begyndelsen af 90’erne. Den meksikanske økonomi er altså ikke præget af den såkaldte monokultur (eksporten domineret af én eller nogle få varer), som det stadig gælder nogle af de andre latinamerrikanske lande, f.eks. Honduras, El Salvador, Cuba. Til gengæld er den meksikanske udenrigshandel præget af, at der én dominerende kunde, både på eksport- og importsiden, nemlig USA.

Det gælder imidlertid om at se bag om sådanne tal for at forstå, hvad det er for en udvikling, der er sket. Tallene i sig selv er imponerende, og væksten i antallet af eksportvirksomheder kan da også tydes i retning af, at der ikke kun er tale om afhængig udvikling. En stor del af de nævnte virksomheder er filialer af amerikanske filialer af amerikanske moderselskaber. Men en betydelig del er en ekspansiv meksikansk kapital.

Den kapitalistiske økonomis mulighed for at skabe udvikling igennem de velstandsskabende virkninger af frihandelen er beskrevet på måder, der minder om Bradford Delongs konvergenstese. Den amerikanske økonom Jeffrey Sachs har således hæftet sig ved den ulige fordeling af teknologien. I den sammenhæng er der ingen tvivl om, at udenlandske investeringer - også selv om motivet er rent profitorienteret - kan have væsentlige teknologifremmende virkninger, og det kan på længere sigt stimulere den økonomiske udvikling i et land, specielt hvis landet har en stat, der skubber på med uddanelsesinvesteringer.

Sachs forsøger at gøre teknologien til en autonom faktor, der kan forklare, hvorfor de forskellige dele af Verden er så forskelligt udviklet. Der er imidlertid noget stærkt efterrationaliserende i denne bestræbelse, hvor det hele kan vendes om, og man kan stille spørgsmålet: Er teknologisk innovationsevne i virkeligheden begrundet i, at landet tilhørte den rige del af Verden, som koloniserede den fattige del af verden og herigennem genererede et økonomisk overskud, der satte en selvforstærkende økonomisk udvikling i gang med teknologisk fornyende virksomheder?.

Det kan ikke afvises, at den meksikanske udvikling efterhånden præges af visse former for selvforstærkende vækst. I de senere år er meksikanske virksomheder begyndt at eksportere egne færdige informationssystemer og maskiner, motorer og instrumenter. Men landet er på dette område præget af mangel på højtuddannet personel og universitetsforskning af tilstrækkelig standard. Højere uddannelse og forskning skal udvikles, hvis man vil undgå blot at være leverandør af billig arbejdskraft til det nordamerikanske marked. Men den fattige sydøstlige del af landet er stadig udenfor.

Figur 3: Udviklingen i den mexikanske udenrigshandel i 90'erne (mio dollars)  

Kilde: Interamerikanske udviklingsbank

Mexico har nydt godt af den amerikanske konjunkturopgang i 1990’erne med kraftige stigninger i eksporten til det amerikanske marked. Det har ført til en kraftig økonomisk vækst i Mexico i sluthalvfemserne, med vækstrater på helt op til 5-7 pct. Problemet er stadig en helt utilstrækkelig nedsivningsvirkning til alle sektorer af samfundet.

Det kritiske syn på globaliseringens virkninger

Den mexikanske model kritiseres for at føre til øget ulighed. Der er opstået et yuppie-Mexico i den nordlige del af landet og i og omkring Mexico By og andre industrielle storbyer. Det er de, der beskæftiges i den voksende eksportsektor og underleverandørerne til denne. I andre dele af landet og for andre dele af befolkningen er der sket en øget forarmelse, der hænger sammen med den øgede økonomiske marginalisering, der igen er frembragt af den ny-liberale politik. I dele af USA kan der produceres majs langt billigere og mere effektivt end i Mexico. Åbningen af importen af majs fører til, at hundredetusindevis af meksikanske småbønder mister deres livsgrundlag. Marginaliseringen på landet forstærkes af kommercialiseringen af handelen med jord. Mange bønder drives dermed væk fra deres jord og må slutte sig til de mange, der i forvejen søger jobs i byerne. Over 1 mio meksikanere mistede jobbet i forbindelse med peso-krisen i 95. Samtidig steg antallet af dollarmilliardærer i Mexico under denne krise fra 10 til 15. Deres samlede velstand svarede i 1996 til over 9 pct af Mexicos samlede BNP.

En anden kritik, der kan rettes imod den "mexikanske udviklingsmodel" er, at det er en speciel form for afhængig udvikling. De amerikanske koncerner opfører samlefabrikker, de såkaldte maquilladores, syd for grænsen for at benytte sig af den billige arbejdskraft her. Den gennemsnitlige meksikanske løn ligger på 1/5 - 1/10 af den amerikanske. Når arbejdskraften begynder at stille for store lønkrav og blive for besværlig, flyttes fabrikken et andet sted hen.

Det er naturligvis et meget forenklet billede af, hvad der sker. Der er ingen tvivl om, at der har været en ganske betydelig økonomisk udvikling i gang i de mexikanske grænseområder til USA, og at de store industriområder omkring Mexico City og andre meksikanske storbyer i en vis grad har nydt godt af afsætningsmulighederne til det amerikanske marked. Men den autonome meksikanske økonomiske udvikling er stadig hæmmet af en relativt ineffektiv offentlig sektor præget af betydelig korruption, og et uddannelsessystem og en sundhedssektor, der stadig lader meget tilbage at ønske.

Det er da også typisk, at en stor del af den industri, der er udviklet, er arbejdskraftkrævende industri. Den meksikanske tekstileksport til USA steg således med over 300 pct fra NAFTA-aftalens ikrafttræden og til 1998. Der produceres også biler i Mexico. Det er imidlertid, ligesom i Mercosur, oftest mærker, der er afhængig af de store internationale automobilkoncerne for fortsat fornyelse og udvikling. I den forstand er der stadig tale om afhængig økonomisk udvikling. Det skaber ikke nødvendigvis udvikling, at man får lov til at producere mikrochips til computerindustrien i Silicon Valley i Californien.

GLOBALISERINGENS RISICI

Under denne overskrift skriver den mexikanske økonom  Julio Boltvinik i det mexikanske dagblad La Jornada, 15.1.99, at de fattige landes  vigtigste konkurrencefordel har sit udspring i arbejdskraftens lave omkostning: "Givet opfattelsen af den større risiko forbundet med investeringer i vore nationer, har pengepolitikken ført til høje reale rentesatser. På dette område har vi altså omkostninger, der er meget højere end de rige lande. Derfor, efter denne perverse logik, så er der ikke andet middel tilbage end at forstærke den oprindelige fordel og opnå konkurrenceevne ved en endnu lavere pris på arbejdskraften. Dette har fået mange lande, deriblandt Mexico, til at gennemføre lønpolitik og socialpolitik, som formindsker virksomhedernes omkostninger til arbejdskraft. Dermed involverer landene sig i en social dumpningsproces, som består i at prøve at vinde over konkurrenten igennem en større billiggørelse, end denne er i stand til at gennemføre, af arbejdskraften".

Boltvinik ræsonnerer videre, at  med faldende indkomster for arbejderklassen i næsten hele verden så formindskes verdensmarkedet. Det  forklarer ifølge ham forskellige træk ved verdensøkonomien: 1)De voksende tendenser til ulighed i næsten hele verden, 2)overproduktionen og de deflationære tendenser i verdensøkonomien, 3)overskudslikviditeten i global skala, som giver sig udtryk i den enorme masse af likvid kapital, der flyder rundt. Den fornødne globale regulering relaterer sig derfor ikke alene til kapitalbevægelserne, men også til betingelserne for de arbejdere, der producerer varerne i den globale økonomi. Det gælder herunder respekten for de love og internationale aftaler, der skulle gælde på arbejdsmarkedsområdet (arbejdstidens længde, social sikkerhed, forbud mod børnearbejde, minimumslønninger, etc). Globaliseringen har ført til en voldsom svækkelse af fagforeningerne. De kan se deres kampe for forbedringer bremset af den afpresning, der ligger i, at kapitalen kan overføres til et andet land. Den regulering, der kan forudses på dette område, vil derfor gå via udviklingen af internationale fagforeninger og via aftaler mellem regeringerne, så som Verdenshandelsorganisationen WTO, for at forhindre strømme af varer, der ikke opfylder disse betingelser.

Dette tema har forbindelse til globaliseringens ensidighed. Det har faktisk været en globalisering, der har været dikteret af de store transantionale selskabers behov og interesser. 500 af disse står for 75 pct af verdenshandelen. Det, de søger, er billig arbejdskraft og svage fagforeninger, således at de kan minimere deres produktionsomkostninger. Hvert led i produktion og distribution skal finde sted der, hvor det er mest hensigtsmæssigt. Til det formål har de brug for fri bevægelighed af varer og kapitaler, og derfor ligelig behandling fra landenes side af de udenlandske investeringer. Arbejdernes frie bevægelighed er derimod ikke fordelagtig for dem, men nærmest farlig, idet den ville tendere imod mere lige lønninger i verdensmålestok. Ikke desto mindre, så er den økonomiske orden, der er fremkommet, i det store hele temmelig ineffektiv, idet den fastholder hundredevis af millioner af arbejdere underbeskæftigede og arbejdsløse i både de rige lande og ikke mindst i periferilandene. Disse arbejdere er meget ringere stillet økonomisk end de, der faktisk har arbejde. Samtidig må beboerne i de rige lande i centret unødvendigt affinde sig med en situation præget af mangel på arbejdskraft, af dyr arbejdskraft og af mangel på personer til at tage sig af handicappede, børn og ældre.

Det globale finansmarked kan true de fattige landes økonomi, ja hele verdensøkonomien, som man så det under krisen i Sydøstasien i 1997-98. Spekulationen skader de reale økonomier. Èn metode til at klare problemerne kan være den foreslåede Tobin-skat, hvor man lægger en afgift på kapitalbevægelserne og bruger provenuet til at styrke det internationale samarbejde.

Globaliseringens risici og nødvendigheden af at udvikle politik imod dem kan ifølge Boltvinik sammenfattes sådan:

Før den spanske kolonisering af Chiapas fungerede lavlandet ned imod Stillehavet som kornkammer for de indianske befolkninger. Det var især majs, der blev dyrket. Med den spanske kolonisering blev disse jorder for en stor dels vedkommende beslaglagt. Indianerne blev fordrevet op i højlandet, f.eks. omkring byen San Christobal de las Casas, den største by i højlandet. På plantagerne og store ranches blev dyrket kaffe, bomuld, sukker og opdrættet kvæg. Storbrugene var for det meste ejet af spansktalende ladinoer (folk af blandet spansk/indiansk herkomst). De havde ikke meget andet end foragt for indianerne og deres "primitive" kultur.

Industrialiseringen og moderniseringen af samfundet er især slået igennem i lavlandet, herunder områder med ryddet regnskov. I lavlandet er dyrkningsmetoder og social struktur præget af stordrift og et lag af relativt velstående ranchejere. En stor del af disse har i de senere år nydt godt af åbningen af den mexikanske økonomi, som er sket med NAFTA-aftalen med USA og Canada. De dyrker kommercialiserbare afgrøder og producerer til eksport. Det drejer sig om kaffe, kød o.a.

Det meksikanske olieeventyr i halvfjerdserne og den efterfølgende gældskrise fra 1982 påvirkede Chiapas’ økonomi. Mange indianere drog ned i lavlandet for at få del i de relativt vellønnede jobs i olieudvinding og tilknyttede industrier. Herved svandt de dyrkede områder i Chiapas’ højland ind. Med gældskrisen og de vanskeligere afsætnings- og prisforhold for olie i 80’erne vendte de tilbage og begyndte i mange tilfælde at dyrke jorden op igen i højlandet. De havde nu ofte en opsparing med sig, som blev anvendt til en modernisering af dyrkningsmetoderne, f.eks. igennem anvendelse af pesticider og gødning. Det har nogle steder ført til jorderosion og udpining af jorden. Alligevel opstod der et lag af relativt velstående bønder, som havde rådighed over køretøjer, kunne ansætte arbejdskraft og i nogle tilfælde opnå fordele igennem pengeudlåning, bortforpagtning af jord, udlejning af maskineri og andre serviceaktiviteter i landbrugssektoren.

Andre var knap så heldige. De måtte slå sig igennem som daglejere, lade sig fotografere eller sælge ting til det stigende antal turister, der begyndte at komme til Chiapas, eller sidde og småsulte på utilstrækkelige jordlodder.

I et forsøg på at få jord var der også nogle, der slog sig ned i den store regnskov, Lacandonjunglen i det østlige Chiapas. Her ryddede man så noget af regnskoven. Spansktalende jordløse bønder fra andre dele af Mexico drog også til dette område. Nogle af dem kom fra nabostaten Oaxaca, hvor de havde erfaringer med væbnede bondeoprør/guerillabevægelser.

For andre af indianerne har den meksikanske økonomis åbning betydet forøgede økonomiske problemer. NAFTA-aftalen har således også gjort det muligt for Mexico at importere fødevarer fra USA. Det højproduktive amerikanske landbrug producerer majs billigt. Importen af majs er dermed blevet en trussel for økonomien i det traditionelle indianske landbrug.

Figur 1 : Dyrkning af majs m.fl. afgrøder og forslag til reform fra statslige SECOFI

Kilde: SECOFI: Evaluacion del impacto del TLC en el Estado de Chiapas, 1994.

Statslige og parastatslige landbrugsinstitutter har foreslået en omdannelse af landbrugsproduktionen væk fra subsistensafgrøder som majs og bønner over imod agroindustrielle produkter som hirse, soya og jordnødder, der formodentlig ville kunne sælges på markedet, også efter NAFTA’s ikrafttrædelse, jvf figur 1. Det kom til at gå lige modsat i årene umiddelbart efter NAFTA’s ikrafttrædelse. Produktionen af majs steg, simpelthen fordi bønderne af overlevelsesgrunde så sig nødsaget til at dyrke flere af subsistensafgrøderne.

Der kan internt i Chiapas sondres mellem områderne m.h.t. muligheden af, at der opstår utilfredshed og grobund for oprør. I de hårdest belastede områder marginaliseres befolkningen. I disse områder med stor indiansk befolkning har over 60 pct ikke kunnet afslutte primær uddannelse, over 70 pct lever i boliger uden opfyldelse af mindstekrav til sanitære installationer. Gennemsnitsindkomsterne ligger langt under det nationale gennemsnit.

I kommunerne Ocosingo, Margaritas, Altamirano og San Cristóbal (centre for zapatistaktivitet) med en geografisk udstrækning på 17.367 km², ligger de kommunale skatteindtægter under de laveste i andre fattige områder i Mexico.

Marginaliseringen og placeringen i grænseområdet til Guatemala har gjort denne region til et et tilflugtssted for guatemaltekiske guerillaer og narkohandlere, - og gjort den til gennemgangskorridor for immigranter fra centralamerika og daglejere med lønninger under den nationale mindsteløn. Igennem denne korridor frem til Tabascoområdet, hvor der ikke er grænse- og toldkontrol har et betydeligt antal centralamerikanske migranter bevæget sig.

1970’erne og 80’erne

I dette scenarie har livet i junglen udviklet sig og dannet grobund for konflikterne, startende allerede i 1971, da et dekret gennemførte en fordeling af fællesjord i Lacandonjunglen. Ved denne beslutning blev 26 lokalsamfund berøvet beskyttelse af deres oprindelige fællesejede jord.

Denne situation gav anledning til, at den første uafhængige organisation ledet af folk nordfra opstod. Det var rådgivere med socialistiske ideologiske tendenser.

I 1973 bliver forskellige Chiapasborgere anholdt. Det er folk med forbindelse til De fattiges Parti. I forbindelse med politiets efterforskning kom det frem, at de modtog træning i centre, der var etableret af dette parti i jungleområdet i Ocosingo.

Ifølge opgørelser fra staten Chiapas’ statistiske kontor er af i alt 5,5 mio. hektarer dyrket areal, godt 3 mio. ejet af Ejidos og kommunale fællesskaber (communidades), mens godt 2,5 mio. hektarer er privatejet på det tidspunkt, hvor NAFTA-aftalen træder i kraft.

I 1980 bryder en konflikt ud, som har sammenhæng med de mangelfulde definitioner af retten til at eje og bruge jord i området, og som fører til sammenstød imellem bønder og de væbnede styrker. Adskillige bønder omkommer under disse kampe, ofre for skødesløshed og korruption hos personalet i Jordreformsekretariatet. Kampen om jorden fører også med tiden til dannelse af paramilitære grupper, f.eks. den, der stod bag massakren i Acteal i december 1997.

Det politiske arbejde blandt bønderne breder sig, igangsat af Kirken i alliance med andre nationale, såvelsom udenlandske grupper, hvis strategi er social destabilisering.

Præster, diakoner, religionslærere og hjælpepræster rådgav befolkningen. Centret for indoktrinering og religionsudøvelse lå i Bachajón. Religiøse og munke fra San Carlos hospitalet i Altamirano og præsterne Mordanio Morales m.fl. og biskop Samuel Ruiz stod for denne aktivitet. Disse religiøse ledere arbejder snævert sammen med bondelederne, de socialistiske agitatorer og andre radikale elementer.

Fra 1983 til 1988 sker der en forværring af bondeproblemerne og korruptionen i området. Det gælder ikke mindst problemer forbundet med skovrydning, trævækst og salg af træ. Savværket i Altamirano får af statsregeringen fuldmagt til at behandle træet. Betalinger er imidlertid sporadiske. De samme problemer opstår omkring kommercialiseringen af kaffeproduktion og - handel. Mellemhandlere tilraner sig produktet, ofte uden at bønderne får den fornødne betaling. De føderale regeringer forsøger at løse problemerne og de agrare konflikter ved at skabe Programmet for Agrar Rehabilitation, hvortil der flyder ressourcer fra det føderale budget.

Disse bruges til jordkøb. Det bliver imidlertid gennemgående jord af dårlig kvalitet og til for høje priser, og ofte ikke engang i konfliktzonerne. Disse føderale ressourcer bliver endda et middel i opretholdelsen af den lokale korruption, idet der købes jord af venner og forretningsforbindelser, som skal favoriseres. Disse forhold er medvirkende til, at en revolutionær guerillabevægelse som EZLN får vind i sejlene.

1. januar 1994

Det er altså et Chiapas præget af store økonomiske og sociale forskelle, hvor Zapatisternes guerillaopstand tager afsæt i starten af januar 1994. Navnet skyldes bondeoprøreren Zapata fra starten af den mexikanske bondebevægelse tidligere i det 20. århundrede.

Nyrårsdag 1994, samme dag som NAFTA-aftalen træder i kraft, besætter 1500 zapatistiske guerillaer hovedbyen i Chiapas-højlandet, San Christóbal de las Casas, og tre mindre byer. Det er ikke tilfældigt, det sker samtidig med NAFTA-aftalens ikrafttræden. Zapatisterne - ikke mindst den intellektuelle leder Subcommandante Marcos, er stærkt kritiske over for denne aftale, og de virkninger, de mener, den vil få for den indianske befolkning i Chiapas.

EZLN krævede regeringen afsat og en ny "overgangsregering", som skulle starte en demokratiseringsproces, indsat.

I en pressekonference fra et af de befriede kommunekontorer udtrykte EZLN’s ledelse sig om baggrunden for kampen. Det er den undertrykkelse, lokalbefolkningen har gennemlevet. "Der er ingen retfærdighed. Vi er sultne, regeringen kommer ikke med nogen løsninger på vore problemer. Vi er dødtrætte af det nu. Regeringen lytter ikke til os. Indianerbefolkningen er klar til krig. Vi ved, at det er for frihed, retfærdighed og demokrati." Man afviste, at der var guatemaltekiske elementer i ledelsen af EZLN. Det er en påstand, zapatisterne ofte er blevet mødt med. I Guatemala havde der i en række år været udkæmpet en lang og udmattende guerillakrig, hvor guerillaerne bl.a. havde opereret fra grænseområderne til Chiapas.

Efter at have brændt officielle dokumenter og kidnappet delstatens guvernør trak guerillaerne sig tilbage til Lacandonjunglen. Den mexikanske regering fik hurtigt beordret forstærkninger til Chiapas. Det var ikke noget problem for den meksikanske hær at få kontrol over større veje og byer. Den ønsker at nedkæmpe guerillaerne, men den daværende præsident Carlos Salinas de Gortari beordrer våbenhvile efter 12 dages kampe - trods hærens ønske om at nedkæmpe de dårligere bevæbnede zapatister. Denne ydmygelse af den føderale hær er med til at forklare det permanent dårlige forhold mellem denne og zapatisterne i de følgende år. Hæren får stiltiende de føderale myndigheders tilslutning til at lægge en jernring omkring zapatisternes tilholdssteder og støtteområder i det nordlige og østlige Chiapas. Ifølge nogle kilder skulle der være  op til 40.000 føderale tropper i Chiapas ved indgangen til det nye årtusinde. Præsident Vicente Fox har givet ordre til tilbagetrækning efter forhandlingerne med zapatisterne i marts 2001.